• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

En fortælling om to brødre del 5 - Verdensherredømme og afsluttende bemærkninger


Af Thomas Jagd

I 4. del af denne artikelserie, så vi bl.a. på, hvordan Mr. Olympia blev skabt, hvordan Arnold kæmpede for at blive kongen af bodybuilding, og endte med, at blive dens mest prominente ambassadør, og på, hvordan Joe til stadighed formåede at udvide forretningen. I denne artikel fortsætter, og afslutter vi historien.
 

Forbundet modnes

I 1968 var der flere forbund der arrangerede bodybuildingkonkurrencer. AAU, NABBA, IFBB og IWF (International Weightlifting Federation). Da IWFs formand Oscar State tog fat i Ben Weider og meddelte ham, at IWF trak sig ud af bodybuilding for at fokusere 100 % på vægtløftning, så Ben det som en gylden mulighed for, at overtage verdensherredømmet. AAU og NABBA var nemlig kun nationale, mens IFBB nu ville være det eneste internationale bodybuildingforbund. Da de samtidig overtog bodybuilding fra IWF, som var IOC anerkendt, rykkede drømmen om IOC anerkendelse for IFBB også nærmere. Skulle de anerkendes, måtte der imidlertid ske nogle ændringer i strukturen af IFBB mente Oscar State. Man kunne ikke have et forbund der var så topstyret som IFBB, hvor Ben i praksis sad som diktator. Der blev skrevet nye regler ned og der måtte nedsættes en bestyrelse, som var på valg hvert fjerde år, og alle Mr. titlerne måtte droppes mente Oscar. Det lød useriøst og skønhedskonkurrenceagtigt. Derfor kom Mr. Universe f.eks. til at hedde World Amateur Bodybuilding Championship. Den eneste konkurrence der beholdt Mr. navnet, var Mr. Olympia, som var noget specielt. I 1970 blev den første kongres afholdt og delegerede fra 25 lande valgte Ben som formand, hvilket de gjorde til hver kongres frem til Bens død. IFBB levede nu op til alle formelle krav til en seriøs sportsgren. Året efter i 1971, blev IFBB så optaget i GAISF (General Association of International Sports Federations), et anerkendt samarbejdsorgan for alle sportsgrene. GAISF anerkendte kun ét forbund for hver sportsgren, f.eks. IBF inden for boksning, og denne regel betød af IFBB nu for alvor kunne lægge afstand til mulige konkurrenter.

Ben fortsatte sine rejser rundt om i verden for at få flere medlemslande med i forbundet, f.eks. Polen og Irak. Sydafrika ville meget gerne være vært for det der skulle blive den måske mest legendariske Mr. Olympia konkurrence nogensinde, 1975 udgaven, men deres apartheidlove, som blev indført i 1948, stred imod IFBBs regelsæt, som forbød diskriminering pga. race. Ben fik derfor overtalt landets sportsminister til, at sætte alle landets apartheidlove ud af kraft til konkurrencen, så konkurrencens sorte deltagere, Albert Beckles og Serge Nubret kunne deltage på lige vilkår. Dvs. bruge de samme hoteller, badeværelser, restauranter, omklædningsrum osv. og modtage samme behandling som de hvide deltagere.

Selvom Ben altså arbejdede for lighed, blev han alligevel beskyldt for racisme. Og det endda af en af de atleter der skulle deltage i Mr. O, nemlig Serge Nubret. Inden konkurrencestart, fik Ben nys om, at Serge havde lavet nogle hardcore pornofilm. Det var dårlig IOC publicity at have pornostjerner med som deltagere i ellers seriøse konkurrencer, så Serge blev udelukket i et år. Da Serge fik beskeden gik han amok og drak sig fuld sammen med en flok andre atleter og ledere, og var lige ved at få overtalt dem til at tage hjem. Næste morgen faldt det hele dog lidt til ro, og Serge fik rykket sin ét-årige suspension så den først trådte i kraft efter Mr. O.

Citat elementDeres apartheidlove, som blev indført i 1948, stred imod IFBBs regelsæt, som forbød diskriminering pga. race

Bodybuilder

Ny Titel

I 1979 var fitnessrevolutionen godt i gang rundt om i verden, og Joe følte at titlen på hans blad ’Muscle Builder/Power’ blev for snæver. Han ville gerne appellere til både de hardcore bodybuildingfans og det nye fitnesssegment, som var stadigt voksende. Han omdøbte derfor bladet til ’Muscle: A new body image for you’. Det blev dog for langt og omstændeligt, så allerede året efter blev det igen omdøbt til ’Muscle & Fitness’, og det har det heddet lige siden.

American News krisen tog livet af Joes to kvindeblade ’Figure & Beauty’ og ’American Beauty’ som han begyndte at udgive i 1956. Nu følte han så, at tidspunktet var rigtigt til et nyt kvindeblad. I 1981 udkom førsteudgaven af ’Shape’, som skulle blive en enorm succes. Nogle år forinden havde Joe introduceret et kvindeafsnit i ’Muscle Builder/Power’, og ’Shape’ var egentlig blot en udvidelse af dette. Også på konkurrencefronten kom kvinderne med, da den første Ms. Olympia konkurrence blev afholdt i 1980, med Rachel McLish som vinder. I starten var ’Shape’ ikke den store succes, da modellerne var ukendte og det tøj de havde på, var grimt og kedeligt. Efter Joe begyndte at komme kendte mennesker på forsiden og fik modehuse til at beklæde de kendte i mere smart tøj, fordobledes oplaget. Da bladet havde flest læsere, lå tallet på omkring 5 mio. i USA alene.

I 1983 udvidede Joe endnu engang forretningen med ekstrem-bladet ’FLEX’, som var til de virkeligt hardcore bodybuildere. Der var fokus på aggressivitet, muskelmonstre og super tunge vægte. I August 1987 fulgte ’Men’s Fitness’, som var et noget blødere blad om fitness, kost, kropspleje, sextips, mode og hvad vi ellers kender fra nutidens væld af blade for den moderne mand. I 1989 bumlede fitnessbølgen bare derud af, og bruttoindtægterne for Weiderkoncernen nåede, hvad der svarer til svimlende 2,9 mia kr. i dag. På verdensplan havde Weider over 2000 ansatte, og kosttilskudsdelen af firmaet havde over 1000 forskellige produkter. Hvor bodybuilding før i tiden blev set skævt til, var det nu det hotteste hotte. Kendisser som Clint Eastwood, Brooke Shields og Sylvester Stallone, stod i kø for at komme på forsiden af Joes blade.

Citat elementHan ville gerne appellere til både de hardcore bodybuildingfans og det nye fitnesssegment, som var stadigt voksende

Bodybuilder konkurrence

Nye rivaler

Joes ærkerival gennem alle årene, Bob Hoffman, døde i 1985. Hans styrkeblad ’Strength & Health’ lukkede året efter hans død, mens hans bodybuildingblad ’Muscular development’, fortsatte og blev købt at kosttilskudsfirmaet Twin Lab. Twin Lab havde ofte reklamer i Joes blade, men nu hvor de havde deres eget blad, var de en seriøs konkurrent, og Joe afbrød derfor samarbejdet. Twin Lab sagsøgte Joe, fordi de mente, at ingen kosttilskudsfirmaer kunne overleve, uden at kunne reklamere i Joes blade, da han nærmest havde monopol på markedet. Søgsmålet blev dog afvist.

I 1990 begyndte Joe og Ben at undre sig over, at wrestling promotoren Vince McMahon begyndte at dukke op til en del bodybuildingkonkurrencer. Vince havde på få år formået at gøre med wrestling som Joe og Ben havde gjort med bodybuilding. Tage det fra undergrund til mainstream, og wrestling var blevet en umådelig populær show-sportsgren, med millioner af seere og store navne som Hulk Hogan, Andre the Giant, Ultimate Warrior, Macho Man Randy Savage osv. Ud af det blå begyndte Vince at udgive et nyt blad kaldet ’Bodybuilding Lifestyles’ og oprettede et bodybuildingforbund ved navn ’Worldwide Bodybuilding Federation’ WBF. McMahon var egentlig en stor trussel, da han havde masser af penge, gode forbindelser i tv-verdenen og mere end alm. flair for at arrangere spektakulære konkurrencer. Men…

Jo det en bodybuilder på månen, i sølvsko, med et maskingevær, og en spøgelseskvinde ved hans fødder. Man forstår ikke, hvorfor det blad ikke blev en succes.

Ud over det WTF?-agtige blad, så stablede McMahon i 1991 også et pinligt show på benene, hvor han prøvede at gøre de få B-bodybuildere han kunne vriste ud af hænderne på Ben og Joe, til en slags superhelte-wrestling bodybuildere, og gav dem idiotiske navne som Dark Angel, The Flexing Dutchman og Iron Warrior. De mest prominente bodybuildingnavne McMahon fik i sin fold, var Danny Padilla, Mike Christian og Gary Strydom, hvoraf den sidstnævnte vandt de to eneste udgaver af WBF World Bodybuilding Championships der blev afholdt (1991 og 1992). Kombinationen af bizarre kostumer, kulørte lamper, røgshow og dansende back-up piger, viste sig at være en dødssejler. I løbet af 1½ år mistede McMahon op mod 180 mio kroner på projektet, og valgte derefter at lægge det i graven igen. Det bizarre show kan ses herunder:

Cirtat elementJo det en bodybuilder på månen, i sølvsko, med et maskingevær, og en spøgelseskvinde ved hans fødder
 

Til McMahons forsvar skal siges, at han tog nederlaget til Weiderbrødrene som en mand. Han ringede personligt til Joe og Ben og sagde tillykke med sejren. De vidste hvad de lavede og han havde vovet sig ud, hvor han ikke kunne bunde. Han holdt sig fremover til wrestling, og de holdt sig til bodybuilding. McMahon havde endda sin søn med på tlf-linien, fordi han følte han kunne lære noget af nederlaget. Man kan let få storhedsvanvid når tingene går godt, og man kan fejlbedømme sine egne evner, fordi man glemmer ydmygheden og håndværket. Der opstod aldrig nid og nag mellem McMahon og brødrene efter disse telefonopkald, og i 2006, var Vince faktisk på forsiden af ’Muscle & Fitness’.
 

Farvel og tak til to foretagsomme brødre

Joe var født med en fejl på den ene hjerteklap, og blev opereret for dette engang i 90’erne, og i 2003 fik han en komplet rekonstruktion af sin rygsøjle efter den var blevet fucked af nogle dårlige operationer i 90’erne, som havde efterladt ham med konstante smerter. Operationen gik godt, men det tog over et år med hård genoptræning, før Joe var nogenlunde frisk igen. Han valgte inden operationen, at sælge bladdelen af sit imperium, Weider Publications, i 2002. På det tidspunkt var han godt 82 år. Joe sagde selv, at det føltes virkeligt underligt, ikke at have nogen blade at udgive efter at have udgivet blade i 62 år. Men det var tid til at sælge. Joe var en slidt gammel mand. Han fortsatte dog i mange år fremover, med at have en side i sit gamle ’FLEX’-blad, hvor han kommenterede på aktuelle emner, men langsomt blev denne også udfaset. Allerede i løbet af 90’erne havde Bens søn Eric overtaget kosttilskudsdelen af Weiderforretningen, nu kaldet Weider Global Nutrition, og træningsudstyrsdelen af forretningen frasolgte Joe allerede helt tilbage i 1994. I 2013 var det så endegyldigt slut med den gamle Master Blaster, da Joe døde d. 23. marts.
Ben droslede også ned i de sidste år af sit liv, og trak sig som præsident for IFBB i okt. 2006, og døde to år senere i 2008.

Citat elementBen droslede også ned i de sidste år af sit liv, og trak sig som præsident for IFBB i okt. 2006
 

Kritik og hyldest

Når folk gennem årene kritiserede Joe for, at man blev nødt til at tage gigantiske mængder steroider, for at have nogen som helst chance for, at opnå en krop, som dem der prægede forsiden af mange af hans blade, så plejede han, at henvise til sine blade fra 40’erne og 50’erne. Blade fra pre-roid-æraen. Her kan man se, hvor stor, man kan blive, med goder gener, hård træning og den rette diæt. Et eksempel Joe ofte hev frem, var Clancy Ross, som på billedet herunder, præger forsiden af et nr. af ’Muscle Power’. Clancy var kendt for sine tunge træninger, hvor han f.eks. trænede bryst med op til 63 kg’s håndvægte. Og jo, du kan ikke komme til at ligne Phil Heath uden steroider, og jo, du kan ikke løfte så tungt som Brian Shaw uden steroider, men Clancys krop og styrkeniveau er opnåeligt, clean, hvis du har gode gener og arbejder hårdt. Og skal vi være helt ærlige, så vil de fleste nok også hellere ligne Clancy end Phil Heath.

