Skrevet af Thomas Jagd

Jeg blev glad da jeg for nylig læste Anders Nedergaards fremragende artikel, ”Elefanten i rummet”, som kort fortalt handler om den overdødelighed der er hos bodybuildere og styrkeatleter.

Det er et emne som jeg selv har haft en masse forskellige tanker omkring, og et emne som fortjener langt mere fokus end det får. For dem som ikke allerede har læst artiklen, så kan den læses her.

Det problem Anders beskriver, er i øvrigt ikke et problem som er opstået indenfor de sidste 5-10 år. I 80’erne og 90’erne var der også mange legendariske bodybuildere og i særdeleshed styrkeatleter, som måtte stille træskoene i en tidlig alder.

Vi kan tage lidt forskellige eksempler fra denne tidsperiode, så min udtalelse ikke bare fremstår som et postulat.



I 1992 døde den professionelle bodybuilder Mohammed Benaziza 33 år gammel. Det skal dog påpeges, at dødsårsagen i Mohammed tilfælde ikke kan tilskrives anabolske steroider, men derimod brugen af diuretika. Det ændrer dog ikke på det faktum, at bodybuilding livsstilen på professionelt plan indebærer en helt masse risici pga. de mange forskellige medikamenter som anvendes. Den professionelle bodybuilder Steve Brisbois var hos Mohammed Benaziza inden han døde, og den oplevelse gjorde at han trak sig fra professionel bodybuilding kort tid efter. Så noget godt kom der trods alt ud af det.

Bodybuilding livsstilen indebærer en helt masse risici pga. de mange forskellige medikamenter som anvendes

I 1993 døde den legendariske stærkmand Jon Pall Sigmarsson 32 år gammel. Der er mange styrkeatleter igennem tiden, som er døde, fordi de samtidig var ekstremt overvægtige. Et par eksempler er O.D. Wilson og Rick ”Grizzly” Brown, som begge to vejede godt til. Men Jon Pall Sigmarsson var en undtagelse. Han var altid i god form, og deltog også i bodybuilding konkurrencer. Han døde under et dødløft træningspas, hvor hans aorta sprang pga. fremskreden åreforkalkning.

I 1994 døde den kendte Westside Barbell Club styrkeløfter, Matt Dimel. Han blev kun 33 år. Han er en af de mange super sværvægts styrkeløftere som har tjekket ud inden de blev 40 år.

I 1990 døde Tom Hawk, en Skotsk bodybuilder og stærkmand, som var tester ved Pure Strength stærkmandskonkurrencen samme år. Han fik hjertestop efter en øvelse, og kunne ikke genoplives. Han blev 21 år gammel. Obduktionen viste at hans hjerte var dobbelt så stort som et normalt hjerte, og der var patologiske forandringer i hjertemuskulaturen.

Det er kun et par eksempler på de mange bodybuildere og styrkeatleter som døde i 80’erne og 90’erne. Det sørgelige er, at antallet er steget kraftigt de seneste 5-10 år. Det er praktisk talt på månedsbasis, at man hører om en kendt stærkmand, styrkeløfter eller bodybuilder som dør i 30’erne eller 40’erne. Og det skyldes netop de faktorer som Anders påpeger i hans artikel. Massive mængder medikamenter og en abnormt høj kropsvægt er en opskrift på en tidlig død. Og vi har med sikkerhed kun set toppen af isbjerget. De bodybuildere og styrkeatleter som var på toppen i slut 80’erne og start 90’erne, er reelt tikkende bomber. Specielt de mest massive af dem. Jeg tvivler meget stærkt på at en mand som Marcus Ruhl bliver 70 år.

Det interessante er så hvorfor folk gør det? Det kræver jo ikke ligefrem en IQ på 150 for at forstå at man løber en massiv risiko. Den er det jeg godt kunne tænke mig at udvide Anders artikel med. Tanker omkring det som driver disse mennesker.

Massive mængder medikamenter og en abnormt høj kropsvægt er en opskrift på en tidlig død

Evnen til selvbedrag er en naturkraft

Jeg tror de fleste som træner med vægte på et seriøst plan har overvejet hvordan det må være at krudte den. Når man ser hvad folk opnår med krudt, så er det naturligt at blive fristet. Personligt har jeg gjort mig tanken ofte, men altid droppet den fordi jeg er ekstremt bange for medikamenter generelt. Jeg er typen som hellere vil leve med en hovedpine end tage en hovedpinepille.

Men netop nysgerrigheden er ofte det som gør at folk tager skridtet. Specielt hvis fremgangen har været sparsom. Og det er netop det første skridt som er det farligste. De fleste ved godt, at det ikke er voldsomt farligt at tage anabolske steroider, hvis man kun holder sig til en enkelt mild kur. Selv anti-doping lægen Rasmus Damsgaard har tidligere udtalt, at risikoen for varige bivirkninger ved en enkelt steroide kur, er tæt på ikke-eksisterende. Problemet er bare, at i langt de fleste tilfælde, så eksisterer EN enkelt kur ikke. En kur bliver i langt de fleste tilfælde til flere kurer. Og det er der en god grund til.

Jeg tror de fleste som træner med vægte på et seriøst plan har overvejet hvordan det må være at krudte den

Og det er her det bliver interessant. For på et logisk plan så ved de fleste godt, at de nok slipper af sted med en mild kur eller to. Men på et eller andet tidspunkt, så smides fornuften væk. Den rationelle og logiske tankegang går i dvale. Inderst inde tror jeg godt de ved, at de spiller russisk roulette med deres helbred. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at der findes nogle ganske få, som reelt ved hvad de laver, og godt kan leve med kun at blive 45 år. Men langt de fleste har fortrængt det.

Det sjove er jo, at de bodybuildere og styrkeløftere som har fået en ny chance i livet aldrig vender tilbage til sporten

Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget

Kald mig kold og kynisk. Men jeg synes faktisk det er en positiv udvikling vi er inde i. 80’erne og 90’ernes dødsfald kunne fejes ind under gulvtæppet og tilskrives arvelige faktorer og andre ikke-medikament relaterede argumenter. Det bliver sværere og sværere nu, med den kraftigt forøgede frekvens af dødsfald. Det stikker så meget ud, at selv naive selvbedrageriske unge mennesker, kan se at der er noget galt. Og man kan kun håbe, at det fraholder dem fra at tage det første skridt. Tage den ene kur som ikke skader. Den ene kur som får snebolden til at rulle. For når først snebolden ruller, så stopper den ikke før den rammer muren.