• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Proteinpulverets historiske rødder 1:2

Af Brian Henneberg

I dag er det let at få fat på proteinpulver af god kvalitet til rimelige penge. Proteinpulver som kosttilskud er blevet ’voksent’. Var man interesseret i proteintilskud i 1940’erne og 50’erne var sagen dog en ganske anden. Proteinpulver som kosttilskud var dengang stadig en umoden vårhare, og i denne artikel skal vi dykke ned i proteinpulverets fødsel, barndom og ungdom, og se på, hvordan det kom til verden, og hvordan det med tiden kom til at ligne det pulver vi kender i dag.

Det påstås, at krigere der kæmpede for Djengis Khan tilbage i 1100- og 1200-tallet allerede dengang tørrede mælk, og lavede deres eget mælkepulver, men noget af det allertidligste proteinpulver jeg har kunnet finde dokumentation for, blev produceret i 1860’erne, hvor den schweiziske farmaceut Henry Nestlé (lyder efternavnet bekendt?) begyndte at fremstille noget mælkepulver, der skulle afhjælpe underernæring hos børn.


Billede fra: en.wikipedia.org

En anden schweizisk farmaceut, George Wander og hans søn Albert, forsøgte omtrent samtidigt at løse samme problem ved at lave en blanding af malt, mælk, æg og kakao. De kaldte egentlig deres produkt for Ovomaltine, men en stavefejl på en ansøgning for at få registreret Ovomaltine som varemærke betød, at produktet endte med, at hedde Ovaltine. Ovaltine bliver stadig produceret den dag i dag, og kom langt senere, i 2011, til at trække internationale overskrifter, da Danmark forbød det, grundet et for højt indhold af B-vitamin. Der var som sådan ikke noget galt med produktet, men i Danmark skal man indsende en ansøgning, hvis man vil have vitaminberigede fødevarer på markedet, og det havde producenten overset. Mængden af protein i Ovaltine er siden hen blevet reduceret drastisk, så der i dag ikke er megen idé i at anvende det som kosttilskud.

Man ved også, at Eugen Sandow brugte et kosttilskud kaldet Plasmon – the great nerve and brainfood. Det var efter sigende noget mælkeproteinpulver.


Billede fra: sciencemuseum.org.uk

I 1922 fremstillede professor Harry Newburgh fra University of Michigan’s School of Medicine, noget proteinpulver med lavt fedt og kolesterolindhold, lavet på oksekød. Newburgh brugte en kombination af dehydrering og opløsningsmidler for at fremstille sit proteinpulver, som ikke var målrettet atleter men kaniner. Jeps. Kaniner.

Der var nemlig en del debat på det tidspunkt omkring, om høj-protein-diæter gav stive arterier og hjerte-kar-sygdomme. Okse-proteinpulveret skulle bruges i forsøg med kaniner, hvor vegetarkaniner skulle stopfodres med proteinpulver for at se, om de fik hjerte-kar-problemer af det. En del af denne forskning endte ud i en af de mest sejlivede diskussioner, nemlig den om mættet fedt og kolesterol forårsager hjerte-kar-problematikker. Den diskussion er vi vist ikke blevet færdige med endnu.


Billede fra: akshaychopra.org

Næste nedslag i historien er fra sidst i 30’erne, hvor den ungarske farmaceut Eugene Schiff fandt på en metode, hvor han kunne få mælk til at klumpe sammen, så vallen blev ’sorteret fra’. Schiff var immigreret til USA i 1921 som 19-årig og havde åbnet sit eget apotek i Detroit. Hans store interesse var dog det der dengang kaldtes ’health foods’ og han lavede derfor et firma kaldt Schiff Bio-Foods, hvor han solgte sit nyopfundne mælkebaserede proteinpulver.

På dette tidspunkt var atleter endnu ikke begyndt at fokusere på protein, så kunderne var primært folk der gik op i sundhed og ledte efter de specielle ’health foods’.

Under 2. Verdenskrig, blev kundegrundlaget for denne type kosttilskud betydeligt større, da der var knaphed på kvalitetsfødevarer og folk desuden gerne ville hamstre langtidsholdbare fødevarer. Poser med proteinpulver og tørrede æg blev populære, da de både var langtidsholdbare og gav et godt proteintilskud til kosten. Senere kom også sojaprotein til.

Eugene Schiffs forretning voksede støt, også efter krigen, og han udvidede forretningen med flere og flere forskellige former for kosttilskud. Schiffs firma blev i 1989 solgt til Weider Nutrition International, men den dag i dag er Schiff stadig et stort brand inden for især vitaminer, glucosamin og midler mod fordøjelsesproblemer.

Det første proteinpulver specifikt rettet mod atleter kom i 1950. Firmaet Kevo Products lancerede en drik de kaldte ’44’ - The Supplemental Food Beverage. ’44’ blev solgt i 400 ml flasker og indeholdt følgende: sojaprotein, tang, hvedekim, druesukker, mynteblade, rabarber, spinat, gulerødder, selleri og diverse smagsstoffer. Rent guf.

’44’ blev populært, men blev dog hurtigt udkonkurreret af en tre andre spillere på markedet. Den ene var en fyr ved navn Irvin Johnson, som fremstillede et produkt med det fantasiforladte navn ’Hi-Protein’, som indeholdt 44 g protein pr 100 g. Irvins proteinprodukter var baseret på soja, mælk og hvede, og blev markedsført via tvivlsomme reklamer, der kom til at sætte standarden for nutidens lige så tvivlsomme reklamer. Reklamerne viste unge fyre der angiveligt havde taget 9 kg muskelmasse på, på 14 dage, eller noget andet sludder.

https://www.youtube.com/watch?v=sy23Flpwc3E


Billede fra: m.cdn.blog.hu

Bob Hoffman, den legendariske vægtløftningstræner, promoverede ivrigt Irvins proteinpulver i sit blad ’Strength and Health’, da Hoffman havde lavet en aftale med Irvin om, at produkterne skulle bestilles gennem Hoffmans firma ’York Barbell Company’. Denne aftale holdt dog kun lige indtil Hoffman besluttede sig for at lave sine egne proteinprodukter med navnet ’Hi-Proteen’. Pludselig var Irvins reklamer væk, og var erstattet af reklamer for Bobs egne produkter. At navnet mindede så meget om Irvins produkter, og desuden blev solgt i æsker der til forveksling lignede Irvins, har fået flere til at mistænke Bob for at overtage de ordrer der stadig kom ind på Irvins produkter og sælge kunderne sine egne produkter i stedet.


Bob Hoffman. Billede fra: starkcenter.org

Hoffman påstod, at hans proteinprodukter var udviklet i samarbejde med videnskabsfolk, men Jim Murray, en skribent for Iron Game History, oplevede selv, hvordan Hoffman fremstillede sine produkter. Hoffmans ’laboratorie’ var et hjørne i en af de industrielle fabrikker Hoffman også ejede. Her stod Hoffman med en balje med sojamel og rørte rundt i den med en kanopaddel. Ved siden af stod der sække med Hershey’s chokoladepulver som han ivrigt smed ned i sojamelet. Indimellem dyppede han en finger ned i blandingen for at smage på det. Sojamelet i sig selv smagte forfærdeligt, så der skulle en del håndfulde chokolade i pulveret før Hoffman var tilfreds med smagen.

Ifølge flere af dem, der brugte Hoffmans proteinpulver, fik de usandsynligt meget luft i maven af det, samtidig med, at mange angiveligt fik nældefeber med kløende udslæt. Det kunne hænge sammen med det faktum, at det sojamel Hoffman brugte, var et restprodukt af sojaoliefremstilling, og det indeholdt sandsynligvis rester af de opløsningsmidler der blev brugt til at udvinde olien. En anden forklaring kan være, at soja indeholder raffinose og stachyose, nogle kulhydrater, som mennesker ikke kan nedbryde. Stort indtag af soja betyder derfor produktion af megen tarmgas.



Senere gik Hoffman angiveligt over til at bruge en form for cementblander til at blande sit pulver sammen med. Senere kom der også flere produkter til som fx pillerne ’Protamin’ og ’Dietary Unit #605’. Disse piller bestod af diverse blandinger af protein fra lever, mælk, soja og æg. Dette var i starten af 50’erne. Til VM i vægtløftning i 1954 havde Bob Hoffman taget omkring 45 kg proteinpulver med til sine atleter og promoverede det ivrigt under konkurrencen som amerikanernes ’hemmelige våben’. Hoffman forsøgte også at udvide forretningen til børn, ældre og hårdtarbejdende mænd med formuleringer som: ’It is easy to digest, does not require teeth, or time to chew it.’ Jeg ved ikke med jer, men jeg er solgt.

Den tredje spiller på proteinmarkedet i starten af 50’erne var Joe Weider. Ligesom Irvin og Hoffman kaldte Joe også sit produkt for Hi-Protein. Registrerede varemærker var åbenbart en by i Rusland, og forvirringen blandt kunderne var derfor total. Joes reklamer var ikke meget bedre end Hoffmans, og var fulde af ord som ’medical doctors’, ’medical formulas’ og ’medical requirements’ foruden billeder af selvfremstillede diplomer og certifikater, der skulle få produkterne til at fremstå som om de var godkendt af lægevidenskaben.

Joe kom også med broscience-agtige facts om sit proteinpulver. Fx denne her:
 

‘Weider Hi-Protein makes the job of converting fatty tissue into muscle easier because it supplies the body with food materials from which only muscle can be built’.




I sidste del af denne gennemgang af proteinpulverets historiske rødder, skal vi bl.a. se på kostanbefalinger fra 50’erne, the rise and fall of sojaprotein, problemer med fødevarestyrelsen og proteinpulver baseret på indvolde fra dyr.

 

Kilde:

Randy Roach - Muscle, smoke and mirrors Volume 1. AuthorHouse 2008








 

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

Facebook

100.000+

Kontakt