• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Amazonernes hemmelighed

Intro

“Jeg vil gerne have nogle anavar”, kunne man forleden høre i TV3 udsendelsen “Jagten - Skønhed på steroider” hvor en dansk personlig træner blev hængt ud som steroide pusher for åben skærm. Ordene blev ytret af en undercover journalist, som ville stille op i bikini fitness efter kun 2 måneders træning. I den samme udsendelse kunne man høre en anonym kvindelig fitness atlet udtale at stort set alle deltagere i bikini fitness bruger steroider.
 
Brugen af steroider er stigmatiseret generelt og i særlig grad for kvinder, hvor hormonerne kan maskulinisere dem så de får et mere maskulint ansigt, mørkere stemmer, skægvækst og det, der er værre i underetagen.
 
Set i lyset af den aktuelle interesse for motionsdoping blandt kvinder i fitnessidræt har jeg begået denne artikel om hvad motionsdoping-stofferne rent faktisk gør ved kvindekroppen. Formålet er på ingen måde at shame kvindelige bodybuildere og fitness atlter, blot at oplyse om hvad der er op og ned i forhold til risikoen for maskulinisering ved brug af anabole steroider.

Hvilke stoffer er der tale om?

I motionsdopingsammenhænge bruger mænd og kvinder stort set de samme stoffer. Anabole steroider, insulin, væksthormon, stofskiftehormon, måske DNP og diverse stimulanser, herunder stærk astmamedicin (typisk clenbuterol). Der er ikke lavet særligt meget forskning i om der er forskelle på hvad og hvor meget hhv. mænd og kvinder bruger. Men rent anekdotisk tyder det på at kvinder nok i højere grad bruger stoffer, der virker fedtforbrændende og mænd bruger flere muskelopbyggende stoffer. Blandt fitness -og bodybuildingatleter vil jeg dog gætte på at brugen er mindre forskelligartet mænd og kvinder imellem. Her bruger dem, der benytter sig af doping, nok i højere grad både steroider, peptidhormoner og hormoner, der øger fedtforbrændingen. Mændene bruger generelt set mere potente steroider (e.g. boldenon, nandrolon, masteron og trenbog i større doser end kvinderne og der er givetvis også en forskel imellem brugen på tværs af de forskellige fitness og bodybulding klasser, hvor man tilsvarende bruger mere potente stoffer og i større doser efterhånden som man kommer op i vægtklasserne. Jeg gennemgår kort de almindelige grupper af stoffer herunder og lidt om hvordan de virker. Hvis du allerede ved det kan du sagtens bare springe videre til næste afsnit.

Citat elementI motionsdopingsammenhænge bruger mænd og kvinder stort set de samme stoffer

Anabole steroider
 

Anabole steroider

Anabole androgene steroider, eller steroider med en testosteronlignende effekt. Det vil sige at testosteron også er et androgent, anabolt steroid, mens væksthormon og insulin ikke er. Udover testosteron findes der 15-20 forskellige steroider, som er almindelige i brug og har været det i siden engang i 60’erne. Der findes ganske nogle få mere eksotiske steroider og nogle helt nye der er kommet til siden da, men langt, langt de fleste stammer fra 50'erne og 60'erne. Selvom nogle af dem er noget mildere end testosteron og nogle er meget stærkere, så virker de alle ved at tænde for androgenreceptoren og tænder igennem den for en lang række processer, hvoraf den mest interessante fra et bodybuilding perspektiv nok er muskelvækst. Men der er selvfølgelig no such thing as a free lunch, og det gælder også steroider.

De kan have en lang række bivirkninger, hvor nogle af dem er kønsspecifikke og nogle andre ikke er. Jeg har tidligere skrevet flere artikler, som ligger her hos Bodylab eller bodybuilding.dk om steroiders generelle bivirkninger, samt de bivirkninger, der er specifikke for mænd, så det vil jeg skøjte lidt let hen over.

Hvis jeg skal sammenfatte det kort, så kan man sige at steroider generelt set er usunde, men ikke så usunde som Hr. og Fru Danmark oftest tror. Det er ikke for sjovt at kvinder bliver ældre end mænd, gennemsnitligt set. Men som med alt andet giftigt eller potentielt giftigt er det et spørgsmål om dosering. Det gode spørgsmål er ved hvilken akkumuleret dosis det bliver farligt og det kan ikke lade sig gøre at svare entydigt på. Det er jo ikke som om at man kan tale om at der er en entydig grænse, under hvilken det er sikkert og over hvilken det er farligt. Det er en gradvis overgang, og den er sandsynligvis både betinget af genetiske forhold og øvrig sundhedsadfærd. Men man må regne med at de fleste folk, der rent faktisk har taget nok steroider til at blive store kommer til at betale med et vist antal år af deres liv. Om dét tal så er 1, 10 tør jeg ikke gætte på.

