• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

VitaePro - norsk snakeoil eller lødigt kosttilskud?

Skrevet af Brian Henneberg, Fysioterapeut

For tiden bliver vi bombarderet med reklamer for ‘mormor-kosttilskuddet’ VitaePro, som især markedsføres til ældre, som gerne vil leve et aktivt liv.

Reklamerne kører både på tv, på diverse hjemmesider og i ugeblade som f.eks. Hjemmet, og i reklamerne flyver det rundt med påstande om hvor fantastisk VitaePro er. Kosttilskuddet er blevet umådeligt populært blandt ældre, og folk med led og muskelsmerter, og måske kender du selv nogle der tager det.

I denne artikel vil jeg se lidt nærmere på VitaePro, for at se om der nu også er dokumentation for deres påstande. Hvis din mormor spørger dig om det der Vitaepro mon er værd at investere i, kan du give hende svar på tiltale efter du har læst denne artikel.

Hvad er VitaePro?

VitaePro er fremstillet af virksomheden VitaeLab, som er en del af NutraQ-koncernen med hovedsæde i Norge. Ifølge deres hjemmeside er de en af Nordens største leverandører af produkter indenfor helse og personlig pleje.

På deres hjemmeside kan man også finde et punkt der hedder: Hvilken effekt har VitaePro? Her fremgår det at VitaePro:

  • Indeholder Boswellia serrata, som er med til at holde leddene komfortable.
  • Indeholder vitamin D som hjælper til at vedligeholde en normal muskelfunktion.
  • Indeholder omega 3-fedtsyrerne DHA og EPA som bidrager til normal hjertefunktion. Gavnlig effekt på hjertet ved indtagelse af 250 mg DHA/EPA dagligt.
  • Indeholder vitamin C som medvirker til at mindske træthed og udmattelse.
  • Indeholder antioxidanten selen samt C- og E-vitaminer, som hjælper med at beskytte cellerne mod oxidativ stress.
  • Indeholder selen samt vitamin C og D, der bidrager til at beskytte immunsystemets normale funktion.
  • Indeholder vitamin C som bidrager til normal dannelse af kollagen, der har betydning for normalt fungerende brusk.

Ser vi på VitaePros ingrediensliste, ser den således ud:

Næringsindhold 1 kapsel
Astaxanthin 2,0 mg
Lutein, zeaxanthin 7,2 mg
Indisk salaitre
(Boswellia serrata-ekstrakt)
100 mg
Vitamin C 100 mg 125%*
Vitamin D3 10 µg 200%*
Vitamin E 12 mg a-TE 100%*
Selen 55 µg 100%*
Omega 3 fedtsyrer totalt
(som triglyserider)

- heraf DHA

- heraf EPA

130 mg

90 mg

35 mg

Lad os kigge nærmere på ingredienslisten og de påståede effekter.

C + D + E vitamin

Der er ingen tvivl om at disse tre vitaminer er essentielle for at den menneskelige organime kan fungere optimalt. De påstande der er omkring vitaminer i VitaePros markedsføringsmateriale er som sådan ikke usande:

  • Hjælper til at vedligeholde en normal muskelfunktion
  • Medvirker til at mindske træthed og udmattelse
  • Hjælper med at beskytte cellerne mod oxidativ stress
  • Bidrager til at beskytte immunsystemets normale funktion
  • Bidrager til normal dannelse af kollagen, der har betydning for normalt fungerende brusk

Problemet er bare disse sætninger er formuleret på en måde, så man let kan få det indtryk at VitaePro bedrer alle disse ting. Men det er egentlig ikke det der står. Alt det ovenstående er egentlig bare generelle fysiologiske påstande om hvordan forskellige vitaminer påvirker den menneskelige fysik.

VitaePro - norsk snakeoil eller lødigt kosttilskud?

Sætningen ‘c-vitamin medvirker til at mindske træthed og udmattelse’ er rimelig speget, da træthed og udmattelse kan skyldes et hav af forskellige faktorer. De fleste af os er trætte, fordi vi arbejder for meget, sover for lidt, har børn osv osv. Betyder det at vi med et c-vitamintilskud kunne blive super energiske? Nej, selvfølgelig ikke. Måske hvis vi er trætte fordi vi er i decideret c-vitamin mangel, kunne der være noget at hente.

Normalt, når man siger at ‘d-vitamin spiller en rolle for normal muskelfunktion’, så skal det jo forstås på den måde at man ved at d-vitamin spiller en rolle i denne henseende, og hvis du har decideret mangel på d-vitamin, kan du derfor få problemer med muskelfunktionen. Derfor er det en god idé at få den anbefalede daglige mængde d-vitamin, som ifølge sundhedsstyrelsen er 10 μg for de fleste.

Men det betyder ikke at du kan booste din fysik over vanligt niveau, hvis du nu rent faktisk får de vitaminer du skal have i forvejen, og så supplerer med noget ekstra (overdosering). I VitaePro er der 10 μg d-vitamin pr. kapsel, og tager du én kapsel om dagen, er du sådan set dækket ind. Tager du to kapsler får du den dobbelte mængde af det anbefalede, men bare lige så der ikke opstår misforståelser, så betyder det jo ikke at du får en dobbelt så god muskelfunktion.

Eller at du bliver halvt så træt, hvis du tager den dobbelte mængde c-vitamin. Det påstår folkene bag VitaePro så heller ikke, men de er nu heller ikke ret gode til at fremhæve, at de vitaminer der er i deres produkt, sådan set kun har en positiv effekt, såfremt man er i underskud af de tre vitaminer.

Mens mange danskere, ifølge flere undersøgelser, er i d-vitaminunderskud, er der ikke noget der tyder på at c- og e-vitaminmangel er et stort problem. Man kan derfor vælge at se VitaePro som en vitaminpille, hvor vi måske reelt set kun har brug for d-vitaminen. Men er VitaePro den billigste måde at få d-vitamin på? 60 kapsler til 338 kr. giver en stykpris på 5.60 kr. pr. kapsel. Det er nok det dyreste d-vitamintilskud på det danske marked.

Ser vi på påstanden om at ‘c-vitamin kan bidrage til normal dannelse af kollagen, der har betydning for normalt fungerende brusk’, så er der modstridende forskning på området. I et studie fra 2008 lavet in vitro (dvs. på væv taget ud af kroppen) fandt man at c-vitamin, så ud til at kunne reducere degeneration af ledbrusk fra geder, når det blev udsat for statisk tryk. Der er imidlertid et stykke vej fra dette studie til at kunne konkludere at c-vitamin så også kan hjælpe på dannelse af kollagen i nedslidte menneskeknæ.

I et studie fra 2014, lavet på mennesker fandt man faktisk at c-vitamin ikke bare ikke gav nogen beskyttelse mod slidgigt i knæet, men at høje niveauer af cirkulerende c- og e-vitamin faktisk øgede risikoen for slidgigt i knæene.

Uanset om man finder positive eller negative studier, må vi dog nok sande at klokkeklare sammenhænge mellem c-vitamin og slidgigt i knæet er utroligt svære at fastslå, da der er en myriade andre faktorer, som spiller ind på ‘komforten i knæene’.

Omega 3 fedtsyrer

Vitaepro indeholder også omega 3 fedt. Omega 3 fedt er essentielt for at vores kroppe kan fungere, og ifølge European Food Safety Authority (EFSA), bør vi indtage mindst 250 mg om dagen. I VitaePro er der 130 mg pr. kapsel, hvilket betyder at man faktisk skal tage 2 kapsler om dagen for at komme op på dette niveau.

Vælger man at anvende VitaePro for at få omega 3 fedt, koster det 11.20 kr. om dagen, hvilket du kan få pænt meget omega 3 fedt (og d-vitamin) for fra en række andre producenter. I Candidlabs store test af Omega 3 fedt fremgår det at en daglig dosis omega 3 fedt kan købes på det danske marked for 1.19-2.2 kr om dagen (top 3 produkter).

Lutein, zeaxanthin, astaxantin og selen

Zeaxanthin og lutein er søsterstoffer, som findes i mange planter. De karakteriseres som beta-carotener, som de fleste kender fra f.eks. gulerødder. I fødevareindustrien bliver de brugt som gult farvestof og har e-numrene E161b og E161h.

Astaxantin minder lidt om lutein og zeaxanthin på den måde at det også er et gulligt farvestof. Astaxantin har e-nummeret E161j. Det kan både fremstilles syntetisk, men kan også udvindes fra f.eks. krill, alger eller rejer. I VitaePro anvendes et udtræk fra alger.

Normalt markedsføres disse tre stoffer, hos andre kosttilskudsproducenter, som stoffer der er gode for øjnene, mens de i VitaePro, ser ud til at være taget med i kraft af at deres virkning som antioxidanter.

Selen er grundstof nr. 34, og det ser også ud til at være føjet til VitaePro i kraft dets egenskab som antioxidant. Ifølge fødevarestyrelsen bør vi i indtage 40-55 μg selen dagligt og bortset fra nogle særlige selen-fattige egne i Kina, er selen mangel ikke noget man ser. Mangler man selen kan man f.eks. få den sygdom der hedder Keshans sygdom, som er karakteriseret af hjerteproblemer.

Lutein, zeaxanthin, astaxantin og selen

Om der er sandhed i påstanden om at ‘selen bidrager til at beskytte immunsystemets normale funktion’ er det også svært at finde et klart svar på. I et studie med titlen ‘The influence of selenium on immune responses’ var konklusionen at: ‘Sammenhængen mellem selenniveauet i kroppen og immunforsvaret, ser ud til at være mere komplekst end den simplificerede påstand om at ‘selen generelt set er en immunbooster’.

Der kan sagtens være en sammenhæng, men selvom der så er en sammenhæng, er der så nogen grund til at spise selentilskud, hvis vi i forvejen får rigeligt gennem kosten? Det er der simpelthen ingen der ved.

Antioxidanter er et tveægget sværd, især for folk der træner For folk der træner kan det muligvis også være problematisk med antioxidanter. Det vi er sikre på er, at træning øger niveauet af frie iltradikaler i de aktive muskler. Vi ved også at forhøjede niveauer af frie iltradikaler kan resultere i oxidativt stress og hurtigere muskulær udtrætning. OG vi ved, at antioxidanter er effektive ift. at reducere mængden af frie iltradikaler.

Men det er så også lige heromkring at usikkerheden begynder. For er træningsinduceret oxidativt stress ubetinget noget negativt? Og kan indtag af antioxidanter forhindre muskulær udtrætning? Problemet med ukritisk indtag af store mængder antioxidanter er, at det man prøver at bekæmpe, som frie iltradikaler og inflammation, faktisk ser ud til at spille en rolle i f.eks. hypertrofiresponset efter styrketræning.

Der er altså en risiko for at man skyder sig selv i foden, ved at forsøge at minimere de ’negative’ aspekter ved træning. Man kan risikere at bremse hypertrofiresponset i sin iver efter at optimere det.

Desuden ser det ud til, at der er forskel på ældre og unge individer, hvor ældre og syge måske har gavn af tilskud, mens unge, som har et bedre antioxidative systemer, ser ud til at få mere negative resultater ved at anvende antioxidanter. Lidt inflammation og en lille akut stigning i frie iltradikaler efter træning ser ud til at være fremmende for hypertrofisignalerne, mens for meget er skadeligt.

Hvor meget vi skal supplere med af antioxidanter for at ramme the sweet spot ved vi ganske enkelt ikke. Og hvorvidt antioxidanter har en positiv eller negativ indflydelse på restitutionen og forbedrer eller forværrer effekten af træning, er et åbent spørgsmål som vi endnu ikke har et klart svar på, fordi de processer vi prøver at få overblik over, og prøver at påvirke, er så komplekse.

Om det er direkte sundhedsskadeligt at indtage tilskud af lutein, zeaxanthin, astaxantin og selen er nok tvivlsomt, men i et studie fra 2009 fandt man faktisk en sammenhæng mellem luteintilskud og en øget risiko for lungekræft. Hos de personer, som de sidste 10 år havde anvendt luteintilskud, så man en 120 % stigning i risikoen for lungekræft. Man har også i andre studier set at beta carotener har øget risikoen for lungekræft hos rygere.

Man ved også at antioxidanter i visse tilfælde slet ikke virker som antioxidanter, men som prooxidanter, dvs. stoffer som rent faktisk skaber oxidativt stress. Det gælder f.eks. c-vitamin i kombination med jern.

Boswellia serrata

Boswellia serrata hedder på dansk indisk røgelsestræ og som kosttilskud er boswellia serrata et udtræk af saften af dette træ. På VitaePros hjemmeside står der at boswellia serrata ’er med til at holde leddene komfortable’, hvilket er en noget vag og flydende påstand, for hvad er komfortable led?

Man kan måske vende den om og sige at hvis man har slidgigt i knæene, så er de sandsynligvis ikke komfortable, men hvordan ser det ud med boswellia serrata som tilskud til folk med slidgigt i knæene?

Ja her kom der faktisk et stort systematisk review, med metaanalyse, i april 2018, hvor forskerne konkluderede at: ’Boswellia muligvis kan være en værdifuld tilføjelse til slidgigtbehandling, ved at mindske symptomer. Forskningen på området er dog ikke tilstrækkelig, i hverken størrelse eller kvalitet, til at man kan lave nogle meningsfulde praktiske anbefalinger.’

Boswellia serrata

I et andet review fra 2016 skriver forskerne: ‘Begrænset evidens bakker op om anbefalinger om brug af boswellia hos patienter med slidgigt, på trods af den meget ringe kvalitet i de studier der ligger’.

På Cochrane skrev de i 2014 om boswellia og slidgigt: ‘Evidensen for boswellia serrata er af moderat kvalitet, og i lyset af den lave risiko for bivirkninger, giver det mening at forske mere i denne sammenhæng’.

Det er altså ikke fordi der er vildt god evidens for at boswellia kan ’holde leddene komfortable’, men VitaePros påstande kan til dels godt forsvares, og boswellia kan være et af de græsstrå, som folk med ondt knæene kan klamre sig til i håbet om bare en lille smule lindring.

Om der kan være nogle synergieffekter mellem nogle af de stoffer der er i VitaePro, som gør at de forstærker effekten af hinanden, ved vi simpelthen ikke endnu.

Konklusion

Tager vi et samlet blik på VitaePro, så tegner der sig et billede af at det er et produkt, som indeholder et stof (boswellia serrata), som muligvis kan være gavnligt for folk med slidgigt i knæene. Boswellia serrata kan dog købes for sig selv, langt billigere end VitaePro kan tilbyde. Det der skulle retfærdiggøre den høje pris på 5.60 kr. pr. kapsel må så være de andre indholdsstoffer der er i produktet.

Her er dog tale om et meget lavt indhold af omega 3 fedt; en lav dosis d-vitamin (sammenlignet med andre produkter på markedet); unødvendige tilskud af c- og e-vitamin samt selen, og sidst men ikke mindst, antioxidanter, fra flere forskellige tvivlsomme kilder, som måske gør noget godt, måske gør ingenting, og måske gør noget skidt.

Alt i alt scorer VitaePro ikke specielt højt på en liste over kosttilskud med beviselig effekt og lav pris. I denne guide, har jeg gennemgået mange af de kosttilskud der findes på markedet, og har vurderet evidensniveauet. Nogle af dem der har scoret højt er f.eks. kreatin, beta lanin, koffein og bikarbonat.

 

Kilder:

Jessie A. Satia, Alyson Littman, Christopher G. Slatore, Joseph A. Galanko, and Emily White. Long-term Use of β-Carotene, Retinol, Lycopene, and Lutein Supplements and Lung Cancer Risk: Results From the VITamins And Lifestyle (VITAL) Study Am J Epidemiol. 2009 Apr 1; 169(7): 815–828.

Bannuru RR1, Osani MC2, Al-Eid F2, Wang C3. Efficacy of curcumin and Boswellia for knee osteoarthritis: Systematic review and meta-analysis. Semin Arthritis Rheum. 2018 Mar 10. pii: S0049-0172(18)30002-7. doi: 10.1016/j.semarthrit.2018.03.001. [Epub ahead of print]

Mobasheri A1, Henrotin Y2. Comment on: Efficacy of Curcumin and Boswellia for knee osteoarthritis: Systematic review and meta-analysis. Semin Arthritis Rheum. 2018 Apr 11. pii: S0049-0172(18)30173-2. doi: 10.1016/j.semarthrit.2018.04.002. [Epub ahead of print]

Peter R. Hoffmann and Marla J. Berry. The influence of selenium on immune responses. Mol Nutr Food Res. 2008 Nov; 52(11): 1273–1280.

Sharma G1, Saxena RK, Mishra P. Regeneration of static-load-degenerated articular cartilage extracellular matrix by vitamin C supplementation. Cell Tissue Res. 2008 Oct;334(1):111-20. doi: 10.1007/s00441-008-0666-9. Epub 2008 Aug 5.

R.K. Chaganti,1 I. Tolstykh,1 M.K. Javaid,2 T. Neogi,3 J. Torner,4 J. Curtis,5 P. Jacques,6 D. Felson,3 N.E. Lane,7 M.C. Nevitt,1 and the Multicenter Osteoarthritis Study Group (MOST). High Plasma Levels of Vitamin C and E Are Associated with Incident Radiographic Knee Osteoarthritis. Osteoarthritis Cartilage. 2014 Feb; 22(2): 190–196.

https://www.foedevarestyrelsen.dk/Selvbetjening/Vejledninger/naeringsdeklarationsvejledning/Sider/Bilag-4---Dagligt-referenceindtag-af-vitaminer-og-mineraler.aspx

https://www.vitaepro.dk/helseeffekter/

https://www.vitaepro.dk/ingredienser/

https://www.sst.dk/da/sundhed-og-livsstil/ernaering/d-vitamin

https://candidlab.com/da/supplement/fiskeolie/ 

 

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

Facebook

100.000+

Kontakt