• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

En fortælling om to brødre del 3 - Fremgang, krise og kærlighed


Af Brian Henneberg

I 2. del af denne artikelserie så vi bl.a. på hvordan IFBB kom til verden, på hvordan bodybuilding blev udbredt til en række nye lande, og på hvordan Joes imperium bare voksede og voksede. I denne artikel fortsætter vi fortællingen.

bodybuilder mand

Hoffman fejden fortsætter

Fejden mellem Joe og Bob Hoffman blev over årene både grim og barnagtig. Vægtløfterfolkene fra York Barbell kaldte f.eks. Joes bodybuildere for boobybuildere, fordi de bænkpressede så meget. En øvelse vægtløfterne elskede at hade. Joes cheating princip, hvor man f.eks. bøjer i albuerne ved db flyes, løfter hoften i db pullovers, eller bruger ryggen i biceps curl, alt sammen for at kunne løfte tungere vægte, misforstod Hoffmans folk fuldstændigt, og grinede af bodybuilderne, fordi de blev nødt til at snyde for at kunne løfte tungt. Bob hånede ofte Joe i sit blad og vekslede mellem, at beskylde Joe for at være en idiot der intet vidste om træning, til at være en tyv, der havde stjålet alt det han vidste om træning fra Bob (contradiction much?) Bob kaldte på et tidspunkt endda Joe for en ’kike’, en ’beskidt jøde’. Bob begyndte også at beskylde bodybuildere, der fik taget billeder af sig selv uden ret meget tøj på, hvilket var stort set samtlige bodybuildere, for at være homoseksuelle eller i hvert fald have homoseksuelle tilbøjeligheder. Joe svarede tilbage med en artikel han kaldte ’Folk der bor i glashuse’, hvor han viste nogle gamle billeder af Bob, kun iført skridtbeskytter og med bagdelen i vejret. Sådan kørte fejden gennem årene og på mange områder minder den om vor tids barnlige slåskampe mellem bodybuildere og crossfittere.

I starten af 50’erne kørte tingene bare for Joe. Han arbejdede hårdt, 10-12 timer om dagen, 7 dage om ugen. Han trænede selv 5 dage om ugen og havde en ganske fremragende fysik. Han trænede mange kendte bodybuildere som f.eks. Steve Reeves og Reg Park, holdt øje med up-coming stjerner, hans blade kørte godt, og hans Weider træningsudstyr solgte godt. Han begyndte derfor at kigge sig om efter nye udfordringer.

Joes distributør, American News, som på det tidspunkt, var USA's største og mest velrenommerede distributør, opfordrede ham til, at udgive nogle flere blade, da Joe havde et magisk touch. Nye blade kom derfor til, som lå uden for Joes primære interesse- og kompetanceområde. ’Boxing and wrestling’, ’Inside baseball’ og ’Inside sports’, var nogle af titlerne. Joe forsøgte sig på et tidspunkt også med en kæde af fitnesscentre, men der var for mange ting i det daglige, han ikke selv kunne styre 100 %, og utallige klager fra kunderne skadede hans navn, og fik ham til at lukke centrene igen.

På et tidspunkt valgte Joe at videreudvikle ’Your Physique’, til et såkaldt adventure magasin og omdøbte det til ’Mr. America’. Ud over træning, kost osv. skulle der også være eventyrhistorier om helte der reddede ungmøer i nød, monstre, slåskampe, vilde dyr og skrækhistorier. Safe to say, læserne brød sig ikke om denne rablende dårlige idé. Der gik ikke mange måneder, før Joe måtte droppe idéen, og han valgte at dele tingene op, så det, der før var ’Your Physique’, nu blev til bladet ’Muscle Builder’, et rent bodybuildingblad, og eventyrhistorierne fortsatte som ’Mr. America’. ’Mr America’ blev efter kort tid omdøbt til ’Fury’, og fortsatte med at udkomme i mange år. ’Mr. America’-navnet kom ikke til at gå til spilde, da Joe i 1958, valgte at omdøbe sit andet bodybuildingblad ’Muscle Power’ til ’Mr. America’.

De kommende år væltede det ud med blade fra Joes hånd. ’Animal Life’, ’Safari’, ’Outdoor Adventures’ og ’True Strange’ var flere titler i samme genre som ’Fury’. Der kom også to fitnessblade for kvinder i 1956, ’Figure & Beauty’ og ’American Beauty’, som blev fulgt op, med en linie fitnessudstyr for kvinder i lyserødt. Lyserøde træningsbænke (beautibenches) og håndvægte (beauti-bells). Det blev forholdsvis fjollet i disse år. Hugh Hefners ’Playboy’ gik også sin sejrsgang omkring samme tidspunkt, og Joe skulle selvfølgelig have sine egne Playboyblade. De kom til at hedde ’Jem’ og ’Monsieur’.

Der udkom også to blade kaldet ’Adonis’ og ’Body Beautiful’. Det var en slags kunstblade, med billeder af halvnøgne mænd, som endte med at blive eftertragtede blandt homoseksuelle. Joe havde ikke meget med bladene at gøre, men udgav dem egentlig kun fordi det var en af hans gode venner, der gerne ville lave dem. Det var dog benzin på Bob Hoffmans bål, og han fik mange barnlige artikler ud af at kritisere Joe for at udgive homoblade. Joe tog sig imidlertid ikke noget særligt af Bobs drillerier, da Joe i denne periode solgte op mod 2 mio blade om måneden, fordelt på 13 forskellige blade, og pengene væltede ind til Weiderimperiet.

Citat elementDet var en slags kunstblade, med billeder af halvnøgne mænd, som endte med at blive eftertragtede blandt homoseksuelle

bodybuilder
 

Den store krise

Sidst i 50’erne, lige da det gik allerbedst, skete der noget, som var lige ved, at tage livet af hele Weiderimperiet. Joe fik et tip fra en ven om, at hans distributør, American News, ville lukke ned for distributionen af samtlige deres blade. Joe troede ikke på et ord af dette, da American News var landets mest succesfulde distributør og havde været det siden 1800-tallet. Der var godt nok rygter om, at de var ved at blive opkøbt af nogle finansmænd, men forretningen gik godt, så hvorfor skulle de lukke og slukke? Fordi, fortalte kammeraten, American News havde de sidste 100 år opkøbt grunde og bygget lagerhaller over hele USA, og alt dette var nu usandsynligt mange penge værd. Ved at opkøbe American News og sælge alle grunde og bygninger, ville finansfolkene tjene flere penge, end distribution af blade nogensinde kunne indbringe dem. Joe kunne lige se for sig, hvor galt det kunne gå, hvis han pludselig ikke kunne få et eneste blad ud til sine kunder, så han tog et hurtigt møde med dem der trykkede hans blade, Neo Gravature. Hans kontrakt med Neo Gravature bandt ham til American News, fordi det var det største og mest velrenommerede firma. Nu ville Joe så skifte distributør, baseret på de rygter han havde hørt, men folkene på Neo Gravature troede ikke på ham, og nægtede at lade ham skifte. Dette blev skæbnesvangert.

Da American News lukkede og slukkede kort tid efter, endte Joe, på trods af, at han som en af de første havde fået at vide, hvad der ville ske, med at stå med håret i postkassen. Lukningen skete på det værst tænkelige tidspunkt, hvor 2 mio blade var klar til at blive udsendt, mens næste måneds 2 mio blade allerede var i trykken. Pludselig stod Joe med 4 mio blade som ingen kunne købe, og som ville være forældede et par måneder efter, når han havde fået en aftale op at stå med en ny distributør. Dette ruinerede Joe. Han mistede mio af dollars, mens Bob Hoffman klarede sig mere elegant gennem krisen. Bob fik beskeden på et godt tidspunkt, hvor han ikke havde nogen blade der lå og ventede på at komme ud, og han kunne nå at annoncere i sit blad, at næste nummer var udskudt en mdr. Ved på denne måde at springe et blad over, mindskede Bob sit tab betragteligt, og kunne fortsætte ufortrødent måneden efter med en ny distributør.

Joe derimod sad i lort til halsen. Han nægtede at lade sine muskelblade dø, men alle andre udgivelser var nogle han udgav i samarbejde med American News, og de lukkede og slukkede derfor også. Alle omkring ham opfordrede ham til, at erklære sig konkurs, så han slap for at tilbagebetale mio af dollars til alle dem han nu skyldte penge. Dette nægtede Joe. Hans mor havde lært ham, at man altid betalte det man skyldte, så han knoklede på de næste mange år, med at betale af på sin gæld. Joes barndomsven Barton Horvath, kom i 1957 ind på Joes kontor og smed et blad på skrivebordet. Han havde ellers arbejdet sammen med Joe indtil krisen kom, men nu gik han solo med sit eget blad ’Muscle Sculpture’. Barton havde dog ikke Joes evner, og allerede 3 år senere, i 1960, lukkede den nye konkurrent.

Citat elementHan nægtede at lade sine muskelblade dø


bodybuilder

Kærligheden

Midt i krisen mødte Joe det, der skulle blive hans fremtidige kone, Betty Brosmer. Betty var en af tidens største modeller, 50’ernes svar på Gisele Bündchen, og de mødte hinanden gennem arbejdet, da Joe brugte hende som blikfang på flere af sine forsider. Især en forside fra dec 1957-udgaven af Muscle Builder, blev et stort hit, og solgte flere numre end noget andet blad nogensinde. Der var et helt kobbel af mænd der var interesserede i Betty, og de sendte hende dyre gaver for at få hendes opmærksomhed. Blandt bejlerne var flere oliemilliardærer, skuespillere og andre kendte og rige mennesker, som f.eks. Howard Hughes, men Betty endte til sidst, til Joes store overraskelse, med at vælge bodybuilding fanatikeren, der lige var gået på røven med sit firma. Efter en grim skilsmisse med sin kone, som efterfølgende forsvandt i flere år, sammen med den datter hun og Joe havde fået sammen, blev Joe og Betty gift i 1961, og de blev sammen indtil Joes død i 2013.
 

Ud af krisen

For at klare sig gennem krisen, arbejdede Joe om muligt endnu hårdere. Han begyndte at sælge kosttilskud, som en direkte konsekvens af, at han havde en kæmpe gæld der skulle betales af på. Også hans udvalg af træningsudstyr blev udvidet. Da han ikke havde ret mange penge, at smide i sine blade, ’Muscle Builder’ og ’Mr. America’ i disse år, brugte han hyppigt Betty som model. Hun blev klædt ud, fik mørke parykker på, eller stod med ryggen til, så læserne ikke skulle opdage, at det var den samme model på alle billederne. Joe brugte ofte også sig selv som model, og alle reklamerne lavede han selv, ligesom i gamle dage. Med denne strategi gik der ikke ret mange år, før Joe igen var på benene, og hans imperie begyndte at blomstre igen.
 

IFBB udvider biksen

Mens Joe kæmpede for at redde gesjæften, knoklede Ben på, for at stable flere konkurrencer på benene og udbrede bodybuilding til andre lande. Efter succesen med Mr. Montreal, blev næste event Mr. Canada i 1947. Vinderen blev den samme som havde vundet Mr. Montreal 1946, nemlig René Leger. Ben og Joe indså ret hurtigt at disse konkurrencer aldrig ville blive en vanvittigt god forretning i sig selv, da det var svært at hive indtægter nok ind til, at dække de mange udgifter der var i forbindelse med konkurrencerne. De fandt dog, at stævnerne var nødvendige, for at give bodybuildingfans nogle stjerner de kunne se op til, og som kunne bruges i bladene og drive gesjæften. For at få verdensmestre i fodbold bliver man nødt til, at afholde verdensmesterskaber i fodbold. Og for at finde ud af, hvem der er den bedste bodybuilder i verden, bliver man nødt til at afholde en konkurrence, hvor de bedste bodybuildere stiller op, så man kan kåre en mester. Efterfølgende kan der så sælges blade, hvor mestrene forklarer hvad de har gjort for at blive mestre, og dermed kommer der gang i salget af udstyr og kosttilskud.

I 1950 havde Ben besøgt 27 lande som repræsentant for IFBB, primært i Vesteuropa og Afrika. De fleste steder blev han vel modtaget, men i England stødte han på modstand. Der var nemlig allerede et bodybuildingforbund i England, NABBA (National Amateur Body-Builders' Association). Forbundet blev drevet af Oscar Heidenstam og blev bakket op af Englands førende muskelblad ’Health and Strength’. Bladet, forbundet og Heidenstam arrangerede på det tidspunkt, verdens mest prestigefyldte bodybuildingkonkurrence Mr. Universe. De havde en god ting kørende og alle døre blev lukket da Ben troppede op og inviterede til samarbejde.

Ben ærgrede sig, men der var heldigvis mange andre lande han kunne satse på. NABBAs indflydelse viste sig imidlertid at række vidt, da de også styrede alle de daværende engelske kolonier som Malaysia, Singapore og De Caribiske øer. Da flere af kolonierne fik deres selvstændighed op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne, blev det muligt for IFBB at overtage NABBAs plads ved bordet som det ledende forbund, da kolonierne ikke længere ville underlægge sig et engelsk forbund, som sjældent gjorde noget relevant for medlemmerne. Samtlige Mr. Universe konkurrencer var blevet afholdt i London, mens IFBB holdt konkurrencer rundt om i verden, og fik medlemmerne til at føle sig mere som en del af det hele. Man kan så begræde, at IFBBs største konkurrence Mr. Olympia i dag ikke er meget bedre end Mr. Universe var dengang. Mr. Olympia plejede at blive afholdt forskellige steder rundt om i verden, men de sidste 22 år, siden 1992, hvor Mr. O blev afholdt i Finland, er konkurrencen blevet afholdt i USA. Heraf de sidste 15 år i Las Vegas. Til IFBBs forsvar skal dog siges, at de har masser af andre konkurrencer der afholdes andre steder i verden, men med Mr. O begår de altså samme fejl som Ben selv mente NABBA begik dengang.

Citat elementEfter succesen med Mr. Montreal, blev næste event Mr. Canada i 1947
 
 

De løftede også jern bag jerntæppet

Sverige blev land nr. 5 der blev medlem af IFBB i 1955, og 11 år senere i 1966, var Tjekkoslovakiet det første kommunistiske land der begyndte at afholde bodybuildingkonkurrencer. Bodybuilding blev ellers anset for, at være en dekadent vestlig/amerikansk fritidsbeskæftigelse, men Ben fik lov til at rejse rundt i flere af de kommunistiske lande bag jerntæppet. Bl.a. kom Ben han til Polen, som på det tidspunkt, ellers var lukket land for vesterlændinge. Ved et møde med landets premiereminister Józef Cyrankiewicz, opdagede Ben, at Józef havde nogle tal tatoveret på underarmen, som stammede fra 2. verdenskrig, hvor han havde siddet i en tysk koncentrationslejr. Med Bens baggrund som jøde, der selv havde mistet en stor del af sin familie i tyskernes lejre, kom de to tæt på hinanden, og Ben fik helt eksklusivt lov til, at besøge Auschwitz. Dette besøg til intolerancens højborg, med dets bunker af afklippet hår fra de henrettede, gjorde et dybt indtryk på Ben, og han besluttede sig på stedet for, at arbejde endnu hårdere for lighed, tolerance, fællesskab, individuel frihed og venskab gennem bodybuilding.

I Sovjetunionen mødtes Ben med landets sportsminister Nicolai Romanov. Ben fandt hurtigt ud af, at Joe faktisk var lidt af en superstar og guru bag jerntæppet. Trænerne brugte Joes blade som guide til deres grundtræning. Modsat den daværende praksis i vesten, hvor man ikke gik så meget op i grundtræning, men mere trænede sportsspecifik træning, så arbejdede kommunisterne med grundtræning af deres atleter, og mange af principperne havde de fra Joes blade. Officielt var bodybuilding forbudt, men i praksis trænede stort set alle atleter en eller anden form for bodybuilding for, at blive stærke og udholdende. Da Ben kom hjem, advarede han flere trænere om, at de bag jerntæppet var lysår foran vesten ift. træningsmetoder, og at de blev nødt til at ændre på tingene, hvis kommunisterne ikke skulle løbe med alle medaljerne i årene fremover. Ser man på medaljestatistikker fra OL i 50’erne og 60’erne, kan man se, at Ben fik ret. Amerikanerne blev efterhånden taberne i kampen mod kommunisternes overlegne træningsmetoder, som de bl.a. havde fra Joes blade. At de også var foran ift. systematisk doping bag jerntæppet, hjalp selvfølgelig heller ikke på sagen.

Da Ben besøgte de kommunistiske lande i 50’erne, mødte han massiv modstand mod, at afholde bodybuildingkonkurrencer, da det blev betragtet som dekadent og borgerskabsagtigt, men langsomt begyndte de politiske ledere, at se bodybuilding som en platform, hvor de kommunistiske lande kunne udøve propaganda og vise vesten hvor overlegne de var. Der skulle dog gå over 30 år, inden IFBB fik oprettet en afdeling i Sovjet i 1988, kort før kommunismen kollapsede i Østeuropa.

Dagen efter Ben kom hjem fra sine mange rejser bag jerntæppet, mødte han den kvinde, der skulle blive hans kone. Kvinden med det mundrette navn Huguette Drouin arbejdede på en fransk avis i Canada, og søgte egentlig et job i Weiderkoncernen. Til jobsamtalen nåede de bare aldrig at snakke om jobbet, da de faldt for hinanden med et brag, og glemte alt om jobbet. De fik 3 børn sammen, Louis, Eric og Mark. Eric skulle senere blive chef for en af afdelingerne i Weiderimperiet.

I næste del skal vi se på, hvordan verdens største bodybuildingkonkurrence kom til verden; hvordan Arnold kæmpede for at blive kongen af bodybuilding, og endte med, at blive dens mest prominente ambassadør, og på, hvordan Joe til stadighed formåede at udvide forretningen.

Citat elementDa Ben besøgte de kommunistiske lande i 50’erne, mødte han massiv modstand mod

Bodybuilder ´

Kilder:

Joe og Ben Weider – Brothers of iron. 2006 Weider health and fitness

http://www.muscleandfitness.com/workouts/workout-tips/weider-principles?page=3

http://www.bodybuilding.com/fun/remembering-joe-weider-the-science-of-the-weider-principle.html

http://musculardevelopment.com/news/the-mcgough-report/13584-the-house-that-joe-weider-built-muscular-development.html#.VBsS3_l_t8F

http://www.muscleandfitness.com/news-and-features/athletes-and-celebrities/life-joe-weider?page=5
 

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

Facebook

100.000+

Kontakt