• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

En dopingbrugers historie - del 1


Artiklen er skrevet af en anonym bruger

Forord

I det følgende vil jeg berette om mit eget liv som steroidmisbruger, hvilke motiver jeg har haft og hvilken forhistorie, der ligger til grund for, at jeg har handlet, som jeg har. Med denne artikel ønsker jeg ikke blot at fortælle om mit eget misbrug. Jeg ønsker også at komme med en kritisk udredelse, så såvel potentielle som aktuelle misbrugere og andre nysgerrige kan få en ide om, hvad det er, der foregår under overfladen i dopingmiljøet og bag facaderne på en stor del af den hårdt pumpede danske ungdom.
 

Del 1

Jeg er i dag 24, og de sidste år har i høj grad været centreret omkring doping og bodybuilding. I min primære omgangskreds har alle været misbrugere de sidste år. For at min beretning skal give mening, vil jeg starte helt fra begyndelsen. Jeg er vokset op i et hjem alene med min mor og lillebror. Medier har altid været en stor del af mit liv. Kabel-tv og Commodore 64 udgjorde en væsentlig del af min barndom. Jeg sad altid klistret til fjernsynet, når der blev vist tegnefilm med Supermand, Batman og He-Man. De ”blødere” tegnefilm interesserede mig ikke.

Min mor lod mig ukritisk konsumere enhver form for voldsfilm, så Arnold, Stallone og Van damme var nogle af min barndoms helte. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg i en alder af otte begyndte at fantasere om de enorme muskler, mine idealer bar rundt på, og hvordan min mor og idrætslærer havde pointeret, at det var havregrød, der skulle til. Jeg spiste havregrød med sukker hver morgen i hele min barndom. Den dag i dag elsker jeg stadig denne primitive substans. I min barnlige naivitet rullede jeg hver morgen - efter sidste bid havregrød - ærmet op og spændte overarmen for at se, om der var sket noget under måltidet. Så vidt jeg erindrer, følte jeg mig umiddelbart ret stærk efter sådan en portion havregrød.

Citat elementI min primære omgangskreds har alle været misbrugere de sidste år

Dopingbrugers historie

Barndommen og teenageårene

En lidt mere sørgelig side af min barndom var, at min mor ikke var den mest stabile person i verden. Hun havde været misbruger siden hun var 14 og havde foruden mig og min lillebror en søn mere, som var blevet fjernet ved fødslen. Mange folk har siden hen spurgt mig, om det ikke var hårdt at leve med en mor med den slags problemer. Kodeordet er ”adaption” (tilpasning). At finde en sprøjte oven på køleskabet eller at se min mor vælte rundt i hjemmet skræmte mig ikke synderligt. I øvrigt var hun sgu alligevel sjældent hjemme.

Jeg blev anbragt i en plejefamilie, da jeg var ni et halvt år gammel. Jeg var i stor grad en dagdrømmer, og da plejefamilien introducerede mig til litteraturens verden, tog det for alvor fat. De klassiske heltehistorier fra lærredet syntes kun endnu bedre, når jeg kunne læse dem fra en bog. Jeg kan huske, hvordan jeg periodisk begyndte at lave armbøjninger hjemme på linoleumsgulvet i en alder af 10. Det måtte jo give resultat, og på et og andet tidspunkt burde jeg komme til at ligne Arnold.I skolen ville jeg altid være den bedste i idræt. Jeg kan tydeligt huske, hvordan vi havde en mindre tre-kilometers rute, som vi næsten altid skulle igennem til idræt i 4., 5. og 6. klasse. Jeg var altid i forfeltet! Som væddeløbshunde halsede os drenge af sted efter hinanden. Jeg kan tydeligt huske, hvordan vi smed os i græsset, når vi kom i mål. Jeg var så forpustet og havde så ondt i brystet, at jeg af og til begyndte at græde. Det var også på denne tid, at jeg for første gang husker, at jeg var villig til at tage alternative midler i brug for at bliver den bedste. Da vi skulle tage vores atletikmærker i idræt, skulle vi selv gå ned til blokken og notere de tider og meter, som læreren havde målt op for os. Og med stolthed kunne jeg med en smule fusk forvandle et bronzemærke til et sølvmærke!

Da jeg startede i 7. klasse, startede jeg på en ny skole. Jeg var ikke den tidligst udviklede i den nye klasse og bestemt ikke den største. Jeg tror, jeg vejede 50 kg i en alder af 13 år. I klassen var der et par store drenge, og de var ikke så flinke. En af dem var en overudviklet knægt, som også var særdeles velbygget. Jeg kan huske, hvordan jeg fra vinduet i klasselokalet observerede ham flexe sit vaskebræt for de tre år ældre piger fra 10. klasse.

”Gid det dog bare var mig”, tænkte jeg. Den spirende pubertet gav mig pludselig et enormt ædeflip, da jeg var mellem 7. og 8. klasse, og jeg gainede 18 kg på tre måneder. De mange kg sad desværre ikke så heldigt, og dette skulle sørgeligt nok give anledning til, at jeg i mine sidste år af folkeskolen gik under kælenavnet ”Flæske”. Jeg var ikke smælderfed, men havde bare 10 kg overvægt, som var fordelt som en blød og blævret polstring af hvalpefedt rundt om min torso. Jeg gjorde alverdens halvhjertede forsøg på at komme de overflødige kg til livs, men uvidenhed og en mild grad af ungdomssløvsind forhindrede processen. Jeg kan huske, hvordan jeg læste om kalorier, og hvor meget man forbrændte pr tidsinterval.

Med min virkelighedsfjerne realitetsopfattelse mente jeg at kunne regne ud, jeg bare skulle løbe på trapper 36 timer i streg for at komme de overflødige kg til livs. Desværre havde jeg ikke ryggrad nok til at smide hvalpedragten. Jeg fik som 15-årig nogle af de der samle-selv håndvægte, og jeg pumpede løs hver dag efter skole. Kun biceps og atter biceps. Til min fornøjelse gav det vidst en enkelt centimeter på armene, men det blev også ved dette, og hurtigt mistede jeg motivationen til træningen, der derefter forløb periodisk.

 citat elementDa jeg var mellem 7. og 8. klasse, og jeg gainede 18 kg på tre måneder

Doping sterorider

Som 16-årig i 1G på gymnasiet skulle jeg for første gang stifte bekendtskab med et fitnesscenter. Jeg startede sammen med en kammerat, hvis moder var så rar at betale mit medlemskab, da jeg på daværende tidspunkt ikke havde særlig meget kapital. Jeg var for resten anbragt på ungdomsinstitution i perioden fra, jeg var 14, til jeg var 17. Min træningsmakker og jeg trænede fast tre gange i ugen og oftest to timer ad gangen. Hurtigt modulerede vi på det-af-en-instruktør-planlagte program, så vores ugentlige arbejdsvolumen på biceps, triceps og pecs steg til noget nær det dobbelte.

Vi var virkelig entusiastiske, men havde begge desværre denne ungdommelige fedtpolstring, der kan gøre livet surt for en teenager. Jeg kan huske, hvordan jeg steg i styrke i flere af øvelserne, som primært var i maskiner. Specielt i mavemaskinen var jeg helt overlegen i forhold til nogen andre. Desværre gav den store arbejdsvolumen på biceps hurtigt udslag i, at jeg udviklede en mildere grad af seneskedehindebetændelse, og uheldigvis for mig vidste nogle af de lidt mere garvede fyre, hvordan man kom sådan et problem til livs: Det skulle trænes væk!

Resultatet blev, at jeg i løbet af mit livs første træningsperiode, nåede en grad af irritation i mine små 33 cm’s arme, så jeg nærmest var invalideret et halvt år efter! Nede i fitnesscenteret trænede også en anden af mine klassekammerater, og jeg husker, hvor fascineret jeg blev, da han viste mig en af de andre drenges strækmærker på armene. Drengen med strækmærkerne var kun et enkelt år ældre end os og vældig, vældig godt bygget. Min makker og jeg fik skrabet alle vores sparepenge sammen og fik splejset om en spand proteinpulver, som vi møjsommeligt fik opdelt i to lige store portioner.

Nu skulle miraklernes tid begynde, troede vi, men måtte desværre se os fortabt, da resultaterne fortsat var lige uimponerende. På daværende tidspunkt havde jeg stadig intet begreb om fedt, kulhydrat, proteiner og kalorieoverskud så den vigtigste faktor for vores fysiske udvikling skulle fortsat være begunstiget de få intellektuelle. På råd fra en instruktør begyndte vi at cykle for at smide hvalpefedtet, men det var ikke så effektivt, som vi ønskede, og standhaftigheden sluttede da også brat, da mit tre måneders medlemskab udløb, og der ikke forelå økonomisk mulighed for at fortsætte - eftersom et sådant medlemskab som altid er pisse dyrt.

citat elementNu skulle miraklernes tid begynde, troede vi


Doping pille kanyle Formentlig på grund af det omsorgssvigt, jeg havde lidt i min barndom, var min identitet og mit selvværd ikke særlig godt udviklet. Dette manifesterede sig i, at jeg havde et behov for fysisk at imponere folk for at føle mig værdifuld og værdsat. I mine øjne var min gyldige eksistens kun berettiget af summen af gode handlinger eller præstationer. Da jeg hverken var flertallet fysisk eller verbalt overlegen, var jeg ikke alt for tilfreds med mig selv. Lige inden jeg blev 17, startede jeg til kampsport (shootfighting).

Det skulle mod alle odds vise sig at være lige noget for mig. Jeg husker stadig smerten fra træningen, og hvordan jeg gang på gang fik bank i den kombinerede sport. Men stoltheden over dagen efter at kunne vise de mange blå mærker frem og et trick eller to medførte, at jeg blev meget glad og afhængig af min identitet som kampsportsudøver - også selvom jeg ikke var særlig dygtig i forhold til dem, der havde dyrket det i længere tid. Efter et års tid begyndte jeg sideløbende igen at styrketræne, da jeg nu gennem en kammerat havde fået mulighed for at træne gratis.Jeg havde surfet en del på skolens internet og langt om længe fundet nogle beskrivelser af, hvad der skal til for at gaine muskler. Kalorieoverskud og masser af protein! Så kort før min 18 års fødselsdag tog djævlen ved mig. Jeg brugte ALLE mine sparepenge på det dengang temmelig bekostelige proteinpulver fra Matas. Jeg trænede fire-fem gange i ugen og indtog proteinpulver fem gange om dagen. Desuden var jeg så heldig, at jeg boede på et kollegium/kostafdeling 50 meter fra gymnasiet, hvor jeg gik.

Hvert frikvarter kunne jeg gå over på mit værelse og tage en proteinshake, og morgen, middag og aften var der stort tag-selv bord på kostafdelingen med alt, hvad hjertet kunne begære. Disse meget gunstige forhold betød, at jeg i løbet af tre måneder voksede fra 76 til 84 kg, og det var så vidt jeg kunne bedømme primært masse. Med denne eksplosive start var der ikke noget at sige til, at jeg fik utrolig meget opmærksomhed og blev velanset af mange af mine jævnaldrende kammerater. Min hurtigt stigende styrke og seriøsitet var beundret. Men det er alment kendt, at alle vokser bedst, lige når de starter med at træne, og efter tre måneder nåede jeg et træningsplateau, hvor jeg hverken tog på eller smed af.

Jeg kunne heller ikke rigtig bliver stærkere i bænkpres, som selvfølgelig var min favoritøvelse, da den jo var den enevældige målestok for din status i fitnesscenteret blandt de unge drenge.

Et par af de noget ældre kampsportsudøvere stod i dør på den lokale Daisy. En aften, da jeg kom i byen, kan jeg huske, at jeg blev stoppet i døren. Dørmændene begyndte at spørge mig, hvad jeg var på. Umiddelbart havde jeg intet begreb om, hvad doping var og benægtede da også oprigtigt. Inden jeg fik lov at komme ind, skulle jeg, til min store forundring og de andre dørmænds store morskab, stille mig foroverbøjet med hænderne på entredisken, hvorefter jeg fik et ordentligt klap i måsen. Jeg fattede ikke, hvad der foregik, og da det ikke gjorde synderligt ondt, fik jeg lov at slippe forbi.

