• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

En fortælling om to brødre del 4 - Mr. Olympia og den gyldne æra


Af Thomas Jagd

I 3. del af denne artikelserie, så vi bl.a. på, hvordan Joe udvidede foreningen med en masse nye blade, hvordan han næsten mistede det hele igen under den store krise i 1950’erne, og på hvordan ham og Ben mødte kærligheden. I denne artikel fortsætter vi historien.
 

Mr. Olympia bliver skabt

I starten af 60’erne var konkurrencebodybuilding noget værre rod. AAU havde en Mr. America konkurrence, men det havde IFBB også. På et tidspunkt var der endda en 3. Mr. America konkurrence. I England var der to Mr. Universe konkurrencer, og i Frankrig var der en 3. Mr. Universe. Der var flere Mr. World konkurrencer end nogen gad tælle. Desuden var der forskellige bedømmelseskriterier fra konkurrence til konkurrence, ligesom det i nogle konkurrencer kun var medlemmer af bestemte forbund der måtte stille op. I mange af konkurrencerne måtte man desuden kun vinde én gang, så skulle der nye folk til. I bund og grund var ingen enige om noget, og alle kæmpede indbyrdes, fordi de mente, de havde det ’rigtige’ forbund og den ’rigtige’ Mr. America osv. Fans’ene brugte umindelige tider på at diskutere hvem der var den ’rigtige’ mester. Sponsorerne var også forvirrede, og gad ikke smide penge efter en Mr. America, når der på 3 år, blev produceret 6-9 nye Mr. America’er. Fik man en Mr. World til at reklamere for sit produkt, for at få en markedsføringsmæssig fordel ift. sine konkurrenter, så kunne konkurrenterne snildt finde en anden Mr. World, og så var man lige vidt. Noget Joe især var ked af var, at mange mestres karrierer blev ultra korte, på grund af reglen om, at man kun måtte vinde en given konkurrence én gang. Atleterne fik aldrig mulighed for at vise, hvor vidt de kunne drive det, fordi, jamen nu havde de jo vundet Mr. Universe og hvad så? Der var ikke mere at vinde. Så back to your day job.

Personligt synes jeg boksning har lidt samme problem i dag. Med 9 forskellige forbund (WBA, WBC, IBF, WBO, WBF osv. osv.) og 17 forskellige vægtklasser (let-fluevægt, mellemvægt, cruiservægt, bantamvægt osv. osv.) er der teoretisk set op mod 153 verdensmestre i boksning på én gang. Det er jo absurd og noget forpulet rod at følge med i. Fans diskuterer i ét væk, hvem der mon er den bedste bokser kg for kg, uden at det nogensinde bliver andet end teoretiske betragtninger. Forskellen er, at der er langt flere penge i boksning i dag, end der var i bodybuilding dengang, så i dag kan det godt fungere. Dengang måtte der gøres noget.

Det der fik bægeret til at flyde over var, da Joes daværende superstar Larry Scott, luftede tanken om, at han ville trække sig tilbage. Larry var i en fantastisk form, med mange år i sig endnu, men han havde bl.a. vundet AAU Mr. California, IFBB Mr. Universe og IFBB Mr. America og nu var der ikke mere at vinde. Joe syntes det var så ærgerligt, at han besluttede sig for, at lave en pro-liga med en pro-konkurrence, hvor man kunne vinde igen år efter år, indtil der kom en ny og bedre mester. Ligesom indenfor fodbold, tennis eller golf. Konkurrencen skulle være en slags mestrenes mesterskab. Vinderne fra alle de store konkurrencer skulle få chancen for at vinde denne ultimative titel.

Men hvad skulle konkurrencen så hedde? Mens Joe, Larry og Betty sad og slyngede forskellige dårlige navne ud, kom Joe pludselig til at kigge på en øl der stod på bordet. Øllen hed Olympia og var opkaldt efter byen Olympia i staten Washington. Joe fik en åbenbaring, og så Olympen for sig i det gamle Grækenland. Den majestætiske bjergtinde, hvor guderne havde hjemme. Hvor kun de udødelige hørte hjemme. Dér var navnet. Dér var idéen.

Citat elementI starten af 60’erne var konkurrencebodybuilding noget værre rod

Boksning

De første Mr. Olympiakonkurrencer

18. sep. 1965 slog Joe og Ben så dørene op, til det der med tiden skulle blive verdens største bodybuildingkonkurrence. Førsteudgaven var dog langt fra, at ligne det vi kender i dag, da der kun var 3 deltagere til selve Mr. Olympia konkurrencen. Forud var den samme aften blevet afholdt Miss Americana, Mr. America og Mr. Universe. Først derefter var det Mr. O som skulle kåres. De 3 deltagere var Earl Maynard, som vandt Mr. Universe tidligere på aftenen, Harold Poole og Larry Scott. Der var endnu ikke råd til nogen pengepræmie til vinderen, men det blev som bekendt Larry Scott, som derefter valgte at fortsætte karrieren lidt endnu.

Året efter i 1966, vandt Larry igen, og denne gang fik han 1000 $ i præmie, hvilket svarer til ca. 40.000 kr. i dag. Kort tid efter valgte Larry alligevel at stoppe karrieren, angiveligt fordi han var mormon, og begyndte at føle sig fristet af alle de penge og damer og andre ’umoralske’ ting der pludseligt bød sig til og krævedes for at være med i toppen (herunder steroider). Onde tunger mener imidlertid, at det var lige så meget fordi han kiggede sig over skulderen og fik øje på en fyr der stod og lurede bag hjørnet. En fyr ved navn Sergio Oliva, som var uhyggeligt velbygget. Sergio fik i 1967 tilnavnet ’The Myth’, som der er flere forklaringer på. En af dem var, at folk, når de så ham, simpelthen ikke kunne tro på, at en sådan fysik fandtes i virkeligheden. Sergio havde gigantiske skuldre, arme og bryst og samtidig en talje så lille som en 12-årig drengs. En anden forklaring på Myth-tilnavnet var, at han på meget få år gik fra, at være komplet ukendt til at være bodybuildings mest kendte ansigt.

Sergio vandt Mr. O i 1967, og året efter i 1968, var der ingen der turde stille op imod ham, så han var eneste deltager. Der skulle en fyr fra Østrig med en sjov accent og en sprudlende personlighed til at slå Sergio af tronen, men mere om dette om lidt.

Citat elementFørsteudgaven var dog langt fra, at ligne det vi kender i dag, da der kun var 3 deltagere til selve Mr. Olympia konkurrencen

Bodybuilder male beauty
 

Arnold og den gyldne æra

Både Larry Scott og Sergio Oliva havde tidligere prøvet at slå igennem som atleter hos Bob Hoffman og hans AAU, men Hoffman var ikke videre interesseret i dem. Den næste guldfugl han spottede havde han måske ønsket han havde holdt lidt bedre fast på. Arnold Schwarzenegger var faktisk på forsiden af Bob Hoffmans blad ’Muscular Development’ før han kom i stald hos Joe. Arnold havde vundet Mr. Europe i 1966 og NABBA Mr. Universe i 1968, og var interesseret i at komme til at træne på fuld tid. Bob Hoffman kunne dog ikke drømme om, at betale for, at en bodybuilder trænede på fuld tid, så han lod ham gå. Samtidig ledte Joe efter en guldfugl, der kunne promovere bodybuildingsporten. En der kunne være for bodybuilding hvad John McEnroe eller Bjørn Borg blev for tennis, hvad Beckham blev for fodbold eller hvad Michael Jordan blev for basketball. Joe havde Arnold på forsiden af sine blade i sommeren 1968, og inviterede ham til at deltage i IFBB Mr. Universe d. 28. sep. 1968. En konkurrence som Arnold endte med at blive nr. 2 i, efter vinderen Frank Zane.

Joe syntes egentlig i starten, at Arnold var overvurderet. Jo han var kun 21 år gammel og større end nogen bodybuilder nogensinde havde været, og det imponerede alle, men han manglede definition, skuldre og abs, og hans overkrop var for stor ift. de små ben og underudviklede lægge. Desuden poserede han som en elefant i en glasbutik. Hans selvtillid derimod var helt oppe i skyerne, og Arnie var i starten overbevist om, at han ville vinde alt han stillede op i, fordi han var så stor.

Citat elementDen næste guldfugl han spottede havde han måske ønsket han havde holdt lidt bedre fast på

Alt dette irriterede Joe, men på selve konkurrenceaftenen 1968, så Joe alligevel noget i Arnold som fik ham til at satse fuldt ud på denne brovtende knægt. Billedet herunder viser situationen. Arnold sad alene og stirrede besat på trofæerne. Den længsel, vilje og indre styrke Joe så i Arnold fik ham til at satse på ham. Et par håndfulde fyre havde generne, men Arnold havde både generne og det rette drive. Derfor blev det Arnold og ikke de andre.

Joe betalte derefter for, at Arnold kunne træne på fuld tid, og forbedre sin fysik og sin performance, mod at Arnold ville stille op til billeder, reklamer, artikler osv. Joe sendte Arnold til Californien, hvor tingene var ved at tage fart i slut 60’erne. Den oprindelige Muscle Beach lå egentlig i Santa Monica, men den var blevet lukket i 1957, fordi nogle bodybuildere rodede rundt med piger, der var under den seksuelle lavalder. Venice Beach blev herefter den nye Muscle Beach, og i 1964 byggede en anden Joe, nemlig Joe Gold, sit legendariske træningscenter Gold’s Gym, som var der, hvor Arnold begyndte at træne i 1968. Det er det originale Gold’s man ser i filmen Pumping Iron. Klientellet talte, ud over Arnold prominente folk som Dave Draper, Mike Katz, Franco Columbo og Frank Zane. Joe Gold solgte sit center og navnet Gold’s Gym få år efter det åbnede, og startede i 1976 et nyt center, World Gym, ikke langt fra sit gamle center. Den dag i dag har Gold’s og World Gym næsten 1000 centre tilsammen på verdensplan.

Alle top bodybuilderne i Gold’s pressede hinanden og blev alle bedre. Weiderprincipperne var i højsædet på denne tid, og blev brugt af samtlige atleter. Joe Weider selv boede i starten stadig i New York, og holdt øje med Arnolds form via billeder, som han fik en af sine fotografer til at tage jævnligt. Arnolds problemer var især dårlige underarme, lægge, skuldre og nedre ryg, og så havde han for høj en fedtprocent, især på maven. Joe mente det var sundt for Arnold at tabe til Zane i 1968, da det gav ham et wake up call. Zane var perfekt konditioneret, symmetrisk og velproportioneret og havde slået Arnold med langt færre kg muskelmasse. Arnold vidste, at hvis han arbejdede som en hest for at forbedre sig, og fik en Zane-like krop, bare med væsentlig mere muskelmasse, på sin egen overlegne 187 cm høje ramme, ville han være usandsynligt svær at slå. Hvor hardcore Arnolds træninger var i disse år, er der gennem tiden skrevet spalte op og spalte ned om, så jeg vil ikke bruge mere plads på det her, men springer let og elegant frem til 1969, hvor Mr. Universe og Mr. Olympia igen blev afholdt samme aften.

Arnold havde forbedret sig væsentligt fra året før, han var langt mere defineret, havde tabt sig fra 113 kg til 104 kg og vandt Mr. Universe, men måtte se sig slået af Sergio i Mr. O. Året efter i 1970 var Arnold endnu bedre, men der skulle alligevel leveres en exceptionel præstation hvis Sergio skulle skubbes af tronen. Joe og Arnold gik derfor målrettet efter Sergios svage side, nemlig hans evne til posering. Sergio kørte efterhånden på rutinen og hans posering var ved at være noget outdated, oldschool, og rå i kanterne. Intens poseringstræning gav Arnold et stærkt våben og han fik strikket et show sammen, der kunne rive både tilskuere og dommere med.

Tilfældigvis stillede både Arnold og Sergio op til AAU Pro Mr. World kort før Mr. O skulle afholdes, selvom ingen af dem vidste, at den anden ville være der. Sergios fedtprocent var ikke lav nok og han havde smurt for meget olie på, så han så blød ud, og Arnold slog ham derfor noget overraskende. Dette gav Arnold blod på tanden. Legenden var ikke usårlig! På selve Mr. O aftenen slog Arnold også Sergio. Nogle mener Arnold snød Sergio med et lille trick, men Arnold selv påstår, at der var tale om en misforståelse. Episoden bestod i, at efter de to herrer havde poseret face to face i længere tid, begyndte Sergio at se noget træt ud. Arnold hviskede derfor til ham, at han også var træt, og at de begge skulle stoppe og gå ud fra scenen. Sergio gik derfor ud, men da dette fik tilskuerne til at buhe, tøvede Arnold, og han endte med at blive på scenen. Tilskuere og dommere tolkede episoden, som om Sergio havde givet op, og Arnold stod tilbage som sejrsherre. Denne sejr var for alvor starten på Arnolds glory days.

Citat elementJoe betalte derefter for, at Arnold kunne træne på fuld tid, og forbedre sin fysik og sin performance, mod at Arnold ville stille op til billeder, reklamer, artikler osv.
 
 

Hele menageriet rykker til Californien

Efter nogle år med Arnold i Californien og Joe i New York, besluttede Joe sig for, at flytte hele forretningen inkl. sig selv og Betty til Californien. Betty kom oprindeligt fra Californien og ville gerne hjem igen til det gode vejr og gamle bekendte, og Joe havde selv været med til at skabe myten om Californien som bodybuildingens forjættede land, og måtte nu rykke derover, for at være i centrum af, hvor tingene skete. New York var yesterdays news ift. at være et bodybuilding mekka. Der var dog et mindre problem.

De bygninger Joe skulle flytte forretningen ind i, var ikke klar endnu, så han havde ingen plads til ansatte. Derfor måtte han endnu engang stå alene med det hele, som i tiden efter American News krisen. Han stod for alt lige fra billeder til reklamer til postordrefirmaet osv. osv. Modsat tidligere, var der nu tale om en ret omfattende forretning, og selvom Joe arbejdede i døgndrift, og ofte faldt i søvn oven på ting han var i gang med, kunne han ikke holde hjulene i gang. Det blev for meget for ham. Bladene blev forsinkede, ordrer på træningsudstyr hobede sig op, og det hele var lige ved at køre i sænk, da bygningerne endelig stod færdige efter 3 mdr. Derefter kunne der rykke ansatte ind og hive Joe og forretningen op af dyndet igen.

Citat elementHan stod for alt lige fra billeder til reklamer til postordrefirmaet

Bodybuilder male beauty konkurrence

Mere Mr. Olympia og en ny stor konkurrence

I 1971 så Ben sig nødsaget til, at diskvalificere samtlige af Arnolds modstandere til Mr. O inden konkurrencen overhovedet var skudt i gang. Sagen var nemlig den, at de alle havde deltaget i konkurrencer hos andre forbund, noget der nu var forbudt for IFBB atleter, ifølge det nye regelsæt, som Ben havde udarbejdet, i sine bestræbelser på, at vise IOC, at IFBB var et seriøst og stærkt forbund. Arnold vandt derfor i 1971 for anden gang, i historiens måske sløjeste Mr. O. Han havde dog nok vundet alligevel, selvom der havde været konkurrenter, da han de efterfølgende år, egentlig var i en liga for sig selv. Arnold havde imidlertid sans for drama og vidste, at han blev nødt til at skabe spænding op til hver konkurrence, så tilskuerne ikke skulle komme til at kede sig. F.eks. i 1972, hvor en ny og forbedret Sergio Oliva vendte tilbage. Han var i bedre form end nogensinde og var klar til at vippe Arnold af tronen. Tilsyneladende. Selvom Arnold egentlig vandt ret sikkert, så formåede han at skabe tvivl om sin egen overlegenhed, og det solgte billetter og blade. Hvert år var der et eller andet der skabte tvivl om, om han nu også ville vinde igen. Enten var han skadet eller syg, havde haft dårlige vilkår for forberedelse, eller en eller anden modstander havde forbedret sig helt vanvittigt. Han gav interviews under devisen: ‘Never let the truth get in the way of a good story’. Arnie var en fremragende spindoktor og udviste sans for at stable spændende konkurrencer på benene. Nok bedst eksemplificeret i Pumping Iron filmen fra 1977, omhandlende Mr. Olympia i 1975.

Efter seks sejre i træk, fra 1970-1975, trak Arnold sig tilbage som aktiv deltager, og gik i stedet i gang med at arrangere konkurrencer. Bl.a. Mr. Olympia. I samarbejde med Joe, endte de i 1989 med, at skabe en helt ny konkurrence, Arnold Classic, verdens, i dag, næststørste bodybuildingkonkurrence, som afholdes hvert forår. Sammen med Mr. Olympia, som afholdes hvert efterår, skulle det være årets to største begivenheder. Man må sige, at den strategi lykkedes meget godt.

Hvad Arnold ellers gik ud og bedrev i verden ift. film, ejendomsinvesteringer og politik, vil jeg undlade at komme ind på her, da det for mange er en velkendt historie. Er man interesseret i at læse mere om Arnold, vil jeg anbefale hans selvbiografi ’Mit utrolige liv’ fra 2012.

Citat elementEfter seks sejre i træk, fra 1970-1975, trak Arnold sig tilbage som aktiv deltager

Bodybuilder mand
 

Tvivlsomme produkter og søgsmål

Med Arnold som main posterboy, kørte Joes forretning bare på skinner. Især kosttilskudsforretningen blomstrede. Dengang var der ikke noget der hed kreatin og beta alanine og hvad vi ellers kender i dag af kosttilskud, med veldokumenteret effekt. Joe var med til, at sætte gang i den tvivlsomme trend vi kender i dag med amerikanske kosttilskud med farverige etiketter, potente navne og mere eller mindre lødigt indhold. F.eks. var der ’Weider Wildcats’ med macho løver på etiketten. Hvad der egentlig var i bøtten har jeg ikke kunnet finde nogen informationer om. Gennem årene blev Joe sagsøgt mange gange, fordi hans markedsføring var vildledende. Med produktet Weider Formula No. 7, kunne man angiveligt tage 500 g muskelmasse på om dagen, og Weider's Anabolic Mega-Pak og Dynamic Life Essence blev markedsført som ’noget der kunne erstatte steroider og give samme resultater’.

En af Weiders storsællerter i disse år, var ’Five Minute Body Shaper’, som også endte i retten, hvor Joe måtte give pengene tilbage til 100.000 kunder. Meningen med dette hjemmetræningsudstyr var, at man brugte sin egen kropsvægt som modstand i et sindrigt snoretrækssystem, hvor man kun skulle træne 5 min om dagen. I starten blev det markedsført til mænd, men man indså hurtigt, at det måske bedre passede til kvinder. Kvinden der skulle lægge navn og ansigt til produktet var selvfølgelig Joes kone Betty. Betty havde visse problemer i starten, da hun skulle lave en tv-reklame for produktet.

Hun talte nemlig for elegant og produceren af tv-reklamen vidste ikke hvad han skulle stille op med hende. Tilfældigvis kom der en kat gående forbi, og Betty begyndte at tale til katten med en typisk barnlig nårh-hvor-er-du-en-nuser-putte-nutte-misser kattestemme, og pludselig var den der. Det var sådan hun skulle tale i reklamen, og sådan blev det.

Inden det hele gik op i søgsmål for vildledende markedsføring, solgte produktet så godt, at Joe fik et vredt opkald fra en skibsproducent, der ikke kunne fremskaffe de rigtige reb til sine skibe. Joe havde simpelthen opkøbt rub og stub af den type reb på markedet.

I næste og sidste del af artikelserien, skal vi se på, hvordan IFBB blev et ’rigtigt’ IOC forbund; på hvordan en ny rival pludselig dukkede op; hvordan Joe formåede at forny sin forretning og afslutningsvis skal vi se på lidt kritik af Weiderbrødrene.

Citat elementMed Arnold som main posterboy, kørte Joes forretning bare på skinner. Især kosttilskudsforretningen blomstrede

Bodybuilder male beauty

Kilder:

Joe og Ben Weider – Brothers of iron. 2006 Weider health and fitness

http://www.muscleandfitness.com/workouts/workout-tips/weider-principles?page=3

http://www.bodybuilding.com/fun/remembering-joe-weider-the-science-of-the-weider-principle.html

http://musculardevelopment.com/news/the-mcgough-report/13584-the-house-that-joe-weider-built-muscular-development.html#.VBsS3_l_t8F

http://www.muscleandfitness.com/news-and-features/athletes-and-celebrities/life-joe-weider?page=5

 

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her: