• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 299,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 299,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Plus og minus - fordele og ulemper ved at have skide flotte muskler

Skrevet af Brian Henneberg, Fysioterapeut

Se godt på billederne herunder. Det er mig i det jeg vil kalde min muskulære storhedstid. Flotte muskler ikke?

Bevares, der er mange andre, der er meget større og flottere end jeg var, og et grimt hoved og vigende tindinger er bare svært at træne sig fra, men alligevel, jeg gjorde hvad jeg kunne, og det var så langt jeg nåede. Siden dengang har jeg valgt at prioritere anderledes i mit liv, og styrketræningen er derfor blevet droslet ned til det som den amerikanske poet Kevin Levrone nok ville kalde ‘et halvhjertet forsøg på vedligehold’. Det har ført til at jeg fysisk og mentalt er et helt andet sted i dag, end jeg var dengang jeg så ud som på billederne herover.

Plus og minus - fordele og ulemper ved at have skide flotte muskler

Hvis man vil se ud som jeg gjorde dengang, kræver det at man gør sig selv til en lifting machine. En der i høj grad lever og ånder for at træne og spise på den rigtige måde. Nu hvor jeg har lagt den del af mit liv bag mig, er jeg i stand til at se det hele lidt udefra, og på mere nøgtern vis, vurdere om det var det hele værd.

I denne artikel vil jeg derfor forsøge at skue tilbage på min ungdoms besættelse af at løfte vægte, og se på hvilke fordele og ulemper, plusser og minusser og godt og skidt, der var ved at se sådan ud. Formålet er at give andre der træner, uanset om de er midt i besættelsen, eller som mig, har lagt den bag sig, perspektiv på deres liv som besat løfter.

Det positive

Lad os tage det gode først.

For det første var jeg ret tilfreds med min krop. Der var faktisk ingenting jeg ville ændre på. Der var selvfølgelig øjeblikke, hvor jeg følte mine lægge var for små, sådan tror jeg de fleste, naturligt spinkle fyre har det med deres lægge, men for det meste syntes jeg sgu egentlig de var godt med. At være 100% tilfreds med sin krop i en Instagram- og Facebook-verden, hvor vi konstant bombarderes med perfekte kroppe, det er sgu da værd at tage med. Det er mange negative tanker om mig selv, som jeg ikke havde, men som jeg kan se mange andre har. Og det var styrketræningens skyld at jeg havde det så godt med mig selv.

For det andet gav det noget identitet. Jeg var ‘ham med de store muskler’, ‘ham der træner meget’ og ‘ham den stærke’. Min fedtprocent har faktisk kun en enkelt gang (i ca. 3 mdr.), været så høj at jeg ikke kunne se mine abs, og derfor blev jeg nogle gange kaldt Mr. Year round beach form. Åndssvagt, men det gav også noget identitet og afstivning af egoet. Man skal ikke undervurdere, hvor meget identitet der kan bygges op omkring det at have over gennemsnittet muskler.

Det var også fedt i centret, at spankulere rundt i en slidt wifebeater og tiltrække sig opmærksomhed, ikke så meget fra tøsebørnene, men mere fra de andre fyre i centret. Der var altid tilskuere når jeg kørte øvelser som tung dødløft, tunge db-presses med ekstra skiver spændt fast på håndvægtene med elastikker, eller bent over rear laterals, hvor mine ripped og svedige, 3-delte delts med synlige muskelfibre, altid tiltrak sig megen opmærksomhed. Det var ren egowanking at tage en tur i centret.

Det positive

Ofte kom der også ungersvende hen til mig for at få instruktion i en øvelse, eller få svar på spørgsmål omkring kost og træning. Det gjorde de jo fordi de kunne se at jeg havde store muskler, og derfor måtte vide hvad jeg lavede. Det var også et egoboost.

Da jeg begyndte at læse til fysioterapeut kom der pludselig en faglig integritet oven i hatten, og kombinationen af store muskler og faglig viden gjorde, at jeg kunne begyndte at tage penge for at lave personlig træning, ligesom jeg fik mulighed for at begynde at skrive artikler for bl.a. Bodybuilding.dk, Bodylab, Aktiv Træning, t-nation og det nu hedengangne Træningsmagasinet. Jeg har også fået nogle sjove og sære henvendelser gennem årene, som tilbud om at lave radio; om at holde foredrag på Aros i Århus om Søren Kierkegaard og Albert Camus set i et træningsperspektiv, og på et tidspunkt fik jeg en virkelig bizar mail fra en fyr, der var overbevist om at jeg kunne træne ham op til at blive Mr. Universe inden for 3 år. Jeg takkede nu nej til mange af disse tilbud, men mine muskler var i høj grad medvirkende til at jeg fik jobs, (selv)respekt, identitet, opmærksomhed, sjove oplevelser og penge på kontoen.

Læs også Lifters blue

Det negative

Men men men. Det var jo ikke lutter lagkage det hele. Og nu skal det ikke forstås som at det jeg skriver nu, får alt det positive til at forsvinde. På ingen måde. Det er bare vigtigt for perspektivet på de flotte muskler, at have øje for, at der er to sider af medaljen, som eksisterer samtidigt.

For det første havde jeg ofte mere eller mindre kroniske skader og skavanker. Tennis- og golfalbuer; hyppige hold i ryggen; hold i nakken, et led mellem kraveben og skulder, som slet ikke kunne holde til alt det pressearbejde jeg lavede; overbelastede sener i knæ, skuldre, håndled og biceps. Fibersprængninger i ryggen, ondt i hoften osv. osv.

Når man gennem 15-20 år, presser kroppen hårdt 5 dage om ugen med meget tunge vægte, så er det altid en balancegang mellem fremskridt og potentielle skader. Det er en kalkuleret risiko man tager hver gang man stiller sig ind under en tung squatstang, eller forsøger at sætte ny PR i dødløft. Kroppen holder som regel til det, men engang imellem ender det altså galt, og jeg har ikke tal på alle de dage, hvor jeg har humpet rundt; har haft afsindigt ondt, eller har været ude af stand til at udføre helt normale hverdagsting, fordi min ryg eller skuldre var fucked up. 

Bare det at feje med en kost eller løfte en liter mælk var nogle gange smertefuldt, fordi en kronisk skade blev provokeret. For slet ikke at tale om at passe sit arbejde som fysioterapeut, når man knapt kan komme ud af sengen om morgenen fordi man har ondt i ryggen.    

Det mentale

En endnu værre ting var dog det mentale. Fordi jeg trænede konsekvent 5 dage om ugen, og mit træningsprogram var tilrettelagt efter at jeg skulle træne 5 dage om ugen, så blev jeg en pisse hamrende sur og muggen røv, hvis jeg en dag blev forhindret i at træne. Jeg følte at muskelmassen raslede af mig. Der gik kuk i min programlægning, så jeg måtte inddrage en ekstra dag i weekenden til at indhente den missede træning, eller jeg måtte omstrukturere mine træninger resten af ugen.

Set i retrospekt virker det absurd at tænke på denne måde, da én træning hverken gør fra eller til i det store billede, men jeg kunne simpelthen næsten ikke holde det ud, hvis der kom rod i min plan. Og den dag jeg blev forhindret i at træne blev aldrig en rar dag, fordi mine tanker hele tiden kredsede om den træning jeg ikke fik lavet.

Det mentale

Man kan mene at det lyder som træningsafhængighed, og det var det måske også, en besættelse var det i hvert fald, men det gode ved afhængigheden eller besættelsen var jo at den fik mig ned i centret 5 dage om ugen. Nogle gange er det en fordel med positiv afhængighed, da det kan give nogle gode vaner. Fremfor at skulle tage mig sammen til at træne 5 dage om ugen, så gjorde jeg det bare, fordi det var en vane, og en besættelse. Men det var altså også et tveægget sværd.

