• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Gratis fragt over 500 DKK
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Elefantens motivation


Skrevet af Thomas Jagd

Jeg blev glad da jeg for nylig læste Anders Nedergaards fremragende artikel, ”Elefanten i rummet”, som kort fortalt handler om den overdødelighed der er hos bodybuildere og styrkeatleter.

Det er et emne som jeg selv har haft en masse forskellige tanker omkring, og et emne som fortjener langt mere fokus end det får. For dem som ikke allerede har læst artiklen, så kan den læses her.

Det problem Anders beskriver, er i øvrigt ikke et problem som er opstået indenfor de sidste 5-10 år. I 80’erne og 90’erne var der også mange legendariske bodybuildere og i særdeleshed styrkeatleter, som måtte stille træskoene i en tidlig alder.

Vi kan tage lidt forskellige eksempler fra denne tidsperiode, så min udtalelse ikke bare fremstår som et postulat.

Elefant

I 1992 døde den professionelle bodybuilder Mohammed Benaziza 33 år gammel. Det skal dog påpeges, at dødsårsagen i Mohammed tilfælde ikke kan tilskrives anabolske steroider, men derimod brugen af diuretika. Det ændrer dog ikke på det faktum, at bodybuilding livsstilen på professionelt plan indebærer en helt masse risici pga. de mange forskellige medikamenter som anvendes. Den professionelle bodybuilder Steve Brisbois var hos Mohammed Benaziza inden han døde, og den oplevelse gjorde at han trak sig fra professionel bodybuilding kort tid efter. Så noget godt kom der trods alt ud af det.

I 1996 døde den professionelle bodybuilder Andreas Munzer 31 år gammel. Andreas Munzer var kendt som en af de mest rippede bodybuildere på daværende tidspunkt, og kom altid til konkurrencerne med ekstremt lav fedtprocent. Munzer havde klaget over mavesmerter igennem længere tid, og da han blev indlagt havde han så massive indre blødninger, at en blodtransfusion ikke kunne redde ham. Obduktionen afslørede en masse uhyggelige ting, som mange professionelle bodybuildere går rundt og gemmer på. Blandt andet hjerte hypertrofi i en sådan grad, at Munzers hjerte vejede 636 gram, hvor et normalt hjerte hos en mand vejer omkring 300-350 gram. Så hans hjerte var dobbelt så stort som et normalt hjerte. Man fandt adskillige tumorer på hans lever. Tumorer på størrelse med tennisbolde. Der har senere hen cirkuleret en masse historier på nettet omkring det arsenal af medikamenter som Munzer indtog på regelmæssig basis. Om det er sandt eller ej skal jeg ikke kunne sige, men hvis bare en brøkdel af det er sandt, så forstår man godt at han endte hans dage som han gjorde.

Citat element Bodybuilding livsstilen indebærer en helt masse risici pga. de mange forskellige medikamenter som anvendes
 

Mandelig bodybuilder

I 1993 døde den legendariske stærkmand Jon Pall Sigmarsson 32 år gammel. Der er mange styrkeatleter igennem tiden, som er døde, fordi de samtidig var ekstremt overvægtige. Et par eksempler er O.D. Wilson og Rick ”Grizzly” Brown, som begge to vejede godt til. Men Jon Pall Sigmarsson var en undtagelse. Han var altid i god form, og deltog også i bodybuilding konkurrencer. Han døde under et dødløft træningspas, hvor hans aorta sprang pga. fremskreden åreforkalkning.

I 1994 døde den kendte Westside Barbell Club styrkeløfter, Matt Dimel. Han blev kun 33 år. Han er en af de mange super sværvægts styrkeløftere som har tjekket ud inden de blev 40 år.

I 1990 døde Tom Hawk, en Skotsk bodybuilder og stærkmand, som var tester ved Pure Strength stærkmandskonkurrencen samme år. Han fik hjertestop efter en øvelse, og kunne ikke genoplives. Han blev 21 år gammel. Obduktionen viste at hans hjerte var dobbelt så stort som et normalt hjerte, og der var patologiske forandringer i hjertemuskulaturen.

