• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

The buff equation



I år 2000 udgav den amerikanske psykiater Harrison G. Pope en bog der hed ’The Adonis complex: the secret crisis of male body obsession’. Da den kom i en ny udgave i 2002 var den blevet omdøbt til ‘The Adonis Complex: How to Identify, Treat and Prevent Body Obsession in Men and Boys’. I bogen præsenterede Pope en ligning, som New York Times senere døbte The buff equation. Hvad vi kan bruge ligningen til, ser vi på om lidt.
 

Harrison Pope.
Billede fra: svenskberoendemedicin.se

Ligningen ser således ud: FFMI = ((LBM) + (6,1 * (1,8-H)))/H2. H er højden i m, LBM er Lean body mass og FFMI står for The Fat Free Mass Index. For at kunne bruge ligningen skal man først kende sin fedtprocent. Den kan fx måles med en DEXA-scanning, Bio-impedans eller med en fedttang. Ingen af metoderne er specielt anvendelige. DEXA-scanningen fordi den er dyr (koster ca. 1500 kr. på privathospitaler), Bio-impedans fordi det er upræcist, og en fedttang fordi det kræver ret meget øvelse at gøre det rigtigt og sammenligneligt fra gang til gang.

Skal vi alligevel forsøge os, så vil en billig fedttang nok være den nemmeste og mest præcise metode for de fleste almindelige mennesker, hvis man er indforstået med, at det ikke bliver 100 % nøjagtigt.  Du kan også, hvis det bare er for sjov, bruge den nedenstående billedserie som indikator på, hvor du ca. ligger.


Billede fra: Builtlean.com

Når du så har fundet din fedtprocent, kan du bruge den til at beregne din fedtfri masse (LBM). Hvis din fedtprocent fx er 10 %, så tager du bare 90 % af din kropsvægt. Og nu er du så klar til, at bruge ligningen.

Lad os tage et komplet eksempel: Mand på 82 kg med en højde på 1,75 m. I Fitnessdk har han fået lavet en Bio-impedans måling der fortalte, at hans fedtprocent var på 15 %. Han købte også en fedttang, og målinger her fortalte ham, at hans fedtprocent var 13,6 %. På billederne herover synes han mest han ligner ham oppe i øverste højre hjørne, så han beslutter sig for, at 12 må være det korrekte tal. Fedtprocent på 12 % altså. Så beregner han sin fedtfri masse ved at sige 100 % - 12 %. Det giver 88 %. Så ganger han sin kropsvægt med 0,88. Dvs. 82 kg * 0,88 = 72 kg. Altså har han 72 kg fedtfri masse. Nu kan han så bruge formlen.


En typisk tabel, der følger med en fedttang.
Tabel fra: i.stack.imgur.com


Lad os sætte tallene ind. FFMI = ((LBM) + (6,1 * (1,8-H)))/H2, bliver til FFMI = ((72) + (6,1 * (1,8-1,75)))/1,752. Delberegningerne ser således ud: 1,8 – 1,75 = 0,05. Det ganger vi med 6,1, hvilket giver 0,305. Dertil lægger vi de 72 kg. 72 + 0,305 = 72,305. Det dividerer vi så med højden i anden (72,305)/(1,75*1,75) = 23,6.
FFMI = 23,6 altså. Men hvad kan vi så bruge dette tal og denne ligning til? Jo, Popes postulat i sin bestseller, ’The Adonis complex’ var nemlig, at scorede man over 26 når man plottede sine tal ind i ligningen, ja så var man, og hold nu fast, på steroider. Jeps. Jo højere tal, des større sandsynlighed for steroidemisbrug. En normal utrænet mand scorer omkring 20, hvis han plotter sine tal ind, og vores eksempelperson scorede 23,6 og er altså ikke på steroider, ifølge Pope. Du kan lave beregningen på dig selv og se om du selv er på steroider. Det kunne jo være du var i tvivl. Jeg har lavet den på mig selv og pyh ha. Jeg er heller ikke på roidz.


Barry Bonds.
Billede fra: www.thefumble.com


I bogen ’Game of shadows’ fra 2006, der bl.a. handler om dopingskandalen med baseballspilleren Barry Bonds i centrum, brugte forfatterne Lance Williams og Mark Fainaru-Wada denne ligning som en del af deres bevisførelse for, at Barry Bonds havde taget steroider. Bonds scorede nemlig 28 når man plottede hans tal ind. En klokkeklar steroidemisbruger. Om Bonds tog steroider eller ej skal jeg lade være usagt. Det er meget muligt, at han gjorde det, men pointen her er, at det var en fjollet, forsimplet og for øvrigt forfejlet ligning som Pope havde konstrueret. Og at bruge den til at afgøre om nogen har taget steroider eller ej, er håbløst idiotisk.


Jan Todd dødløfter i 1984, 210 kg med en kropsvægt på 74 kg og smadrer dermed verdensrekorden. Senere skulle hun med solide argumenter smadre Popes buff equation. Billede fra: utexas.edu

Den bedste argumentation for ligningens ubrugelighed kom i 2008, hvor professor Janice (Jan) Todd, en sportshistoriker, sportsfilosof og tidligere succesfuld styrkeløfter, så godt som aflivede ligningen med solid argumentation.

I sin bog bruger Pope, Steve Reeves som det bærende eksempel, der skal understøtte ligningen. Popes tese var, at Steve Reeves repræsenterede ’den øverste grænse for, hvor muskuløst et menneske kan blive uden steroider’. Reeves scorede 25,7 når man plottede hans tal ind, og 26 var derfor et godt bud på, en øvre grænse.


Steve Reeves. Billede fra: media.liveauctiongroup.net

Da Jan læste dette vidste hun ikke om hun skulle grine eller græde. Hun følte dog, at hun, med den viden hun lå inde med, blev nødt til at kommentere på den og om muligt aflive ligningen. For tænk hvis ingen påpegede Popes mangel på historisk og styrketræningsmæssig indsigt og ligningens faktuelt tvivlsomme ophav. Hvad nu hvis ligningen blev vidt udbredt og accepteret som solid videnskab? Hvis man bare kunne tage tallene fra atleter og motionister i fitnesscentrene og plotte dem ind i ligningen og dømme folk ude, hvis de kom over 26?

Det lyder måske lidt urealistisk, at det skulle komme så vidt, men det var rent faktisk hvad der var ved at ske, da ’Game of Shadows’ udkom i 2006, og New York Times populariserede ligningen som The buff equation. Der vil altid være nogen som man mistænker for at tage steroider, og pludselig stod enhver internetwarrior og meningsdanner med en ligning i hånden, hvormed de kunne dømme og kaste med sten. Et eksempel på, hvor ligningen kunne være blevet brugt, er i tråde som disse på bodybuilding.dk.
http://www.bodybuilding.dk/jeff-seid-t60623.html
http://www.bodybuilding.dk/jeff-seid-t79200.html



Billede fra: pinterest.com

Nu er det lige Jeff Seid, der er eksemplet, men det kunne være enhver, der er mere muskuløs end gennemsnittet, og som folk derfor har et behov for at pille ned. ’Popes ligning siger, at du er på steroider og han er trods alt professor ved Harvard. Så pak du hellere dit grej sammen, snydetamp’ kunne sagtens være et argument man så på diverse bodybuildingfora. Jan var også bange for, at ligningen ville føre til mere dopingmisbrug blandt unge mænd, da det tilfældige tal 26, ville blive en grænse som mange ville tro det umuligt at bryde uden steroider. Ville man være mere swole end dette, var doping jo så, ifølge Pope, eneste løsning, og hård træning var nyttesløst.

Jan ville gerne undgå denne situation og besluttede sig derfor for at aflive ligningen med solide argumenter. Dem skal vi se på nu.

Jan argumenterer ikke for, at der ikke er en genetisk grænse for hvor swole man kan blive uden doping. Det er der selvfølgelig. Men hun argumenterer for, at grænsen på de 26 er arbitrær. At den er som grebet ud af den blå luft.

Hun dykkede ned i den forskning, Pope og hans kollegaer havde lavet. Forskning der var endt ud i den famøse ligning. Det Pope havde gjort var, at tage 157 såkaldte ’seriøse bodybuildere’. 83 af dem angav selv at de tog steroider, mens 74 påstod de var rene. Bodybuilderne var så blevet målt og vejet og deres FFMI var blevet beregnet. Disse tal var så blevet sammenlignet med beregninger som Pope havde lavet ud fra billeder af 20 vindere af Mr. America fra pre-roid æraen fra 1939-1959. Alle disse tal var blevet sammenlignet og ligningen var resultatet. Umiddelbart lyder det jo meget solidt.

Jan påpeger dog følgende: Der var ingen angivelser af, hvor længe de 157 såkaldte bodybuildere havde trænet. Dermed er det svært at afgøre om de, som Pope påstod, var tæt på deres genetiske max. Der var heller ingen definition af ordet bodybuilder. Var de rent faktisk bodybuildere, der i årevis havde trænet specifikt for at blive så store som muligt, eller var det bare folk der vægttrænede lidt engang imellem? Når man ser på det billede Pope præsenterede i sin bog (se herunder), af topmålet for muskularitet uden roids, så er man tilbøjelig til at tro på, at det ikke var bodybuildere, og at de ikke havde trænet i ret mange år, men at det bare var unge mænd der løftede lidt engang imellem.    


Fyren vil venstre er ifølge Pope, et eksempel på topmålet for en roid free krop, mens fyren til højre er en klokkeklar steroidemisbruger. Billede fra: starkcenter.org

At fyren til venstre herover skulle være tæt på ’naturens grænse for muskularitet’ kan man ikke andet end grine af. For det første har fyren vist ikke squattet en dag i sit liv, og for det andet har han kun marginalt større muskler end Justin Bieber.

Ser vi på den anden del af Popes argumentation, nemlig bedømmelsen af billeder af de bedste bodybuildere fra pre-roid æraen, så halter det hele også lidt. For det første er vurderingen af fedtprocenten noget Pope selv har lavet, ved at kigge på gamle billeder. Ikke skide videnskabeligt.

For det andet fremgår det nu pludselig at Steve Reeves scorer 23 når man plotter hans stats ind. Der er ingen forklaring nogen steder på, at Reeves scorer 23 det ene sted og 25,7 et andet sted. En forklaring kan dog være, at de 23 er det tal Steve scorede i 1947 da han vandt Mr. America. Mens de 25,7 kan være det tal han scorede da han vandt Mr. Universe i 1950, hvor han var en del større. Det er dog gætterier fra min side.

For det tredje scorer fx John Grimek 26,9. Hvordan han kan nå så langt op i pre-roid æraen virker lidt underligt, når det nu er hele præmissen i Popes ligning, at et tal over 26 = roidz. Også en række andre ligger over 26, nemlig Jack Delinger (28), Steve Stanko (27,3), Tom Sansone (26,8) m.fl. Faktisk ligger otte ud af tyve over de 26.

Jan undrede sig over beregninger og skrev til Pope og bad om de fedtprocent vurderinger han havde lavet. Pope kunne ikke helt huske dem, men han vidste de lå mellem 6-16 %. Her undrede Jan sig endnu mere. 16 % fedt for en Mr. America vinder? Øh nej. Ikke engang i 40’erne ville det have kunnet lade sig gøre. Jan lavede derfor selv samme vurderinger, noget hun var mindst lige så kvalificeret til som Pope, da hun havde haft hundredvis af klienter i hænderne gennem hendes år som træner. Da hun havde gjort dette og plottet dem ind i Popes ligning, var det pludseligt 70 % af vinderne der havde et tal over 26.

Antager man, at John Grimek har en fedtprocent på 7 på billedet til venstre herunder fra Mr. America 1941, er hans FFMI tal på næsten 32, og Bill Pearl, på billedet til højre ligger op omkring 29,8. Selvom fedtprocenten skulle være lidt højere er de stadig langt over de 26.


John Grimkek og Bill Pearl. Topmålet af muskularitet uden roidz? Billeder fra: Starkcenter.org

Også en række old school stærkmænd fra sidst i 1800-tallet og starten af 1900-tallet skulle, hvis vi plotter dem ind i Popes ligning, have været på roidz inden roidz blev opfundet.


Jans beregninger på gamle stærkmænd. Som det fremgår, skulle flere af dem have været på steroider for at blive så store. Billede fra: Starkcenter.org

Pope kommer heller ikke med en god forklaring på, hvordan både Steve Reeves og John Grimek kan være topmålet af muskularitet uden roidz samtidig med, at Justin Bieber-fyren fra tidligere også kan være topmålet af muskularitet uden roidz. Der er trods alt en væsentlig forskel i muskelmassen fra Mr. America-fyrene og så til Justin Bieber-fyren. Men lad os bare hjælpe Pope og sige at Justin-fyren har average gener, mens Mr. America-fyrene har top-of-the-line gener. Det er måske derfor de ligger lige på grænsen til de 26 eller endda lidt over. Fordi de er genetiske freaks.

Med i disse betragtninger har vi dog endnu ikke taget det faktum, at vores viden om træning, kost, kosttilskud og træningsmetoder er blevet væsentligt forbedrede siden 30’erne og 40’erne. Bodybuilderne tilbage i 40’erne var ofte også primært vægtløftere, så deres ypperste mål med træningen var at blive så stærke som muligt. Bodybuildingkonkurrencer var oftest hægtet i enden på vægtløftningkonkurrencer, og var en biting. Bodybuilding var bare vægtløftere der smed tøjet og poserede lidt sidst på aftenen som et addendum. I dag har vi tonsvis af folk der træner specifikt for at tage muskelmasse på, som har adgang til isolationsmaskiner som man ikke havde dengang (leg ext, lat maskiner, leg curl, incline bænke fx) Mange lavede desuden ikke bænkpres i gamle dage, da det ikke tjente noget formål ift. vægtløftningen. Derfor har mange af de gamle gutter notorisk små pecs.


Små pecs var almindeligt i 30’erne og 40’erne, da bænkpres ikke var særligt udbredt. Billeder fra: Starkcenter.org

Med vore dages viden om kost og træningsprincipper, adgang til protein og kosttilskud, vores specialisering, med opdeling af vægtløftere, styrkeløftere, stærkmænd og bodybuildere, er der i dag grobund for langt mere imponerende kroppe end de gamle Mr. America-folk, som Pope baserer sin formel på. Ligeledes har vore dages vindere af fx Natural Mr. Olympia som regel trænet i langt flere år og har trænet langt mere målrettet, end tilfældet var med de gamle mestre. En del af forklaringen på dette skal findes i, at John Grimek var så overlegen i starten af 40’erne, at man lavede en regel om, at man kun måtte vinde konkurrencerne én gang. Ellers ville en fyr som John Grimek jo bare løbe med det hele flere år i træk, og det kunne man ikke have. Derfor fik mange løftere utroligt korte karrierer, og da pengene var små inden for bodybuilding dengang, så valgte de fleste at droppe ud af sporten efter få år, når de havde vundet én gang som helt unge. Der var simpelthen ikke mere at komme efter. Mange af vinderne fra dengang nåede derfor aldrig deres max.


John Hansen. Flere gange vinder af Natural Mr. Olympia. Billeder fra: api.ning.com/ i35.photobucket.com  
 
Endnu et problem med Popes ligning er, at man også sagtens kan være på steroider uden at det nødvendigvis giver udslag i en ekstrem muskuløs fysik. Simpelthen fordi man er dårlig til at tage steroider, ikke træner og spiser seriøst, eller kun tager en enkelt kur. Dette havde Pope dog også en løsning på. Man kan nemlig godt spotte folk der tager steroider udelukkende ud fra hvordan de ser ud. Også selvom deres FFMI er under 26. Se fx fyrene herunder. Roidz right? Ifølge Pope kan man se det på at de har uforholdsmæssigt meget muskelmasse på skuldre og arme.


Billede fra: Starkcenter.org

Alt i alt må vi vist konkludere, at Popes ligning beror på et meget tvivlsomt grundlag, og at vi nok gør klogest i at smide den i småt brændbart. Det virker besnærende med en simpel ligning der kan afsløre steroidemisbrug baseret på fysiske karakteristika, og det lyder nemt og bekvemt, at man kan sætte lighedstegn mellem stor muskelmasse i skulderområdet og roidz. Desværre lagde Pope sig, med sin ligning, op ad lægen Franz Joseph Galls teorier fra slutningen af 1700-tallet kaldet frenologi. I frenologien mente man, at en persons karakteregenskaber sad i forskellige dele af hjernen, og at kraniet var formet efter hvor store disse områder var. Derfor kunne man ved hjælp af kraniemålinger afsløre forbrydere. I dag betragtes frenologi som noget pseudovidenskabeligt vås. Samme betragtningsmåde kan med fordel anlægges på Popes ’buff equation’.

 

Kilder:

Starkcenter.org
Harrison Pope - ’The Adonis complex: the secret crisis of male body obsession’. Touchstone 2000
New York Times Magazine, 22. Aug 1999.
 

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

Facebook

100.000+

Kontakt