Søg
Indkøbskurv Kurv

Skrevet af Nikolaj Bach, BSc. Scient. Med. og personlig træner

Hvis du styrketræner, og i den forbindelse indtager en god del protein, så vil jeg vædde med at du på et tidspunkt er blevet advaret om risikoen for nyreskader.

Protein og nyreskade – den nyeste forskning

Det er i hvert fald en påstand man støder på meget ofte. Ikke kun fra bekendte, der har set What The Health, og nu er blevet kost- og sundhedseksperter (ironi kan forekomme), men også i medierne.

I det hele taget har protein været genstand for adskillige myter i mediebilledet i den sidste tid. Eksempelvis i en artikel i Euroman, og en artikel på TV2 hvori det også blev hævdet at styrketrænende ikke havde behov for mere protein, og at et høj proteinindtag var fedende.

Myten over dem alle, som bliver ved med at vende tilbage, er dog at protein skulle være skadeligt for nyrerne. Og det på trods af der ikke er nogen god evidens til at understøtte denne påstand. Hvor kommer den så fra? Det kommer jeg tilbage til senere.

For til gengæld findes der flere adskillige studier, der ikke har fundet nogen negativ indvirkning på nyrefunktionen ved et højt proteinindtag. Jeg har flere gange omtalt studierne fra Antonio et al.-forskergruppen, hvori man satte trænende forsøgspersoner til at indtage meget store mængder protein (fx i denne artikel) (1,2,3,4).

Og disse studier viser det samme – nemlig at op til 3,4 protein pr. kg kropsvægt ikke havde nogen negativ effekt på forsøgspersonernes nyresundhed. Og i det længste studie var der altså tale om et helt år med et proteinindtag på gennemsnitligt 3,3 g pr. kg (det højeste indtag i studiet var 6,6 g pr. kg (!) – også uden bivirknininger), altså langt over de 1,6-2,2 g pr. kg, der sandsynligvis er dækkende for optimal muskelvækst og styrke (5).

Og nu kan vi tilføje mere evidens til emnet, i form af endnu et videnskabeligt studie fra denne forskergruppe. De har nemlig publiceret et nyt studie af hele 2 års varighed – og også heri frifindes protein fra at skade nyrerne.

Det nye studie – 2 års højt proteinindtag skader ikke nyrerne

I forlængelse af studiet med et dagligt proteinindtag på 3,3 protein pr. kg i et helt år, rekrutterede Antonio et al. 5 af disse mandlige bodybuildere til at fortsætte med et højt proteinindtag i yderligere et år, hvorefter de skulle udsættes for grundige undersøgelserne af nyre- og leversundhed (6).

I det andet år øgede de endda det daglige proteinindtag til hele 3,5 g pr. kg. Forsøgspersonerne trackede deres kostindtag ved hjælp af en app, og blev givet et proteintilskud af enten valleprotein eller vegansk proteinpulver (en af forsøgspersonerne var veganer) så de lettere kunne ramme et højt proteinindtag, men de måtte frit vælge mellem proteinkilder. Det første år indtog de således gennemsnitligt 293 g protein om dagen, og 305 g protein om dagen i det andet år.

Men selv så høje proteindtag havde ikke nogen negativ effekt på nyresundhed - eller leveren, for den sags skyld. Således var de gennemsnitlige værdier for eGFR og kreatinin (der er udtryk for nyrefunktionen), samt AST og ALT (udtryk for leverfunktion) alle uændrede efter 2 år, og lå indenfor normalværdierne.

Når man ser på individuelle data havde nogle af forsøgspersonerne ganske vist et marginalt eleveret kreatinin, men styrketræning kan i sig selv øge kreatinin, og det så ikke generelt ud til at stige i forhold til baseline, som følge af højere proteinindtag.

For at opsummere var der altså heller ikke noget i det nye studie, der tyder på at et proteinindtag langt udover hvad der er nødvendigt i forbindelse med styrketræning er skadeligt for nyrerne.

Hvor er evidensen?

Påstanden om at protein er skadeligt for nyrerne skyldes højst sandsynligt at patienter med nyresygdom har gavn af en en kost med et lavere proteinindhold, da der er så mindre urinstof fra proteinmetabolisme, der skal filtreres i nyrerne.

Men man kan naturligvis ikke overføre observationer fra syge mennesker til raske mennesker. Det er en logisk fejlslutning at sige at fordi syge nyrer tolerer protein dårligere, så er protein årsag til nyresygdom.

Og det er overhovedet ikke kontroversielt, eller burde i hvert fald ikke være det, at protein ikke er skadeligt for nyrerne. Det konkluderer WHO og FAO (FN's fødevare og landbrugsorganisation) endda også i deres fælles rapport om proteinbehov i verdensbefolkningen (7):

”There is clear evidence that high intakes of protein by patients with renal disease contribute to the deterioration of kidney function (8–12). However, the suggestion that the decline of glomerular filtration rate that occurs with advancing age in healthy subjects (13) can be attenuated by reducing the protein in the diet appears to have no foundation.”

Afrunding

Siden at der ikke er nogen evidens for at protein skulle skade nyrerne, men at der efterhånden er en del evidens for det modsatte, så kan man altså spørge sig selv om hvorfor denne myte bliver ved med at dukke op.

Eller endnu bedre – du kan spørge efter god videnskabelig evidens for påstanden, næste gang nogen fortæller dig at dit proteinindtag skader dine nyrer. Brug evt. den efterfølgende akavede stilhed på at fyre en sejrende biceps pose af.

 

Kilder:

(1) Antonio J, Ellerbroek A, Silver T, Orris S, Scheiner M, Gonzalez A, Peacock CA. A high protein diet (3.4 g/kg/d) combined with a heavy resistance training program improves body composition in healthy trained men and women: A follow-up investigation. J Int Soc Sports Nutr. 2015;12:39.

(2) Antonio J, Ellerbroek A, Silver T, Vargas L, Peacock C. The effects of a high protein diet on indices of health and body composition: A crossover trial in resistance-trained men. J Int Soc Sports Nutr. 2016;13:3.

(3) Antonio J, Ellerbroek A, Silver T, Vargas L, Tamayo A, Buehn R, Peacock CA. A high protein diet has no harmful effects: A one-year crossover study in resistance-trained males. J Nutr Metab. 2016;9104792.

(4) Antonio J, Peacock CA, Ellerbroek A, Fromhoff B, Silver T. The effects of consuming a high protein diet (4.4 g/kg/d) on body composition in resistance-trained individuals. J Int Soc Sports Nutr. 2014;11:19.

(5) Morton RW1, Murphy KT1, McKellar SR1, Schoenfeld BJ2, Henselmans M3, Helms E4, Aragon AA5, Devries MC6, Banfield L7, Krieger JW8, Phillips SM1. A systematic review, meta-analysis and meta-regression of the effect of protein supplementation on resistance training-induced gains in muscle mass and strength in healthy adults. Br J Sports Med. 2017 Jul 11. pii: bjsports-2017-097608. doi: 10.1136/bjsports-2017-097608.

(6) Antonio J, Ellerbroek A. Case Reports on Well-Trained Bodybuilders: Two Years on a High Protein Diet. JEPonline 2018;21(1):14-24.

(7) WHO Technical Report Series 935. Protein and amino acid requirements in human nutrition: report of a joint FAO/WHO/UNU expert consultation. WHO; 2011. 

 

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Protein og nyreskade – den nyeste forskning

Trustpilot
personlige tilbud, proteinrige opskrifter og gratis træningsprogrammer ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.
Varen er lagt i kurven
Indkøbskurv
Indkøbskurv0
Vi anbefaler