Det er kun et par eksempler på de mange bodybuildere og styrkeatleter som døde i 80’erne og 90’erne. Det sørgelige er, at antallet er steget kraftigt de seneste 5-10 år. Det er praktisk talt på månedsbasis, at man hører om en kendt stærkmand, styrkeløfter eller bodybuilder som dør i 30’erne eller 40’erne. Og det skyldes netop de faktorer som Anders påpeger i hans artikel. Massive mængder medikamenter og en abnormt høj kropsvægt er en opskrift på en tidlig død. Og vi har med sikkerhed kun set toppen af isbjerget. De bodybuildere og styrkeatleter som var på toppen i slut 80’erne og start 90’erne, er reelt tikkende bomber. Specielt de mest massive af dem. Jeg tvivler meget stærkt på at en mand som Marcus Ruhl bliver 70 år.

Det interessante er så hvorfor folk gør det? Det kræver jo ikke ligefrem en IQ på 150 for at forstå at man løber en massiv risiko. Den er det jeg godt kunne tænke mig at udvide Anders artikel med. Tanker omkring det som driver disse mennesker.

Citat elementMassive mængder medikamenter og en abnormt høj kropsvægt er en opskrift på en tidlig død


Sixpack mand

Evnen til selvbedrag er en naturkraft

Jeg tror de fleste som træner med vægte på et seriøst plan har overvejet hvordan det må være at krudte den. Når man ser hvad folk opnår med krudt, så er det naturligt at blive fristet. Personligt har jeg gjort mig tanken ofte, men altid droppet den fordi jeg er ekstremt bange for medikamenter generelt. Jeg er typen som hellere vil leve med en hovedpine end tage en hovedpinepille.

Men netop nysgerrigheden er ofte det som gør at folk tager skridtet. Specielt hvis fremgangen har været sparsom. Og det er netop det første skridt som er det farligste. De fleste ved godt, at det ikke er voldsomt farligt at tage anabolske steroider, hvis man kun holder sig til en enkelt mild kur. Selv anti-doping lægen Rasmus Damsgaard har tidligere udtalt, at risikoen for varige bivirkninger ved en enkelt steroide kur, er tæt på ikke-eksisterende. Problemet er bare, at i langt de fleste tilfælde, så eksisterer EN enkelt kur ikke. En kur bliver i langt de fleste tilfælde til flere kurer. Og det er der en god grund til.

For det første, så får man typisk ikke de voldsomme kortsigtede bivirkninger ved en mild førstegangskur. Det er derfor naturligt, at mange står tilbage med en ”det gik jo godt” fornemmelse.

For det andet så forstærkes denne fornemmelse af det faktum, at de positive virkninger er ekstremt vanedannende. Ikke fysisk vanedannende. Men psykisk vanedannende. Når en ung knægt går fra at have en skuffende fremgang, til at kunne se musklerne og styrken vokse på ugentlig basis, så er det svært at give slip på det. Og oveni hatten så har det visse fordele i forhold til det psykiske. Testosteron giver et bedre psykisk velvære. Mere selvtillid og drive. Det er ikke for sjovt, at mænd med lavt testosteron niveau har en forøget risiko for depression. Det giver en anden dimension af psykisk afhængighed.

Og så ruller snebolden. Og en snebold der ruller stopper man ikke bare sådan. For den bliver større og større, og den stopper først når den rammer et eller andet og går i stykker. Og det er ofte det man ser, når unge mennesker giver sig i kast med den slags. Det eskalerer. En kur bliver til flere kure, og doserne og mængden af medikamenter stiger og stiger. Tilbage i 80’erne var det normalt, at man havde pauser imellem kurer. Man brugte det primært i forbindelse med konkurrence forberedelse, og efter konkurrencen fik kroppen en pause. Det er også derfor man kan finde billeder af Arnold hvor han er markant mindre end i månederne op til en konkurrence. I dag tager pro bodybuildere det hele året rundt. Den eneste pause kroppen får, er når de nogle få måneder af året skærer lidt ned for doserne og mængden af medikamenter.

Citat elementJeg tror de fleste som træner med vægte på et seriøst plan har overvejet hvordan det må være at krudte den


Mandelig bodybuilder

Og det er her det bliver interessant. For på et logisk plan så ved de fleste godt, at de nok slipper af sted med en mild kur eller to. Men på et eller andet tidspunkt, så smides fornuften væk. Den rationelle og logiske tankegang går i dvale. Inderst inde tror jeg godt de ved, at de spiller russisk roulette med deres helbred. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at der findes nogle ganske få, som reelt ved hvad de laver, og godt kan leve med kun at blive 45 år. Men langt de fleste har fortrængt det.

Det handler om en menneskelig egenskab som er ekstremt potent. Selvbedrag. Det er noget alle kender. Rygeren som retfærdiggører hans rygevane, fordi det giver ham livskvalitet. Han eller hun vil sågar påstå, at de synes det er okay, at de smider 10 år af deres liv, fordi smøgerne betyder så meget for dem. Nogen vil sågar påstå, at det slet ikke er så farligt igen. Den gode gamle historie med onkel Egon, som blev 92 år, selvom han røg 30 cigaretter uden filter hver dag, og drak en hel flaske snaps oveni hatten. Men 99 % af disse mennesker fortryder deres adfærd bittert, når de ligger i en hospitalsseng 61 år gammel med lungekræft som har bredt sig. Så stærk en kraft er selvbedrag. Vores eget selvbedrag går i langt de fleste tilfælde først op for os, når det er for sent.

Og det er noget de fleste kender. I et eller andet omfang. Jeg har ofte selv retfærdiggjort det at veje +130 kg for at kunne løfte tungere vægte, med alskens tåbelige argumenter. Faktum er dog, at det ikke føles skide sundt, når man bliver forpustet af at skulle gå op på 5. sal. Så ved man godt, at man reelt lyver for sig selv.

Problemet er bare, at der er stor forskel på det selvbedrag hobbyløftere og almindelige mennesker skaber, og så det selvbedrag en bodybuilder eller styrkeatlet med potentiale skaber. For selvbedraget forstærkes af det faktum, at bodybuilderen og styrkeatleten opnår en vis anerkendelse for det han laver, og potentielt kan komme til at leve af det. Så er det let, at glemme de påmindelser som kroppen måske regelmæssigt sender. Påmindelser om at man er på dybt vand. Når Andreas Munzer går flere måneder med stærke mavesmerter, så ved han jo godt at der er noget galt. Men det er lettere at ignorere det, så man slipper for at tænke på, at toget reelt har nået endestationen.

Det sjove er jo, at de bodybuildere og styrkeløftere som har fået en ny chance i livet aldrig vender tilbage til sporten. Måske på motionistplan, men det er noget andet. Og dem er der mange eksempler på. Don Long, Flex Wheeler, Tom Prince, Mike Matarazzo, Dennis Newman, Mike Francois osv. Klart, mange af dem har så alvorlige helbredsproblemer i dag, at selv ikke engang motionistplanet er realistisk. Men det er alligevel tankevækkende, at selv dem som reelt set godt kunne genoptage deres kamikaze livsførelse, ikke har valgt at gøre det. Snebolden skal åbenbart ramme et eller andet, og gå i stykker før man ser lyset. Det illustrerer også ganske godt hvor kraftigt selvbedraget er mens det står på.

Citat elementDet sjove er jo, at de bodybuildere og styrkeløftere som har fået en ny chance i livet aldrig vender tilbage til sporten
 
 

Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget

Kald mig kold og kynisk. Men jeg synes faktisk det er en positiv udvikling vi er inde i. 80’erne og 90’ernes dødsfald kunne fejes ind under gulvtæppet og tilskrives arvelige faktorer og andre ikke-medikament relaterede argumenter. Det bliver sværere og sværere nu, med den kraftigt forøgede frekvens af dødsfald. Det stikker så meget ud, at selv naive selvbedrageriske unge mennesker, kan se at der er noget galt. Og man kan kun håbe, at det fraholder dem fra at tage det første skridt. Tage den ene kur som ikke skader. Den ene kur som får snebolden til at rulle. For når først snebolden ruller, så stopper den ikke før den rammer muren.

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

Facebook

98.500+

Kontakt