Bob Hoffman var en af de første I USA til at tage steroider til sig, og hjalp mange af sine vægtløftingsatleter med at tage dem, og dette kunne man måske forestille sig, at Joe ville kritisere ham for, med alle de kontroverser de havde gennem årene. Dette er dog ikke tilfældet. Joe vidste måske, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Da steroider begyndte at vinde indpas op gennem 50’erne, var de ikke forbudte, men Joe var stadig ikke begejstret for dem. Joe var puritaner, og ønskede i bund og grund, at holde fokus på kost, træning og sundhed, fremfor kemi, men løbet var kørt. Ånden var ude af flasken og Joe kunne blot observere virkeligheden og indrette sig efter den. I 1963 havde han endda en artikel i et af sine blade, hvor forfatteren af artiklen prøvede at tage steroider, for at beskrive deres effekt. Konklusionen var, at man lige så godt kunne bruge Joes proteinpulver, det var lige så potent og anabolsk. En konklusion Joe siden har anerkendt var idiotisk.

Da Larry Scott, Joes første rigtige guldfugl, the golden boy og den gode mormon, trak sig tilbage, indrømmede han på scenen, til det show hvor han annoncerede sin pension, at han også havde brugt steroider. Arnold og mange af de andre atleter fra The golden age, skjulte deres steroideforbrug for Joe, da han ikke brød sig om det, men Joe vidste egentlig godt hvad der foregik. Joe sagde selv, at han hadede steroider, men at han ikke kunne ændre på det faktum, at de fandtes i verden, og at verdens bedste bodybuildere, er verdens bedste bodybuildere, fordi de vil gøre alt i deres magt for at blive så store som muligt. De tager det der giver dem en fordel over de andre atleter, så de kan vinde, blive mestre og tjene kassen. Det er bare sådan det er. Joe mente dog, at det er de samme atleter der ville vinde, hvis vi tog steroider væk. Phil Heath ville stadig vinde Mr. O. ifølge Joe. Jeg tror der er mange der er uenige.

I sin selvbiografi ’Brothers of Iron’ fra 2006, er det ikke megen spalteplads Joe bruger på doping. Tre sider ud af de over 300 sider bogen er på, er dedikeret til Joes noget (påtaget?) naive tanker om doping. Man kunne godt have ønsket sig mere. Ønsket sig nogle dopingrelaterede indrømmelser fra en mand, der har brugt det meste af sit liv på, at omgås, promovere, tjene penge på, hylde og skabe kropsidealer, atleter og forbilleder, der er fuldstændigt uopnåelige uden massivt dopingindtag. Men det fik vi ikke. Joe insisterede til det sidste på, at hans hænder var rene.

Ben og Joe har, paradoksalt nok, vil mange måske mene, været stærkt medvirkende til, at illegalt salg, distribution og brug af steroider, er forbudt i USA, på linje med heroin og kokain. Som en del af Bens bestræbelser på, at få amatørbodybuilding anerkendt af IOC, blev han nødt til at gå hårdt ind i kampen mod doping. I slut 80’erne blev der indført dopingtests til alle IFBB amatørkonkurrencer over hele verden, og Joe opfordrede sine læsere til, at skrive breve til deres kongresmedlemmer og forlange hårdere lovgivning ift. doping. Denne kampagne var så effektiv, at det faktisk lykkedes dem, at få strammet lovgivningen.

Der er mange ting man kan kritisere Ben og måske især Joe for, men man må dog også anerkende, at uden de to, var bodybuilding og fitness måske aldrig blevet så populært som det blev op gennem sidste del af det 20. århundrede og ind i det 21. århundrede. De kom fra små kår og skabte noget stort og blivende, det må man give dem anerkendelse for, uanset, om man så bryder sig om den retning, i hvilken de var med til at præge bodybuilding og fitness.

Citat elementUden de to, var bodybuilding og fitness måske aldrig blevet så populært som det blev op gennem sidste del af det 20. århundrede og ind i det 21. århundrede

Bodybuilder konkurrence male beauty

Kilder:

Joe og Ben Weider – Brothers of iron. 2006 Weider health and fitness

http://www.muscleandfitness.com/workouts/workout-tips/weider-principles?page=3

http://www.bodybuilding.com/fun/remembering-joe-weider-the-science-of-the-weider-principle.html

http://musculardevelopment.com/news/the-mcgough-report/13584-the-house-that-joe-weider-built-muscular-development.html#.VBsS3_l_t8F

http://www.muscleandfitness.com/news-and-features/athletes-and-celebrities/life-joe-weider?page=5

 

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

Facebook

100.000+

Kontakt