• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Gratis fragt over 500 DKK
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt - 000T 00M 00Stilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

De rette fibre eller de rette omstændigheder?


Skrevet af Brian Henneberg

En fyr ved navn Patrick Cooper, fremsatte i 2006, sammen med sin barndomsven, den jamaicanske videnskabsmand Errol Morrison, en interessant teori i tidsskriftet ’West Indian Medical Journal’. Nemlig, at malaria er delvis skyld i den succes jamaicanske sprintere har haft de seneste år.

Malaria teorien

Morrison og Cooper udpegede en hidtil overset forbindelse mellem en bestemt muskelfibersammensætning, som man finder hos succesfulde sprintere, og så malaria. I denne artikel skal vi se på denne teori, og på, hvad muskelfibersammensætningen kan betyde for, hvor stor succes man opnår inden for den sport man har valgt at dyrke.

Patrick Cooper syntes som så mange andre, at det var interessant, at sorte mennesker dominerer sprint i så høj grad som de gør nu til dags, og han besluttede sig for, at prøve at finde ud af, hvorfor det forholder sig sådan. Han startede med at se historisk på sagen, og kom frem til, at hvide mennesker havde domineret sprint før i tiden, primært fordi de havde udelukket sorte fra at deltage. Efterhånden som sorte fik lov til at deltage i sprintkonkurrencer, steg deres dominans eksplosivt. Og det var ikke bare sorte, men altid sorte med vest-afrikansk baggrund. Siden 1980, har der ikke været en eneste hvid mand i en 100 m finale til OL, de har alle haft vest-afrikansk baggrund. Og i NFL er det over 10 år siden der sidst var en hvid cornerback (den position der kræver at man er hurtigst.)

Løbere

Men disse oplysninger var ikke nogen forklaring, bare fakta. I sin gennemgang af historisk materiale, faldt Cooper imidlertid over en tilfældig note i et studie af kropstyper fra OL i 1968. I noten stod, at overraskende mange af de sorte atleter der deltog ved OL i ’68 havde det, der kaldes seglcelletræk. Seglcelletræk betyder, at man har et defekt gen, som påvirker de iltbærende hæmoglobinproteiner i blodet. Ud over normale hæmoglobinproteiner, bliver der produceret seglformet hæmoglobin, som kan give problemer med iltforsyningen, hvis de klumper sig sammen. F.eks. har man set eksempler på, at hvis der bliver mangel på ilt i kroppen, som under hård træning eller ved træning i højt terræn, kan normale blodlegemer blive seglformede, klumpe sig sammen og nedsætte blodgennemstrømningen gennem kroppen. Denne genvariant, som forårsager seglcelletræk, findes primært hos personer, med vest-afrikansk baggrund.

Studier har siden vist, at folk med seglcelletræk, er underrepræsenteret i udholdenhedsidrætsgrene, hvor der er behov for stor iltomsætning. Deres tilstand med lavt hæmoglobinniveau og sammenklumpninger af blod i kroppen, kan faktisk blive så slem, at det er livstruende, hvis de træner for hårdt. Ni amerikanske fodboldspillere på college niveau, alle med seglcelletræk, er siden år 2000 døde efter meget hård træning, og atleter screenes derfor nu for genet, for at undgå flere dødsfald. Desuden har flere studier vist, at folk med vest-afrikansk baggrund, har naturligt lave hæmoglobinniveauer, hvilket gør dem uegnede til udholdenhedsidræt. Den jamaicanske rekord på 10.000 m er f.eks. så dårlig, at man ikke engang ville kvalificere sig til OL, hvis man løb på den tid.

Disse informationer ledte Cooper videre til en teori om, at folk fra Vestafrika har en eller anden alternativ måde, at producere energi på, for at kompensere for deres dårlige evne til aerob forbrænding. Han fandt opbakning i et studie fra 1986, hvor nogle forskere havde taget muskelbiopsier af en række skoleelever, og konklusionen var, at personer med vestafrikansk baggrund, havde en langt større andel af hvide muskelfibre end folk der ikke havde vestafrikansk baggrund. De havde også et lavere hvilestofskifte, og de udviste større aktivitet i metaboliske systemer der ikke var så iltkrævende. De var altså bygget til korte kraftfulde energiudbrud og ikke lange udmattende udfoldelser. Flere studier bakkede senere op om konklusionen i dette studie. Bl.a. et dansk studie fra 2011.

Cooper bandt denne viden fra 1968-studiet og 1986-studiet, sammen med noget forskning lavet af Anthony C. Allison i 1954, som viste, at folk fra Vestafrika, med seglcelletræk, havde færre malariaparasitter i blodet end andre fra samme region uden seglcelletræk. Da malariaparasitter lever i de røde bloglegemer, forhindrer seglcelletræk sygdommen i, at gå amok. Seglcelletræk og vestafrikaneres naturligt lave hæmoglobinniveauer, er altså evolutionistiske træk mod malaria. Coopers teori gik ud på, at vestafrikanerne har udviklet flere hvide muskelfibre og et bedre fungerende anaerobt system for, at kompensere for deres lave hæmoglobinniveauer, og at det er en af grundene til, at de er så dominante inden for sprint.

Cooper døde af kræft i 2009, og han nåede aldrig at få bekræftet sin teori, som forbliver spekulativ. Hans hypotese er jo ultimativt, at lave hæmoglobinniveauer fører til et skift i muskelfibertyper fra langsomme røde aerobe fibre, til hurtige hvide anaerobe fibre. Dette er aldrig set i praksis. Det tætteste man kommer, er studier lavet på mus og rotter, hvor en jernfattig diæt, har forårsaget et fald i hæmoglobin og et efterfølgende skift fra type IIa (hurtige hvide fibre) til type IIb (super hurtige hvide fibre). Der findes ikke mere forskning end det, til at bakke Coopers teori op, og hvor vidt han har ret eller ej, må fremtiden vise.

Citat elementDenne genvariant, som forårsager seglcelletræk, findes primært hos personer, med vest-afrikansk baggrund


Sprinter

Know thy fibres

Der er dog ingen tvivl om den del af teorien, der handler om sammenhængen mellem malaria og seglcelletræk, og der er flere ting der peger i retning af, at der kan være en sammenhæng mellem seglcelletræk og evnen til at excellere i eksplosive sportsgrene. 12 % af indbyggerne i det vestafrikanske land Elfenbenskysten har f.eks. seglcelletræk, heriblandt de tre bedste kvindelige højdespringere i landet og 30 % af vinderne i eksplosive sportsgrene. Justin Durandt, manageren på Discovery High Performance Centre i Sydafrika udtalte på et tidspunkt: ’Vi har testet over 10.000 børn og jeg har aldrig set et langsomt barn blive hurtigt. Langsomme børn bliver aldrig hurtige voksne. You can’t teach speed. You either have it or you don’t. ’

At hurtige muskelfibre spiller ind på den succes man får i en given sportsgren, har vi også eksempler på fra Danmark. I 2003, tog fysiologen Jesper Andersen muskelbiopsier fra Joakim B. Olsen, og fandt, at han havde en langt større andel af hurtige muskelfibre i skuldre, lår og triceps, end andre topkuglestødere. Jesper Andersen fik Joakim til at ændre sin styrketræning fra, at være hyppig og tung, til at være mindre frekvent, men til gengæld super tung. Joakim reagerede så godt på den nye type træning, at han vandt bronze ved OL året efter (flere år senere omstødt til sølv, da doping tests foretaget i 2012 viste, at guldvinderen Yuriy Bilonoh havde været dopet).

Jesper Andersen tog på et tidspunkt også muskelbiopsier fra skuldermusklerne hos en dansk kajakroer, og fandt, at han havde over 90 % langsomme udholdende muskelfibre. Kajakroeren kæmpede det bedste han havde lært, for at kvalificere sig til OL på 500 m og 1000 m distancerne, men kom altid til kort ift. sine konkurrenter. De var mere eksplosive i starten og han kom altid bagud. Selvom han halede ind på konkurrenterne efterhånden som løbet skred frem, så nåede han sjældent at indhente dem. Da roeren fik klarhed over muskelfiberfordelingen i sine skuldermuskler, var der pludselig en forklaring og han valgte at skifte til længere distancer, og blev hurtigt en af verdens allerbedste roere.

Et sted, hvor muskelfibertyper også spiller ind, er ift. træningstolerance. Jesper Andersen undrede sig på et tidspunkt over, at de muskelbiopsier han tog af danske Superligaspillere viste, at de havde færre hurtige muskelfibre end gennemsnitsdanskeren. Vi mangler simpelthen de ultra hurtige spillere som de ellers har i andre lande. Spillere som Arjen Robben, Franck Ribery, Wayne Rooney, Gareth Bale og Antonio Valencia er ultra hurtige, men vi mangler den type spillere i dansk fodbold. Jesper Andersen fandt svaret i FC Københavns udviklingsafdeling. På grund af den måde man træner på i Danmark, hvor der ikke er den samme differentiering i træningen som der f.eks. er i amerikansk fodbold (hvor der er mange forskellige positioner på holdet, og de store tunge fyre træner på én måde, og de lettere hurtige fyre træner på en anden måde, fordi de skal kunne forskellige ting), så bliver de hurtigste spillere oftere skadet, og ryger ud inden de når at blive rigtigt gode, fordi spillerne trænes for ens. Især kroniske baglårsskader har sendt mangt en hurtig ungdomsspiller ud i mørket. Der er noget der tyder på, at folk med mange superhurtige fibre, ikke kan tolerere samme træningsmængde som dem med langsommere fibre, og super hurtige sammentrækninger af hasemusklerne, i en overtrænet tilstand kan resultere i haseskader.

Citat elementFolk med mange superhurtige fibre, ikke kan tolerere samme træningsmængde som dem med langsommere fibre


Konkurrenceløber

De rette omstændigheder

Professor Yannis Pitsiladis fra University of Brighton i England har en anden forklaring på jamaicanernes sprint-succes end Coopers malaria-seglcelle-muskelfibertype-teori. Ingen har været mere besat af, at undersøge ’sportsgener’ end Pitsiladis, noget jeg har skrevet om i denne artikel, men han tøver alligevel med, at lade generne tage det fulde ansvar for jamaicanernes succes på de korte distancer. Han medgiver at generne spiller en stor rolle ift. at blive en god sprinter, da meget tyder på, at hurtige muskelfibre kan blive mere udholdende gennem udholdenhedstræning, mens langsomme muskelfibre ikke kan blive hurtigere gennem sprinttræning. Det er derfor essentielt, at man som sprinter har gener, der giver en hurtige fibre fra naturens side. Pitsiladis mener dog, at socio-økonomiske forhold spiller en endnu større rolle.

På Jamaica sprinter ALLE børn. Sprint er en religion. De fleste jamaicanere har ikke råd til tennisbaner eller cykler, så de bliver ikke tennisspillere eller cykelryttere. Men de har jord hvorpå de kan løbe, og de har tradition for at sprinte, så det er det de gør. Og det er den primære grund til, at de bliver gode. De har et lige så velfungerende sprinter-udviklingsprogram på Jamaica, som de har ift. amerikansk fodbold, baseball, basketball og hockey i USA. Det vrimler med talentspejdere og der er store penge at tjene, så alle børn sprinter, for at teste, om de er blandt de heldige, der er gode nok til at nå toppen. I England er der meget meget få børn der sprinter. Det er der også i Danmark. Hvis Usain Blot, en næsten 2 m høj og super hurtig fyr, var blevet født i USA, så var han sandsynligvis blevet basketballspiller, eller wide reciever i amerikansk fodbold. I Danmark var han måske blevet håndboldspiller.

Walter Dix, som vandt bronze på 100 m distancen ved OL i Beijing i 2008, blev året forinden, i 2007, slået på 100 meteren af en fyr ved navn Trindon Holliday. Man skulle derfor tro, at Trindon Holliday må være en af verdens absolut bedste 100 m løbere, men nej. Trindon er amerikaner, og derfor wide reciever for New York Giants. Han blev wide reciever fordi han havde mulighed for at tjene flere penge ved at spille football end ved at løbe. Var han blevet født på Jamaica, ville han sandsynligvis være blevet sprinter.

Et lignende fænomen gør sig gældende inden for fodbold. Det virker absurd, at USA, med et befolkningsgrundlag på over 300 mio mennesker, ikke har et bedre fodboldhold end de har. De burde have vundet VM mindst et par gange. Men der er ikke tradition for fodbold i USA. Meget få amerikanske børn drømmer om at blive den næste Clint Dempsey, eller andre lidet kendte fodboldspillere fra det amerikanske landshold. De vil hellere være den næste LeBron James, Barry Bonds eller Peyton Manning. De store amerikanske sportsgrene suger alle talenterne til sig, inden de overhovedet når at overveje ’europæisk’ fodbold. Og det, siger Pitsiladis, er den primære grund til jamaicanernes sprintsucces. Han har nemlig testet så mange folk med vestafrikansk baggrund efterhånden, at han ved, at folk fra Nigeria, Burkina Faso, Benin, Togo, Sierra Leone, og andre vestafrikanske lande, genetisk set, har præcis lige så gode forudsætninger for at bliver supersprintere som jamaicanerne. Det de mangler er ikke genetik, men tradition for sprint.

Citat elementDet de mangler er ikke genetik, men tradition for sprint
 
 

Kilder:

Epstein, David – The sports gene. Penguin books ltd. 2013

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

 

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

Facebook

92.800+

Kontakt

  • bodylab.dk
  • bodylab.fi
  • bodylab.no
  • bodylab.se