Blandt kvinder, der stiller op i de lettere fitness klasser er det særligt mildere steroider som anavar og måske primobolan som er hyppigt brugt. Hvis man går over i kvinders bodybuilding og på højere niveau, er jeg overbevist om at brugen imellem mænd og kvinder er rimeligt ens, med højere doser og mindre udtalt præferencer for de mildere steroider. Den meget voldsomme maskulinisering man ser blandt kvindelige elite-bodybuildere bevidner dét.
 
Anavar er nok det mildeste steroide, både hvad angår virkning og bivirkningsprofil og det er nok den primære grund til at det er foretrukkent blandt kvinder. Dette skyldes sandsynligvis at i steroidernes tidlige historie forsøgte man at måle deres androgene (maskuliniserende) og anabole (vævsopbyggende) egenskaber separat og her kom anavar meget positivt ud. Det skal dog siges at de målemetoder man bruger til det ikke er uden problemer og man kan sagtens forestille sig at andre steroider måske i virkeligheden har en mere favorabel profil, ud fra et bodybuilding perspektiv.

Citat elementAnavar er nok det mildeste steroide både hvad angår virkning og bivirkningsprofil og det er nok den primære grund til at det er foretrukkent blandt kvinder

Insulin
 

Insulin

Insulin er kroppens vigtigste lagerhormon. Det får kroppens væv til at støvsuge blodet for sukker, fedt og protein, hvilket gør det både til et potent anabolsk stof, men også potentielt farligt. Hvis blodet bliver støvsuget for sukker, er der ikke noget brændstof til hjernen og så får man såkaldt føling og kan gå i koma, hvis man ikke får noget sukker tilført. Selvom de fleste, der bruger insulin som dopingstof prøver på at gardere sig med indtag af sukker, er der hvert år nogle få dødsfald i DK (mit eget estimat) fra brugen af insulin, typisk i forbindelse med at de er besvimet under bilkørsel eller i hjemmet.

Der spekuleres i om brug af insulin kan give insulinresistens, aka gammelmandssukkersyge, men der findes faktisk ikke kliniske rapporterede tilfælde i form af case reports af det endnu, så undertegnedes egen holdning er at det sandsynligvis ikke sker. Til gengæld er det meget veldokumenteret at insulinbrug let kan føre til at man tager fedt på. Det får også fedtvævet til at suge ting fra blodet og det betyder at fedtvævet let kan “udvides”.
 

Væksthormon

Væksthormon eller rhGH, som det forkortes, er et hormon som før puberteten stimulerer knoglernes længdevækst, men efter puberteten primært virker som fedtmobiliserende hormon og som et hormon, der øger bindevævssyntesen, f.eks. i hud, sener og brusk. I energiunderskud beskytter det også imod tab af muskelmasse, mens i energioverskud har det sandsynligvis en mild vævsopbyggende effekt. Det kan godt være at det er anderledes med meget høje doser, men det er ikke undersøgt videnskabeligt.

Citat elementInsulin er kroppens vigtigste lagerhormon. Det får kroppens væv til at støvsuge blodet for sukker, fedt og protein

Bikini fitness atlet
 

Stofskiftehormon

Stofskiftehormon, eller T3, bruges også som fedtforbrændingsværktøj. Stofskiftehormon tænder direkte for fedtforbrændingen udenom væksthormon og adrenalin, som ellers ofte bruges til at få fedtvævet til at frigive fedt til forbræing. Det har også en vis opkvikkende effekt, ligesom stimulanserne (beskrevet længere nede). Ligesom med brug af anabole steroider kan brug af stofskiftehormon føre til at ens egenproduktion bliver hæmmet i et stykke tid efter brug, så man bliver træt, sulten og lettere tager på igen bagefter.
 

