• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Tålmodighed er en dyd

Af Thomas Jagd

For omkring 23 år siden sad jeg foran videomaskinen og så ”Commando” med Arnold Schwarzenegger. Da Arnold kom gående ned af en bjergside, med en kæmpe træstamme på skulderen, og med arme der var ved at eksplodere, var jeg solgt. De få minutter scenen varede, havde en massiv indflydelse på hvordan de næste 23 år af mit liv formede sig. Jeg ville være stor. Stor og stærk.


tålmodighed i sin træning


Jeg havde egentlig ikke lyst til at starte i et træningscenter. Det virkede alt for intimiderende på mig, at skulle omgås store stærke bodybuildere, som lå og kørte reps med 150 kg i bænkpres. Så jeg valgte at investere i en Joe Weider bænk, med dertilhørende vægtsæt. Det er en beslutning jeg aldrig har fortrudt. For det lærte mig vigtigheden af at fokusere på det grundlæggende, og ikke at lade sig forføre af alle de skinnende maskiner. For selv da jeg nogle år senere satte mine ben i et træningscenter for første gang, så gik jeg ikke hen til de fine maskiner. Jeg søgte imod squatracket, og bænkpresbænken. Det jeg kendte.
 
Men nu skal artiklen ikke handle om hjemmetræning, eller oldschool frivægtstræning. Til trods for at disse emner er interessante i sig selv. Den skal handle om forventninger og målsætninger. Om tid. Om tålmodighed. For tålmodighed er en følgesvend man ikke kommer uden om, hvis man vælger at dyrke vægttræning. Uanset hvilken målsætning man måtte have.
 

En brat opvågnen

Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. Men drømmen om en krop som Arnold var ikke en drøm som blev indfriet efter et par måneder. Bevares, jeg blev da større og stærkere, men når man starter som et rør på 194 cm og 78 kg, så kommer man ikke drømmen voldsomt nærmere ved at tage 6 kg muskelmasse og 4 kg fedt på. Jeg måtte indse, at det blev en længere rejse end jeg indledningsvist havde regnet med.

Det blev også en rejse, hvor målsætningen skiftede meget. Jeg gik fra at ville ligne Arnold, til at ville være verdens stærkeste mand, til bare at ville være så stærk som jeg kunne blive, for min egen skyld. Med tiden bliver man ydmyg, og indser, at man måske ikke kan blive alle disse ting. Og slet ikke når man hårdnakket holder på at gøre det clean. Skuffelsen er stor når man indser, at stort set alle på toppen af alle former for jernsport, har anvendt medikamenter for at nå til hvor de er.
 

Rejsen er vigtigere end målet

Et brændende ønske om at nå et specifikt mål kan bære én rigtigt langt. Det tog meget lang tid for mig at indse, at godt nok havde jeg ikke de dårligste genetiske forudsætninger for at øge kropsvægten og for at blive stærkere, men jeg var heller ikke noget genetisk vidunder. Og er man ikke det, så er det svært at nå toppen af styrkeverdenen. Ungdommens naivitet og et brændende ønske om at nå mine mål, havde indkasseret mig mange års hård træning. Og jeg havde da også opbygget et nogenlunde acceptabelt styrkeniveau. På daværende tidspunkt lå jeg omkring 240 kg i squat, 175 kg i bænkpres og 270 kg i dødløft. Men jeg udviklede mig med sneglefart, og indså snart, at jeg nok ikke skulle forvente at smide 50 kg oveni mit bænkpres, og 100 kg oveni mit dødløft. Og krudtvejen var ikke en mulighed for mig.
 
Det startede en mental proces i mig. At det måske handler om mere end bare kg på stangen. En stor del af det som har holdt mig gående igennem årene har været min intense passion for det at løfte vægte. Der er noget maskulint og dyrisk over det at flytte rundt på tungt jern. Og jeg tror den følelse vil bo i mig for evigt. Og så er det, at det går op for én, at træningen i sig selv betyder mere end målsætningen. Ja, det er rart at gå fra 50 kg til 100 kg i bænkpres, og fra 100 kg til 150 kg i bænkpres, men selv i de perioder hvor jeg har ligget et pænt stykke under mit all-time PR-niveau, så har jeg fundet glæden i træningen. Glæden ved at bruge min krop. Presse mig selv. Ved at mærke musklerne arbejde imod en belastningen som ikke har lyst til at blive løftet. Jeg fandt langsomt ud af at rejsen er vigtigere end målet. At have vægttræning som en livsledsager er blevet langt vigtigere end det at smide ekstra kg på stangen, eller ekstra cm på overarmene.
 

Tålmodighed er hemmeligheden

Jeg forstår om nogen trangen til at opbygge en stor og stærk fysik. Og resultaterne skal helst komme i morgen, eller senest i næste uge. Men sådan fungerer vægttræning bare ikke. Og selvom det giver anledning til en vis form for frustration, og selvom mange vælger at skyde genvej ved at krudte den, så er det stadigvæk charmen ved vægttræning. Du får ikke noget foræret. Du skal arbejde for det. Til gengæld bliver du også belønnet efter indsats. Og jo større ens tålmodighed er, og jo mere tid man investerer i træningen, jo mere kan man hæve på kontoen i sidste ende. Den legendariske russiske forfatter, Leo Tolstoy, sagde engang.
 
“The strongest of all warriors are these two – Time and Patience”
 
Og heri gemmer der sig en vis sandhed. Har man tid og tålmodighed kan man nå alt. Inden for rimelighedens grænser. Personen som ikke vil vente på at sker, og ikke vil arbejde for det, bliver ikke millionær, kendt skuespiller, stor forfatter osv. Og man bliver heller ikke stor og stærk. Så simpelt er det. Men har man tålmodigheden, og er man villig til at investere mange års træning i projektet, så skal man nok nå rigtigt langt.
 
Da jeg startede med at træne havde jeg ÉT langsigtet mål. At komme til at bænke 200 kg drug-free engang i fremtiden. Og efter +20 års træning blev dette mål en realitet. Godt nok ikke et ”textbook” bænkpres med super flot teknik. Det var med røven løftet og lidt bounce. Men jeg tager det. At sænke 200 kg til brystet, og få den til lockout igen. Det havde jeg nok dybest set ikke troet på, da jeg startede med at træne. Første gang jeg testede min 1RM (efter 1 måneds træning), missede jeg 50 kg, og fik en skulderskade. Men man kan nå meget længere end man tror, hvis man bevarer tålmodigheden, og investerer mange års hård træning i at nå så langt som man kan. I sidste ende er det det hele værd.
 

Find kærligheden i træningen

Tålmodighed er dog ikke meget uden passion. Det er svært at være tålmodig, hvis ens træning føles som skærsilden. Og ofte er det årsagen til at folk enten vælger at skyde genvej, eller helt stopper med at træne. At træningen simpelthen ikke siger dem noget. De vil gerne have en stærk og veltrænet krop, men værktøjet til at nå dette mål passer bare ikke til deres hænder. Det er selvfølgelig et problem, hvis man slet ikke formår at ændre perspektiv. Men jeg tror de fleste vil kunne finde en vis kærlighed til deres træning, hvis de skifter fokus. For selvfølgelig er det frustrerende hvis resultaterne udebliver. Men det kan til en vis grad fikses. Det er klart, at alle ikke udvikler sig i samme tempo, men alle som kun har en begrænset mængde træning under bæltet, kan blive markant større og stærkere. Hvis de gør tingene rigtigt. Men det kræver, at de har lyst til at træne. At det bringer dem noget glæde. Ellers bliver det en sur omgang. Og så ryger håndklædet i ringen før eller siden.
 
Men hvordan får man denne passion for træning? Er det noget som bare er der? I store træk så er det. Men det er også noget som kan dyrkes, og vokse. Jeg brændte ikke for min træning på samme måde som jeg gør nu, de første par måneder jeg løftede vægte. Det var noget som kom stille og roligt, i takt med at det blev en integreret del af mig. Og jeg tror alle kan finde den passion. Det handler om at finde et helt basalt behov som vægttræning opfylder. Og det er ikke et basalt behov at få en veltrænet og stærk krop. Jeg snakker om noget helt andet. For mig har vægttræning haft en terapeutisk funktion. Jeg har det altid bedre når jeg har trænet. Både fysisk og psykisk. Den følelse af at have overvundet jernet. At have brugt alle mine ressourcer på at vinde kampen imod det ubevægelige objekt har bragt mig en masse glæde. Og jeg gætter på, at mange vil kunne finde en lignende glæde. Lade jernet blive en livsledsager, som hjælper dig med at komme i balance. Uanset om det har en terapeutisk effekt, en afstressende effekt, styrker selvværdet eller en hvilken som helst anden ting, så er jernet så fleksibelt (til trods for ikke at være det), at man kan finde alskens partnerskaber i det. Søg og du skal finde. Jernet er din ven. Og apropos ven, så er det meget passende at slutte af med en kendt Henry Rollins quote. Henry får det sidste ord her.
 
“The Iron never lies to you. You can walk outside and listen to all kinds of talk, get told that you’re a god or a total bastard. The Iron will always kick you the real deal. The Iron is the great reference point, the all-knowing perspective giver. Always there like a beacon in the pitch black. I have found the Iron to be my greatest friend. It never freaks out on me, never runs. Friends may come and go. But two hundred pounds is always two hundred pounds”.
 



 

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her: