• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Gratis fragt over 500 DKK
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Den tvivlsomme sejr – en afmontering af sporten


Skrevet af Brian Henneberg

‘It is unfair to make strength comparisons between individuals because each person has a different genetic potential for achieving muscular strength. Strength testing is more meaningful and fair when an individual's performance is compared to his or her last performance, not the performance of others.’

Citatet herover er af Matt Brzycki, manden bag Brzycki’s formel, en formel man kan bruge til at beregne sin 1RM. Citatet stammer fra en artikel kaldet ’Strength Testing - Predicting a One Rep Max from Reps to Fatigue’ fra 1993, og det er pretty much et statement der underminerer al sport. For han har jo egentlig ret den gode Matt. Eller hvad?

Bodybuilder

Den fjollede atlet

Når nogen vinder i sport er der som regel jubelscener og stor ståhej fordi sejren skal fejres. Men hvad er det egentlig, vi fejrer når nogen vinder? Den typiske forklaring er, at den der vinder, er den, der har det største talent og har været bedst til at udnytte dette talent. Dvs. en blanding af talent og hårdt arbejde. Og det er da værd at fejre ikke?

Egentlig ikke nej, for lad os prøve at se nærmere på delelementer af argumentationen. For det første er der begrebet ’talent’. Hvad er talent egentlig? Talent er en medfødt evne til et eller andet. Noget man naturligt er god til eller har nemt ved. Det kan være man altid har været stærkere end andre; det kan være det er nemt for en at løbe hurtigt, kaste med bolde, få store muskler eller få øje på muligheder for åbninger i modstandernes forsvar i en fodboldkamp. Det handler altså om noget naturgivent; noget man har med sig fra fødslen, dvs. at det er noget genetisk.

Der er selvfølgelig også nogle omstændigheder eller omgivelsesfaktorer der spiller ind. Måske var talentet egentlig ikke så stort, men der var en far der så potentiale og tog knægten med til håndbold, fodbold eller styrketræning fra en tidlig alder og dermed blev talentet udviklet. Det forudsætter at der i lokalområdet er en klub, udstyr eller trænere til rådighed.

Den sidste ting er hårdt arbejde som i høj grad hænger sammen med motivation. Hvor motiveret er man for at knokle med sin sport og udvikle sit talent for en dag at kunne stå øverst på sejrsskamlen.

Vi har altså disse tre ting: genetik, omgivelsesfaktorer og motivation som skulle retfærdiggøre jubelscener og medaljer.

Men genetik kan vi jo ikke tage æren for. Det er bare nogle kort vi har fået på hånden fra naturens side, og at tage æren for ens genetik er måske lige lovlig hovmodigt. Og hvis jubelscenerne bare er en fejring af de overlegne gener er det også en rimelig usympatisk vej at gå ned af. Der var en fyr i 1940’erne med et bizart overskæg og en strakt højre arm, der ret eftertrykkeligt sendte det at dyrke overlegne gener til tælling én gang for alle.

Omgivelsesfaktorerne har vi heller ikke ret meget indflydelse på. Vi er vokset op i et bestemt land, i en bestemt by, med en bestemt familie, en bestemt økonomisk ramme og bestemte sportslige muligheder. Hvis det er omgivelsesfaktorerne der er skyld i sejren, så burde det måske nærmere være ydmyghed over for alt det man har været privilegeret nok til at få del i, der strømmede ud fra toppen af sejrsskamlen frem for hyldest af individet.  

Hvad så med den sidste stol på taburetten: motivation/hårdt arbejde. Her er der da grund til at hylde individets jernvilje og trælsomme indsats med timer og atter timers træning. Jah, og dog. For der er faktisk en del studier der har vist at motivation i høj grad også er genetisk betinget. Et studie fra 2006, udført på 37.000 tvillingepar, viste f.eks. at 50-75 % af den variation man så i træningsmængde, hang sammen med generne. Et andet studie fra 2006, udført på 13.000 tvillingepar, viste at tendensen til at træne, hos enæggede tvillinger, var dobbelt så tilbøjelig til at være ens, sammenlignet med tveæggede tvillinger.

Citat element Genetik, omgivelsesfaktorer og motivation som skulle retfærdiggøre jubelscener og medaljer


Medaljer

Desuden er der flere studier der har vist, at særlige versioner af gener, der har med dopaminreception at gøre, har direkte sammenhæng med mængden af fysisk aktivitet den person, der har dette gen, udfører. Nogle mennesker får tilsyneladende en overdreven følelse af belønning og tilfredsstillelse ved at være fysisk aktive, og man er mere tilbøjelig til at blive afhængig af træning, hvis man har disse genvarianter.

Igen er der ikke så meget tilbage at hylde individet for, andet end en tør konstatering af, at vedkommende har gener der disponerer for motivation til at træne.

Man kan godt argumentere for at der stadig er noget viljestyrke at hylde, da den genetiske forklaring selvfølgelig ikke skal have æren for 100 % af indsatsen. Men her løber vi så ind i et andet argument, nemlig det argument at det er snyd at træne.

Det lyder måske umiddelbart som et idiotisk argument, men i England var det f.eks. før i tiden, kun de rige, som ikke var særligt fysisk aktive, der måtte deltage i amatørsport. Arbejderne var jo fysisk aktive og snød dermed. De var en slags professionelle. Hvordan skulle man nogensinde kunne hamle op med en der trænede?

Det er et bizart argument i vores moderne ører, men der er faktisk noget om det. I teorien kan man jo bare fravælge alt andet end sport og træning. Fravælge kæreste, børn, venner, hygge, bio-ture, sommerferie, fester osv. og bare blive en lean mean sporting machine. Og med de rette gener og de rette omgivelsesfaktorer ville man sandsynligvis ende på toppen af en eller anden sejrsskammel.

Her kunne man godt tale om, at man kunne fejre dette individs dedikation, viljestyrke og villighed til at opgive alt andet til fordel for sporten, men her havde det engelske aristokrati imidlertid endnu en god pointe. De mente nemlig det var skruen uden ende, hvis alle pludselig begyndte at skulle overgå hinanden i træningsmængde. Tænk på hvilke liv de stakkels sportsfolk ville komme til at leve. Træning fra morgen til aften, dag ud og dag ind, blot for at vinde en ligegyldig sportskonkurrence.

Og her kommer vi så til mit næste problem med sport, for i bund og grund er det jo rimelig ligegyldigt. Det at sportsfolk jubler når de sejrer er egentlig, hvis vi ser objektivt på det, en sær, sær opførsel. Det er lidt det samme problem som jeg har med rulletekster efter film. Det rager mig forholdsvis meget, hvem der har været ’2nd unit director of photography’ på Hunger Games 2 eller hvem der har været ’Best boy grip’ på The Hateful Eight, men vi får alligevel hele smøren af selvforherligende end-credits, hvor selv den mindste lille indsats skal nævnes.

Det samme med fodboldspillere der fejrer en sejr ved at løbe jublende rundt på banen fordi de har sparket en bold i et net. I bund og grund er det jo noget fjol som i alle henseende er betydningsløst. Sparke en bold i et net, hoppe herre højt, løbe rætti stærkt, feje rætti flot med en kost på is. I virkeligheden betyder det ca....ingenting.

Fodbold og andre sportsgrene er jo, hvis vi skal være ærlige, bare forskellige hobbies, fritidssysler og tidsfordriv, der med tiden er kommet helt ud af proportioner.

Dem der virkelig har grund til at juble er f.eks. kirurger. Det ville faktisk give god mening at en kirurg, efter en vellykket hjerteoperation, lige tog en sejrsrunde på operationsstuen. Men det gør de sjovt nok ikke. De passer bare deres job. Jeg kan godt savne sportsfolk der er i stand til at se deres eget virke i et lidt større perspektiv.

Citat elementMed de rette gener og de rette omgivelsesfaktorer ville man sandsynligvis ende på toppen af en eller anden sejrsskammel


Fitnessatleter

Den fjollede tilskuer 

Endnu dummere end sportsfolkene selv er dog tilskuerne. Det er slemt nok at sportsfolkene selv synes, at deres sport er mere vigtig end hvad tilfældet er, men med fanatiske tilskuere bliver det helt fjollet. Ser vi på sådan noget som fodbold, jamen så er professionel fodbold jo i dag intet andet end en forretning. Når vi holder med en eller anden klub, holder vi derfor egentlig bare med en forretning. Manchester City mod Chelsea kunne lige så godt erstattes af Apple vs. Microsoft eller Mc Donalds vs. Burger King. Hvad de konkurrerer i er egentlig underordnet, så længe det er noget folk finder underholdende, gider se på og gider gå op i.

Faktisk er tankekonstruktionen ikke så langt fra virkeligheden som det måske kan se ud til, for der findes rent faktisk mere eller mindre fanatiske Apple fanboys, som jubler hver gang Apple kommer med et nyt produkt og som elsker at buhe af modstanderholdet Microsoft og nedgøre deres dumme dumme Windows. 

Ud over at vi egentlig sidder og hepper på firmaer, når vi hepper på fodboldhold, så er det ofte også bare udstyr vi sidder og hepper på når vi hepper i andre sportsgrene. I sådan noget som Formel 1 er det f.eks. ganske absurd at sidde og heppe på en bestemt kører, da det er bilen er den virkelige stjerne. Kevin Magnussen ville jo ikke have en chance, hvis han kørte i en Lola fra 1997, en af de dårligste biler i Formel 1 historien, mens han sandsynligvis ville havet fået bedre placeringer såfremt han fik lov til at køre i en Williams FW14 fra 1992/93, en af de bedste biler nogensinde.

Ser vi på sådan noget som styrkeløft, jamen så er Udstyrsstyrkeløft jo også i voldsom grad domineret af udstyr. Er det manden inde bag udstyret vi sidder og hepper på eller er det squatdragten, vægtløfterskoene, knæbindene og bæltet?

I cykling spiller udstyret også en ganske stor rolle ligesom det bliver relevant at drage doping ind i billedet. Er det den bedste doper vi sidder og hepper på? Er det manden med de bedste gener? Er det det hold med den rigeste sponsor i ryggen, der har haft råd til at købe det bedste udstyr, de bedste hjælperyttere og har været i stand til at tiltrække de bedste trænere, eller hvad er det egentlig vi sidder og hepper på?

Ofte er det slet ikke noget af alt dette det handler om, for ofte hepper vi jo bare på en eller anden random fyr fordi han tilfældigvis kommer fra vores eget land. I slut 90’erne sad danskerne klinet til skærmen når Wilson Kipketer stillede op og vandt medaljer i 800m løb. Wilson er født i Kenya, boede det meste af sin bardom og ungdom i Kenya, stillede op for Danmark i en kort periode, men bor i dag i Monaco. Og hu hej da hvor ville alle vi danskere gerne have del i sejren i de år, fordi vi jo også var danske og dermed var det faktisk også lidt os der vandt. Jo det var så. Fjollede tilskuere.

Citat elementDer kan være tusindvis af atleler, der var bedre end dig, men som bare ikke stillede op, fordi det rager dem at stille op


Cykelryttere

Flere fjollede atleter

Hvis vi vender tilbage til Matt Brzyckis citat fra starten af artiklen, så er hans pointe jo faktisk så krystalklar og valid at man kan undre sig over hvorfor folk overhovedet stiller op til konkurrencer. Ser vi på sådan noget som amatørbodybuildingkonkurrencer, jamen så er det jo ét stort show, hvor man sammenligner æbler og pærer. Folk med dårlige proportioner forsøger at slå folk med gode proportioner og det kommer jo aldrig til at ske. Folk der har dedikeret deres liv til at bygge muskler, tage doping og samtidig har gode gener ender jo altid med at slå de mindre dedikerede bodybuildere med inferiøse gener og en lavere tilbøjelighed til at fylde sig med anabolika. Det er jo bare sådan det er. Jeg har aldrig helt forstået hvad det er der skal konkurreres i.

Jeg har heller aldrig forstået denne insisteren på at slå andre, være bedre end andre og være den bedste. Du er jo alligevel ikke den bedste bare fordi du får en medalje til en eller anden konkurrence. Det betyder bare at du på denne tilfældige dag, blandt denne forsamling af tilfældige andre atleter, i dette tilfældige lille land mod nord, var den bedste. Det er en rimelig random medalje du kan hænge om halsen.

Ser vi på styrkeløft, jamen så har jeg set styrkeløftkonkurrencer med én eller to deltagere i en vægtklasse. Jamen yippie så for at du kan kalde dig Danmarksmester eller sølvmedaljevinder. Der kan være tusindvis af atleler der var bedre end dig, men som bare ikke stillede op, fordi det rager dem at stille op. Fordi de har taget konsekvensen af den logik som er i Brzyckis argumentation. Det giver reelt set ingen mening at konkurrere mod andre, så hvorfor bruge tusindvis af timer på det? Tager du til udlandet er der jo hurtigt 10.000 der er bedre end dig. Hvad er det egentlig man forsøger at bevise ved at stille op? At man er den bedste atlet i en radius på 42 km? I en radius på 150 km? I en radius på 1000 km?

Jeg forstår godt ambitioner og behovet for at vise at man kan noget, at man dur til noget, og trangen til at udrette noget og udmærke sig, men det er jo bare en biologisk drift som vi efterhånden burde kunne grine lidt af og lægge til side ved kognitivt at afmontere den, som jeg har forsøgt at gøre i denne artikel. Vi kan bruge vores intellekt og ræsonnere os frem til, med grundig argumentation, at det ingen mening giver at sammenligne os selv med andre. Det eneste der reelt set giver mening, er at sammenligne sig selv med sig selv.

Hvad siger du kære læser? Er du overbevist, provokeret eller dybt uenig?

Citat elementDet eneste der reelt set giver mening, er at sammenligne sig selv med sig selv
 

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

Facebook

98.500+

Kontakt