Som sagt var gennemsnitsalderen til shootfighting en del over min, og en dag fik jeg et lift hjem fra træning af en fyr på små 30. Han spurgte til, hvad det var der gjorde, jeg havde vokset sådan, og jeg forklarede ham om min gode kost og alt proteinpulveret. Han grinede og sagde, at han altså godt vidste, hvordan krudt så ud, men jeg benægtede hårdnakket at tage den slags. Jeg var jo vitterligt 100 % clean og havde da også svoret mig selv under diverse foredrag gennem folkeskolen og på gymnasiet, at jeg aldrig skulle være en af de tåber, der skulle underlægge sig en eller anden form for misbrug.

Når jeg ser tilbage på mig selv dengang, var jeg jo ikke en synderlig stor fyr, men bare en 18 årige knægt på 84 kg, som havde en god portion franskbrød under armene. I takt med at pigernes kommentarer til mig steg, skiftede jeg gradvist hele mit klædeskab ud til ultra stramme T-shirts og årtusindskiftets hotteste bukser. Med min stigende selvtillid, steg succesen ved det modsatte køn også. Jeg bildte mig selv ind, at det 100 % var i og med, at jeg havde fået en mere rank og veltrænet positur.

Desværre skal det jo så siges, at nutidens piger faktisk i høj grad også går efter mandeidealet, men hvad de som oftest ikke er klar over, er, at det for de fleste unge mænd nærmest medfører sygelig besættelse af kroppen i stil med pigers anoreksi. Denne besættelse, i nutiden omtalt som megareksi, fjerner fokus fra, hvad forhold og kærlighed egentlig handler om, og de unge mænd og drenge føler sig i stigende grad mere værdifulde i forhold til, hvor tæt de kommer til at ligge på idealkroppen. Jeg var efterhånden selv ved at blive indhyllet i denne illusion, og styrketræningen tog efterhånden mere og mere over for mine andre interesser, som blandt andet var litteratur, kampsport, musik og computer.

Citat elementNår jeg ser tilbage på mig selv dengang, var jeg jo ikke en synderlig stor fyr, men bare en 18 årige knægt på 84 kg
 
 

Den første "kur"

Vi var tre fire drenge, der altid trænede sammen om aftenen på byens kaserne, hvor den lokale håndboldklub havde en aftale om gratis træning. Jeg havde aldrig rørt en håndbold, men på opfordring fra mine Team-danmark kammerater, skrev jeg troskyldigt under i vagten, hver gang vi gik ind på kasernen. Det var et lille, men veludstyret center, som havde alt, hvad en bodybuilder kunne begære. Det var også her, at vi mødte de to dørmænd fra et andet af byens diskoteker. Vi spurgte dem interesseret til deres træning mv., for de var meget længere fremme end os.

Den ene dørmand begyndte at have sin lillebror med op at træne. Lillebroderen voksede i løbet af meget, meget kort tid fra at være en bette splejs til at have nogle køller, som os andre drenge var overbevist om, kunne få en hvilken som helst pige i byen til at falde i svime. Vi spurgte til, hvad det var, der gjorde hans træning så effektiv, og uden at der blev lagt skjul på det, fik vi at vide, at han var på ”krudt”! Åndsvagt udtryk, sagt af lavintelligente dørmænd, var vist en af de tanker, der gik gennem vores hoveder. Men, vi blev tilbudt det, og trods alt, hvad jeg havde svoret for mig selv, så spurgte jeg til prisen, og om det var farligt. 2000 kroner og på ingen måde farligt. Alt det der med sygeligt temperament, store hjerter og impotens, det var bare en skrøne eller i hvert fald ikke noget, man fik af at snuppe en enkelt ”kur”.

Fristelsen var enorm, og min ene kammerat og jeg bestemte os for, at vi gerne ville have nogle af disse vidunderpiller. Chokket kom dog så, da vi på bestillingsdagen blev bekendtgjort med, at det skulle sprøjtes ind. Det virkede i mine øjne alt, alt for sygt, og sprøjter var kun noget narkomaner brugte. Total klamt. Desuden ville jeg da aldrig blive i stand til at hugge en nål i mig selv. Vi udbad os betænkningstid, men i løbet af 24 timer lykkedes det os på en og anden måde, ironisk nok, at få det retfærdiggjort over for os selv. ”Man må lide, før man kan nyde”, og min ven kunne da snildt stikke mig, og jeg kunne stikke ham.

Det hele skulle kun stå på i 8 uger, og så ville det være ovre, og vi ville have opnået idealkroppen på rekordtid. Vi ville være i stand til at udkonkurrere alle de andre drenge på gymnasiet, da vi både ville blive større, stærkere og flottere. Det lyder sygeligt, at vi kunne være så opsat og fokuseret på en så primitiv ting, men jeg tror, at det var generelt for mine jævnaldrende 18-årige dengang, at fest, sprut og kvinder optog en meget stor del af vores liv. Det var i bund og grund tanken om succes hos det modsatte køn og respekt fra andre fyre, der drev os frem….. desværre!

Nu var beslutningen taget, men det skulle vise sig, at vi ikke blev ekspederet så hurtigt, som vi gerne ønskede. Vi måtte vente i næsten to måneder, inden det lykkedes de flinke dørmænd at skaffe os vores krudt. Hver uge føltes som en evighed. Vi var som små børn, der venter på juleaften. Det kunne bare ikke gå stærkt nok!

Citat elementVi måtte vente i næsten to måneder, inden det lykkedes de flinke dørmænd at skaffe os vores krudt

Doping Endelig kom dagen, hvor jeg blev ringet op, om jeg kunne mødes der og der. Forinden havde jeg været forbi med 4000 kroner til dørmanden, hvor jeg overdrog dem til ham, mens han stod i døren på arbejde. To kg fra min ven og to kg fra mig. Jeg mødtes nu med vores ”dealer”, som havde en pose med vores varer i. ”Der er 16 ampuller til hver, otte af de gule og så otte af de andre. I skal tage en gul om mandagen og så en af de andre om torsdagen”. Det var noget nær den instruktion, vi fik.

Jeg kan huske, hvordan jeg med svedige hænder og totalt paranoid gik tilbage til kollegiet, hvor jeg boede. Kiggede mig over skulderen, om jeg blev forfulgt! Med rystende fingre fik jeg låst mig ind på mit værelse og åbnet posen. Der lå de små ampuller. Miraklernes tid skulle begynde! Små helt perfekt støbt glasbeholdere med russiske og græske bogstaver. ”Deca Durabolin” og ”Sustanon”.

Vi havde betalt dyrt for disse små mirakelflasker, og faktisk også alt for dyrt, men det var først noget, jeg skulle blive klar over siden hen. Min saldo stod nær bundlinjen, og da vi skulle købe sprøjter og kanyler, blev det til en enkelt 2 milliliters sprøjte til os hver, men nok kanyler til at vi kunne få en steril hver gang. Hygiejnen var så at sige meget kritisabel, og vi brugte ikke engang spritservietter! Vi havde indhentet viden om hvordan, vi skulle stikke, men vi var mildest talt ved at skide i bukserne, da vi første gang låste os inde i omklædningsrummet på kasernen.Der sad vi på gulvet med blottede lår og kæmpede for at hive den ret så tykke olie ud af ampullerne. Jeg skulle stikke min kammerat, det havde jeg ingen problemer med overhovedet. Jeg huskede at trække op i sprøjten efter, at jeg havde hugget den i låret på ham for at se, om jeg havde stukket i en åre, hvilket man ikke må, da injektionssteroider er depotmedicin. Bagefter blev det min tur. Jeg havde insisteret på, at ville stikke mig selv. Jeg kunne have skidt en snemand – tror det kan sammenlignes med at skulle springe faldskærm at sidde der med sprøjten i hånden og spidsen pegende mod låret. Slask! – jeg fik hugget den i, og det gjorde ikke det mindste ondt. Jeg spændte en lille smule, da jeg trykkede olien ind. Vi fik ryddet op efter os og stoppet de brugte kanyler i vores medbragte beholder.

Nu var vi klar til at træne. Vi skulle træne ryg og biceps, og allerede fra første sæt følte jeg mig stærk som en bjørn. Totalt uvidende om, at ”Deca´s” halveringstid er ca. to uger, hvilket vil sige, at vi i det hele taget først ville kunne mærke en rigtigt effekt efter minimum to-tre uger. Kun psyken drev os gennem det ene tunge sæt efter det andet – men det vidste vi intet om. Vi var ”på steroider” nu – og det var bare for fedt!

Citat elementVi havde betalt dyrt for disse små mirakelflasker, og faktisk også alt for dyrt, men det var først noget, jeg skulle blive klar over siden hen

Storider kanyle

Som sagt var vores ”kur” på otte uger, og vores motivation var tårnhøj. Hurtigt gainede jeg nogle kg, men som ugerne skred frem, blev det ikke til meget mere end syv kg i alt. Fra medierne og ADD’s informations-kampagner havde jeg fået indtryk af, at man sådan uden videre rykkede 20 kg på, så overordentlig tilfreds var jeg ikke. ”Deca’en” havde også givet en del væske i hovedet, men det var ikke noget jeg lod mig gå på af. Min kammerat var til gengæld hårdt plaget af ballonkinder og var skrækslagen for at folk skulle fatte mistanke.

Samtidig syntes vi, det var alt for fedt, når folk endelig rettede henvendelse, om vi tog noget, vi ikke måtte. Mig og min ”Juicebuddy” gik i hver vores klasse på gymnasiet. Som følge af injektionerne kom vi til at humpe lidt på benene, da quadriceps var den eneste muskel, vi stak i. Når vi så hinanden på gangene, var det som to brødre af en hemmelig orden, der mødtes, et skævt smil og en måske lidt overdrevet trækken på det ene ben. Min buddy blev under denne første kur helt ekstremt kropsfikseret. Han fortalte, hvordan hans mor havde gemt badevægten væk, fordi hans forældre havde opdaget, han vejede sig 3 gange om dagen.

Vi forsøgte at overgå hinanden i vægtstigning, og stort væskeindtag samt flere lag tøj syntes ikke at blegne sejrens sødme over at være den, der vejede mest. Det lyder sørgeligt, men det var desværre ikke desto mindre sandt. Min kammerat syntes uforanderligt, at han så lille ud, så han begyndte at have store trøjer på under hans cowboyjakke, som han altid gik med. Selv indendørs kunne han finde på at have en sweater på under jakken. Vi havde begge en spirende aggressivitet og temmelig stor sexlyst som følge af de androgene bivirkninger ved steroiderne.

Vi havde os nogle underlige forestillinger om, hvad der foregik i kroppen, og da jeg på et tidspunkt i kuren fik tandpine, var jeg overbevist om, at det var fordi min kæbe voksede. Senere skulle jeg dog erfare, at det kun er Hgh og IGF-1, der gør den slags ved ansigtsknoglerne. Min kammerat havde på et tidspunkt et tilfælde af en meget hård stikken i hjertet, mens han havde sex med sin kæreste. Han var skrækslagen, men episoden var enkeltstående, og vi slog det hen. I dag kan jeg sige, at det formentlig har været ingenting grundet de lave doser, men der er også en mindre sandsynlighed for, at hjertestikket skyldtes en smule atrofi af hjertet med manglende kapilærisering af hjertemuskulaturen.

Mens jeg var på kur, skulle jeg skrive 3-års opgave. Det blev i biologi, og ikke særligt mærkeligt valgte jeg at skrive om doping. Jeg blev skuffet, da jeg modtog min problemformulering, da min biologilærer ville have mig til at skrive om EPO og cykelsport og kun en kort redegørelse for anabolske steroider. ”Fandeme nej”, tænkte jeg, og rapporten blev alligevel med hovedvægt på anabolske steroider. Grundet uligevægten i min besvarelse fik jeg et 8-tal, men jeg var tilfreds, for i evalueringen fik jeg af vide, at jeg var overraskende godt inde i anabolske steroiders effekt på kroppen.

I dag vil jeg nok syntes, at rapporten var på amøbestadie, og mest af alt nedskrevet e-viden og kontroversielle facts fremsat af ADD. Men glad blev jeg alligevel, da min biologilærer spurgte til, om ”jeg eventuelt selv havde taget sådan noget stads”, da han faktisk syntes, at jeg var vokset noget på det seneste. Det var jo lidt en bekræftelse af, at min investering virkede!

Citat elementVi forsøgte at overgå hinanden i vægtstigning, og stort væskeindtag samt flere lag tøj syntes ikke at blegne sejrens sødme over at være den, der vejede mest


Doping sterorider sprøjte

Det sidste stik

Tiden gik hurtigt, og dagen for vores sidste stik var kommet. Hjernedødt, men sandt, havde vi brugt de samme sprøjter gennem hele kuren, dog havde vi skiftet nåle. Vi kendte intet til, at vores egenproduktion af hormoner ville være lukket ned, og havde intet kendskab til en såkaldt ”post cycle therapy” (PCT), som ville ”jumpstarte” vores egenproduktion. Grundet væskeophobningen fra vores brug af ”Deca” (nandrolone decanoate) bestemte vi os for, at nu måtte det være tid til en ordentlig slankekur, så vi kunne komme af med de overflødige kilo og blive fuldkommen ”cuttet”. Vi troede, det var fedt, vi havde i kinderne og ikke væske, og vi vidste ikke, at man ved et kalorieunderskud efter endt kur ville sabotere alt det, man havde opbygget fuldkomment. Denne sabotage sker som følge af, at man har stoppet sin egen produktion af det mandlige steroid testosteron, og derfor intet vækstpotentiale har lige efter endt kur.Tre uger efter mit sidste stik vejede jeg det samme, som da jeg startede, og fire uger efter havde jeg en enormt traumatisk episode. Jeg kan huske, hvordan jeg i centeret skulle bænke, og fra den ene uge til den anden kunne jeg pludselig intet løfte. Motivationen var fuldkommen væk. Fra at bænke godt 100 kg i sæt lå jeg pludselig med sølle 75 kg. Min første oplevelse med dette resulterede i, at min kammerat og jeg slukørede forlod centeret.

Vi var knuste. Intet var der tilbage af vores gainede kg. Vi havde betalt alle vores sparepenge og sat vores forventninger nok så højt for denne mirakelkur, og nu var alt spildt. Træningsfrekvensen og kalorieindtaget dalede, og to måneder efter kuren vejede jeg to kg mindre, end da jeg startede. Jeg havde i mellemtiden haft nogle underlige oplevelser, hvor jeg pludselig fik meget ondt i testiklerne, som desuden var skrumpet synligt. Jeg havde læst på internettet og fundet frem til, at der var noget der hed ”Clomid” (Clomiphene citrat), som kunne hjælpe mig. Jeg kontaktede min læge og fik en tid til en endokrinolog. Ham kom jeg til fem måneder efter min kur.

Forinden havde jeg fået taget blodprøver. Han undersøgte mine brystkirtler og kiggede på blodprøveresultaterne. Jeg havde et let forhøjet niveau af prolactin, men ellers lå alt inden for normalværdierne. Prolactin er et stof som blandt andet styrer mælkeproduktion i kvinder og er skyld i, at rejsningen falder hos mænd efter orgasme. Endokrinologen var en høj, ældre herre fra Sverige. Med kraftig svensk accent sagde han, inden jeg forlod afdelingen: ”Ingen har slået sine testikler ihjel med testosteron”. For ligesom at berolige mig lidt.

Efter denne første ret så kedelige episode med ”anabolske steroider” var jeg fuld og fast afklaret med, at jeg aldrig mere skulle eksperimentere med den slags. Jeg havde været dum og naiv. På daværende tidspunkt kunne jeg ALDRIG forestille mig, at jeg et par år efter skulle begynde et misbrug, der forløb sig til, at jeg skulle sprøjte mig selv med, hvad der svarer til mere end 300 ampuller, spise håndfulde af piller og opleve skræmmende oplevelser ved brug af væksthormon og insulin.

Citat elementJeg havde et let forhøjet niveau af prolactin, men ellers lå alt inden for normalværdierne

Doping misbrug
 

Postludium

Dette er første artikel i en serie af tre. I del to kan du læse om, hvordan det hele pludseligt eskalerede, om mit brug af AS, om mit kælenavn ”Det Rullende Apotek”, og om hvordan jeg skabte mig en lukrativ forretning, der i løbet af min tid som misbruger, skulle omsætte for et stort seks cifret beløb, som skaffede penge til mit eget forbrug og sødmede mit liv!
  

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her: