Fri fragt 
E-mærket webshop
4,7 på 
Kom i gang
Opskrifter
Artikler
Team Bodylab
| Artikler / De Olympiske lege - idealer og virkelighed - del 1 |
Af Brian Henneberg 1. jan 1863, blev der i Paris, født en fyr ved navn Pierre de Frédy, baron de Coubertin. Det noget ekstravagante navn, kom sig af, at han var af adelsslægt. Coubertin voksede op, rejste rundt i verden, og begyndte at interessere sig for både idræt, pædagogik, og de arkæologiske udgravninger der var i fuld sving i Grækenland. Mellem 1875-1881, blev stedet, hvor de oprindelige Olympiske Lege havde fundet sted, afsløret, og dette, sammen med hans store interesse for idræt og pædagogik, inspirerede Coubertin til, at forsøge at genoplive legene. Dette lykkedes ham som 31-årig i 1894, hvor han ved en stor kongres på Sorbonne universitetet i Paris, oprettede Den Internationale Olympiske Komite (IOC), og to år senere, i 1896, blev de første moderne Olympiske Lege afholdt i Grækenland.  Mellem 1875-1881, blev stedet, hvor de oprindelige Olympiske Lege havde fundet sted, afsløret IdealerneCoubertin var idealist, og hans bevæggrunde til at genskabe en stor international idrætsbegivenhed, var egentlig ikke drevet af, at han elskede at se en god fodboldkamp eller en god gang 100 m løb, men af det som sport kunne gøre ved og for mennesker. På sine rejser, havde Coubertin f.eks. set, hvordan idræt kunne bruges i opdragelsesøjemed på engelske kostskoler. I enhver sport er der en række regler der skal overholdes; man bruger både sin krop og sin intelligens; man lærer at arbejde sammen, respektere sin modstander og yde sit bedste. Disse værdier, som Coubertin valgte at kalde olympisme, var de værdier, der skulle gennemsyre det moderne OL. Gennem sporten kunne man opdrage unge mennesker, lære dem egenskaber som mod, tillid og beslutsomhed, og få dem til at arbejde for, at verden skulle blive bedre og mere fredfyldt.For at understrege betydningen af olympismen formulerede Coubertin en olympisk målsætning der lyder: ’Det vigtigste ved de olympiske lege er ikke at vinde, men at deltage, ligesom det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen for den. Det vigtige er ikke at have erobret, men at have kæmpet godt. At udbrede denne holdning, det er, at bane vejen for en menneskehed, der er modigere, stærkere – mere samvittighedsfuld og mere tolerant’. ’Olympismen har den egenskab, at den ved, at inspirere til, at så mange som muligt dyrker idræt, vil skabe en fællesskabsfølelse blandt folk, hvorudfra der vil opstå venskab, forståelse og respekt mellem mennesker på tværs af landegrænser’. Sportsmanden bliver hele tiden mindet om nødvendigheden af sammenhold og kammeratskab, hvilket Coubertin anså for, at være den ideelle basis for ethvert demokratisk samfund. Sportsverdenen repræsenterer en slags minuatureudgave af den ideelle demokratiske stat. I den fire års periode der ligger mellem to olympiske lege, det der kaldes olympiaden, skal idrætsudøveren, som arbejder hen imod legene, have olympismen in mente. Den skal som ideologisk tanke, være med til, at udvikle ham fysisk og moralsk. Fysisk gennem træningen, og moralsk gennem den selvdisciplin, som træningen kræver. Enhver har en absolut grænse for, hvor højt han kan springe, og der er en minimumstid for hans 100 m løb. Den vægt man kan løfte udtrykker entydigt i kg, resultatet af ens anstrengelser. Som bjergbestiger er man i stand til at bestige et bestemt bjerg, men ikke et andet; som rytter kan man tumle en hest og ikke en anden. Man kan imidlertid ikke i forvejen vide, hvor disse grænser befinder sig. Kun én vej fører derhen: træning og ihærdigt arbejde. Og når man så har nået det mål man har sat sig; når man har sat sin personlige rekord, så må man derefter gøre sig umage for at holde sig på toppen. Enhver har en absolut grænse for, hvor højt han kan springe, og der er en minimumstid for hans 100 m løb Og det at forblive på toppen var en vigtig del af Coubertins opdragelsesideal. Enhver kan kæmpe hårdt i en kortere periode og vinde én gang. At fastholde et højt niveau over tid, dét kræver karakter. Coubertin mente at sport, hvis man greb det an på den rigtige måde, ville kunne fremelske bestemte ønskværdige anlæg i idrætsudøveren så som koldblodighed, selvsikkerhed, beslutsomhed osv. Han mente, at sådanne karakterter kunne trænes lige så vel som muskler og kredsløb kan trænes, og at man kan overføre disse opøvede karaktertræk fra en enkelt aktivitet som f.eks. marathon løb, til alt hvad det menneske foretager sig. Coubertin ville også genrejse kroppen som noget smukt, der gerne måtte dyrkes. Han udtalte i 1906, at hans mål var, at sammenføre to hidtil adskilte partnere, nemlig ånd og muskler. Med kristendommens indtog blev kroppen mere og mere sat i skammekrogen som noget syndigt der skulle tugtes og undertrykkes. Coubertin mente, at legemlige kvaliteter understøttede intellektuelle kvaliteter, og mente desuden, at mennesket ikke kun bestod af krop og sjæl, men af krop, sjæl og karakter. Karakteren blev især dannet i kroppen, gennem disciplineret træning. De gamle grækere vidste dette. Det blev glemt i den mørke middelalder, og det moderne menneske måtte nu genlære det. Det, at styrke sin krop, og gøre den veltrænet og harmonisk, så Coubertin som en måde at hylde livet på. En fortsættelse af den græske hellenisme, hvor der var fokus på livet lige nu og her med kropslighed, kødelighed, glæden ved bevægelse og ved at mærke kroppen blive brugt. Han så olympismen som en fortsættelse af kulten for det øjeblikkelige liv. Modsat de religioner der havde deres fokus på det hinsidige. Amatørismen, altså det, at deltagerne ved OL skulle være amatører, som ikke levede af deres sport, var fra starten af også en del af Coubertins ideal. Det skulle ikke være penge der drev atleten: ’Fra den dag hvor sportsmanden ophører med at sætte glæden ved sin egen præstation og den kropslige beruselse og balance, som præstationen giver, højere end alt andet, fra den dag hvor han lader sig dominere af forfængeligheds eller profitbetragtninger, fra den dag er hans ideal blevet plettet og indsatsens karakterdannende værdi, hvis man kan kalde det sådan, uigenkaldeligt svækket’. Det skulle altså være lysten der drev værket for de olympiske atleter, og ikke en jagt på penge og berømmelse. Med i denne betragtning, som er fra 1920, ville Coubertin, såfremt han gjorde de samme betragtninger i dag, nok inddrage dopingmisbrug, som en af de karakterbesudlende handlinger, der berøver atleten sin ære og besegler hans skæbne som en der valgte ’the dark side’ og det at vinde for enhver pris, fremfor at styrke sin karakter. Coubertin troede også på, at sport var med til at udligne forskellene mellem rig og fattig. En rekord inden for sport udgør en grænse, som mennesket har nået ved ’en kombination af naturgivne evner, og så den kunnen, som hans karakters energi har udviklet i ham’, som Coubertin formulerer det. Altså en kombination af gener og viljestyrke (nogle ville dog nok plædere for, at viljestyrken også er genetisk betinget, men den lader vi lige ligge). Atletens sociale position, slægtsnavn eller formue spiller ikke ind på præstationen. Om han er prins eller håndværker har ingen indflydelse på, hor langt han kan kaste i spydkast, hvor hurtigt han kan løbe, eller på hvor tungt 200 kg er. Sport er på denne måde med til, at ophæve de menneskeskabte sociale skel, og vise, at fra naturens synspunkt, er den fattigste mand lige så meget værd som den rigeste mand. Hvorfor dette ideal ikke fuldstændig holder vand, skal vi se på i 2. del, når vi berører hele problematikken omkring amatørismen. Det var altså idealet. Det lyder alt sammen meget smukt, men som vi skal se om lidt, er idealer ofte svære at holde rene i en beskidt verden. Det at deltagerne ved OL skulle være amatører, som ikke levede af deres sport, var fra starten af også en del af Coubertins idealNationalistisk kosmopolit?Først er der hele baggrunden for oprettelsen af OL. Onde tunger hævder, at Coubertins bevæggrunde til at genskabe OL, ikke var så filantropiske som legenden ellers vil vide. Det hævdes, at hele idéen om, at genskabe OL i moderne tid, udspringer af Coubertins nag mod Tyskland, som havde trådt hans elskede Frankrig under fode i krigen i 1870. Den franske hær, som ellers var nationens stolthed, viste sig ikke at være mere værd end en flok utrænede bønder, i sammenligning med de toptrænede tyske soldater, som endte med at slagte dem. Og Coubertin ville være medvirkende til, at rejse franskmændene og gøre dem fysisk overlegne. Hvorvidt denne vinkel på sagen holder vand, må vi lade historiker afgøre.Det hævdes, at hele idéen om, at genskabe OL i moderne tid, udspringer af Coubertins nag mod Tyskland OL som religionDer er også hele den vinkel på legene, som mange ikke bryder sig om. Ser man på de oprindelige græske lege, så kæmpede mennesker nok mod mennesker, men det var som en hyldest til guderne. De gamle græske guder. Zeus, Nike osv., som grækerne oftest portrætterede som atleter, muskuløse og stolte.De første Olympiske Lege man kender til, blev afholdt i 776 f.kr., og blev afholdt 287 gange, indtil år 369 e.kr. Derefter skete der religiøse omstruktureringer i området, hvor en fyr ved navn Jesus fortrængte de gamle guder. Zeus blev afløst af Jesus og legene blev afskaffet som værende hedenske. Derefter var der sportslig stilhed i 1500 år. Fokus på kroppen var syndigt i den mørke kristne middelader, og sport gled fuldstændigt ud som aktivitet. Da legene blev genoptaget skortede det heller ikke på modstand fra religiøse kredse. Ved OL i Amsterdam i 1928, var der voldsom kirkelig modstand mod OL og dets dyrkelse af kroppen: ’Hvilket slag og hvilken skade, for de nederlandske sæder. Vi vil ej have Olympiade, fuld af folk i sjofle klæder. Vi er nemlig meget pænere, end de hedenske hellenere, hottentotter, kannibaler. Fanden tage de sportsvandaler. Gid de stod og skælvede, med bare ben i helvede. Kære Gud, gør os nu fri, for det usle kætteri!’ Måske havde de kirkelige kræfter indset, at det ikke bare var en almindelig sportskonkurrence Coubertin stablede på benene hvert 4. år, men at det var en bevægelse, der på mange måder overtog store dele af kirkens virkemidler. Der havde faktisk været op mod tyve mislykkede forsøg på, at genoplive legene inden Coubertin trådte til, og en stor del af Coubertins succes, skal nok ses i, at han forstod styrken af symboler og ritualer. Coubertin vidste hvor vigtige ritualer er for mennesker, og overtog derfor det religiøse tema, som også havde gennemsyret de originale olympiske lege. Han stræbte bevidst efter en ’religio athletae’. En religiøs sportsoplevelse. Coubertin tegnede i 1913, det olympiske flag vi kender i dag, som et symbol på samarbejdet mellem verdensdelene. Det blev første gang hejst i Antwerpen i 1920. Det var også dette år, at den olympiske ed blev aflagt første gang. Eden lyder: "På alle deltageres vegne lover jeg, at vi vil deltage i disse olympiske lege med respekt og lydighed over for de regler, der styrer dem, idet vi forpligter os til en sport uden doping og forbudte stoffer, og i idrættens sande ånd, så det kan være til hæder for idrætten og til ære for vore hold." Afsnittet omkring doping blev tilføjet i 2000. I 1928 kom ilden til som symbol. Den Olympiske ild, brændende højt på en søjle. ’Et lys fra himlen der skinner over stadion’. Den olympiske ild brænder over stadion, i al den tid legene varer. I 1936 ved OL i Berlin kom så præsterne til: fakkelbærerne. Det var et mestertræk foretaget af Carl Diem og Goebbels propaganda ministerium. De fik solen til, at tænde faklen ved Olympen i Grækenland, og over 3000 løbere, løb de 3,187 km fra Olympen til Berlin, hvor flammen fik sin prominente plads på stadion. Andre ritualer, som er med til at tilføre et religiøst tilsnit til OL er indmarchen, hvor en populær atlet fra hvert land får æren af, at være fanebærer. Der er også talerne til både åbnings- og afslutningsceremonien, hvor OL erklæres henholdsvis åbent, og ’det bedste OL nogensinde’ (der har dog været få undtagelser, f.eks. de år der har været terrorangreb under OL.) Der er også de symbolske freds/brevduer (som siden 1994 er blevet erstattet af balloner på foranledning af dyreværnsforeninger), kanonskuddene, medaljeoverrækkelserne og den Olympiske hymne, der til forveksling lyder som et religiøst værk. Hymnen blev komponeret i 1896, af den græske komponist Spyros Samaras, og teksten er af den græske digter Kostis Palamas. Coubertin vidste hvor vigtige ritualer er for mennesker, og overtog derfor det religiøse tema, som også havde gennemsyret de originale olympiske legeDe mange symboler og ritualer omkring OL har samme formål som symboler og ritualer har til en gudstjeneste søndag formiddag. Selvom OL foregår et nyt sted hvert år, og atleterne bliver skiftet ud år for år, så er det hele alligevel genkendeligt. Alle ved hvad der skal ske, og det giver en stor og nærmest religiøs fællesskabsfølelse. Selvom OL foregår et nyt sted hvert år, og atleterne bliver skiftet ud år for år, så er det hele alligevel genkendeligt. Alle ved hvad der skal ske, og det giver en stor og nærmest religiøs fællesskabsfølelse. Gennem tiden er der blevet luftet mange meninger om de religiøst inspirerede ritualer til OL. Nogle finder dem usmagelige. Andre finder dem hule og tomme efterhånden som OL er blevet mere og mere kommercielt, mens endnu andre elsker dem, og synes de tilfører noget helt særligt til OL, som ikke findes til andre sportsevents. Religio athletae er dog nok den af Coubertins oprindelige idéer/idealer der hænger bedst ved og stadig fungerer. I 2. del af denne artikelserie skal vi se på nogle af de idealer der har lidt større skibsbrud. Vi skal se på, hvordan OL gennem årene har været skueplads for mangt en politisk mening, samt på, hvordan kommercielle interesser langsomt men sikkert har undermineret det oprindelige amatørideal og mange andre af Coubertins smukke tanker. Selvom OL foregår et nyt sted hvert år, og atleterne bliver skiftet ud år for år, så er det hele alligevel genkendeligt KilderPierre de Coubertin – Den Olympiske idé. Det lille forlag (1996)Midas Dekkers – Kropskultur. Tiderne skifter (2008) Ol-studiet.dk Wikipedia.org |