Kosten

Også besættelsen af hele tiden at skulle spise det rigtige fyldte meget. Jeg erindrer fester og fødselsdage, hvor jeg selv havde dåser med tun med, som jeg kunne spise, mens de andre spiste fødselsdagslagkage og andre lækkerier, som værten møjsommeligt havde stået og kokkereret sammen. Eller en nærmest grædefærdig værtinde, som fortvivlet forsøgte at finde et eller andet i huset der kunne tilfredsstille min proteintrang, nu jeg nægtede at indtage de retter hun diskede op med. Jeg var faktisk pisse irriterende at have på besøg.

Når jeg så på mad så jeg makronæringsstoffer og intet andet. Jeg så ikke kartofler, kylling og smør, men kulhydrat, protein og fedt. I mange år ragede det mig hvordan det jeg spiste smagte, så længe næringsindholdet var rigtigt. Jeg spiste f.eks. blendet tunsmoothie til morgenmad; en tung og klæg bøtte med 500 g fromage blanc inden sengetid (det var inden skyr blev populært), og jeg havde på et tidspunkt en shaker, som jeg fyldte med müsli og skummetmælk. Denne gylpede jeg så i mig i bilen mens jeg kørte på job.  

Man kan nok diskutere om det var et særligt sundt syn på mad. Jeg er i hvert fald glad for at jeg i dag også har formået at finde en eller anden form for glæde ved god mad, fremfor udelukkende at tænke i macros.

Identiteten der forsvandt

Nu nævnte jeg at det gav noget identitet at være ‘ham med de flotte muskler’, og at det var en positiv ting. Og det var det også. Det gav dog også en del kvababbelser senere hen, da musklerne begyndte at svinde ind. Det var nemlig svært at vikle sig ud af muskelidentiteten igen. På et tidspunkt var jeg inde i en butik for at købe en t-shirt, og kunne til min store overraskelse passe en størrelse S. Det er altså ikke fedt, når man inde i sit hoved stadig er en XL. Før i tiden var det også virkeligt svært at finde bukser jeg kunne have mine lår i, og jeg var stolt af dette. Nu til dags er det lige før jeg kan passe skinny jeans. Sådan en forandring sker altså ikke bare uden at det fører visse egomæssige kvaler med sig.

Og hvor folk i centret, før i tiden, ofte spurgte mig til råds om træning, eller kommenterede på mine muskler, så kom jeg en dag til at tænke på, at det da vist efterhånden var et par år siden det var sket sidst. Jeg følte mig pludselig usynlig og meget meget middelmådig. Ikke at det var en følelse der dominerede mit liv, jeg har trods alt også andre kompetancer og andre ting i mit liv, der giver mening og identitet, end bare at være en muskelfyr, men alligevel. Det krævede en reel indsats at give slip på den identitet, der havde fulgt mig i så mange år. En del af mit ego fik et lille knæk da jeg kunne mærke at andre ikke længere så mig som en med store flotte muskler.

Steroider

Heldigvis har jeg i det mindste aldrig taget steroider. For dem som supplerer deres besættelse af at blive stor og stærk med steroider og anden kemi, vil der sandsynligvis være en hel kaskade både fysiske og psykiske problemer, man skal vikle sig ud af på et tidspunkt. Du kan læse en meget ærlig beretning om hvordan det kan være i denne fantastiske artikel:

Var det så det hele værd?  
Hvis jeg tager alt det positive og alt det negative og stiller det op ved siden af hinanden, så bliver min konklusion dog soleklar: Det var helt klart det hele værd. Hvis jeg var 18 år igen og skulle vælge om jeg skulle begynde på en årrække med massiv styrketræning eller ej, så ville jeg helt sikkert vælge at starte igen. Jeg har haft mange fantastiske oplevelser og følelser gennem årene, fordi jeg valgte at blive løfter, og på trods af skader, identitetskrise, madbesættelse og tanker der konstant kredsede om træning, så føler jeg at det var nogle gode år.

Og de fortsætter heldigvis. Godt nok træner jeg nu kun 2 dage om ugen, og jeg har fået mange andre ting der fylder i mit liv, men på en eller anden måde er styrketræningen stadig en grundpille i mit liv, som jeg konstant vender tilbage til.

 

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her: