• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Bare rolig – én genstand om dagen er stadig sundt

Skrevet af Nikolaj Bach, BSc. Scient. Med. og personlig træner

”En genstand om dagen kan 'forkorte dit liv'”

Sådan skrev BBC forleden som reaktion på et nyt studie, og i anledning af at de engelske anbefalinger for alkoholindtag er blevet sat ned. Og flere internationale medier fulgte trop med lignende overskrifter.

Bare rolig – én genstand om dagen er stadig sundt

Det er selvfølgelig dårlige nyheder for dig, der godt kan lide at nyde en kold øl i sommersolen. Således skriver forskerne i deres konklusion at de personer der indtog 0-100 g alkohol om ugen (op til en genstand om dagen), havde en lavere risiko for at dø, end de der indtog mere – op til 350+ g alkohol om ugen, der gennemsnitligt forkortede levetiden med 4-5 år.

Ser man umiddelbart på studiets konklusion, så bakker det altså ikke op om at et lavt alkoholindtag skulle være forbundet med en gavnlig effekt på levetid, og særligt hjertekarsygdom – som man ellers har observeret i tidligere studier. Det ser man fx i en tidligere meta-analyse af 34 studier (1).

Her følger dødeligheden altså en såkaldt J-formet kurve, hvor mænd der drikker 2-4 genstande og kvinder der drikker 1-2 genstand om dagen, lever længere end de der slet ikke drikker, og dem der drikker mere.

Men det nye studie af Wood et al. bringer altså umiddelbart dårlige nyheder, for folk der godt kan lide at nyde et glas vin eller to. Læser man forskernes abstract må man altså nå til den konklusion, at det er sundest slet ikke at drikke.

Den gode nyhed er så at det ikke passer. Forskerne har nemlig udeladt vigtige detaljer fra resultaterne i abstractet og i figurerne i artiklen. Det nye studie er således et godt eksempel på at man ikke kun skal være kritisk overfor hvordan sundhedsjournalisterne tolker forskning, men også være opmærksom på at forskere nogle gange har interesse i at deres studier har nyhedsværdi, og ikke bare bekræfter tidligere fund.

Derfor skal man altid læse videnskabelige studier grundigt, i stedet for at skimme gennem abstractet.

Så knap en kold øl op, for nu ser jeg nærmere på den videnskabelige artikel, og hvad studiet i virkeligheden viser.

Hvad er der galt med forskernes artikel?

Det nye studie er et såkaldt epidemiologisk studie, hvor man har undersøgt data angående alkoholindtag og dødelighed i en stor population af mennesker, og sammenlignet dem med antal dødsfald og hjertekarsygdom. Således indeholder analysen altså data fra i alt 599.912 personer, fordelt på 83 studier (2).

Og ser man på figuren i resultatafsnittet, så er der ikke nogen lavere dødelighed for et moderat alkoholindtag, end der er når man nærmer sig nulpunktet.

Graf over alkoholindtag

Men hov, hvad sker der hvis vi graver dybt ned i appendikset, og finder den figur hvor de også har inkluderet data fra de folk der aldrig drikker?

Graf over alkoholindtag

Så ser vi pludselig at der er en lavere dødelig blandt folk der drikker op til 200 g alkohol om ugen, end de der aldrig drikker! Hvor 100 g alkohol om ugen (~1 genstand om dagen) nok ser ud til at være sundere end 200 g (~2 genstande om dagen), så er begge dele altså forbundet med en lavere dødelighed end slet ikke at drikke.

Men forskerne har altså ekskluderet data fra folk der aldrig drikker fra resultatafsnittet, sådan at dette hverken fremgår tydeligt i abstractet eller i artiklen. Jeg har svært ved at se nogen anden grund til det, end at de prøver at give studiet en nyhedsværdi som det ikke har, ved at kunne hævde at grænseværdierne for alkoholindtag er for høje – hvilket de netop ikke er, hvis man inddrager alle data.

 

Et lavt indtag af alkohol er stadig sundt

Der er ikke noget galt i at drikke et glas vin eller en øl om dagen. Det kan sikkert være ganske sundt. Jeg siger ikke at du skal begynde at drikke alkohol for at blive sundere, men hvis du i forvejen nyder lidt alkohol af lyst, kan du fint fortsætte.

