• Dansk produceret
  • Dag-til-dag levering
  • Gratis fragt over 500 DKK
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt - 000T 00M 00Stilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Dopingens historie del 2 – fra helte til skurke


Skrevet af Brian Henneberg

I første del så vi bl.a. på, hvordan doping er blevet brugt op gennem historien, på den uskyldige tid i 50’erne og 60’erne, hvor der ingen større skrupler var forbundet med dopingindtag.

Vi så på hvordan denne holdning med tiden, langsomt men sikkert blev erstattet af en hårdere linie; på the rise of steroids i 50’erne; på de hyperdopede østyske sportsfolk, og på Ben Johnson affæren fra 1988. Her i 2. del skal vi bl.a. se på de store skandaler inden for cykling, foruden EPO, vanddrivende midler, Mr. Olympia, atletik og afslutningsvis, på fremtidens doping.

Cykleryttere

Cykling

Doping inden for cykling, er et helt kapitel for sig. Skandalerne begyndte for alvor at rulle i 1998, da hele Festina holdet, inklusive holdets absolutte stjerne Richard Virenque, blev smidt ud af løbet pga. doping. Også Jesper Skibbys gamle hold TVM, som han var stoppet på året før i 1997, røg i fælden. Doping på cykelholdene viste sig, at være uhyre velorganiseret, og ikke bare, som tilfældet var før i tiden, enkelte rytteres egne eksperimenter. Festinaskandalen var ikke, som mange måske troede på daværende tidspunkt, startskuddet til en større oprydning i sporten, men snarere et kraftigt hint til rytterne om, at de blev nødt til at forfine deres dopingmetoder. Man kunne ikke længere bare have massører eller koner til at køre rundt med bilen fyldt med EPO og steroider, som tilfældet ellers havde været ift. Festinarytterne. Der måtte mere snedige metoder til.
Listen over dem, der ikke var så snedige og blev busted på en eller anden måde, er lang, og inkluderer bl.a. Claus Michael Møller, Marco Pantani, Michael Rasmussen, Laurent Roux, Alberto Contador, Floyd Landis, Tyler Hamilton, Eugeni Berzin, Bo Hamburger, Raimondas Rumsas, Gilberto Simoni, Johan Museeuw, David Millar, Roberto Heras, Ivan Basso, Jörg Jaksche, Jan Ullrich, Alexander Vinokourov, Alessandro Petacchi, Tom Boonen, Alejandro Valverde, Thomas Dekker, Oscar Sevilla, Richard Virenque og Fränk Schleck. Blot for at nævne nogle få af de mest prominente.

Andre, der var mere snedige, men som senere er blevet busted eller har indrømmet doping er f.eks.: Jesper Skibby, Jeroen Blijlevens, Mario Cipollini, Laurent Jalabert, Kevin Livingston, Abraham Olano, Erik Zabel, Bobby Julich, Axel Merckx, Stuart O’Grady, Michael Boogerd, Rolf Sørensen, Bjarne Riis, Brian Holm og ikke mindst manden der gik fra, at være den allerstørste helt, til at blive den allerstørste skurk, Lance Armstrong.

Festinaskandalen og de skandaler der fulgte i årene efter, ændrede mange ting ift. offentlighedens syn på cykelsporten og ift. den mængde testning rytterne blev udsat for. Men der er ikke meget, der tyder på, at den ændrede ret meget på, hvor meget der blev dopet inden for cykling. Det virker nærmere som om, at flertallet af rytterne tænkte, at nu var det måske deres chance for lidt glory, hvis de andre ryttere droslede deres forbrug ned. Den omfattende liste af ryttere der er blevet taget for doping peger i hvert fald i den retning.

Citat elementDoping på cykelholdene viste sig, at være uhyre velorganiseret, og ikke bare, som tilfældet var før i tiden, enkelte rytteres egne eksperimenter.


Cykkelløb

EPO

Selvom både steroider, amfetamin, cortisol og andre stoffer har præget cykelsporten gennem årene, så er der ingen tvivl om, at det helt store wonderdrug, som gav os uforglemmelige Tour de France etaper hele vejen op gennem 90’erne, har været EPO. EPO så dagens lys i slut 80’erne, og blev introduceret til professionelle cykelryttere allerede i 1990-91 af den italienske læge Francesco Conconi. Conconi var bl.a. ansvarlig for Rolf Sørensen, Stephen Roche og Claudio Chiappucci’s introduktion til EPO omkring 1993. Conconi havde en assistent der hed Michele Ferrari, et navn som de fleste kender i dag. Ferrari skulle med tiden, sammen med Eufiamo Fuentes, blive cykelsportens EPO Godfather og bl.a. være medvirkende til, at Lance Armstrong kunne vinde syv Tour de France sejre i træk.

Efterhånden som EPO begyndte at spille en større og større rolle i cykling, og der endnu ikke var en direkte test for stoffet (den kom først i 2000), indførte UCI i 1997, en grønthøster-regel om, at ingen ryttere måtte stille til start med en hæmatokritværdi over 50 %. En normal hæmatokritværdi ligger på omkring 40-45 %, og mange eliteryttere, har en naturlig høj hæmatokritværdi på op til 50 %. 1 % af befolkningen har endda en hæmatokritværdi på op til 54 %. Umiddelbart virkede det derfor som en noget uigennemtænkt regel, da man kunne risikere, at udelukke rene ryttere på baggrund af deres naturligt fordelagtige fysik. For de fleste ryttere, var det dog en velkommen regel, da hæmatokritværdien typisk falder under et stort etapeløb som f.eks. Tour de France. Dermed var der mange ryttere, der så reglen, som en åben invitation til, at dope sig op til de 50 %, hele vejen igennem de store etapeløb. Og for de ryttere, som havde en naturlig lav hæmatokritværdi, men stadig var gode ryttere af andre grunde end lige hæmatokritværdien, fik pludselig mulighed for et kæmpe boost, fordi de uden at risikere at blive nuppet af dopingkontrollen, kunne dope sig op til 50 %. Enkelte ryttere, som sandsynligvis havde naturligt høje hæmatokritværdier, og samtidig tog EPO, formåede at dope sig op over 60 %. F.eks. den nu afdøde italiener Marco Pantani, og Bjarne Riis’ holdkammerat fra Gewiss-Ballan tiden, Piotr Ugrumov.

Citat elementSelvom både steroider, amfetamin, cortisol og andre stoffer har præget cykelsporten, så er der ingen tvivl om, at det helt store wonderdrug, har været EPO


EPO doping

Vanddrivende

I cykling er vanddrivende midler bl.a. blevet brugt som sløringsstof for steroider. Men ellers er vanddrivende mest blevet brugt i sportsgrene, hvor vægt spiller en afgørende rolle. De vanddrivende midler gør det muligt, hurtigt at tabe noget væske og klare et specifikt vægtkrav. Bodybuildere bruger også vanddrivende midler, for at stå skarpt når de skal på scenen. I 90’erne huserede den vanvittigt ripped bodybuilder Andreas Munzer på diverse bodybuildingscener rundt om i verden. Munzer var en posterboy for diuretics. Han var som regel den skarpeste af alle på scenen, med en konditionering, som sjældent er set mage til, hverken før eller siden.

Til verdens største bodybuildingkonkurrence Mr. Olympia, er dopingtests ikke rigtig noget man beskæftiger sig med, men efter en række uheldige episoder, f.eks i 1988, hvor Albert Beckles kollapsede på scenen; i 1992, hvor Mohammed Benaziza døde, bl.a. efter at have indtaget vanddrivende midler; i 1994, hvor Paul Dillett fik kramper på scenen til Arnold Classic; og ikke mindst da Andreas Munzer døde i 1996, med en krop, der var fuldstændig gennemsyret af stort set alle de skader man tilskriver et gigantisk dopingforbrug, som alvorlige lever- og nyreskader, et hjerte der var dobbelt så stort som et almindeligt hjerte og en væskebalance der var helt i skoven, blev IFBB nødt til, at gøre et eller andet. De indførte derfor tests for vandrivende midler til Mr. Olympia i 1996, og nu afdøde Nasser El Sonbaty blev samme år diskvalificeret fra sin 3.plads, da han røg i den nye fælde. Allerede i 1990 havde der været et forsøg på ’rigtig’ dopingtestning til Mr. Olympia, men da det betød, at de fleste atleter mødte op meget lettere end tidligere, blev det droppet igen. Publikum var pisse ligeglade med doping, de ville bare have freaks.

Den nye test for vanddrivende midler har også været en forholdsvis håbløs foranstaltning. Ud over Nassers sag fra 1996, har der faktisk kun været ét tilfælde, hvor testen har betydet noget, nemlig i 1999, hvor Markus Rühl blev testet positiv og blev diskvalificeret. I 2001 blev Rühl busted igen, og det samme gjorde 2. pladsen Jay Cutler. Dommen blev dog omstødt, fordi det laboratorie der lavede testene, ikke var et IOC godkendt laboratorie. Siden 2001 er det på mirakuløs vis åbenbart lykkedes IFBB, at eliminere vanddrivende midler fra Mr. Olympia konkurrencen, da der ikke har været én eneste positiv sag siden. Tillykke IFBB. A job well done. Man forstår jo ikke, at IOC ikke er voldsomt interesserede i at optage bodybuilding i det Olympiske program, når IFBB har en så succesfuld dopingstrategi i bagagen.

Citat elementPublikum var pisse ligeglade med doping, de ville bare have freaks


Svømme konkurrence

Historien gentager sig     

Historien med de østtyske svømmere fra 1976, gentog sig til verdensmesterskaberne i Rom i 1994. Da kineserne troppede op ved bassinkanten kunne enhver se, at der var et eller andet i gære. Kineserne var pludselig blevet uhyggeligt brede over skuldrene. De havde aldrig rigtig vundet noget vigtigt inden for svømning, men til VM og OL i 1992 vandt Kina pludselig 4 guldmedaljer, og til VM i 1994, hvor de troppede op, og lignede swole mænd, vandt de chokerende 12 guldmedaljer. Modsat 1976, hvor ingen af østtyskerne testede positive, så testede 11 kvindelige kinesiske svømmere positivt for dihydrotestosterone senere samme år. 2 år senere, til OL i 1996, hvor der var blevet ryddet ud i geledderne, vandt kineserne kun én guldmedalje.

Også på 100-meteren gentager historien sig. I 1988 var Ben Johnson uhyre respekteret da han vandt på 100 meteren. Da han blev busted vendte det hele på en tallerken. Det samme skete i 2013, da to af de absolut største stjerner på 100 meteren, den tidligere verdensrekordholder Asafa Powell og manden der har løbet 100 m på 9.68, Tyson Gay, begge blev testet positive. Andre prominente 100 m løbere der er røget i samme fælde, er Justin Gatlin, Tom Montgomery og Marion Jones. Også manden, der er udråbt som Usain Bolts arvtager, jamaicaneren Yohan Blake, som allerede har løbet 100 m på 9.69, fik i 2009 en karantæne på 3 mdr for, at teste positiv for 4-Methyl-2-hexanamine også kendt som DMAA. Det stimulerende stof, som nok bedst er kendt fra det omstridte pre-wo tilskud Jack 3D.

Citat elementDer er intet der tyder på, at krigen mod doping vil blive vundet i nogen nær fremtid
 
 

Doping i fremtiden

Der er intet der tyder på, at krigen mod doping vil blive vundet i nogen nær fremtid. Der er kemikere, der arbejder på højtryk for, hele tiden, at være et skridt foran dopingmyndighederne. Og sagens natur er jo, at et stof skal fremstilles før der kan laves en test for det. Og i perioden mellem at stoffet bliver skabt, dopingmyndighedene får nys om det, og får lavet en test, er der et tidsrum, hvor atleterne kan benytte det, mere eller mindre i ro og mag. Det var i en sådan periode, at Bjarne Riis opnåede sit største resultat i 1996, hvor han vandt Tour de France, inden der blev lavet en test for EPO. Og det var også i sådan en periode, at Marion Jones vandt 5 medaljer ved OL i Sidney i 2000, inden myndighederne kendte til THG.

I fremtiden vil nye metoder som gendoping nok begynde at spille en større og større rolle, og hvilke andre nye stoffer der er, og vil, komme i omløb, får vi måske først vished om, om nogle år, når stofferne bliver opdaget af dopingagenturet, og de begynder at teste, hvad der til den tid, vil være gamle urinprøver, for at opstøve fortidens syndere.
Hvad man synes om den form for retrospektive straffesager, hvor man fratager atleter titler de vandt flere år tilbage i tiden, som vi f.eks. har set det med Lance Armstrong, Marion Jones og Alberto Contador, må den enkelte afgøre med sig selv. Men der vil sandsynligvis være nogle af nutidens helte, som vil blive fremtidens skurke og lide samme skæbne. Den noget kyniske holdning til atleter, der for alvor tog fart efter Ben Johnson skandalen i 1988, har allerede kategoriseret f.eks. cykelrytteren Chris Froome og 100 m løberen Usain Bolt i kategorien af ’too good to be true’-atleter. Atleter der er så overlegne, at kynikerne egentlig kun venter på, at de bliver busted for ét eller andet ulovligt stof. Hvorvidt de får ret, må tiden vise.

Kilde:

Making sense of sports 5th ed. – Ellis Cashmore. Routledge 2010

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

  • Bodylab Pre workout (200 g)
    Bodylab Pre workout (200 g)

    Pre workout med BCAA 2:1:1 ratio

    199,00159,00 DKK
    133,00 DKK
    Populær
    KøbVælg variant
    Info
  • Bodylab BCAA Instant (300 g)
    Bodylab BCAA Instant (300 g)

    BCAA 2:1:1 ratio der sikrer dig den bedste aminosyrefordeling.

    199,00159,00 DKK
    133,00 DKK
    KøbVælg variant
    Info
  • Bodylab BCAA Instant (3x300 g)
    Bodylab BCAA Instant (3x300 g)

    3 x 300 gram BCAA i pulverform med eller uden smag

    597,00399,00 DKK
    Populær
    KøbVælg variant
    Info
  • Bodylab Weight Gainer (1,5 kg)
    Bodylab Weight Gainer (1,5 kg)

    Weight gainer med højt indhold af kvalitetsprotein

    165,00 DKK
    149,50 DKK
    139,66 DKK
    137,25 DKK
    135,00 DKK
    131,50 DKK
    125,00 DKK
    122,38 DKK
    118,78 DKK
    112,50 DKK
    106,28 DKK
    99,91 DKK
    KøbVælg variant
    Info
  • Bodylab Whey 100 (1 kg)
    Bodylab Whey 100 (1 kg)

    Mix af valleprotein-koncentrat og valleprotein-isolat

    169,00 DKK
    149,50 DKK
    146,33 DKK
    144,75 DKK
    143,80 DKK
    141,50 DKK
    138,43 DKK
    136,13 DKK
    133,23 DKK
    131,90 DKK
    127,18 DKK
    124,93 DKK
    KøbVælg variant
    Info
  • Bodylab Kreatin pulver (400 g)
    Bodylab Kreatin pulver (400 g)

    100 % rent mikroniseret kreatin monohydrat pulver

    119,00 DKK
    99,50 DKK
    81,25 DKK
    KøbVælg variant
    Info

Facebook

92.800+

Kontakt

  • bodylab.dk
  • bodylab.fi
  • bodylab.no
  • bodylab.se