DNP

DNP er et af de få dopingstoffer der findes, som kan dræbe dig ved en akut overdosis. DNP øger varmeproduktionen og dermed energiforbruget i kroppen dramatisk. Det viser sig helt praktisk som feber. Det kan øge basalstofskiftet med 100-200%, altså  op til 1500-2000 kcal per dag for en almindelig voksen mand. Hvis man spiser det samme, svarer det altså til op til 1.5-2 kgs ekstra vægttab per uge! Det skal dog sige at når man taber sig så hurtigt, så ryger der sandsynligvis også mere muskel. Det er altså ikke så mærkeligt at det er eftertragtet, men som sagt er det et af de meget få dopingstoffer der kan dræbe ved en enkelt overdosis. Hvis feberen kommer over 40 grader, kan man meget let for hjerneskader og dé er ikke særligt BB.
 

Stimulanser (f.eks. clenbuterol, efedrin)

Stimulanser dækker over en gruppe af stoffer, der dels øger produktionen af adrenalin og dopamin i nervesystemet og blodet og dels kan tænde for såkaldt beta-signalering i kroppen. De tilhører også den samme familie af stoffer, som kaldes phenylethylaminer, som både rummer amfetamin, efedrin og de flester former for ikke-steroid astmamedicin.
Det har den konsekvens at de øger opvakthed, energiniveau og fedtforbrænding og hæmmer sult. Det gør dem attraktive under diæt, hvor mindsket sult og træthed for de fleste  er med til at gøre diæten og træningen sværere at gennemføre. De stærkere stimulanser lægger dog stort pres på kredsløbet og særligt koffein-efedrin stacks, tidligere kendt som ECA, therma power eller som medicin præparatet “Letigen”, kostede adskillige hjerneblødninger og blodpropper sidst i 90’erne og starten af 00’erne, hvilket resulterede i at Letigen blev taget af markedet.

Citat elementDNP er et af de få dopingstoffer der findes, som kan dræbe dig ved en akut overdosis

Bikini fitness atlet
 

Hvor mange bruger dem?

I dokumentaren “Jagten” kan man høre en atlet udtale at stort set alle i bikini fitness bruger steroider, clenbuterol eller væksthormon og det repræsenterer jo ihvertfald én persons svar på spørgsmålet om hvor mange der bruger det.

Det er nemlig et godt spørgsmål, som er meget svært at besvare. Mennesker har jo både forskellige genetiske og tilegnede forudsætninger for at kunne stille op og der findes jo en lang række fitness og bodybuilding klassser, hvor man tilstræber forskellige niveauer af tørhed, lav fedtprocent og muskelstørrelse. Og jo større, mere hakket og tørrere, man skal se ud, jo færre og færre ville kunne stille op uden at bruge en form for hjælp.Jeg er helt med på at det jo er en selvopfyldende profeti, for hvis alle andre bruger det, så skal man selv bruge det for at kunne “være med” og på den måde er stofferne med til at forme de standarder som dommerne i fitness og bodybuilding konkurrencer dømmer efter. Det ændrer dog ikke på at man for hver klasse, har nogle dommerkriterier, som man forsøger at dømme efter og dét, som man efterstræber i bodybuilding er i praksis kun i meget ringe grad ladsiggørligt helt uden medicin.

De lettere og blødere klasser, som Bikini fitness og Athletic fitness, bør til gengæld være mulige for om ikke alle, så ihvertfald mange at kunne konkurrere i med ok resultater uden at bruge krudt. Det ændrer dog ikke på at der nok er en stor del, der bruger det, men det ville alligevel undre mig, hvis det var mere end halvdelen i bikinifitness, der brugte en form for anabole steroider. Der er nok flere der bruger clenbuterol eller andre fedtforbrændende stoffer.

Hvis man man må være lidt grov kan man måske også spekulere i om den lidt voldsomme prognose fra den unge dame i “jagten” er et udtryk for en kognitiv dissonans, hvor hun retfærdiggør sit eget valg med et argument om at “alle gør det”. Det kan også være at jeg bare er håbløst naiv og tager fejl.

Citat elementJo større, mere hakket og tørrere man skal se ud, jo færre og færre ville kunne stille op uden at bruge en form for hjælp

Bodybuilder woman
 

Hvad gør de ved kvindekroppen?

I listen af dopingstoffer, virker de fleste af dem stort set ens på mænd og kvinder, både med hensyn til virkninger og bivirkninger. Dér hvor der for alvor kommer en forskel i spil, er ikke overraskende med anabole steroider. Som sagt vil jeg springe let henover de særlige bivirkninger, som mænd kan opleve og istedet fokusere på dem kvinder oplever. Anabole steroider virker nemlig maskuliniserende og dét er en historie for sig selv.

De latente kønstræk

Det er sådan at mange af vores kønstræk, både mænds og kvinders er tilstede i alle kroppe, både drenges og pigers, og først udløses ved et signal fra mandlige eller kvindelige kønshormoner. Det er dét der sker, når mandlige bodybuildere får gynecomasti (i.e. “tævepatter”). Her begynder kirtelvævet under brystvorten at vokse fordi det kan mærke øgede niveauer af østrogen, som omdannes fra de voldsomt forøgede niveauer af testosteronlignende stoffer.   På samme måde vil nogle af de latente mandlige kønstræk i kvinder  “vækkes” når de mærker forøgede niveauer af testosteron eller lignende stoffer, præcis ligesom når en dreng i puberteten begynder at maskuliniseres. Når først disse kønstræk har manifesteret sig, så er de kroniske og forsvinder ikke igen uden hjælp fra avanceret plastickirurgi. Disse kønstræk vil generelt set nå et slags mætningspunkt, efter hvilket de ikke bliver mere udtalte.   En anden gruppe af kønstræk er akkumulerede over tid. Det drejer sig i mænd f.eks. om skaldethed og forstørret prostata. De har karakter af at komme senere og mere gradvist, når først de viser sig.  
 

Dybere stemme

Den hyppigste maskulinisering bivirkning der indtræder er oftest en sænkning af ens stemmefrekvens, så stemmen bliver dybere/mørkere og nogle gange lidt mere ru. Dette skyldes at stemmelæberne ændrer

Et glimrende eksempel på dette er den russiske styrkeløfter og armlægger Natalia Trukhina, der i praksis har en stemme som en mand. Man kan helt roligt antage at hun har taget MASSER af krudt. Man kan høre hendes fløjsbløde røst i klippet herunder.  
 
Et interessant fænomen man ser blandt mange kvindelige bodybuildere der har fået dybere stemme på grund af brug af steroider er, at de forsøger at tvinge stemmen op i frekvens, så den er lysere. Det resulterer i, at de lyder lidt falsetagtige og det bliver meget tydeligt hvis de kommer til at tabe kontrollen, f.eks. hvis de griner, og stemmen kommer ud i sit naturlige leje. Det er dog meget stressende for stemmen at “klemme den op” hele tiden og jeg kender til flere kvindelige bodybuildere som har brugt stemmecoaches for at lære at klemme stemmen op på en mere afslappet måde.
 
En vild konsekvens af dette fænomen er også at der i USA findes klinikker, der har specialiseret sig i kirurgi, som har til formål at ændre stemmens toneleje. De henvender sig selvfølgelig også til transseksuelle der skal skifte køn.   Man har desuden fundet ud af at en genetisk polymorfisme i androgen receptoren er med til at afgøre hvor følsom man er overfor ændringer på stemmen ved testosteronbehandling, så der er nogle folk der er mere modtagelige overfor denne bivirkning end andre (Cosyns et al. 2014).
 

Infertilitet

Normalt reguleres kvinders cyklus igennem østrogenproduktion fra æggestokkene og LH og FSH fra hypofysen. Det er meget dårligt videnskabeligt beskrevet hvad det er der sker med deres cyklus, når kvinder bruger anabole steroider, men flere kvindelige bodybuildere har beskrevet at de ikke længere har nogen cyklus, underforstået efter de har brugt steroider. Præcis hvordan det sker, ved man ikke endnu. Såkaldt milde kure, som man har hørt om blandt bikini fitness atleter, vil nok give blødningsforstyrrelser i varierende grad, men vil næppe kunne give blivende tab af fertilitet. Vedvarende og intenst brug af dopingstoffer, som de fleste seriøse kvindelige kompetitive bodybuildere nok bruger, vil til gengæld med stor sandsynlighed have udtalte effekter på fertiliteten. Desuden ville det med meget stor sandsynlighed medføre fosterskader hvis en gravid kvinde brugte steroider, særligt hvis det var et pigefoster. Meget af kønsprægningen sker tidligt i graviditeten og kliniske dyrestudier har vist at man kan inducere meget væsentlig maskulinisering hvis et foster stimuleres med androgener tidligt i graviditeten, hvilket i praksis betyder at piger stort set blev til drenge med temmeligt meget rod i tissetøjet.

Citat elementI listen af dopingstoffer virker de fleste af dem stort set ens på mænd og kvinder, både med hensyn til virkninger og bivirkninger
 
 

Skægvækst (Hirsutisme) og male-pattern baldness (androgenisk alopeki)

Kvinder kan godt udvikle skægvækst, ligesom drenge gør under puberteten, når der er testosteron i farvandet. Det er en af de forholdsvis “tidlige” bivirkninger, altså som kan komme ved en lav akkumleret, men som tager lang tids brug og høje doser for at manifestere sig 100%. Men lidt kraftigere dun på læben er slet ikke sjældent blandt kvindelige fitness atleter i forskellige klasser. I den grovere ende ved jeg at der er flere kvindelige bodybuildere, der enten får laserbehandlet hårsækkene i ansigtet eller barberer sig fast. Man kan se et eksempel på hvor kraftig skægvæksten kan blive efter brug af steroider nede under næste afsnit. Derudover er der problemet med “male-pattern baldness”. Det er den slags skaldethed som særligt mænd får og det viser sig typisk som måne eller vigende hårgrænse. Denne form for skaldethed er karakteriseret ved at den dels er ret stærkt genetisk betinget og dels testosteronfølsom. Det betyder at hvis en kvinde bærer på generne for denne form for skaldethed og bruger testosteron (eller lignende stoffer) kan det udløse denne form for skaldethed. Der findes flere kvindelige bodybuildere og styrkeatleter, hvor dette er ret tydeligt i form af vigende hårgrænse og der er sågar nogle få, der bruger paryk eller altid bruger hårbånd eller hatte for at skjule det.

Ansigtsstruktur

Præcis ligesom pubertetsdrenges ansigter ændres, ændres kvindeansigter, når de udsættes for testosteron eller lignende stoffer. Når man kigger på professionelle kvindelige fitness- og bodybuildingatleter, ser man bag makeuppen ofte nogle meget brede og skarpe kæber og hager. Det tager dog forholdsvis høje doser eller potente stoffer hvis denne proces skal køres helt igennem. Men det er tydeligt, hvor voldsomt det kan være. Jeg kan give et par ret kendt eksempler herunder. Den østtyske kuglestøder Heidi Krieger var igennem sin karriere blevet fodret med det orale steroid turinabol og derigennem maskuliniseret så meget at hun ikke længere kunne leve som kvinde. Hun endte med at  gennemgå et fuldt kønsskifte og er nu kendt som Andres Krieger. Se Andreas med et billede af sit tidligere jeg, Heidi, på billedet herunder.

Andres Krieger

Et andet kendt eksempel er den kvindelige bodybuilder Denise Rutkowski som efter en 2. Plads til olympiaen i 1993 røg i uføre og kvittede bodybuilding. For nogle år siden fremkom der nogle nyere billede af hende. Man kan se at hende ansigt var maskuliniseret lidt i 1993 (billede til venstre). Men når det kan ende som billedet til højre, hvordan vil det så gå med ansigterne fra de grovere og mere maskuliniserede kvindelige bodybuildere?
 
Denise Rutkowski transformation

Det er tydeligt at ændringerne i ansigtet er kroniske, så hvis man først har fået manface, så er løbet kørt. Der er selvføligelig altid en kirurgisk løsning. Ligesom for stemmerne så findes der plastickirurger, der specialiserer sig i såkaldt facial feminizing surgery til transkønnede og kvinder, der har brugt steroider.
 

Klitoris vækst

Yes, den er god nok. Når drenge går i puberteten vokser deres tissemand på grund af testosteronen i systemet. Dét, der vokser, er i virkeligheden svulmelegemerne og spidsen, glans, på/i penis. Kvinder og mænds kønsorganer dannes jo fra den samme “grundplan” og dét, der bliver til penis i drenge, bliver til klitoris i kvinder, så selve klitoris svarer til glans i mænd (der ligger faktisk små svulmelegemer inde bagved klitoris). Når kvinder bruger steroider i høje nok doser eller lang tid nok, begynder klitoris og svulmelegemerne bagved at vokse. Præcist hvor meget den kan vokse er svært at sige og sjovt nok har jeg ikke kunnet finde billeder specifikt af forstørret klitoris, som skyldes brug af steroider i den videnskabelige litteratur.

Der har været danske fitness piger, der har fortalt at deres klitoris måske er vokset op til en cm ud. Ændringer i den størrelsesorden er, med fare for at lyde som kæmpe idiot, måske slet ikke så upraktisk. Jeg har faktisk hørt mere end én sige at det har gjort hendes sexliv lidt lettere. Og det skal ikke forstås som en slags anprisning af en bivirkning. I grelle tilfælde kan det nemlig godt blive noget vildere. Hvis en kvinde bruger steroider i høje doser eller i lang tid, vil ændringerne i tissetøjet også blive mere markante. Meget mere.

Hvis man virkeligt gerne vil vide hvordan sådan en ser ud, findes de til overflod på diverse porno sites, hvor det med store clitoris’er åbenbart er en fetish for nogen (så en søgning på noget med “bodybuilder” og “big clit” på de store porn sites vil give nogle, ahem, interessante søgeresultater). Jeg behøves vel ikke sige at det er ekstremt NSFW.

Jeg vil gætte på at du nok har brug for lidt “eye bleach” nu så jeg vil anbefale lige at kigge på denne hundehvalp i 3-4 minutter før du fortsætter.

Hundehvalp
 

Sammenfatning

De fleste kvinder, der kun lige prøver anavar i et par måneder, oplever nok ikke markante maskuliniserede bivirkninger og dén som de oplever er oftest lidt mørkere stemme. Det er den maskulinisering bivirkning der lettest træder igennem.

Men de fleste der er på kure med anabole steroider mere end 1-2 gange vil opleve noget mørkere stemme og her vil let ændret ansigtsstruktur og vækst af klitoris også begynde lige så stille at snige sig ind. Oftest kræver det høje doser eller længere tids brug før man ser stærke forandringer i ansigtsstruktur, fuld maskulinisering af stemmen og fertilitetstab.

Outro

Kvindelige bodybuildere og fitness atleter, der vælger at bruge anabole steroider betaler en anden, og måske større pris end mænd der træffer det samme valg. Maskulinisering er generelt set irreversibel, med forbehold for kirurgiske løsninger.

Jeg oplever problemet med kvinder, der bruger anabole steroider, som havende to grene, udover det helt overordnede problem i at man har en sport, som i så høj grad beror på brug af dopingstoffer, som fitness og bodybuilding gør.

Den ene gren er de unge piger, der bare lige skal prøve at stille op i fitness en gang eller to, prøver steroider og får nogle bivirkninger med sig fra noget, der bare skulle have været en enkelt eller to oplevelser. Mange af dem har nok ikke haft indsigten i hvad de kastede sig ind i og de har måske oplevet at der har været en slags pres for at være så gode som muligt, som de ikke kunne klare. For det er ikke decideret nødvendigt at bruger steroider for at stille op i de lette fitness klasser, på samme måde som det er i bodybuilding. Samtidig med kan man nok spørge om de her piger har haft den modenhed og selvværd, der skal til for at lave en god nok risikovurdering af det foretagende, som anabole steroider kan være.

Den anden gren er dem der går ind i det “for life” og stiller op mange gange og ofte i de lidt større klasser. Min oplevelse er at de generelt set betragter det lidt mere som en slags erhvervsrisiko og der ligger en form for risikovurdering bag. Nogle af dem har f.eks. truffet et bevidst valg om at de ikke skal have børn eller bevidst accepteret at en vis grad af maskulinisering er acceptabelt. Og selv om den sidste gruppe nok er mere afklarede, så kan jeg godt se for mig at nogle af måske får det stramt omkring nogle af deres valg, når de er blevet gamle og måske ikke længere en del af det miljø, hvor den risikovurdering, de oprindeligt lavede, længere giver mening. Specielt når man tager højde for at bodybuilding kun i så ringe grad er en øknonomisk givtig forretning.

Citat elementKvindelige bodybuildere og fitness atleter, der vælger at bruge anabole steroider betaler en anden, og måske større pris end mænd der træffer det samme valg
 Bikini fitness atleter
 

Referencer

Cosyns, Marjan, John Van Borsel, Katrien Wierckx, David Dedecker, Fleur Van de Peer, Tine Daelman, Sofie Laenen, and Guy T’Sjoen. 2014. “Voice in Female-to-Male Transsexual Persons after Long-Term Androgen Therapy.” The Laryngoscope 124 (6): 1409–14.
 

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her: