• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Nyt studie: Fedt efter træning modvirker muskelvækst


Af Nikolaj Bach Nielsen, BSc. Scient. Med.

Det er sandsynligvis en god idé at indtage kvalitetsprotein i timerne omkring ens træning, hvis man er interesseret i at optimere muskelvækst.

Til gengæld er det mindre kendt hvilken effekt kulhydrat eller fedt på har på træningsresponset. Nu har et nyt studie så sammenlignet effekten af kulhydrat og fedt efter aerob træning. For os der dyrker styrketræning har studiet dog også nogle interessante perspektiver. Studiet af Hammond et al. har titlen Postexercise High-Fat Feeding Supresses p70S6K1 Activity in Human Skeletal Muscle og er publiceret i Medicine & Science in Sports & Exercise, og det skal vi se nærmere på i denne omgang af Videnskabshjørnet (1).

Fedtholdige fødevarer

Kort om studiet:

10 mandlige løbere udførte først på dagen højintensitets intervaltræning-løb (HIT) og senere på dagen steady state-løb. Efter hvert træningspas indtog de enten et high carb (2,5 g kulhydrat og 0,3 g fedt pr. kg efter HIT, og 3,6 g kulhydrat og 0,4 g fedt pr. kg efter steady state) eller high fat måltid (0 g kulhydrat og 1 g fedt pr. kg efter HIT, og 0,2 g kulhydrat og 2,3 g fedt pr. kg efter steady state) med samme mængder protein i måltiderne. Således indtog high-carb og high-fat grupperne lige mange kalorier, og lige meget protein i løbet af dagen. En uge efter udførte de samme træninger igen, men denne gang med den modsatte diæt. På forsøgsdagene tog man flere muskelbiopsier og blodprøver, for blandt andet at kunne måle glykogenlagring, og undersøge ekspressionen af gener som er forbundet med fedtforbrænding og muskelproteinsyntese.

Hvad fandt man ud af?

High-carb gruppen havde mere fyldte glykogendepoter i 15 og 30 timer efter det sidste træningspas. Til gengæld havde high-fat gruppen en højere ekspression af gener som er forbundet med metabolisme af fedt. Sidst men ikke mindst var et højere indtag af fedt forbundet med en lavere aktivitet af kinasen p70S6K, som laver anabol signalering på muskelproteinsyntesen, og er involveret i muskelopbygning. Med en p-værdi på 0,08 nåede dette ganske vist ikke statistisk signifikans (p = 0,05), men var ganske tæt på.

Hvad er interessant ved studiet?

Det er ikke overraskende at et højere kulhydratindtag resulterede i bedre fyldning af glykogendepoterne, da der jo netop er mere kulhydrat tilgængeligt for lagring. Hvis du vil læse mere om glykogens betydning for din træning, så har Brian lavet en artikel om emnet her: Glykoen - det sygeste pre-workout

Til gengæld er det ret interessant at man så en nedregulerende effekt på kinasen p70S6K ved et højt fedtindtag efter træning. Ganske vist er der tale om en effekt der er observeret efter kredsløbstræning, men det kan sagtens vise sig også at være tilfældet efter styrketræning. Forfatterne spekulerer i at nedreguleringen i anabol signalering ved et højt fedtindtag efter træning, kan kompromittere muskelopbygning gennem en sænket muskelproteinsyntese. Så hvis man er interesseret i optimale betingelser for muskelopbygning, så er det muligvis en dårlig idé at indtage fedt i måltidet lige efter træning, og man bør i stedet satse på protein og kulhydrat på dette tidspunkt.

Dog er det stadig ret uklart, hvilken betydning studiets resultater har i praksis, og om en nedregulering af p70S6K rent faktisk hæmmer muskelopbygningen. I et studie af McGlory et al. undersøgte man effekten af fiskeolie kontra kokosolie efter træning, og fandt at fiskeolie medførte en nedregulering i den anabole signalering, og ikke øgede aktiviteten af p70S6K (som jo er samme kinase som Hammond et al. har undersøgt), i modsætning til fiskeolie (2). På trods af dette var der dog en større akut øgning i muskelproteinsyntese efter indtag af fiskeolie, omend dette ikke var statistisk signifikant. Dette er interessant fordi det viser os to ting: For det første kan forskellige typer fedt muligvis have en forskellig effekt på den anabole signalering. Og for det andet er sammenhængen mellem anabol signalering og regulering af muskelproteinsyntesen heller ikke noget man forstår til fulde. Desværre har man ikke foretaget målinger af muskelproteinsyntesen i det nye studie af Hammond et al., men McGlory et al.'s studie om fiskeolie har jeg tidligere beskrevet her: Gavner fiskeolie muskelvækst?

Det er også vigtigt at nævne at der er mange anabole signalveje, og at en nedregulerende effekt på én af dem, ikke siger noget om hvad der sker med de andre. Derudover er det ikke klart om det specifikt er fedtindtaget, som har en nedregulerende effekt på den anabole signalering, eller om det i stedet er kulhydratindtaget der øger den. Man kunne for eksempel forestille sig at insulinfrigivelsen efter indtag af kulhydrat har en opregulerende effekt på p70S6K, og at dette kommer til udtryk i studiets resultater.

Ikke desto mindre kan man sige, at hvis man vil være på den sikre side, så skal man nok undlade at spise store mængder fedt efter træning, og i stedet prioritere protein og kulhydrat, for at sikre optimal muskelvækst.

Citat elementMan skal nok undlade at spise store mængder fedt efter træning, og i stedet prioritere protein og kulhydrat, for at sikre optimal muskelvækst
 

(1) Hammond KM, Impey SG, Currell K, Mitchell N, Shepherd SO, Jeromson S, Hawley JA, Close GL, Hamilton DL, Sharples AP, Morton JP. Postexercise High-Fat Feeding Supresses p70S6K1 Activity in Human Skeletal Muscle. Med Sci Sports Exerc. 2016 Jun 20.

(2) Chris McGlory, Sophie L. Wardle, Lindsay S. Macnaughton, Oliver C. Witard, Fraser Scott, James Dick, J. Gordon Bell, Stuart M. Phillips, Stuart D. R. Galloway, D. Lee Hamilton, Kevin D. Tipton. Fish oil supplementation suppresses resistance exercise and feeding‐induced increases in anabolic signaling without affecting myofibrillar protein synthesis in young men. Physiol Rep. 2016 Mar;4(6). pii: e12715. doi: 10.14814/phy2.12715

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her: