Søg
Indkøbskurv Kurv

Skrevet af Nikolaj Bach, BSc. Scient. Med. og personlig træner

Det er sjældent jeg kalder noget for direkte stupidt.

Men nogle gange må man være skarp, hvis man vil skære igennem støjen.

3 stupide sundhedstrends

Og det er der i den grad brug for nu, hvor sundhedsdebatten tilsyneladende er mere fyldt med usandheder end nogensinde. Ikke mindst fordi en lang række kendisser er blevet enormt forhippede på at lege sundhedsfaglige. Man kan åbenbart ikke have en masse følgere på de sociale medier, uden at man skal give dem ”gode råd” omkring ernæring.

Ofte om hvad du skal undgå, eller skal spise for at leve sundt.

Ja, bare inden for de sidste par dage skulle Anders Matthesen have kaldt aspartam farligt, Johnny Madsen har fortalt at brocolli renser lungerne når man ryger, og Fie Laursen har været ude med en tåkrummende video om vandfaste (som hun til sit forsvar har været ude at undskylde for efterfølgende).

Og selvom de fleste mennesker aldrig ville gå til mekanikeren for at få lavet et sundhedstjek (eller til lægen, for at syne bilen), så er der mange der ser op til disse kendte personligheder, og derfor ikke er lige så kritiske, når X og Y-kendis fortæller at de har tabt sig med denne nye fantastiske kur.

Men det gør ikke de disse råd mindre usande – eller direkte kontraproduktive. Og det er rent faktisk hvad flere af disse moderne sundhedstrends er.

Og med tanke på hvad der har floreret af usunde sundhedstrends på det sidste, så er det vist kun passende at vi ser nærmere på 3 af de mest populære – og mest stupide.

Juicedetox

Juicedetoxes er tilsyneladende en af de stupide sundhedstrends, der bare ikke vil dø. Måske fordi der er så mange, der tjener masser af penge på at sælge dem.

Nu er det jo ikke længere kun alternative behandlere og andre moderne heksedoktorer, der sælger detoxkure. Selv juice- og sandwichbarer begynder at sælge juicekure, der skulle kunne give dig et vægttab, ved at udrense dig for giftstoffer. Det ændrer dog ikke på at en juicedetox er lige så udrensende som deres sandwich nr. 16, med ekstra tunsalat.

Juicedetox

Der er i hvert fald ingen videnskabelig evidens – eller grund til at tro – at detoxes udrenser din krop for giftstoffer. Og spørger man sælgerne ind til virkningen af deres mirakelkur, så bliver man ofte mødt med en meget mangelfuld viden om den menneskelige fysiologi – evident ved brugen af meningsløse buzzwords, såsom ”vitalitet” eller ”cleansing”. Eller når de påstår at deres juicekur er antiinflammatorisk og immunboostende, når øget inflammation netop er en konsekvens af et ”boosted” immunforsvar.

Når de alternative behandlere og juicekur-sælgere ikke selv kan redegøre for hvordan en juicekur udrenser – og hvad den præcis udrenser for – så er det ikke nogen overraskelse at samlede vurderinger af videnskaben omkring detox (hvilket besværliggøres af at der findes et hav af forskellige detox-koncepter) ikke finder god evidens for at disse kure virker udrensende, eller giver et varigt vægttab (se dette studie) (1,2).

Vil du udrenses for affaldsstoffer? Så vær glad for at din lever klarer dette arbejde ganske glimrende, uden at kræve hverken store pengesummer eller mystiske kure. Og så kan der måske være grund til at være opmærksom på ting som pesticider og hormonforstyrrende stoffer, men indtil videre er der stadig stor uklarhed om i hvilket omfang miljøgifte påvirker vores sundhed.

Og lad os så slå én ting fast.

En juicekur medfører ikke et vægttab fordi man udrenser kroppen for affaldsstoffer og gifte. En juicekur medfører et vægttab, hvis man er i et kalorieunderskud. That's it.

Problemet ved et sådant vægttab er selvfølgelig at en juicekur pr. definition kun er over en begrænset periode, og at man med overhængende sandsynlighed tager vægten på igen. Midlertidig indsats giver midlertidige resultater.

Og hvad der gør det endnu mere svært at bevare vægttabet, er at juicekure har et meget lavt proteinindhold – ofte mindre end den gennemsnitlige danskers proteinbehov, og langt under proteinbehovet i forbindelse med styrketræning og vægttab. Det er problematisk fordi tilstrækkeligt med protein er nødvendigt for at bevare eller opbygge muskelmassen i et kalorieunderskud – ligesom protein giver mæthed under vægttabet:

Med andre ord vil man, hvis man har været på juicekur så længe at man har tabt en væsentlig mængde fedt (udover det vægttab fra væske, glykogen, mad og afføring, som indledningsvis kommer når man dropper fast føde), sandsynligvis tabe en del muskelmasse samtidig.

Det betyder at man får et lavere energiforbrug relativt til stigningen i appetit efter vægttabet, og man vil have endnu lettere ved at tage den tabte vægt (og måske endda mere til) på igen. Derfor er det ikke overraskende at et nyere review konkluderer at juice- og detoxkure sjældent medfører varige vægttab.

Blodtypediæter

Denne her kan heldigvis overstås relativt hurtigt, for blodtypediæter er så himmelråbende tåbeligt et koncept, at de egentlig ikke fortjener omtale.

Og det er heldigvis em kur-type, der allerede har haft sin storhedstid og er på vej ud i en velfortjent glemsel. Ikke desto mindre synes jeg blodtypediæter bør nævnes i lyset af at Arne Astrups nye blodsukkerkur vinder popularitet (i hvilket omfang den holder vand, må være emnet for en anden artikel, men rationalet er i hvert fald uendeligt meget bedre, end at planlægge kost ud fra blodtype), og at det kan få folk til at spekulere i om andre kure, der er individualiseret ud fra kliniske værdier, kan være relevante.

Blodtypediæter

Men der er ikke evidens for at man har gavn af at justere sin kost ud fra hvilke antistoffer man har i blodet. Det konkluderer et systematisk review fra 2013, ligesom et efterfølgende studie fandt at blodtypen ikke havde betydning for hvordan forskellige diæter påvirkede forsøgspersonerne (3,4).

Og det er på ingen måde overraskende. Blodtypediæter er et eksempel på hvordan man kan sælge folk noget ulogisk, hvis blot indpakningen er kompliceret nok. Det virker jo som en meget specifik plan, baseret på en forklaring som er svær at gennemskue for den almindelige dansker, der ikke ved meget om blodtyper.

Men det kræver ikke megen research angående blodtyper og ernæring, for at konkludere at blodtypekurenes påstande ikke holder vand. Jeg plejer at spørge:

”Ville du vælge træningsprogram ud fra dit stjernetegn?”

Godt så. Det samme kan siges om at vælge kost ud fra ens blodtype.

Bulletproof coffee

”Vil du tabe dig? Så start dagen med at drikke 50 g smør og kokosolie i din kaffe”

Synes du det lyder som et elendigt vægttabsråd? Så er det fordi det er det.
Ikke desto mindre er den såkaldte bulletproof kaffe – altså kaffe med op til 70 g smør og kokosolie – blevet en trend blandt de mest indoktrinerede LCHF (low carb high fat) tilhængere. Og påstandene omkring denne magiske drik er mange.

Således skulle bulletproof coffee give dig ekstra energi, mæthed, og gøre dig til en ren fedtforbrændingsmaskine.

Ja, kaffe giver energi. Det er vist det eneste positive, der er at sige om bulletproof coffee.

”Men den holder mig mæt fra morgenstunden!”

No shit, du har lige drukket 500 kcal. Ved du hvad der også holder dig mæt fra morgenstunden? Morgenmad. Man kan få masser af æg, baked beans, havregryn, skyr, frugt, eller anden mættende morgenmad for 500 kcal.

Bulletproof coffee

I lyset af dette er det direkte tåbeligt at påstå det er mættende at drikke smør eller kokosolie. Fedt er det mest energitætte næringsstof og indeholder over dobbelt så mange kalorier som protein eller kulhydrat (9 vs. 4 kcal pr. g). Således er et højt fedtindhold i madvarer forbundet med en lavere mæthedsværdi (se dette studie) (5).

Olie og smør (så godt som) består udelukkende af fedt, og er dermed de mindst mættende fødevarer overhovedet, relativt til kalorieindholdet. Det betyder ikke at de ikke kan indgå i en sund kost, men det er rimeligt dumt at stoppe hovedet med dem for at tabe fedt.

”Det gør dig til en fedtforbrændingsmaskine!”

Det er helt korrekt at du forbrænder masser af fedt, efter at have indtaget masser af kokosolie. Fordi du spiser mere fedt!

Du lagrer også mere fedt, når du spiser mere fedt. Begge dele er dog ligegyldige i forhold til et fedttab, hvor det handler om at forbrænde kroppens fedtdepoter. Og det er kun et kalorieunderskud, der kan gøre det. Og det bliver betydeligt sværere at opnå, hvis du starter dagen med at hælde fedt i din kaffe.

At gøre din kaffe ”bulletproof” er hverken mættende eller fedtforbrændende. Det er bare unødvendige kalorier, der får din kaffe til at smage underligt.

 

Kilder:

(1) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25522674

(2) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/29124370

(3) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23697707

(4) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3893150/

(5) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/7498104 

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

3 stupide sundhedstrends

Trustpilot
personlige tilbud, proteinrige opskrifter og gratis træningsprogrammer ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.
Varen er lagt i kurven
Indkøbskurv
Indkøbskurv0
Vi anbefaler