Så kan man sige, at der jo er tale om observationelle studier, og at sundhedseffekterne ikke udelukkende kan tilskrives alkohol. Måske folk der drikker lidt alkohol bare lever sundere, eller at moderat alkoholnydelse giver dem mere livskvalitet og glæde, og derigennem et længere liv?

Det er måske en del af forklaringen. Personligt synes jeg ikke der er noget der er mere luksus end at smække en frysepizza i ovnen og skænke et glas rødvin, eller at slappe af med en iskold Corona inden sengetid. Folk der er glade lever længere.

Men der er sandsynligvis også en positiv virkning af alkoholen i sig selv. Ellers er det svært at forklare at den positive effekt af et lavt alkoholindtag dels eksisterer på tværs af mange typer befolkninger, og dels er særligt udtalt på hjertekarsygdom specifikt.
Det hænger godt sammen med at vin indeholder gavnlige komponentet som resveratrol og antioxidanter, og at øl indeholder fytokemikalier fra humle og malt (3-6).

Et nyt studie viste endda at én pilsner om dagen forbedrede insulinfølsomheden og kolesterolværdier, sammenlignet med en alkoholfri pilsner (7). Der er derfor god grund til at tro at alkoholen i sig selv kan have en gavnlig effekt.

Men husk nu at det drejer sig om et moderat indtag, fordelt over ugen. Det er en rigtig god idé at holde sig inden for Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at drikke maksimalt 14 genstande om ugen for mænd, og 7 for kvinder, og højst 5 genstande ved samme lejlighed. Meget alkohol er nemlig meget usundt.

Hvad med alkohol og træning?

Hvad så med dig der gerne vil være større og stærkere? Jeg har jo trods alt en del løfteglade læsere. Hvad betyder alkohol for din styrketræning?

Grundlæggende er alkohol giftigt for muskelmassen. Det er derfor alkoholikere udover abdominal fedtlagring (ølvom) også er karakteriseret ved meget tynde ben. Alkohol æder simpelthen deres muskelmasse.

Således viste et studie at når forsøgspersonerne indtog 12 genstande alkohol i perioden efter træning så bremsede det deres muskelopbygning ganske kraftigt. Således steg muskelproteinsyntesen med kun 29 % i de forsøgspersoner, der indtog alkohol og kulhydrat, 57 % i de forsøgspersoner der indtog alkohol og valleprotein, og 109 % i de forsøgspersoner der kun indtog valleprotein (8).

Graf over alkoholindtag

Så en druktur sænker altså muskelopbygningen til omkring det halve, også selvom man indtager tilstrækkeligt med protein i perioden efter træning.

Det er selvfølgelig en voldsom effekt, men man skal huske at 12 genstande af gangen jo netop er et meget højt alkoholindtag, der i alle tilfælde ikke er sundt ved kroppen. Det siger altså ikke noget om hvorvidt et par bajere påvirker dine buler på armene.

Således findes der masser af ting der i små doser har neutral eller gavnlig effekt på muskelopbygning – men i større doser hæmmer muskelvækst ganske udtalt. Det kunne fx være mikroskopisk muskelskade, antioxidanter, eller antiinflammatoriske modaliteter (9-13).

Med andre ord, så er der ikke evidens for at et lavt, sundt, alkoholindtag, har nogen negativ effekt på dine gains. Men alt med måde. Skål!

Kilder:

(1) Di Castelnuovo A1, Costanzo S, Bagnardi V, Donati MB, Iacoviello L, de Gaetano G. Arch Intern Med. 2006 Dec 11-25;166(22):2437-45. Alcohol dosing and total mortality in men and women: an updated meta-analysis of 34 prospective studies.

(2) Wood, Angela MWood, Angela M et al. Risk thresholds for alcohol consumption: combined analysis of individual-participant data for 599 912 current drinkers in 83 prospective studies. The Lancet , Volume 391 , Issue 10129 , 1513 – 1523

(3) Xiaohui Guo,1 Anna Tresserra-Rimbau,1,2 Ramón Estruch,2,3 Miguel A. Martínez-González,2,4,5 Alexander Medina-Remón,2,3 Montserrat Fitó,2,6 Dolores Corella,2,7 Jordi Salas-Salvadó,2,8 Maria Puy Portillo,2,9 Juan J. Moreno,1 Xavier Pi-Sunyer,10 and Rosa M. Lamuela-Raventós1,2,* Polyphenol Levels Are Inversely Correlated with Body Weight and Obesity in an Elderly Population after 5 Years of Follow Up (The Randomised PREDIMED Study)

(4) Dirk W Droste,1 Catalina Iliescu,2 Michel Vaillant,3 Manon Gantenbein,2 Nancy De Bremaeker,2 Charlotte Lieunard,2 Telma Velez,2 Michèle Meyer,2 Tessy Guth,3 Andrea Kuemmerle,4 Georges Gilson,5 and Anna Chioti2. A daily glass of red wine associated with lifestyle changes independently improves blood lipids in patients with carotid arteriosclerosis: results from a randomized controlled trial. Nutr J. 2013; 12: 147. Published online 2013 Nov 15. doi: 10.1186/1475-2891-12-147 PMCID: PMC3833853

(5) Melissa M. Markoski,1,2 Juliano Garavaglia,3,4 Aline Oliveira,2 Jessica Olivaes,1 and Aline Marcadenti2,3. Molecular Properties of Red Wine Compounds and Cardiometabolic Benefits. Nutr Metab Insights. 2016; 9: 51–57. Published online 2016 Aug 2. doi: 10.4137/NMI.S32909 PMCID: PMC4973766

(6) Schrieks IC1, Heil AL2, Hendriks HF3, Mukamal KJ4, Beulens JW2. The effect of alcohol consumption on insulin sensitivity and glycemic status: a systematic review and meta-analysis of intervention studies. Diabetes Care 38.4 (2015): 723-732.

(7) Nogueira LC1, do Rio RF1, Lollo PCB2, Ferreira IMPLVO3. Moderate Alcoholic Beer Consumption: The Effects on the Lipid Profile and Insulin Sensitivity of Adult Men. J Food Sci. 2017 Jun 16. doi: 10.1111/1750-3841.13746.

(8) Parr EB, Camera DM, Areta JL, et al. Alcohol Ingestion Impairs Maximal Post-Exercise Rates of Myofibrillar Protein Synthesis following a Single Bout of Concurrent Training. Alway SE, ed. PLoS ONE. 2014;9(2):e88384. doi:10.1371/journal.pone.0088384

(9) Brad Schoenfeld. Exercise-Induced Muscle Damage and Hypertrophy: A Closer Look Reveals the Jury is Still Out. 2018.

(10) Trappe, T. A., White, F., Lambert, C. P., Cesar, D., Hellerstein, M., & Evans, W. J. (2002). Effect of ibuprofen and acetaminophen on postexercise muscle protein synthesis. American Journal of Physiology-Endocrinology and Metabolism, 282(3), E551-E556.

(11) Lilja, M., Mandić, M., Apró, W., Melin, M., Olsson, K., Rosenborg, S., Gustafsson, T. and Lundberg, T. R. (2018), High doses of anti-inflammatory drugs compromise muscle strength and hypertrophic adaptations to resistance training in young adults. Acta Physiol, 222: n/a, e12948.

(12) Bjørnsen T, Salvesen S, Berntsen S, Hetlelid KJ, Stea TH, Lohne-Seiler H, Rohde G, Haraldstad K, Raastad T, Køpp U, Haugeberg G, Mansoor MA, Bastani NE, Blomhoff R, Stølevik SB, Seynnes OR, Paulsen G. Vitamin C and E supplementation blunts increases in total lean body mass in elderly men after strength training. Scand J Med Sci Sports. 2016 Jul;26(7):755-63. doi: 10.1111/sms.12506.

(13) Roberts LA, Raastad T, Markworth JF, Figueiredo VC, Egner IM, Shield A, Cameron-Smith D, Coombes JS, Peake JM. Post-exercise cold water immersion attenuates acute anabolic signalling and long-term adaptations in muscle to strength  

 

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

Facebook

100.000+

Kontakt