Søg
Indkøbskurv Kurv


Skrevet af Brian Henneberg, fysioterapeaut

Når sommeren nærmer sig er der to typer artikler eller opslag på de sociale medier, der begynder at florere, og hvert år opstår der en heftig kamp mellem afsenderne af disse opslag.

I det ene ringhjørne har vi ‘Bliv sommerklar!’-fløjen, som består af folk fra sundhedsbranchen, fitnessverdenen, kosttilskudsbranchen, bladbranchen osv. Denne fløj sprøjter artikler ud med titler som ‘Sådan får du en bikinikrop på kun 6 uger’, ‘Du kan lige nå det - sixpack til sommer’, ‘Bliv strandklar’ osv.

I det andet ringhjørne har vi ‘Fuck bikinikrop’-fløjen, som består af folk der er trætte af fitnesshysteriet. Folk der er trætte af aldrig at føle sig gode nok. Folk der er trætte af at man tilsyneladende skal se ud på en bestemt måde, før det er acceptabelt at man tropper op på stranden i en bikini. Folk der føler trang til at gøre op med den standardisering, photoshopificering og Hollywoodificering, som vores kroppe er blevet underlagt de senere år. Hold nu kæft med jeres bikinikroppe! Fra denne fløj ser man opslag som: ‘Jeg har taget en bikini på min krop - nu har jeg en bikinikrop’, og ‘Bliv klar til sommer min bare røv. Det har været en lang, hård vinter og alle mennesker i hele landet er pisse meget klar til sommer. Også de tykke. Vi behøver ikke et fitnesscenter til at blive ‘Klar til sommer’, det har vi været siden 1. november!

Strand krop

Personligt har jeg en fod i begge lejre, da jeg, op gennem en stor del af min ungdom, gik utroligt meget op i min egen træning, og tit knoklede for at blive ’sommerklar’. Gennem årene har jeg også skrevet mange artikler om hvordan man kan optimere sin fysik, og jeg har derfor bidraget til hele fitnesshysteriet. Jeg har dog også, over årene, fået noget perspektiv på tingene, og det er efterhånden mange år siden jeg sidst selv har brugt kræfter på at blive strandklar. Desuden har jeg, i mit virke som skribent, også skrevet en del artikler, hvor jeg har talt dunder mod hele bikiniklar- og tab-dig-til-du-er-perfekt-tendensen. F.eks. denne artikel eller denne

Jeg har derfor, i den artikel du sidder og læser lige nu, tildelt mig selv rollen som mægler mellem ‘Bliv sommerklar’-fløjen og ‘Fuck bikinikrop’-fløjen, og vil forsøge at argumentere overbevisende for at begge fløje har nogle gode pointer.

Grundlæggende er ‘Bliv sommerklar!’-artiklerne ikke problematiske, hvis man tager dem for hvad de er. Ligesom mange mennesker går op i ridning, skak, håndbold og biler, så er der også mange, der går op i fitness og træning. Ridning er for mange en livsstil og en hobby og det er fitness også for mange. Inden for ridning træner man og forsøger at optimere alt, så man er klar til den store konkurrence, der løber af stablen midt i september, eller hvornår fanden ride stævner finder sted. Dyrker man fitness på hobbyplan, uden at stille op til konkurrencer, er der også et bestemt tidspunkt på året, hvor det hele peaker, og hvor man kan få lov til at vise resultatet af vinterens anstrengelser frem for lækre fyre, frække tøser og andet godtfolk: nemlig om sommeren, på stranden. Det er fint nok. Der er mange der går op i den slags, og ligesom vi intet problem har med at Trine, til ridestævnet i september, gerne vil vise hvor dygtig hun og Aldebaran er blevet til at springe over forhindringer, så bør vi heller ikke have et problem med at Johnny og Lise gerne vil vise deres veltrænede kroppe frem på stranden til august.

Der findes sandsynligvis artikler, hvor Trine kan læse mere om, hvordan hun optimerer sine spring, og dem kan hun så passende læse, fordi det interesserer hende. Og der findes rent faktisk også nogle gode, lødige ‘Bliv sommerklar’-artikler, som Lise og Johnny kan bruge som en del af deres forberedelse til sommerens komme, og det skal der også være plads til. Du kan finde nogle af disse artikler her, her og her. Interesserer man sig ikke for at sænke sin fedtprocent op til sommeren, så kan man jo bare lade være med at bruge tid på at læse alle sommerklar-artiklerne.

Personligt kørte jeg i mine unge år efter den skabelon, som mange andre fitnessentusiaster også kører efter: Bulke i efteråret og vinteren og forsøge at tage noget muskelmasse på, og så bruge foråret og sommeren på at cutte ned og se resultatet af vinterens anstrengelser. På et tidspunkt droppede jeg dog denne model, fordi den ofte levner for lidt tid til at tage muskelmasse på. Hvis man starter med bulk midt i september og så skal til at cutte ned igen allerede sidst i marts, for at være topklar til juni, juli og august, så vil man ofte ende med at tage to skridt frem og to skridt tilbage og aldrig komme nogle vegne.

Citat elementMan ser ikke rigtigt nogle artikler med titler som Vinterklar! eller Bikinikrop i december - nå det på kun 12 uger!


Bodybuilder

Jeg valgte derfor at køre en cyklus, der var uafhængig af årstiderne, men hvor jeg bulkede til jeg syntes det var nok, og så cuttede ned, når jeg havde lyst, og det lige passede mig. Det resulterede i, at jeg ofte var tyk om sommeren, men stod knivskarpt til december. Jeg var vinterklar! Det passede mig fint. Der var ikke rigtigt nogle at vise min krop frem for, andet end min kæreste og andre bodybuildere på Bodybuilding.dk, hvor der i årene omkring 2008-2011, hyppigt blev delt form-billeder, inden det hele rykkede over på Facebook og Instagram.

Man ser ikke rigtigt nogle artikler med titler som ‘Vinterklar!’ eller ‘Bikinikrop i december - nå det på kun 12 uger!’. Men for mig var det fint. Jeg kom jo alligevel aldrig på stranden. Hvor mange gode strand dage er der egentlig lige i løbet af en normal dansk sommer? Dage hvor vejret er perfekt, og hvor du har fri fra arbejde og har tid til at tage på stranden? Tre i løbet af en sommer? Fire måske?

For mit eget vedkommende var det som regel kun en enkelt dag jeg nåede på stranden i løbet af en normal sommer. For det første fordi jeg bor i Midtjylland og har 45 km til stranden, og for det andet fordi jeg egentlig slet ikke kan lide at være på stranden. Sand overalt, sand i skoene, sand mellem tæerne, sand i maden, sand i telefonen, sand i pungen, sand oppe i røven. Pisse varmt, og ingen skygge og ingen mulighed for at sidde behageligt i en stol. Bare tilsandede håndklæder man sidder af helvede til på, så man får ondt i ryggen, og så klistret solcreme, hvor sandet hænger fast i, og ingen fucking interessante ting man kan lave. Det er der jo ikke på en strand.

Det er bare idiotiske boldspil og hoppen rundt i vand, og det er vel sjovt i hvad, 8 minutter? Så er det bare solskoldning og varm sodavand og smeltede is og dårlige krimier og irritation for resten. Og når jeg så endelig fik taget mig sammen til at tage på stranden, så var alle kraftstejleme fuldstændig ligeglade med min super spændstige krop. Alle er jo mest optagede af sig selv, så efter seks år med strandklar krop, ganske få strand dage, ingen lyst til at tage til stranden, og ingen som helst opmærksomhed omkring mine gainz fra de andre strandbesøgende, begyndte jeg pludselig at grine af mig selv og min forfængelige sommerklar-strategi. Herefter droppede jeg at blive strandklar for al fremtid, og selvom jeg stadig ikke er fan af stranden, så ender jeg der dog stadig af og til, fordi mine børn elsker stranden. Nu er det bare med min maddikeblege, halvkvabsede dadbod fremfor en spændstig, solbrun krop med en fedtprocent på ~9 %. Og ved I hvad? Alt er som det plejer at være. Stranden er stadig et helvede og det rager andre mennesker hvordan din krop ser ud. Og hvis du ikke engang selv går op i det mere, så er det nok ikke ‘Bliv sommerklar’-artikler du behøver at bruge din tid på at læse.

Citat elementGrundlæggende er ‘Bliv sommerklar!’-artiklerne ikke problematiske, hvis man tager dem for hvad de er


Strand krop kvinde

Men som sagt. Der er som udgangspunkt ikke noget galt med Strandklar-artikler. De har et publikum og de har deres berettigelse. Der hvor problemet med ‘Bliv sommerklar’-artiklerne opstår, er for det første når de er urealistiske. Det kan f.eks. være, at de lover, at du med en minimal indsats kan få din drømmekrop på kun fire uger. Du skal f.eks. bare leve af løgsuppe og løfte på vandflasker hjemme i stuen. Der er ingen der kan bruge den slags artikler til andet end at blive frustrerede af, og de blade og magasiner, der står bag artiklerne burde boykottes af enhver, der ikke gider finde sig i underlødigt lort, der kun blive produceret for at lukrere på håbefulde, sagesløse sjæle der ikke ved bedre. Det er lort, og det bør behandles som lort.

Et andet problem opstår når udgangspunktet for en artikel er, at man skal se ud på en bestemt måde før flertallet af de personer der er på stranden, synes det er ok at man tager en bikini på. Ofte er denne udlægning af artiklen imidlertid en som den der læser den, selv trækker ned over artiklen. Måske forsøger artiklen bare at give gode tips til, hvordan folk, der interesserer sig for at få en sixpack inden sommer, kan opnå deres mål, hvilket er en helt fair præmis for en artikel, men den der læser artiklen opfatter det som at man skal have sixpack for at kunne gå på stranden.

Her må man som læser lige overveje om det er ens egen usikkerhed, eller trang til at blive sur og forarget, og gøre oprør mod skønhedsidealerne, der tolker artiklen i en uretfærdig retning, eller om skribenten bag artiklen rent faktisk mener at man skal have en bestemt krop for at være værdig til et strandbesøg. Der er mange ting man kan blive oprørt over, hvis man tolker alt i negativ retning. Jeg kan f.eks. læse en Gør-det-selv artikel om, hvordan man skifter sit gamle slidte køkken ud med et nyt køkken, men hvis jeg begynder at tolke artiklen i retning af at man skal have et nyt køkken og at gamle køkkener er for idioter, så er det før det første en uretfærdig vurdering af artiklen, og for det andet bliver jeg sandsynligvis ret hurtigt træt af verden, hvis jeg vælger at tolke alt så negativt.

Titlen på denne artikel ‘Sådan får du sixpack til sommer dit fede skrummel’ er et forsøg på at lave en overskrift som man aldrig vil se i virkeligheden. I virkeligheden vil artiklen måske bare hedde ‘Sådan får du sixpack til sommer’, men den nærtagende læser vil opfatte artiklen som en stikpille om at vedkommende burde se ud på en anden måde for at være ok. Vedkommende føjer altså selv ‘...dit fede skrummel’, til artiklens titel oppe i sit hoved, og det er ikke retfærdigt over for afsenderen af artiklen, som måske bare ønsker at give nogle gode tips til dem der interesserer sig for at cutte ned inden sommer. Ligesom Gør-det-selv-artiklens forfatter bare forsøger at give nogle gode tips til hvordan man sætter et nyt køkken op.     

Citat elementTitlen på denne artikel ‘Sådan får du sixpack til sommer dit fede skrummel’ er et forsøg på at lave en overskrift som man aldrig vil se i virkeligheden


Bodylab atlet

Hvis man ser på forskningen, så liger der faktisk nogle studier der viser at mange kvinder får det bedre med sig selv, hvis de dyrker noget træning. Der findes f.eks. et studie fra 2017, hvor man satte en flok overvægtige kvinder til at dyrke cirkeltræning i ni uger. Efter de ni uger havde alle kvinderne tabt fedt; de havde taget muskelmasse på; deres kondition var forbedret; deres talje/hofte-ratio var forbedret; deres styrke og eksplosivitet var forbedret; deres evne til at bruge deres krop funktionelt i hverdagen var forbedret; de følte de havde mere energi; og sidst men ikke mindst fungerede kvinderne også bedre rent socialt og følelsesmæssigt og deres livskvalitet var forbedret.

Selvom nogle mener at al den fokus på træning der er i vores moderne samfund får folk til at føle sig skidt til mode, fordi de aldrig kan leve op til de idealer, der bliver sat op, så er der altså også noget glæde og livskvalitet at hente i at bevæge sig og forbedre sin fysiske funktion. 

Når det så er sagt, så forstår jeg godt at alle dem, der ikke interesserer sig for at træne, godt kan blive trætte af det konstante bombardement af artikler, reklamer, indslag på tv, opslag på Facebook osv. om, hvordan de holder op med at være tykke og slappe, og bliver en del af det overlegne herre-fitnessfolk. Der er virkelig meget fokus på træning i vores samfund i dag, og der er bare en eller anden herskende idé om at folk, der bruger meget tid på træning, er nogle effektive maskiner, som både er mere sunde, mere produktive og generelt set bare er bedre mennesker og samfundsborgere, end de dovne, usunde, tykke mennesker, som ikke gider at træne; som sandsynligvis på sigt, kommer til at koste samfundet millioner af kr. i hospitalsregninger, og som alligevel vover at vise sig på stranden i bar overkrop og bikini. Arh, men kan det næsten være rigtigt at sådan nogle mennesker skal have lov til at nyde livet og grine og hygge sig som os andre? Hvorfor gemmer de sig ikke væk i et eller andet mørkt kammer indtil de har tabt sig?

Du ser jo efterhånden ikke en eneste topleder, der ikke dyrker en eller anden form for træning for at signalere at han er et über-effektivt overmenneske. Og hvis der sidder et par deller mellem bikitoppen og bikinitrussen, når man flasher sin krop på stranden, så er der altså nogle der tolker det som et tegn på, at du er sådan en der ikke kan tage sig sammen til ting; at du er sådan en der har en svag vilje og ikke har kontrol over dine egne drifter, lyster og trang til at kværne kringle ned i kæften. Og det forstår jeg da udemærket at man kan blive godt og grundigt træt af. For måske har man det ganske glimrende. Måske klarer man sig helt fint. Det går godt på jobbet. Godt med familien. Man nyder livet og føler sig sund og rask. Og så er der lige de der satans stikpiller hele tiden: ‘Nå, skal du ikke snart til at være BIKINIKLAR?’ Så forstår jeg godt man bare får lyst til at råbe: ‘Hold nu kæft med jeres forpulede fascistiske fitnesslort. Nogle er tykke, nogle er tynde, nogle er høje, nogle er lave, nogle går op i dart, nogle går op i hunde, nogle går op i rødvin og andre går op i fitness. Live and let live, og slap nu for fanden bare af. Hvad er der sket med det her land? I 70’erne var der plads til diversitet. Det var der sådan set også op gennem 80’erne og 90’erne. Vi elskede ‘typerne’. Der var plads til alle. Landevejsridderne. Folk der røg. Folk der drak bajere i deres kolonihavehuse. Folk der levede og elskede livet. Nu er det kraftedeme bare plastic fantastic; ensretning, disciplin, effektivitet, gode karakterer, ambitioner og lave fedtprocenter. Så gi' mig Danmark tilbage, ligesom i de gamle dage. Gi' mig frisindet igen, der lurer under byens tage. Gi' mig København igen, min farverige gamle ven.’

Citat element Der er ingen grund til at være specielt imponeret over at folk har en hobby de dyrker, og ophøje det til noget beundringsværdigt, bare fordi det er lidt hårdt og resulterer i store muskler


Sixpack

Vi er kørt af sporet. Hvis vi semi-mobber alle de mennesker, hvis kroppe ikke er toptunede fitnessmaskiner, så er vi nogle sørgelige væsner, der har stirret os blinde på vores egne forskruede idealer. For store muskler og en lav fedtprocent betyder jo i virkeligheden ingenting. Det er ren egowanking. Betyder det noget for samfundet eller andre mennesker at jeg eller andre har store muskler? Nej. Kunne vi have valgt at bruge vores tid mere konstruktivt på ting der måske havde lidt mere værdi for andre end os selv og vores egoer? Ja.

Mange i fitnessverdenen har den opfattelse, at jo mere veltrænet man er, des mere respekt og beundring fortjener man, fordi det vidner om hårdt arbejde. Der er dog tale om hårdt arbejde uden andet formål end det hårde arbejde i sig selv. Der kommer ikke en virksomhed ud af det; der kommer ikke en bog eller noget teknologi, der kan ændre og forbedre verden. Det er bare skønne spildte kræfter, som ikke resulterer i andet end en muskuløs krop i mængden af andre muskuløse formålsløse kroppe.

Og nu er det ikke fordi det ikke er ok at have det at træne som en hobby eller en livsstil. Fitness er en lige så fin hobby som så meget andet. Ridning, at spille guitar, at danse, at spille golf eller håndbold. Det er fint nok. Gode fritidssysler. Men der er bare ingen grund til at være specielt imponeret over at folk har en hobby de dyrker, og ophøje deres hobby til noget beundringsværdigt, bare fordi det tilfældigvis er lidt hårdt og resulterer i store muskler og en lav fedtprocent.

Mange af os fitnessidioter har jo en idé om at vi gennem hård træning knokler os til en plads i toppen af evolutionspyramiden. Men survival of the fittest handler ikke om at være mest fit, og overleve de andre fede McDonaldsofre. I biologien handler ’fittest’ udelukkende om forplantning. Mens vi, som har misforstået det hele, sveder i fitnesscentret, er dem, der har forstået det, dem der virkeligt er ’the fittest’, ude at finde tøsebørn de kan besvangre. ’The fittest’, er den, hvis gener slår bedst rod i den kommende generation. Det er ikke den der lever længst, er mest sund, og har den laveste fedtprocent på stranden i Løkken til sommer, der tæller mest i naturen, men den, der skifter flest bleer.

Så hvis du går meget op i at være det mest spændstige menneske på stranden til sommer, jamen så er det der du er i dit liv. Så læs du blot alle de ‘Sommerfit på 8 uger’-artikler du kan overkomme. Og hvis det rager dig, hvordan din krop ser ud, jamen så er det nok fordi der er andet i denne verden du går mere op i. Så gør du nok klogest i at lære at trække lidt på smilebåndet af alle de fjollede Sommerklar-artikler, for jeg tror ærlig talt ikke de forsvinder lige foreløbigt.

Citat elementFor store muskler og en lav fedtprocent betyder jo i virkeligheden ingenting. Det er ren egowanking
 

Kilde:

(1) Sperlich B1, Wallmann-Sperlich B2,3, Zinner C1, Von Stauffenberg V1, Losert H1, Holmberg HC4,5. Functional High-Intensity Circuit Training Improves Body Composition, Peak Oxygen Uptake, Strength, and Alters Certain Dimensions of Quality of Life in Overweight Women. Front Physiol. 2017 Apr 3;8:172. doi: 10.3389/fphys.2017.00172. eCollection 2017.

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

  • Bodylab Weight Gainer (1,5 kg)
    362 anmeldelser
    • Højt indhold af protein
    • Produceret i Danmark
    • Fri for aspartam
    229,00DKK
    229,00DKK
    Vælg variant
  • Bodylab Omega 3 (120 stk)
    663 anmeldelser
    • God kilde til de essentielle omega 3 fedtsyrer
    • 3 kapsler indeholder 990 mg EPA og 660 mg DHA
    • 120 kapsler á 1000 mg ren fiskeolie
    99,00DKK
    99,00DKK
  • Bodylab Bodymin (240 stk)
    120 anmeldelser
    • Vores populære multivitamin
    • Med B6, magnesium, zink og chrom
    • Bidrager til at mindske træthed og udmattelse
    159,00DKK
    159,00DKK
  • Bodylab Carbo Fuel (1 kg) - Neutral
    76 anmeldelser
    • Energipulver med maltodextriner
    • Optages hurtigt i kroppen
    • Ideel under udholdenhedstræning
    69,00DKK
    69,00DKK

Sådan får du sixpack til sommer dit fede skrummel

Trustpilot
personlige tilbud, proteinrige opskrifter og gratis træningsprogrammer ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.
Varen er lagt i kurven
Indkøbskurv
Indkøbskurv0
Vi anbefaler