• Dansk produceret
  • Dag-til-dag levering
  • Gratis fragt over 500 DKK
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt - 000T 00M 00Stilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Kom i gang med Mascha Vang – bliv en lækker gås med stram mås


Skrevet af Brian Henneberg

I 2015 udkom der en bog, indeholdende et manuskript til et absurd interaktivt teaterstykke fra en ret uventet kant. Det skete da den hidtil upåagtede dramatiker Anne Bech slog sig sammen med den lige så upåagtede Mascha Vang og udgav værket ‘Kom i gang med Mascha Vang. Tab dig på 4 uger. Bliv en lækker gås med stram mås.

Præludium

I 1950 var der, i Paris, urpremiere på Ionescos antidrama ‘Den skaldede sangerinde’, og i 1953 var det så Samuel Becketts tur med ‘Mens vi venter på Godot’. Dermed var der skudt gang i den bølge der kom til at gå under navnet absurdteater.

Det absurde teater er karakteriseret ved at figurerne, handlingen og dialogen er meningsløse. Handlingen kan være grotesk morsom, men pointen med det absurde teater er som regel at virke tilstandsbeskrivende og understrege det tilsyneladende meningsløse i det moderne og rodløse menneskes liv. Når tilværelsen er meningsløs giver et absurd teater fuldt ud lige så meget mening som noget der måske umiddelbart, virker mere meningsfuldt og relevant.

Bikinipiger

I 2015 udkom der en bog, indeholdende et manuskript til et absurd interaktivt teaterstykke fra en ret uventet kant. Det skete da den hidtil upåagtede dramatiker Anne Bech slog sig sammen med den lige så upåagtede Mascha Vang og udgav værket ‘Kom i gang med Mascha Vang. Tab dig på 4 uger. Bliv en lækker gås med stram mås.’ Manuskriptet lægger op til at læseren ikke blot forbliver tilskuer, men giver sig selv hovedrollen i teaterstykket og dermed kommer til at mærke meningsløsheden på egen krop. Dette dybt originale værk tog den danske teaterverden med storm og blev rost til skyerne af et samlet anmelderkorps.

Weekendavisen skrev f.eks., (så vidt jeg husker, I må ikke lige hænge mig op på det): ’Mascha Vang og Anne Bech forener revyagtig lagkagekomik med stenhård alvor i et værk der trækker tråde tilbage til Hamsuns Sult. Musikalsk betragtet er ’Kom i gang’ en mageløs, varieret komposition, der bevæger sig uforudsigeligt fra hulkende længsel og afsavn over boblende glæde og opfindsomhed til overstadig lykke og beruselse. Det er en regulær tour de force gennem det menneskelige følelsesregister, hvor Mascha Vang og Anne Bech på fortrinlig vis vender vrangen ud på et desperat, fortvivlet og drømmende menneske. Det moderne slankekurs-menneskes leg med tomheden, nihilismen og meningsløsheden er sjældent skildret bedre.’

Nu er jeg ingen journalist, men jeg vil alligevel forsøge at tage jer en tur med ind i værket. For hvem er disse to dramatikere, og hvad er det for et banebrydende værk de har skabt?
Anne Bech kender vi jo. Hun er ’Kendt fra TV’ som der, meget apropos, plejer at stå på TV-shop produkterne. Og i en medieliderlig tid som vores er den slags naturligvis et kvalitetsstempel i sig selv. Anne har specialiseret sig i kost og træning til det vi kan kalde Familiejournal-segmentet og det gør hun egentlig ganske godt.

Citat elementFem kg er det magiske antal kg som kvinder altid synes de mangler at tabe. Uanset hvad de så vejer


Mascha Vang kender de fleste også, for hun er jo kendt for…ja altså (øjeblik, allow me to google)…at være blogger, tv-personlighed og realitystjerne (ifølge Wikipedia). Alt sammen ting der kvalificerer til at skrive en bog om kost og træning. Sammen har disse to fitnessekvilibrister begået er værk der er right up there sammen med Ionesco og Beckett. Absurditeter fra ende til anden.

Det virker lidt som om Anne Bech og Mascha Vang, disse to gudsbenådede rimsmede, ikke helt har kunnet beslutte sig for den endelige titel. Ikke fordi der har været mangel på gode idéer, nærmest tværtimod, for den endelige titel er blevet, det jeg vil kalde, forholdsvis lang og trilogi-agtig. ‘Kom i gang med Mascha Vang. Tab dig på 4 uger. Bliv en lækker gås med stram mås.’ Se det er jo hele tre titler på én gang. Intet mindre kan gøre det.

Handlingen i teaterstykket er, kort fortalt, at Mascha, en travl tv-stjerne og professionel blogger, har ladet stå til lidt for længe på kropsfronten. Hun er, synes hun selv, blevet smælderfed og nu skal Anne Bech, fitnessverdenens svar på Indre Mission, en kvinde hvis spidskompetance er at gøre livet så sort, trælsomt og kedsommeligt som muligt, få hende i form igen. Og som det fremgår af titlen på bogen skal dette ske på 4 uger. Hvor meget Mascha skal tabe sig fremgår ikke af titlen, da det bare handler om at ’tabe sig på 4 uger’, men slår man op i bogen finder man ud af at det er fem kg.

Er det ikke altid fem kg? Fem kg er det magiske antal kg som kvinder altid synes de mangler at tabe. Uanset hvad de så vejer. Det må helt klart være Anne der er hjernen bag det med de fem kg, da det er nærmest Annes speciale, at pinpointe de ting der gør kvinder usikre og forsøge at lukrere på dem. Det har hun gjort ganske fremragende i hendes tidligere bøger og hvorfor ændre på formlen for succes. Du ser jo heller ikke pludselig AC/DC lave en jazzplade. 

Nå men Mascha skal altså tabe sig fem kg så hun kan blive: En lækker gås med stram mås. Og jo det rimer, men jeg savner et ‘en’ før stram. En lækker gås med en stram mås. Der er bedre flow over det når ‘en’ er med ikke? Jeg tror faktisk også det var sådan rimsmed 1 og rimsmed 2 havde tænkt sig det, for slår man op på side 2 i bogen står der faktisk ‘En lækker gås med en stram mås’. Altså med ‘en’. Lidt ærgerligt at glemme et ord på forsiden af hele 1. oplag, men her tror jeg faktisk jeg gør mig skyldig i det samme som jeg synes er bogens problem: at fokusere unødvendigt meget på noget der kan tolkes som en fejl, hvis man absolut vil, men som egentlig er ganske ok.

Bogen starter nemlig, på side 0, med en række billeder af Mascha Vang der forsøger at se tyk ud. Det er hun ikke. Slet ikke. Hun prøver ret ihærdigt at se tyk ud, men hun er faktisk ret pæn. Og normalvægtig. Hun synes dog selv hun trænger til at tabe de famøse fem kg, og det er selvfølgelig fair nok, hvis hun selv synes det er et problem. Det betyder bare, at det vi ender op med, er endnu, endnu, endnu en bog der er med til at prikke til kvinders ømme punkt og fortælle dem at de er behæftet med klamme kropslige fejl, fordi der er lidt fedtvæv på maven og den ikke ligner noget fra en photoshoppet reklame.  

Når pæne, normalvægtige Mascha Vang poserer for kameraet og har det dårligt over sine imaginære deller, hvordan har bogens købere det så ikke når de ikke engang efter 4 ugers sultekur kommer i nærheden af Maschas ‘før’ form? Anne og Mascha smider bare mere brænde på det bål som fornuftige stemmer har forsøgt at slukke gennem de senere år. Nemlig det bål der er baseret på drømmen om at du altid kan få det liiidt bedre og blive liiidt mere lykkelig, hvis bare du køber den her lorte slankebog og smider de sidste kg, som uden tvivl er kilden til din manglende lykke.

Citat elementDet vi ender op med, er endnu, endnu, endnu en bog, der er med til at prikke til kvinders ømme punkt og fortælle dem, at de er behæftet med klamme kropslige fejl


Træning kvinde

Nå men lad os komme i gang

Hvis du vælger at tage hovedrollen på dig og gå i gang med kuren kan du godt, lige når du går i gang, blive træt og få hovedpine. No worries siger Anne og Mascha, det er bare kroppen der ’renser ud’. Hvem og hvad og hvorfor der renses ud er der selvfølgelig ingen uddybning af fordi, det er der ingen der ved. ’Udrensning’ er jo bare er et ord der lyder godt i denne slags bøger, men som ingen har nogen forklaring på. Eftersom Anne aldrig har udgivet en bog hvor detox og udrensning ikke har været en del af opskriften, er det vel kun forventeligt at hun fortsætter med denne meningsløse terminologi.

Mascha påstår at hun i løbet af de fire uger tabte sig 20 cm omkring taljen. Det lyder riiiimelig vildt, men Mascha har selv en forklaring (bær over med den lidt talesprogsagtige formulering): ’Så var jeg så oppustet, som nærmest var halvdelen af centimeterne.’ Jeg ved da ved Gud ikke hvad det var den kvinde spiste inden Anne tog fat i hende. 10 cm oppustethed? Har hun bare levet af naturgas og brunkål?

Ifølge Mascha selv bestod hendes diæt primært af kulhydrat, lette løsninger og for meget vino og sukker. Engang imellem stod den f.eks. også på kaffe med Baileys til morgenmad. Den slags dekadente fjollerier var det heldigvis slut med da Anne kom forbi med sin trailer fyldt med grøntsager.

Citat elementJeg ved da ved Gud ikke hvad det var den kvinde spiste inden Anne tog fat i hende. 10 cm oppustethed? Har hun bare levet af naturgas og brunkål?


Hvis jeg havde fået udstukket nogle få sider fra bogen uden at vide hvem der havde skrevet den, ville jeg ret hurtigt have gættet på Anne Bech, da der er typiske Anne-ting all over the place. F.eks. de regler Mascha skulle følge i de 4 uger:

Du må ikke spise noget der slutter på brød eller indeholder korn. Brød og korn er i løbet af 1½ generation blevet forvandlet fra ganske glimrende basiskost, der kloden rundt, i hundredevis af år, har holdt millioner af mennesker i live, til fødevarer der er sidestillet med arsenik og rød fluesvamp. Det er nok heldigt at Anne og Mascha og deres antikorn- og antibrød-kumpaner ikke levede for 200 år siden. I så fald ville en brød- og kornløs diæt nok have været en direkte vej til sultedøden.

Noget andet der er forbudt er frugt. Jeps. Al frugt. Al fucking frugt. Æbler? Jeps. Forbudt. Mandariner? Jeps. Forbudt. Forbudt, forbudt, forbudt. Hvorfor? Fordi blodsukkeret stiger for meget hvis du spiser frugt. Og det er baaad. Og så kan du også godt huske hvad der skete med Adam og Eva og æblet og alt det der ikke? Bare hold dig fra frugt. It’s the food of the devil. (Det sidste med Adam og Eva og djævlen er min tilføjelse, da jeg ikke følte mig tiltrækkeligt overbevist af blodsukkerargumentet.)

Jeg ved ikke om disse forbud som Anne udstikker i kur-perioden er specielt hensigtsmæssige på længere sigt. Anne skriver godt nok at du gerne må spise disse ting igen når kuren er ovre (så du kan blive tyk igen og købe Annes næste bog), men lur mig om 4 ugers totalforbud mod enkelte fødevarer ikke kommer til at betyde, at du hver eneste gang du fremover spiser et stykke frugt eller et stykke brød, ender med at sidde med en fornemmelse af, at du gør noget forbudt. Stakkels kvindemennesker der bliver indfanget i denne absurde forbudsverden. Det er vel ikke engang sjovt, hvis vi skal være helt ærlige. Det er bare dumt og trist.

Jeg ved for øvrigt ikke om det er VM i blogging Mascha skal stille op til eller hvad, og jeg ved ikke om der er vægtklasser inden for blogging, men ikke desto mindre figurerer følgende sætning i bogen: ’Det er vigtigt at du får smidt alt det vand og fedt der sidder som overflødige kg på din krop’. Overflødigt vand? Nu når absurditeterne jo nye højder. Hvis du bare vil tabe væske fra kroppen som en bokser op til en kamp, jamen så æd sgu da for fanden noget muggen leverpostej og få dig en af de der dejlige effektive udrensningskure som en god omgang hardcore diarré plejer at give. Der har jeg selv personligt præsteret at tabe 4 kg på 3 dage. Så har jeg 3 uger og 4 dage til det sidste kg. Easy peasy som Anne plejer at sige.

Selve kosten og træningen i bogen vil jeg ikke bruge ret meget spalteplads på her, da kostplanen er det sædvanlige Anne Bech’iske starvationprogram, hvor du spiser en del protein, herre mange grøntsager, lidt sundt fedt og intet andet. Det er en kostplan der ville få sultekunstnere til at tabe sig, så mon ikke også det virker for dig og Mascha.

Træningen er også Annes sædvanlige gøgleri-hjemme-på-stuegulvet-øvelser, hvor du jonglerer rundt med vandflasker, stole og andet effektivt træningsudstyr. Mascha/Anne plæderer for at man kun laver øvelser hvor man bruger overkroppen og underkroppen på samme tid, fordi det ’giver et meget slankt udseende og ikke det, kvinder er bange for, når man siger ’muskler’. Altså muskler, der er store og måske heller ikke passer til resten af kroppen. Det føles mere naturligt at bruge hele kroppen i stedet for at isolere forskellige kropsdele i træningen.’

Få sider længere fremme bryder Anne så sine egne principper da hun sætter Mascha til at lave side laterals med vandflasker. En øvelse der nærmest ikke kunne være mere isolationsagtig. Til Annes forsvar skal det trods alt siges at der ikke er særlig mange af disse isolationsøvelser. Det meste er noget, hvad skal vi sige…at kalde det noget forpulet gøgl er måske lidt hårdt…men du ved, sådan nogle øvelser som ens gymnastiklærer satte en til at lave i folkeskolen, eller sådan nogle øvelser som tøserne laver når du tilfældigvis kommer til at kigge ind i holdsalen i fitnesscenteret og tænker: ’WTF laver de derinde? Er de ved at varme op til noget gymnastrada?’

Anne er stadig tilhænger af den pilates-agtige ’træk navlen ind mod rygsøjlen’-tilgang til corestabilitet under træning. Jeg tror de fleste andre er kommet lidt videre over mod noget der rent faktisk stabiliserer ens core, nemlig noget abdominal bracing/valsalvamanøvre, men hey, nu er Annes 2 kgs vandflasker nok heller ikke noget der stiller verdens største krav til din core, så mon ikke en god gammeldags omgang ’træk navlen ind’ er tilstrækkeligt for Mascha og hendes følgere.

En af de mest episke motivational talks gennem tiden er fra filmen Rocky Balboa fra 2006, hvor Rocky giver følgende peptalk til sin søn: ’Let me tell you something you already know. The world ain't all sunshine and rainbows, it's a very mean and nasty place and I don’t care how tough you are, it will beat you to your knees and keep you there permanently if you let it. You, me, nobody is gonna hit as hard as life! But it ain't about how hard you can hit, it's about how hard you can get hit and keep movin' forward, how much you can take...and keep movin' forward. That's how winning is done! Now, if you know what you're worth then go out and get what you're worth! But you gotta be willing to take the hits and not pointin' fingers sayin' you ain’t where you wanna be because of him or her or anybody! Cowards do that and that ain't you! You're better than that!’

Citat elementTag 1 helt æg og 2 hvider og pisk dem og steg dem. Sådan. Omelet motherfuckers. Dertil serveres: grøntsager.
 

Anne vil ikke stå tilbage for Rocky og kommer i kost- og træningsafsnittet af bogen løbende med gode tips og motiverende sætninger. F.eks. denne her: ’Jo mere gas du giver den til dine træninger, jo bedre bliver dit resultat. Husk det!’ WOW. Tak Rocky.

Også sætningen: ’Jeg bliver aldrig træt af min smoothie’, lyder oprigtig og troværdig. Som når man i salgsbeskrivelsen til en VW Golf fra Lolland læser: ’Den har aldrig været brugt til markræs.’ Jeps. Troværdigt.

Kosttilskud er også vigtigt. Jeg ved dog ikke helt hvad jeg skal stille op med denne her sætning: ’Tag 2 multivitaminer – andre undersøgelser har vist, at multivitaminpiller kan føre til kræft.’ Ooookay. Det er enten sundt eller giver kræft. Det er der lidt tvivl om.

Du skal også tage magnesium. Ikke et billigt produkt, men et godt produkt. Hvordan du selv skal vurdere kvaliteten af magnesium på det danske marked må du kraftedeme selv finde ud af. Det er ikke Annes bord. Noget der derimod er Annes bord er geologi med speciale i mineralogi. Anne bruger sin store viden om grundstoffernes historiske forekomst til at fortælle os at vi normalt får zink fra grøntsager, men da vores jord ikke indeholder så mange mineraler som den har gjort, kan et zinktilskud være godt. Nu er jeg også selv en ret effen mineralog og vil lige tilføje at tilskud med plutonium ikke kan anbefales.

På side 30 i bogen peaker absurditeterne gennem en lille fortælling om mæthedshormoner der skal have lov til at sove længe, noget med ’kunstig’ sult og noget med at vi ofte forveksler sult med træthed. Derefter er det som om Mascha forsvinder fuldstændigt. Især i bogens sidste halvdel bliver det bare en rendyrket genudsendelse af Annes tidligere bøger, mens Mascha som narrator forsvinder ind i nihilismens tåger. Jeg ved godt at hele slankekurs-bogmarkedet er som én stor neverending agurketid men det her er for fjollet. Det er ren gentagelse helt ned til enkelte sætninger. Dem der har læst mine tidligere anmeldelser vil nok nikke genkendende til sætningen: ’Du må ikke drikke mælk, altså hælde det op i et glas og tylle det som saftevand’. Det var en fjollet sætning dengang og det er en fjollet sætning nu.

Som i Annes tidligere bøger er der også til slut en række pisse lækre og herre inspirerende opskrifter som f.eks. omelet:

Tag 1 helt æg og 2 hvider og pisk dem og steg dem. Sådan. Omelet motherfuckers. Dertil serveres: grøntsager.

Eller skyr med proteinpulver: Tag skyr. Tag proteinpulver. Bland. Middagsmad sådan der bitches. Dertil serveres: grøntsager.

Eller hakkebøffer: Tag kød. Lav det rundt. Steg det. I smør for helvede. Dertil serveres: grøntsager.

Eller stegt laks: Steg noget laks. Dertil serveres: Grøntsager

Efter de 4 ugers tortur må man selvfølgelig godt fejre det. Da Anne selv var færdig med kuren fejrede hun det selv med en kvart pizza og 5 stykker slik. Fuck hun er så vild hende Anne. 

Citat elementDu må ikke drikke mælk, altså hælde det op i et glas og tylle det som saftevand. Det var en fjollet sætning dengang og det er en fjollet sætning nu.
 

Postludium

I hele bogen er der kun 6 billeder af Anne. Det er meget, meget lidt i en Annebog. Til gengæld er der 154 billeder af Mascha i en bog på 153 sider. Nogle vil nok plædere for at det er lige lovlig mange, for ikke at sige pisse hamrende forpulet mange, men her skal I jo, kære læsere, tænke på at det som Mascha/Anne skriver: ’...ikke handler om hvordan du ser ud, men om hvordan du har det med dig selv.’ (Jeg vil spare jer for et billede af opkast, men har du et flot billede af opkast kan du passende copy/paste det ind her, for mængden af bullshit og dobbeltmoral er da til at tage at føle på.)

Det mest absurde ved værket er den mængde energi de her to madammer bruger på noget der i virkeligheden er fuldstændig meningsløst. Nemlig at få en pæn normalvægtig kvinde til at spise fuldstændigt absurde mængder grøntsager i 4 uger for at blive herre tynd. Det er et projekt der for 80 % af verdens befolkning er komplet absurd. Det er en sær forestilling der udspiller sig når man bladrer bogen igennem, men det er samtidig et stærkt portræt af den meningsløse tilværelse som det moderne menneske lever, i en vestlig verden med overflod, ganske, ganske få reelle problemer og et fuldstændig proportionsløst fokus på eget selv og egen krop.

Det er også ganske absurd at læse hvordan Anne og Mascha forsøger at tage afstand fra det de selv promoverer. F.eks. med sætningen: ’Det kan være du har forsøgt dig med mere eller mindre skøre slankekure…’ Ja, og nu er du tilsyneladende i gang igen.

Kan I huske tilbage i de glade pop 90’ere da pigeduoen Me & My udgav deres kæmpehit Dub-i-Dub? Den var pisse catchy og tøserne tjente kassen. For at gentage succesen udgav de to trunter sangen Baby boy, med det lige så catchy omkvæd: Ba-ba-da-ba-da-ba-da-ba-dab. Det var i realiteten den samme sang, men ingen lagde rigtigt mærke til det fordi indpakningen var en anden.

Citat elementDa Anne selv var færdig med kuren fejrede hun det selv med en kvart pizza og 5 stykker slik. Fuck hun er så vild hende Anne
 

Alt i alt må det også siges at være den samme bog Anne nu sælger for femte, sjette eller syvende gang (jeg har opgivet at tælle), og det er måske derfor Anne har valgt at bruge Mascha Vang som indpakning, frontfigur og dukke i hendes absurde skuespil, så hun kan sælge den samme gamle sang én gang til.

Karaktermæssigt vil jeg give bogen 6/6. Den får 0/6 for originalitet og anvendelighed og 6/6 for at tage det absurde teater til nye interaktive højder og give os et hudløst ærligt indblik i den tomhed der hersker i sjælen på det moderne, privilegerede, narcissistiske menneske.  

Kilder:

Anne Bech og Mascha Vang. Kom i gang med Mascha Vang - Tab dig på 4 uger. Bliv en lækker gås med en stram mås. 2015

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

  • Bodylab Bodymin (240 stk)
    Bodylab Bodymin (240 stk)

    Vitamin/mineraltilskud med ekstra B6, Zink og Chrom

    109,00 DKK
    99,50 DKK
    KøbVælg variant
    Info
  • Bodylab CLA (120 stk)
    Bodylab CLA (120 stk)

    100 % ren konjugeret linolsyre

    129,00 DKK
    99,66 DKK
    KøbVælg variant
    Info
  • Bodylab Omega 3 (120 stk)
    Bodylab Omega 3 (120 stk)

    Glimrende kilde til de essentielle omega 3 fedtsyrer

    89,0059,00 DKK
    50,00 DKK
    45,00 DKK
    40,00 DKK
    Populær
    KøbVælg variant
    Info
  • Bodylab Weight Gainer (1,5 kg)
    Bodylab Weight Gainer (1,5 kg)

    Weight gainer med højt indhold af kvalitetsprotein

    165,00 DKK
    149,50 DKK
    139,66 DKK
    137,25 DKK
    135,00 DKK
    131,50 DKK
    125,00 DKK
    122,38 DKK
    118,78 DKK
    112,50 DKK
    106,28 DKK
    99,91 DKK
    KøbVælg variant
    Info
  • Bodylab Whey 100 (1 kg)
    Bodylab Whey 100 (1 kg)

    Mix af valleprotein-koncentrat og valleprotein-isolat

    169,00 DKK
    149,50 DKK
    146,33 DKK
    144,75 DKK
    143,80 DKK
    141,50 DKK
    138,43 DKK
    136,13 DKK
    133,23 DKK
    131,90 DKK
    127,18 DKK
    124,93 DKK
    KøbVælg variant
    Info
  • Bodylab Carbs (1 kg)
    Bodylab Carbs (1 kg)

    Energipulver med de meget letoptagelige maltodextriner

    69,00 DKK
    62,50 DKK
    49,66 DKK
    44,75 DKK
    43,80 DKK
    41,50 DKK
    KøbVælg variant
    Info
  • Bodylab Kreatin pulver (400 g)
    Bodylab Kreatin pulver (400 g)

    100 % rent mikroniseret kreatin monohydrat pulver

    119,00 DKK
    99,50 DKK
    81,25 DKK
    KøbVælg variant
    Info

Facebook

92.800+

Kontakt

  • bodylab.dk
  • bodylab.fi
  • bodylab.no
  • bodylab.se