• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Man skal være hård som en motherfucker

OL er det vildeste, man kan opnå inden for det, jeg brænder for, så hvis jeg skal suge i en astmainhalator én gang om dagen for at opnå dét, så er det sgu bare sådan, det er. Det vil jeg gerne ofre. Jeg vil ikke sidde tilbage og sige: Jamen, jeg skulle også passe på mig selv.


Der er klar udmelding fra 27-årige Chris Christensen, landsholdssvømmer og deltager ved OL i Beijing i 2008.  En del mandlige, danske svømmere på hans niveau bor og træner i USA. Men den model fungerer ikke for Chris, som hverken har velhavende forældre eller sponsorer. Derfor arbejder han ved siden af de ekstremt mange træningstimer, som talentudvikler for Swim Team Midtjylland.

Han står op klokken 5 om morgenen og er færdig med aftentræning mellem klokken 18 og 22. Jeg har spurgt ham, hvad det kræver at blive elitesportsudøver på hans niveau, hvad man må ofre og hvad man stiller op, når man bliver syg af at dyrke sin sport. Første offer viser sig allerede under interviewet. Chris fortæller, at han ikke drikker så meget som én eneste genstand før OL i Rio i 2016, som han er igang med at kvalificere sig til nu.

chris om at svømme sig til OL
Billede af Jens Dresling

Chris er let at lave en aftale med. Jeg skriver hvor, han skriver hvilken dag og hvilket tidspunkt. End of story. Han er der til tiden, lidt før endda, og han venter udenfor. Han taler klart og tydeligt - næsten i statements. Der er ikke noget sløseri; ikke noget der er tilfældigt eller til pynt. Jeg får indtryk af, at Chris taler, som han svømmer: disciplineret, ambitiøst.

Bornholm er omgivet af vand, og det er årsagen til, at Chris som 7-årig, lidt tilfældigt, blev meldt til svømning af sine forældre. Det foregik i Rønne Svømmeklub og allerede fra første svømmetime blev han opdaget af svømmeklubbens formand, som gjorde Chris' forældre opmærksomme på, at her var noget specielt. Han begyndte på talentholdet efter blot én time.

Lige nu træner du til OL. Hvor længe har det været et mål for dig?

Jeg blev interviewet som 10-årig af journalister fra lokalavisen på Bornholm - jeg har stadig artiklen. Overskriften er "10-årig med OL-drømme", og så står der en lille dreng med en medalje. Jeg har åbenbart allerede dengang vidst, at det var det, jeg ville. Det er den korte historie. Fra den dag har jeg knoklet for at nå det. Da jeg blev 13 år, accepterede mine forældre at flytte fra Rønne til Esbjerg for, at jeg kunne træne med min bedste træningskammerat. De skiftede job, bolig, alt for at give mig de bedste muligheder.

Det er rimelig ambitiøst?

Ja, helt vildt. Det er jo fuldstændig tåbeligt og ikke særlig rationelt.

Vil du gøre det samme for dit barn?

Det håber jeg, at jeg vil for - hold nu kæft - jeg ved virkelig ikke, hvor jeg ville have været, hvis vi ikke havde gjort det. Svømning er alt, hvad jeg ejer og har. Jeg kan slet ikke forestille mig at leve uden.

Men hvordan følger man med i skolen, når man bruger så meget tid på at svømme?

Det var heller aldrig min stærke side, og der var mine forældre dårlige til at være hårde nok ved mig. En tendens som mange forældre har, har jeg indtryk af. At de ikke er nok over deres børn med hensyn til, hvad de laver i skolen ... eller hvordan det går dem i det hele taget. Jeg blev jo mødt med den klassiske: "Nå, var det godt i skolen?". Og så var det det.

Hvordan kan du mærke, at det har haft en betydning?

Jeg fortryder ikke, at jeg har brugt så meget af mit liv på svømning, men jeg fortryder, at jeg ikke også har været mere ihærdig i skolen.

På hvilken måde?

Det ville have været rart med et gennemsnit, jeg kunne bruge til noget. Til at læse videre for eksempel.

Ved du, hvad du skal lave, når du ikke skal svømme mere og er det angstfyldt at tænke på?

Nej, men det har det måske lidt været. Jeg er ansat på fuld tid som talentudvikler i Herning, og der er grundlag for fremtidigt at kunne være svømmetræner og egentlig leve rigtig godt af det i Danmark. Jeg har aldrig kunnet finde ud af, hvad jeg skulle lave, hvis det ikke skal have noget med svømning at gøre. Det naturlige er jo at fortsætte med svømning og at stå op hver dag klokken 5 om morgenen og være til morgentræning og så have fri indtil klokken 16, hvor man så træner til klokken 18.

Sådan ser min hverdag ud, og jeg kan slet ikke forestille mig ikke at skulle gøre det på den måde, og der er heller ikke noget, jeg kunne forestille mig at bruge resten af mit liv på, hvis det ikke skal have med svømning at gøre. Og så åbner der sig jo så helt nye verdener inden for svømning, når man begynder at være svømmetræner. Jeg skal forholde mig til at rette på nogle unge mennesker, og jeg skal formidle den kropslige viden, jeg har, videre. Det, synes jeg, er meget interessant.



Billede af Team Danmark

De af mine svømmere, der træner mest, er 13, 14, 15 år og træner 8 gange om ugen, så jeg ser dem jo faktisk mere, end deres forældre gør. Man kan ikke undgå at blive en vigtig person i deres liv og påvirke dem rigtig meget. Det er sindssygt spændende at starte med en ufokuseret, flakkende dreng på 13 år, som nu er målrettet og seriøs, og stadig har det sjovt med det. Dét er fedt, synes jeg. At styre dem på rette vej.

Er der nogle af svømmepigerne, der bliver forelsket i dig?

Haha, ikke hvad jeg ved af. Det ved jeg sgu ikke ...

Hvad tænker man egentlig på, mens man ligger i vandet?

Det skal jo helst være en proces i forhold til at tænke teknik: Gør jeg nu det her rigtigt og hele tiden mærke efter, om man så gør det rigtigt. Det skal helst være der, man er. Men ofte kommer man jo til at bearbejde dagen i stedet. Man kommer til at tænke på alle mulige andre ting.

Det er noget, du "kommer til"; det vil sige, det er ikke optimalt?

Det er ikke optimalt. Men det er også rart at kunne koble af dernede. Og der er ingen lyd. Man kan bare være sig selv.

Hvis du, over for en, der aldrig har prøvet at svømme, skal reklamere for at gå igang med det, hvad vil du så sige; hvad er det fantastiske ved at svømme?

Altså for børn er der ingen tvivl om, at jeg vil reklamere med, at det er sjovt. Vi laver andet end bare at svømme. Vi træner også meget på land. De atleter, jeg har, prøver jeg at gøre til komplette atleter, der kan meget. Den tese man typisk hører; at svømmere ikke kan være på land eller, at svømmere løber dårligt og ikke kan spille bold, sådan vil jeg ikke have det. Mine svømmere skal være de bedste i deres idrætsklasser til hvad som helst. Og så lærer de at blive strukturerede, fordi vi træner så meget.

Og til voksne vil jeg sige: Det er god træning.

Du vil ikke sælge det på, at man får det godt mentalt? Jeg synes jo, det er lidt ligesom at gå i terapi?

Det har jeg ikke tænkt over, før du nu siger det.

Men når du står oppe på land og ser ned på dit hold, ned på dem, der svømmer, tænker du så, at det er smukt? Det tænker jeg jo, når jeg ser på jer, der er gode til at svømme.

Ja, indimellem. Det skal det jo helst være. Man skal kunne se, at de arbejder méd vandet, og at det er naturligt for dem at ligge i vandet. Der er jo også dem, som ligner en hest, der er smidt i vandet. Og på den måde kan man sagtens se, om de bliver til noget eller om de ikke gør.

Så hvis de bliver til noget, så ser det også smukt ud?

Ja, det synes jeg. Det er jo det med, at jeg gerne vil have, at de skal være atletiske, fordi man bliver nødt til at være bevægelig for at kunne komme helt ud i de forskellige positioner og svømme så let som muligt. For at svømme med den optimale teknik, som er så let som muligt, og så effektiv som muligt, så skal man kunne komme ud i nogle mærkelige stillinger, nogle yderpositioner, og stadig være stærk der og føle, at man kan bevæge sig.

Og hvordan lærer man det?

Det lærer man ved at svømme dagligt igen og igen, frem og tilbage. Men man lærer det også ved at lave noget mobiliserende træning, så man bliver mere bevægelig. En hårdt pumpet fitnessfyr, vil aldrig nogensinde kunne svømme, fordi han ikke vil kunne bevæge sig. Det vil være for anstrengende.

Men jeg har da set, at nogle af svømmepigerne også styrketræner?

Det skal man jo gøre, men det er ikke med henblik på at blive stor. Det er med henblik på at blive stærk svære steder, yderpositioner.

Nyder du stadig at svømme eller er det mere arbejdspræget; noget du skal?

Jeg nyder det stadig.

Hver gang?

Ja. For det meste. Når jeg kommer igang, så gør jeg. Torsdag morgen klokken 5, når jeg står op, så er det ikke altid lige fedt. Vækkeuret ringer. Alle muskler i min krop gør ondt. Men når jeg først kommer igang, så nyder jeg det. Ellers var jeg stoppet.

professionel svømmer
Billede af Team Danmark
 

Men tænker du ikke indimellem, hvad du ellers kunne have brugt din tid på, hvis du ikke svømmede? En uddannelse, en hobby, et kæresteliv eller at gå i byen?

Jo, men nu har jeg jo også haft nogle ferier, hvor vi har været i byen indimellem, så jeg har prøvet det. Jeg synes ikke længere, det er noget, jeg går glip af.

Så du går kun i byen, når du har ferie?

Jaja! Ikke midt i træningen.

Og du drikker slet ikke?

Nej. Indimellem er det da sket, men nu, for eksempel, rører jeg ikke noget i et år, fordi der er OL om et år. Sådan er det.

Hvad spiser du? Jeg går ud fra, du spiser meget?

Jamen, helt vildt. Jeg spiser rigtig meget. Jeg prøver til gengæld også at spise det rigtige. Hvor starter vi?
 

Morgenmad:

  • En meget stor skål havregryn som den her (på størrelse med det salatfad, der står på cafébordet)
  • Tørret frugt og nogle nødder ovenpå
  • Proteinshake med mælk udover

Proteinpulveret behøver ikke være af et særligt mærke; det skal bare være det billigste. Og så bager jeg en proteinkage, som jeg spiser som restitutionsmåltid hver dag efter træning.

Formiddag:
  • Brød og frugt
Frokost:
  • 5 skiver rugbrød med kødpålæg
  • Rester fra dagen før. Men det er ikke så tit, der er rester fra dagen før
Før og efter træning:
  • Så spiser jeg også lige før eftermiddagstræning
  • Proteinkage efter træning
Aftensmad:
  • Fisk eller kylling
  • Tunge kulhydrater som grov bulgur, ris eller perlespelt og en masse grøntsager

Jeg laver nogle meget store portioner, så jeg har til flere dage.



Chris' opskrift på kage med proteinpulver:
 

Ingredienser:

  • 500g havregryn
  • 1 liter mælk
  • 2 bananer
  • 50 gram mandler
  • 100 gram proteinpulver
  • En smule bagepulver

Fremgangsmåde:
  • Tilsæt lidt kanel eller forskellige bær alt efter, hvad du har lyst til.
  • Kagen skal i ovnen og bages til den er fast. Cirka 30-40 minutter ved 200 grader.
  • Der er til 10 stykker.

Hvor meget vejer du?

88 kg lige nu og jeg er 190 cm høj. Jeg mangler at smide 2-3 kg før april 2016. Jeg vil gerne veje 85-86 kg og have en fedtprocent på 6. Lige nu ligger den på 8 eller 9. Det er selvfølgelig ikke kun det fysiske, der betyder noget, men så har jeg godt med mig selv. Så ved jeg, at min krop er der, hvor den kan præstere.

Men hvad betyder mest for, om man kan præstere. Er det det fysiske eller det psykiske?

Det er selvfølgelig en kombination. Man kan jo ikke bare være super skarp psykisk og sige "nu er jeg fandme klar", hvis man ikke har trænet i et halvt år. Og heller ikke omvendt. Tingene hænger sammen.

Maden bliver serveret og Chris spørger, om jeg ikke kan tale lidt, mens han spiser. Han er meget direkte og lidt bestemt. Her er ingen høflighedsfraser eller unødvendig smalltalk.

Meget af dit liv drejer sig om at få det til at hænge sammen økonomisk. Har du en sponsor?

Jeg har ikke nogen, ikke for real i hvert fald. Der er nogle, der har givet lidt hist og her, men det er svært at få.

Hvad skal man gøre for at få en sponsor? Er der ikke mange af svømmepigerne, der er lykkedes med det?

Jo, det er der, men de har også fået deres medaljer. Mit bedste internationale resultat er en fjerdeplads, så der går grænsen åbenbart, haha. Og så er det nok også mere spændende med piger, der ser godt ud, tænker jeg. Men det ville da være rart at have.

Men dit næste mål, det er OL i Rio?

Ja. Men der er jo kvalifikation midt i april, der skal opnåes først. Nogle kloge mennesker er kommet frem til en bestemt tid på de forskellige løb, og den skal man så opnå. Det foregår i Bellahøj. Jeg skal svømme 200 meter bryst på 02.11.66. Hvis min tid så er 02.11.67, er det bad luck.

Og hvilken tid ligger du på nu?

Jeg har været hurtigere for 5 år siden, men hvis jeg skulle hoppe i vandet lige nu, så ville jeg være 7 eller 8 sekunder fra. Det handler jo meget om periodisering - at få det til at passe. Vi træner lige nu rigtig hårdt i lange perioder ad gangen, så derfor vil det være umuligt at forvente, at man kan svømme hurtigt. De sidste 14 dage til 3 uger begynder man at svømme mindre, og kroppen får lov til at restituere, men man skál være i vandet. Hvis jeg ikke har været i vandet fra lørdag til mandag, fordi jeg har holdt fri om søndagen, så føles det mærkeligt.

Chris fortæller, at han meget tidligt drømte om OL. Han kan huske, at han, i fjernsynet, så Muhammed Ali tænde faklen til OL i Atlanta i 1996. Drømmen realiserede han i 2008, hvor han deltog ved OL i Beijing.

Hvad er forskellen på at se OL som tilskuer i forhold til at være en af atleterne?

Jamen, det vidste jeg i mange år ikke, men efter at have været med til åbningsceremonien d.8. august 2008 og have stået i køen med 1500 atleter fra hele verden og gå ind på det der stadion, som går amok, det er svært at forklare, hvordan det føles. Det stadion, der er der, det er enormt og helt fyldt. Man går der, og man kan godt tale med de andre atleter, selvom der er meget larm. Der er en summen, som om det hele vibrerer. Man kan mærke det fysisk i kroppen. At gå der, med de mennesker, man har haft meget med at gøre og har trænet med, og suge den stemning til sig...det er svært at forklare.

For nogle år siden boede du i København og trænede meget intenst hver dag i Bellahøj. Men du måtte stoppe, fordi du blev "tosset" af det, har jeg hørt dig sige i et interview. Hvad betyder det, at du blev "tosset" af at træne?

Jamen, jeg trænede på det nationale træningscenter under den træner, som døde for et års tid siden, Paulus Wildeboer, og han var sådan en spansk/hollandsk karakter. Han var meget streng. En stor mand, der råbte meget højt. Jeg har aldrig før trænet så hårdt. Når vi trænede hårdest, mødte vi, Lotte Friis og jeg, som svømmede de lange distancer, ind klokken 6 om morgenen og svømmede i 3 timer - 9 kilometer - og derefter halvanden times landtræning. Så tog vi hjem og kom tilbage og trænede igen fra klokken 15 til 19.30. Kun søndag og enkelte eftermiddage havde vi fri. Jeg manglede indhold, som var andet end at ligge i vandet og kigge på den sorte streg. Her bagefter kan jeg se, at vi svømmede mere af frygt for, hvad han ellers ville gøre, end fordi vi havde lyst til det. Det lyder fuldstændig åndssvagt; vi var jo voksne mennesker. Men det var sådan. Alle var bange for ham. Hvis han ikke var tilfreds, så blev man stoppet og fik "en sviner". Hvad svarer man på: "Hvorfor svømmer du ikke ordentligt?". Og svaret på dét kunne han også blive sur over.

Blev du deprimeret?

Ja, det tror jeg. Lidt. Og når min hverdag så sådan ud, så kunne jeg heller ikke læse, og jeg kunne ikke arbejde. Jeg levede af min opsparing det år. Jeg havde intet indhold udover svømningen. Jeg havde knap nok tid til at handle, før jeg skulle til træning. Til sidst kunne jeg ikke overskue det.

Jeg kender mange, der har fået sygdomme af at svømme: Klorallergi, kronisk mellemørebetændelse, astma. Har du sygdomme som følge af at svømme?

Jeg har astma. Om det er kommet af at svømme, det ved jeg ikke. Men der er mange svømmere, der har astma, så det vil give mening.

Tænker du ikke, det er voldsomt at byde sin krop så meget, at man bliver syg af det?

Jo. Det er det da. Men hvad kan jeg sammenligne det med...for dig. Det allervildeste du kan opnå i dín verden, inden for dit felt. Ville du ikke ofre, at du havde en ikke så alvorlig kronisk lidelse, hvis du til gengæld opnåede det, du allerhelst ville?

Nogle gange tænker jeg, ikke kun i forhold til svømmere, men generelt sportsfolk på meget højt plan, at det er ekstremt, hvad de vil udsætte sig selv for; at tage steroider for eksempel og smadre deres krop for at kunne præstere noget her og nu. Jeg tænker: Er det det værd?

Jeg synes ikke om sammenligningen mellem astma og steroider. Steroider ville jeg aldrig tage.

Èr der svømmere, der tager steroider?

Ikke lige steroider; så ville man være godt dum i hvert fald, men der er da nok nogle, der snyder. Der er flere, der bliver taget. Jeg ved ikke, hvad statistikken er. Jeg tænker jo, at vi lever jo kun én gang. OL er det vildeste, man kan opnå inden for det, jég brænder for, så hvis jeg skal suge i en astmainhalator én gang om dagen for at opnå dét, så er det sgu bare sådan, det er. Det vil jeg gerne ofre. Jeg vil ikke sidde tilbage og sige: Jamen, jeg skulle også passe på mig selv.

Så du er villig til at have astma resten af dit liv for at kunne komme med til OL?

Ja. Sådan kan du godt sige det. Det er den kompromisløshed, man er nødt til at have, hvis det er det, man vil opnå inden for svømning. Ellers er der en anden, der gør det.

Hvad gør, om man bliver en almindelig god svømmer eller om man bliver OL-svømmer som dig?

Der er helt klart noget medfødt talent. Og talent er noget fysisk, men det er også noget mentalt. Man skal være hård som en motherfucker. Det er man nødt til at være.

Er du også det i andre dele af dit liv eller er det kun i forhold til svømningen?

Hvis der er noget, jeg vil, så går jeg all in. Ellers bliver det ikke. Jeg ville jo for eksempel sagtens kunne drikke et glas rødvin nu, men jeg vil hellere være sort/hvid. Den slags kan jeg gøre efter OL. At gøre det helt, det gør det nemmere for mig at holde mig på rette spor.

Stopper du efter OL i Rio, hvis du ellers kvalificerer dig?

Ja, det tror jeg. Hvis jeg nu svømmer psykohurtigt, så vil det være interessant at fortsætte, men lige nu har jeg ligget på nogenlunde samme niveau i mange år. Og fortsætter dét, så synes jeg ikke, det er det værd. Jeg vil stadig træne, men jeg vil stoppe med at svømme på højt niveau.

Jeg har tænkt på, at der er mange af de mennesker, der har klaret sig rigtig godt inden for deres fag - sangere, forfattere, kunstnere og så videre - der har oplevet stor modgang, og så til gengæld kan hævde sig ved at være meget dygtige til det, de nu kan. Er det også sådan for sportsfolk? Er der noget, du skal kæmpe for eller overvinde?

Ja, det synes jeg faktisk, der har været hele vejen igennem, siden jeg som 13-årig flyttede fra Bornholm og ikke lagde skjul på, at jeg ville til OL. Det er jo meget kontroversielt at sige det som 13-årig. Det gav problemer på vejen i forhold til kammerater. Det er god grobund for mobning.

Har du, her til sidst, et råd til, hvordan man når sine mål som sportsudøver?

Det vigtigste er, at man ikke sætter sig et mål, men at man hár et mål. Det skal komme helt indefra, intuitivt. Ellers er det ikke ægte. Når man er bevidst om det mål, så kan man selvfølgelig få nogle delmål og forskellige procesmål.

Chris er, til interviewet, iført sort skjorte og sorte bukser. Det er som om alt, hvad han siger og alt, hvad han foretager sig, er præget af enkelhed og præcision. "Man skal være hård som en motherfucker", sagde han i løbet af interviewet, og det synes at være præmissen for store områder af hans liv. Chris Christensen er en svømmer, der er meget let at respektere.




 

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her: