• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Beer gains! Øl forbedrer din insulinfølsomhed?!


Skrevet af Nikolaj Bach, BSc. Scient. Med.

”Milk is for babies. When you grow up, you have to drink beer.”

Sådan svarede Arnold i det legendariske dokudrama Pumping Iron, da en fan spurgte hvilken type mælk Arnold drak. Nu var hverken paleo eller Peter Falktoft opfundet på den tid (hvorfor perioden i dag er kendt som The Golden Age), så jeg vil tro at Arnolds affinitet for øl frem for mælk skyldtes at han er fra Østrig, hvor folk jo elsker de gyldne dråber, og det faktum at Arnold altid har været en kæmpe drengerøv.

Ikke desto mindre bringer jeg gode nyheder for dig der godt kan lide en kold bajer. For det tyder faktisk på at lidt øl i ny og næ ikke er en dårlig idé, hvis du vil have arme som Arnold!

Okay, okay. Det er måske for meget sagt, for der hører nok også en dianabol eller to med i den ligning. Men et nyt studie indikerer faktisk at et moderat indtag af øl har en positiv effekt på blodsukkerreguleringen og insulinfølsomheden.

Beer

Der findes flere studier som har vist en positiv sammenhæng mellem et moderat indtag af alkohol og visse sundhedseffekter i forskellige populationer. Men disse studier har primært været af den observationelle art, hvor man kun kan se om en adfærd er forbundet med en effekt – ikke om den forårsager den. Det kan nemlig være meget svært at fastslå om folk, der drikker et glas rødvin i ny og næ, også er mere sundhedsbevidste generelt, og mere tilbøjelige til at træffe sunde madvalg eller være fysisk aktive, end folk der slet ikke drikker.

Og hvor visse interventionsstudier viser at alkoholfri øl måske kan medføre visse sundhedseffekter (1,2), så er det ingenlunde det samme som at dette vil være tilfældet for almindelig øl, da vi ved at et overdrevent alkoholforbrug er disponerende for en lang række lidelser og livsstilssygdomme.

I det nye interventionsstudie har man dog undersøgt effekten af almindelig øl, altså indeholdende alkohol. Og her så man at én øl dagligt øgede insulinfølsomheden og forbedrede kolesterolværdierne i forsøgsdeltagerne. Insulinfølsomhed er en markør for metabolisk sundhed, da det er udtryk for en bedre regulering af blodsukkeret, og flere mener at en god insulinfølsomhed er forbundet med et mere favorabelt forhold mellem øgningen i muskelmasse og fedtmasse i et kalorieoverskud – med andre ord, at man kan øge muskelmassen mere, uden at tage lige så meget fedt på, under et bulk.

Så det er potentielt gode nyheder, hvis man godt kan lide at rocke en six pack på torsoen, men også gerne vil have en six pack stående i køleskabet. Lad os derfor se nærmere på Moderate Alcoholic Beer Consumption: The Effects on the Lipid Profile and Insulin Sensitivity of Adult Men, der netop er blevet publiceret i Journal of Food Science (3).

Kort om studiet:

Forsøget bestod af 3 faser, hvor forsøgspersonerne udover at variere deres alkoholindtag, spiste som normalvis:

  • I første fase satte man 15 raske voksne mænd, med et lavt til moderat alkoholforbrug, til at holde sig fra at indtage alkohol i 30 dage.
  • I anden fase drak de dagligt 330 ml (altså mængden i en standard flaske) alkoholfri øl med 0,6 % alkohol, i 30 dage.
  • I tredje fase drak de 330 ml pilsner med 6 % alkohol, hver dag i 30 dage.

Man tog blodprøver fra forsøgspersonerne ved starten af første fase, efter første fase, efter anden fase, og efter tredje fase.

Beer cheer

Hvad fandt man ud af?

Efter at have indtaget én flaske 6% pilsner om dagen i en måned, havde forsøgspersonerne forbedret deres insulinfølsomhed. Således havde de statistisk signifikante lavere niveauer af både insulin og glukose i blodprøverne, sammenlignet med efter perioden uden alkohol, eller efter indtag af alkoholfri øl.

Men ikke nok med det. Man så også en forbedring af kolesterolværdierne. Således var der et fald i det ”dårlige” LDL-kolesterol, og en øgning i det ”gode” HDL-kolesterol efter en måneds indtag af pilsner, sammenlignet med alkoholfri øl.

Hvad er interessant ved studiet?

Det ser altså ikke helt skidt ud, folkens. Mange folk indenfor fitnessverdenen tror at selv en lille mængde alkohol æder deres muskelmasse, og skader deres sundhed. Men det ser altså ikke ud til at være tilfældet.

At moderat alkoholindtagelse kan måske kan forbedre insulinfølsomheden er i overensstemmelse med et systematisk review og meta analyse af Schrieks et al fra 2015, der fandt at resultaterne fra interventionsstudier overordnet viste at et moderat alkoholindtag sænkede insulin og langtidsblodsukkeret, HbA1c (4).

Forskerne bag det nye studie spekulerer i at effekten skyldes øllets indhold af gavnlige fytokemikalier og antioxidanter fra malt og humle, men at alkoholindholdet i sig selv også har en effekt. I forsøget så man netop at almindelig øl forbedrede insulinfølsomheden og kolesterolværdierne i forhold til alkoholfri øl, der rent faktisk øgede LDL. Selvom almindelig øl sænkede LDL igen, nåede værdien alligevel ikke ned på samme niveau som efter fase 1, hvor man ikke indtog øl af nogen art (83,9 kontra 120,1 mg/dL). Så er spørgsmålet om længere tids indtagelse af øl ville bringe værdien nærmere dette niveau, eller om den var stabiliseret efter 30 dage. I alle tilfælde var der efter alle faser tale om LDL-værdier, som man ikke ville klassificere som klinisk problematiske.

Forsøget har selvfølgelig visse begrænsninger. For det første siger det ikke noget om langtidseffekten af at et moderat alkoholforbrug, udover hvad man kan observere i 30 dage. For det andet er det udført i mænd, og effekten kan ikke overføres direkte på kvinder, der har en lavere tolerans over for alkohol.

Og så er studiet ikke på nogen måde et argument for at drikke store mængder alkohol, som der med sikkerhed er forbundet med sundhedsrisici. Man har kun set en potentielt gavnlig effekt af et moderat indtag, og der er desuden forskel på at drikke én øl om dagen, kontra at drikke 7 øl om fredagen.

Men med de forbehold, så kan man altså godt være sund og samtidig have et moderat forbrug af Tuborg, Corona, Budweiser, eller hvad du nu ellers foretrækker. Det er sommer, så løft nogle vægte, tænd op i grillen, og crack open a cold one with the boys. Det er sgu nok ikke så slemt.

Citat elementMange folk indenfor fitnessverdenen tror at selv en lille mængde alkohol æder deres muskelmasse, og skader deres sundhed. Men det ser altså ikke ud til at være tilfældet
 

Kilder:

(1) Scherr J, Nieman DC, Schuster T, Habermann J, Rank M, Braun S, Pressler A, Wolfarth B, Halle M. Nonalcoholic beer reduces inflammation and incidence of respiratory tract illness. Med Sci Sports Exerc. 2012 Jan;44(1):18-26.
(2) Sohrabvandi S, Mousavi SM, Razavi SH, Mortazavian AM, Rezaei K. Alcohol-free Beer: Methods of Production, Sensorial Defects, and Healthful Effects, Food Reviews International. 2010;26:4, 335-352.
(3) Nogueira LC1, do Rio RF1, Lollo PCB2, Ferreira IMPLVO3. Moderate Alcoholic Beer Consumption: The Effects on the Lipid Profile and Insulin Sensitivity of Adult Men. J Food Sci. 2017 Jun 16. doi: 10.1111/1750-3841.13746.
(4) Schrieks IC1, Heil AL2, Hendriks HF3, Mukamal KJ4, Beulens JW2. The effect of alcohol consumption on insulin sensitivity and glycemic status: a systematic review and meta-analysis of intervention studies. Diabetes Care 38.4 (2015): 723-732.

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

 

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her: