Skrevet af Brian Henneberg

Der findes en del mennesker, hvis kroppe på en eller anden måde er så grænseoverskridende, at de bliver kontroversielle. Deres kroppe passer ikke ind i flertallets opfattelse af, hvordan en menneskelig krop skal se ud.

Det kan være voldsomt overvægtige mennesker, kvinder med abnormt store silikonebryster, anorektiske mennesker, folk der er misdannede fra naturens side, eller folk med absurd store muskler. Mennesker har til alle tider fundet sådanne kroppe fascinerende. Nogle af de ovennævnte kroppe har folk ufrivilligt, men der findes også en del mennesker, som bruger store dele af deres liv på frivilligt, at modificere deres kroppe, f.eks. gennem tatoveringer og piercinger eller gennem kost og træning. Bodybuilderkroppe er f.eks. et resultat af diæt og træning (og ofte også dopingstoffer), ligesom sumobryderkroppe også er det. I denne artikel skal vi se på den grænseoverskridende bodybuilderkrop.

Bodybuilding kan dyrkes på mange niveauer, lige fra teenage-Justin Bieber niveauet, hvor målet bare er at blive markeret, få synlige abs, brystmuskler og lidt biceps. Tager man den up a notch, er idealet for mange, noget i stil med Greg Plitts krop, altså en meget veltrænet fitness/bodybuilderkrop, der ca. svarer til det niveau man kan nå uden medikamenter, hvis man er virkelig seriøs med sin træning. Kører man den hele vejen op til Markus Rühl niveau, handler det om at blive et fullblown monster. Det kræver tilskud af hård kemi, for at nå op på det niveau. Hvor Justin Bieber niveauet er accepteret og beundret af mange teenagepiger, og Greg Plitt er mange voksne kvinders (og mænds) forestilling om idealkroppen, så er Markus Rühl-kroppen helt ude i hampen for de fleste.

Kommentarerne herunder, er meget typiske når der f.eks. på Facebook postes billeder af bodybuildere over Greg Plitt niveau.



Det er de færreste, der synes ekstreme bodybuilderkroppe er attraktive, og det er også de færreste der forstår, hvorfor nogen vælger at bruge størstedelen af deres liv på frivilligt at komme til at se sådan ud. Derfor ser man hyppigt kommentarer som de ovenstående, hvor folk har et stort behov for at udtrykke deres mening om andres kroppe i forholdsvis voldsomme vendinger. De hårde ord folk føler sig i deres gode ret til at bruge om andre menneskes udseende, udspringer nok af det faktum, at bodybuilderne selv har valgt at se ud som de gør. Jeg har svært ved at forestille mig folk bruge samme retorik ift. overvægtige, folk med misdannelser eller anorektiske personer. At bodybuildere ser store, stærke og skræmmende ud, gør nok også at ordvalget bliver mere krigerisk. Det er ikke okay at kaste sten efter en lille anorektisk pige, men en stor stærk mand burde kunne holde til et par kampesten lige i smasken.  Vælger man frivilligt, at se anderledes ud, som bodybuildere gør, så stiller man sig altså også på øretævernes holdeplads, og må tage de verbale tæv der kommer.

Det er de færreste, der synes ekstreme bodybuilderkroppe er attraktive, og forstår hvorfor nogen vælger at bruge størstedelen af deres liv på at komme til at se sådan ud

Freakshows

Ser vi historisk på det, vil mange mene, at der var engang, hvor bodybuildere var, hvad der kan betegnes som klassisk æstetiske, dvs. deres kroppe mindede i høj grad om græske statuer, som de fleste finder harmoniske. Mange bodybuilding fans drømmer sig stadig tilbage til denne uskyldige tid før det hele gik amok i kemi og groteske freaks blev normen. Hvad man glemmer, er, at det nok mest er i retrospekt, at bodybuilderne i den gyldne æra lige før og omkring Arnold Schwarzenegger ikke var freaks. Dengang var de så sandeligt freaks i manges øjne, da de var de mest muskuløse mennesker man nogensinde havde set på det tidspunkt. Det er kun med vores moderne øjne, med Markus Rühl’erne og Ronnie Coleman’erne in mente, at Arnie-æraens bodybuildere ikke var så groteske.  Og ser vi endnu længere tilbage i historien, udspringer bodybuildingen faktisk af en freakshow-tradition.

