• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Legenden Sergio Oliva


Skrevet af Thomas Jagd
 

Introduktion

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af oldschool bodybuilding. Som jeg ser det, så var arbejdsmoralen bedre dengang, og de fleste var ikke båret af et udvidet sortiment af medikamenter, som nutidens bodybuildere er det. Det er derfor en fornøjelse for mig, at skrive om de gamle bodybuildere, som stadigvæk fortjener anerkendelse.

Denne artikel skulle oprindeligt have været en opsamlende artikel, som kiggede nærmere på nogle af de mindre kendte bodybuildere fra 50’erne, 60’erne og 70’erne, men da nyheden omkring Sergio Oliva’s død kom for øre, var det nærliggende at ændre artiklen til en Sergio Oliva tribute.

De tidlige år

Sergio Oliva blev født den 4. juli 1941 på Cuba. Sergio blev introduceret til hårdt arbejde allerede fra en tidlig alder. Som 12 årig tog han med sin far på arbejde og høstede sukkerrør. Det hårde arbejde har ganske givet bidraget til at give den unge Sergio en god portion moral og tolerance i forhold til hård fysisk aktivitet.

Da Sergio var 16 år foreslog hans far ham, at han skulle melde sig frivilligt til hæren, og kæmpe imod kommunismen for Fulgencio Batista. Man skulle dengang være 18 år for at melde sig til hæren, og da Sergio ikke havde en fødselsattest, måtte hans far overbevise rekrutteringsofficeren om, at Sergio var gammel nok til at melde sig til hæren. Det endte dog med at Fidel Castro vandt krigen.

Da Sergio blev ældre hang han ofte ud på stranden, og her mødte han en gut som dyrkede vægtløftning i den lokale vægtløftningsklub. Sergio blev inviteret med på en træning, og blev hurtigt bidt af vægtløftningssporten. Efter kun 6 måneders træning var Sergio i stand til at støde i nærheden af 140 kg, og havde en 3-kamps total i pres, stød og træk, på 454,5 kg. Det var tydeligt, at Sergio havde gode anlæg for styrkesport.

Sergio Oliva var en ekstremt selvstændig og målrettet person, som vidste nøjagtigt hvad han ville have ud af livet. Og en ting stod ham helt klart. Han ville ikke blive på Cuba under et kommunistisk regime. Sergio elskede Cuba, men tingene havde ændret sig da Fidel Castro kom til magten. Han planlagde allerede tidligt, at han ville benytte vægtløftning som en billet væk fra Cuba.

Sergio fortalte ikke sine brødre og sin mor om hans planer, men han nævnte det for sin far, som støttede ham i sin plan. Det sidste hans far sagde, da han så ham for sidste gang var ”hvis du får muligheden, så stik af, og lad være med at kigge dig tilbage. Og gå hele vejen. Hvis du ikke gennemfører, så ved du hvad der sker”.

Og det var nøjagtigt det den unge Sergio Oliva gjorde. Han var udtaget til Pan American Games i 1961 på Jamaica, og da han så sit snit, stak han af fra de Cubanske vagter, og kontaktede det amerikanske konsulat, hvor han forlangte politisk asyl. Kort tid efter flyttede Sergio til Miami, Florida, hvor han fik arbejde som TV reparatør.

Citat elementRygtet omkring den stærke cubaner spredtes hurtigt, og han blev spået en stor fremtid indenfor bodybuilding

Sergio Oliva

 

Den nye bodybuildingkomet

I 1963 flyttede Sergio til Chicago, hvor han begyndte at arbejde på en jernfabrik. Det var på dette tidspunkt, at Sergio begyndte at interessere sig for bodybuilding. Efter en lang arbejdsdag på 10-12 timer på fabrikken, besøgte han dagligt Duncan YMCA, hvor han løftede jern i 3 timer. Det var dog ekstremt hårdt, at skulle arbejde 10-12 timer på en gloende hed jernfabrik, hvor sveden haglede af ham, for derefter at tage i centret og træne hårdt i 3 timer. Det er dog et glimrende bevis på den jernvilje, og det drive Sergio havde. Senere blev Sergio Oliva politimand i Chicago. Et job han beholdte i mere end 25 år.Rygtet omkring den stærke cubaner spredtes hurtigt, og han blev spået en stor fremtid indenfor bodybuilding. Sergio Oliva deltog i 1963 i en lokal bodybuilding konkurrence, som han vandt. Året efter vandt han Mr. Illinois.

Sergio Oliva var en af de tidlige såkaldte ”Mass Monsters”, og selvom han i de efterfølgende år ofte blev nummer 2 i konkurrencer, så vandt han altid trofæet for ”Most Muscular”. Og det forstår man godt, når man tænker på, at Sergio vejede godt 100 kg i konkurrenceform, fordelt på 178 cm. Han var ekstremt massiv i forhold til datidens standard.

I 1967, 1968 og 1969 sad Sergio Oliva på Mr. Olympia titlen, som han overtog, da Larry Scott trak sig tilbage efter sin sejr i 1966. Sergio Oliva er den eneste bodybuilder som har slået Arnold Schwarzenegger i en Mr. Olympia konkurrence. Arnold blev nummer 2 i 1969, men fik revanche året efter, hvor han tog titlen fra Sergio, som måtte nøjes med en 2. plads. I 1972 forsøgte Sergio at genvinde Mr. Olympia titlen, men Arnold sad tungt på tronen, og Sergio måtte igen nøjes med en 2. plads.

Selvom Sergio henover årene deltog i mange bodybuilding konkurrencer, så skulle der gå 12 år, før han igen stod på en Mr. Olympia scene. Han deltog i Mr. Olympia 1984, hvor han tog en skuffende 8. plads. Året efter prøvede han igen, men måtte igen se sig henvist til en 8. plads. Samme år trak Sergio Oliva sig tilbage fra konkurrence bodybuilding.

Han stoppede dog ikke med træningen, og holdt sig i respektabel form et godt stykke op i alderen. Man kunne jævnligt finde billeder af ham i bodybuilding tidsskrifter, hvor man kunne bevidne, at manden med de store arme, stadigvæk havde gunz som ville gøre en hver teenager misundelig.

Og som en lille sjov anekdote, så er Sergio Oliva så sej, at han kan overleve 5 kugler. I 1986 blev han nemlig skudt 5 gange af hans daværende kone Arleen Garrett, og overlevede.
Sergio Oliva havde i øvrigt øgenavnet ”The Myth”, som bodybuilding skribenten Rick Wayne gav ham i 1967. Øgenavnet opstod pga. hans lynhurtige fremgang indenfor bodybuilding, hvor han indenfor ganske kort tid satte sig på 3 Mr. Olympia titler.

Citat elementSergio vejede godt 100 kg i konkurrenceform, fordelt på 178 cm. Han var ekstremt massiv i forhold til datidens standard

Legendel Sergio Oliva

 

Sergio Oliva’s træning

Som så mange andre bodybuildere på daværende tidspunkt, så har Sergio Oliva fulgt mange forskellige træningsprogrammer. Sergio skiller sig dog ud i forhold til mange bodybuildere fra 60’erne og 70’erne, ved at have en baggrund i olympisk vægtløftning. I de helt gamle dage var det normalt, at bodybuildere primært var olympiske vægtløftere eller stærkmænd af en eller anden art, og kun bodybuilder som noget sekundært.
 
Men denne tendens forsvandt langsomt i takt med at bodybuilding blev en selvstændig sport. Selvom mange bodybuildere i 60’erne og 70’erne i starten af deres træningskarriere deltog i små styrkeløftskonkurrencer, som Arnold og Franco eksempelvis gjorde, så hørte det på daværende tidspunkt til sjældenhederne, at bodybuildere havde en baggrund i olympisk vægtløftning. Om det gav Sergio en fordel er svært at svare på, men det gav ham trods alt et solidt styrkefundament, som han kunne trække på i de mere traditionelle bodybuilding øvelser.

De bodybuilding-programmer han fulgte var for det meste af meget høj volumen, hvilket var meget typisk for bodybuilding programmer i 60’erne og 70’erne. Dengang kørte man for det meste kroppen igennem 2-3 gange i ugen, og med en meget høj sæt-volumen.

Nedenstående viser et af de programmer som Sergio fulgte, da han konkurrerede i bodybuilding.

Mandag: bryst & ryg
  • Bænkpres 8 sæt x 8 reps (progressivt op til 8RM for dagen)
Supersættet med
  • Wide grip chinups 8 sæt x 15 reps
  • Dumbell flyes 5 sæt x 15 reps
Supersættet med
  • Chest dips 5 sæt x 15 reps

Tirsdag: skulder & arme
  • Military press 5 sæt x 10 reps (progressivt op til 10RM for dagen)
  • Barbell curls 5 sæt x 5 reps (progressivt op til 5RM for dagen)
  • Fransk pres 5 sæt x 5 reps (progressivt op til 5RM for dagen)
  • Barbell Scott curls 5 sæt x 10 reps (progressivt op til 10RM for dagen)
  • Dumbell Scott curls 5 sæt x 5 reps
  • Triceps dumbell extensions 5 sæt x 5 reps
Supersættet med
  • Triceps cable pushdowns 5 sæt x 15 reps

Onsdag: ben og mave
  • Situps 10 sæt x 50 reps
  • Leg Raises 5 sæt x 20 reps
  • Barbell twists 5 sæt x 200 reps
  • Squats 5 sæt x 5 reps (progressivt op til 5RM for dagen)
  • Calf raises 10 sæt x 8 reps (progressivt op til 8RM for dagen)

Torsdag: bryst, ryg & skulder
  • Bænkpres 7 sæt x 5 reps (5 reps med samme vægt som han lavede 8 reps med mandag)
  • Behind the neck presses 5 sæt x 5 reps (progressivt op til 5RM for dagen)
Supersættet med
  • Cable rows 5 sæt x 10 reps (progressivt op til 10RM for dagen)
  • Seated dumbell press 5 sæt x 8 reps
  • Dips 5 sæt x 8 reps

Fredag: skulder, ryg & arme
  • Military presses 3 sæt x 10 reps
  • Barbell curls 3 sæt x 5 reps
  • Fransk pres 3 sæt x 5 reps
  • Barbell Scott curls 3 sæt x 5 reps
  • Dumbell Scott curls 3 sæt x 5 reps
  • Triceps cable pushdowns 3 sæt x 15 reps
  • Chins behind the neck 5 sæt x 5 reps
  • Pullover machine 5 sæt x 10 reps
Supersættet med
  • Lat pulldowns 5 sæt x 10 reps

Lørdag: ben og mave
  • Situps 5 sæt x 10 reps
  • Leg Raises 5 sæt x 10 reps
  • Side bends 3 sæt x 50 reps
  • Squats 5 sæt x 3 reps (progressivt op til 3RM for dagen) + 3 sæt x 20 reps
  • Front squats 5 sæt x 10 reps
  • Calf raises 5 sæt x 5 reps
Det interessante ved Sergios program, og mange andre programmer fra den tid, var at strukturen ikke altid var lige gennemtænkt. Det var ikke så skarpt opdelt som det er i dag.
Eksempelvis trænes der ryg og skulder både torsdag og fredag. Hvad logikken er i det skal jeg ikke kun sige. Måske betragtede han hans skuldre og ryg som en svaghed som skulle have ekstra træning? Det er i princippet heller ikke så vigtigt. Det vigtige er, at det viser at den overordnede struktur nok ikke er så vigtig igen. Det som i sidste ende vægter mest, er at man indkasserer en række gode solide træningspas, som over tid giver de resultater man ønsker. Hård kontinuerlig træning er vigtigere end flueknepperi af små ligegyldige detaljer.

Citat element Det som i sidste ende vægter mest, er at man indkasserer en række gode solide træningspas, som over tid giver de resultater man ønsker
 
 

R.I.P. Sergio Oliva

Sergio Oliva døde den 12. november 2012. Han vil blive husket som en pioner indenfor bodybuilding. Han var kun den 2. Mr. Olympia i historien, og han vil altid blive husket som manden der gav kronen videre til Arnold Schwarzenegger. Sergio Oliva Jr. har overtaget hvor hans far slap. Han deltager i dag i bodybuilding, og mange siger hans fysik minder meget om den fysik hans far havde da han var på toppen. Sergio Oliva og hans søn havde et rigtigt godt forhold. Ved NPC Jr. National Bodybuilding konkurrencen i 2009, overrakte Sergio Oliva pokalen til hans søn, som sønnen senere gav hans far på fars dag. Ifølge Sergio Oliva var det den bedste fars dags gave han nogensinde havde fået. Det ville uden tvivl være en god historie hvis sønnen en dag blev så god, at han kunne nappe en Sandow statuette med hjem. Uanset om det bliver realitet eller ej, så er det dog aldrig noget Sergio Oliva kommer til at opleve. R.I.P. Sergio Oliva.
 

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

Facebook

100.000+

Kontakt