Det er ikke okay at kaste sten efter en lille anorektisk pige, men en stor stærk mand burde kunne holde til et par kampesten lige i smasken

Post-klassiske kroppe

Selvom bodybuildingen altid har været et freakshow, så skete der et helt tydeligt skifte lige omkring, eller lige efter, Arnold-æraen. Indtil da, var den ultimative bodybuilderkrop modelleret efter proportioner og symmetri der slægtede den græske æstetik på. Vi kan kalde disse kroppe for klassiske. Derefter begyndte der at ske et skred over mod en anden mere grotesk æstetik, som vi kan kalde post-klassisk. Hvorfor man gik over til det nye post-klassiske look som stadig er fremherskende den dag i dag, er der flere forklaringer på, men den mest åbenlyse forklaring er nok en kemisk forklaring. Der er simpelthen kommet bedre dopingpræparater, og bodybuildere, som altid gennem historien har afsøgt enhver afkrog efter substanser, der kunne øge deres muskelmasse, har kastet sig frådende over disse stoffer. Tidligere åd man f.eks. kyllingefostre og eksperimenterede med lægemidler og naturmedicin i håb om ekstra gains. Nu til dags er der et utal af veletablerede uhyre potente dopingpræparater, som har sendt kroppene op i en hidtil uhørt liga af freakiness, hvor scenevægten er gået fra +100 kg til +120 kg, vel at mærke uden at højden har ændret sig synderligt.

Selvfølgelig har man også fået større viden om kost, træning og de fysiologiske mekanismer bag muskelvækst og vægttab, men kemien er ikke til at komme udenom. Ligeledes begyndte kvinder også at dyrke bodybuilding, hvilket tvang de mandlige bodybuildere til, at blive endnu større, da kvindelige bodybuildere på steroider begyndte at blive større end clean mandlige bodybuildere.

Der er mange, som begræder denne udvikling, men der er nok lige så mange blandt de hardcore bodybuildingfans, som elsker den. Fremfor at hylde den komplette, velproportionerede klassiske fysik, så fik man mulighed for, at lade sig fascinere af en hel ny liga af groteske kroppe. Tom Platz med sine enorme lår, var en af de første i denne nye klasse af freaks, som måske aldrig vandt de store shows, men som fik deres 15 minutes of fame ved, at være vildt fascinerende, fordi de havde de største lår, overarme eller rygge nogensinde. Andre eksempler på disse one-hit wonders inden for kropsdele er Paul DeMayos triceps og lår, Mike Matarazzos lægge, og nyeste skud på stammen, Big Ramys lårbasser.

Ser vi endnu længere tilbage i historien, udspringer bodybuildingen faktisk af en freakshow-tradition

Anti Men’s Health

Med fitnesseksplosionen op gennem 80’erne og 90’erne, hvor et utal af nye fitnessmagasiner begyndte at sprøjte ud, og Hr. og Fru Hakkebøf begyndte at dyrke fitness, havde bodybuildingen brug for at profilere sig på en måde, der adskilte den fra hele det hurtigt voksende moderate Men’s Health segment, som bevægede sig ind på deres territorium. Dette betød, at bodybuilderne måtte gå i en anden retning med deres kroppe end den retning prettyboys’ene fra Men’s Health bladene gik i. Men’s Health havde, og har stadig, udelukkende fokus på en let muskuløs, markeret torso og et kækt modelansigt. Bodybuilderne og bodybuildingblade som f.eks. Weiderimperiebladet FLEX prøver, at distancere sig fra Men’s Health tendensen, som primært handler om at være lækker og smuk i flertallets optik. For rigtige bodybuildere handler det ikke om, at blive lækker for kvinder og se godt ud, men om at blive fucking stor og freaky. Gerne så stor og freaky, at dem der elsker Men’s Health kroppene tænker ’What The Fuck?’ Derfor er bodybuilderne på billeder i f.eks. FLEX ofte anstrengte, bistre og voldsomt meget større end den bløde mellemvare der idealiseres i Men’s Health og lignende blade.

Vælger man frivilligt, at se anderledes ud, som bodybuildere gør, så stiller man sig altså også på øretævernes holdeplads, og må tage de verbale tæv der kommer

Tegnefilmificering og ’Fuck dig’ attituder

Selvom tegnefilmificering måske ikke er et rigtigt ord, så beskriver det nu alligevel meget godt, hvad det er moderne gigantbodybuildere gør ved vores skønhedsidealer. Phil Heath er jo faktisk en slags superhelte-tegneserieudgave af Men’s Health fyren. Alle idealerne er overdrevet på en måde, der gør Phil Heaths krop til en ironisk kommentar til vores normative skønhedsidealer. Brede skuldre siger I? Så skal I kraftedeme få brede skuldre. Markerede mavemuskler? Så se de her fucking lumps of prime beef. Stærke arme? Hvad siger I til de her 56 cm træstammer? Hva? Er det stadigvæk sexet? Er det stadigvæk det I vil have kvinder? Nå ikke. I fucking conquered your ideals and ate them for breakfast.

Hvis man har overskredet den normative skønhedsgrænse, er man on the road to glory