Fri fragt 
E-mærket webshop
4,7 på 
Kom i gang
Opskrifter
Artikler
Team Bodylab
| Artikler / Muskler i populærkultur – del 1 |
| Skrevet af Brian Henneberg Første gang jeg nogensinde så en bodybuilder, var som 10-årig omkring 1987. Det var i filmen The Barbarians, hvor brødrene David og Peter Paul, spillede gladiatorerne Kutchek og Gore. Jeg havde aldrig set noget lignende, og var fascineret fra første sekund. De hypermuskuløse kroppe ramte noget i mig. Her næsten 27 år efter, kan jeg stadig få reminiscenser af fornemmelsen fra dengang, når jeg genser den episke sværdduel, som de to swole brødre indleder ca. 30 min inde i filmen. Rendyrket fascination. I de følgende år, fik jeg rig mulighed for, at blive fascineret gang på gang, da tiden omkring midt og slut 80’erne, var en gylden tid for muskelfascination. En dokumentarfilm fra 2002 kaldte æraen for ’When Muscles Ruled the World’. Alle tankstationer og videobutikker var på dette tidspunkt fyldt til randen med actionfilm med muskelmænd i hovedrollen. Titler som Commando, En russer rydder op i Chicago, Cobra – lovens stærke arm, Over the top, Dobbelt slagkraft og Missing in action, blev en lille knægt jo nødt til at låne med hjem til VHS afspilleren. I denne artikel skal vi se på muskelmænd i populærkulturen. Mest på hvordan de har underholdt os på film, i tv, i computerspil osv., men også på, hvordan bodybuildere er blevet fremstillet gennem tiden. FilmeneLad os starte med filmene. Der er et utal af bodybuildere, som har haft mere eller mindre fremtrædende roller i film gennem tiden. En af de første var Steve Reeves, som havde stor succes med, at spille Herkules i slut 50’erne. Steve opnåede, at blive Europas bedst betalte skuespiller på daværende tidspunkt. Han gjorde sig primært i det, der hedder ’sword and sandal’ eller ’sword and sorcery’ film, som er en slags mytiske fantasy eventyr med magi, sværdkampe og episke helte, i stil med Conan og The Barbarians. I 1962 blev Steve tilbudt rollen som James Bond i den første Bond film Dr. No. Steve afslog dog fordi lønnen var for lav, og rollen gik i stedet til en nu legendarisk skotte ved navn Sean Connery. Havde Steve sagt ja til rollen, var der nok endnu flere, uden for bodybuildingverdenen, som kendte navnet Steve Reeves den dag i dag.The rise of the actionstarsI 80’erne og 90’erne tog det for alvor fart med den brede offentligheds begejstring for muskuløse helte, da Arnold Schwarzenegger trådte ind på scenen og overtog verdensherredømmet. Lou Ferrigno havde i slut 70’erne også haft succes med, at spille en giga pumpet, og forholdsvis underligt udseende udgave af Hulk, men ingen bodybuilder før eller siden, har haft så stor succes på det hvide lærred som Arnold. Titler som Conan, Terminator, Predator og Total Recall, var med til, at cementere hans status som Hollywoods største actionstjerne. Da de fleste er velbekendt med Arnolds film, vil jeg ikke bruge ret meget spalteplads på dem, men blot konstatere, at The Arnold Craze ingen ende ville tage. Fra 1982 til 1991, gik Arnold fra succes til succes. 12 film i træk uden et eneste reelt flop. Han gik fra at være bodybuilder, til at være en af Hollywoods allerstørste stjerner, og det hele peakede med Terminator 2 fra 1991.Arnolds muskularitet blev ofte brugt til, at understrege hans karakterers hårdhed, stålsatte vilje, maskulinitet og out-of-this-world’ness. I andre sammenhænge blev hans muskler brugt humoristisk og selvironisk, som f.eks. i Strømer i Børnehaveklassen, Tvillinger og Junior. Arnolds største udfordrer som slut 70’erne og 80’ernes mest populære actionstjerne, var nok Sylvester Stallone. Stallone var som skabt til en karriere som actionstjerne, da han under fødslen havde fået en skade på en nerve i ansigtet, der gav ham et lettere bistert udseende og en særegen måde at tale på. Stallone var ikke egentlig bodybuilder, som Arnold var det, og rent muskelmassemæssigt, kom Stallone aldrig i nærheden af Arnolds niveau, men Stallones krop var stadig meget muskuløs og han var samtidig meget karismatisk. Som Vietnam-veteranen John Rambo, og bokseren Rocky Balboa, slog Stallone sin status fast, som en af Hollywoods mest populære skuespillere. I både Rocky og Rambofilmene, lider hans karakterer meget fysisk, og deres muskularitet blev et slags udtryk for, at de blev hårde og stærke af al den lidelse de måtte igennem for at sejre. Hvor Arnolds karakterer oftest var overskudsagtige med rappe one-liners, var Stallones karakterer i stedet martrede underdogs. Ud over disse to største stjerner, Arnold og Stallone, var der et helt menageri af actionstjerner, som var mere eller mindre pumpede. Den belgiske karatekæmper Jean Claude van Damme og den tidligere europamester i karate, svenskeren Dolph Lundgren, var de mest veltrænede. Mens Steven Seagal, Chuck Norris, Kurt Russel, Harrison Ford, Bruce Willis, Christopher Lambert og Mel Gibson, om end de stadig var actionstjerner, ikke i samme grad var muskuløse. Midt imellem et sted har vi den altid farverige Mr. T, der wrestlede sammen med Hulk Hogan i 80’erne. Han er nok bedst kendt som Rockys modstander i Rocky III, og for sin noget tyndslidte catchphrase: ’I pity the fool!’ som efterhånden er blevet brugt i alt fra gode film til tvivlsomme infomercials.  Tiden omkring midt og slut 80’erne, var en gylden tid for muskelfascination The fall of the actionstarsI slut 90’erne gik luften lige så stille af actionballonen, og folk begyndte at trække på skuldrene af selv Arnolds film. Titler som Eraser, End of Days, The 6th Day og selv Terminator 3, nåede aldrig tidligere tiders højder, og Arnold fortrak over i politik. Der var stadig folk med muskler som lavede film, men der var langt mellem blockbusterne, og den brede publikumsskare havde fået nok af de klassiske giga pumpede actionhelte. Når der endelig var muskler på det store lærred, var det mere nedskaleret og fitness-agtige kroppe, som f.eks. Brad Pitt i Troy og Fight club, eller der var tale om pumpede skuespillere i obskure biroller som skurke og andet rakkerpak. Der var dog undtagelser, som f.eks. nu afdøde Michael Clarke Duncan, som spillede en hovedrolle, sammen med Tom Hanks, i Steven King og Frank Darabont’s, Den Grønne Mil. Man må dog indrømme der er langt fra Arnolds muskelhelte, til den stille John Coffey, hvor musklerne står i skærende kontrast til Coffeys rolige omsorgsfulde væsen.The rise of the actionstars – én gang tilI nyere tid, har de muskuløse skuespillere fået en mild renæssance. F.eks. Gerard Butler i 300, Will Smith i I am Legend, Tom Hardy i Warrior og Chris Evans i Captain America. Også Jason Statham og Terry Crews har været med til at bringe the muscles back, ligesom The Expendables filmene har givet alle 80’er nostalgikerne våde drømme, ved at samle alt, hvad der kan kravle og gå, fra den gamle flok af ellers hedengangne muskelhelte.Generelt set er muskelmassen på Hollywoodstjernerne faldet siden 80’erne og 90’erne, men nogle af de nyeste film, som virkelig har bragt hypermuskularitet i den helt store skala tilbage, er f.eks. Pain and Gain, med en usandsynligt pumpet The Rock, og en lidt mindre Mark Wahlberg, foruden Dave Bautista i The Man with the Iron Fists. Nu har jeg blot hevet de mest prominente muskelskuespillere frem, men der er meget mere guf at hente, hvis man dykker endnu dybere ned i filmens verden. Listen af bodybuildere, wrestlere og andre med over gennemsnittet muskelstørrelse, der har forsøgt sig i Hollywood er lang, og tæller bl.a. Ralf Moeller, Jeep Swenson, Dave Draper, Tom Platz, Chris Dickerson, Jesse Ventura, Larry Scott, Reg Park, Serge Nubret, Roger Callard, Bob Cicherillo og danskerne Sven Thorsen og Kim Kold. Og så er der jo alle superhelte filmene, som jeg med vilje ikke har berørt, da vi kommer ind på de klassiske superhelte i del 2, når vi kommer til tegneserierne. Men lad os nu bevæge os videre til et andet medie, nemlig computerspillene. ComputerspilFirmaet Palace software udgav i 1987 et spil med titlen Barbarian – The ultimate warrior til tidens hotteste computer: Commodore 64. Personligt så jeg det på daværende tidspunkt som en spiludgave af Barbarians filmen som var udkommet samme år, men spillet var egentlig baseret på Conan filmene, som Arnold Schwarzenegger havde indspillet i 1982 og 1984. Lydene i spillet var ligeledes taget fra en Arnold film, nemlig Red Sonja fra 1985. Den flotte fyr på coveret til spillet, er bodybuilderen Michael Van Wijk, som nok mest er kendt for sin rolle som Wolf i den engelske udgave af tv-showet The Gladiators som vi kommer nærmere ind på i del 2.En anden spilkarakter der er rimelig pumpet, er den hyper-maskuline, egoistiske, macho skørtejæger Duke Nukem, som så dagens lys første gang i 1991. Duke Nukem 3D, som udkom i 1996, var et af de mest kontroversielle spil dengang, på grund af den unødvendige vold, det seksuelle indhold og voldsomt sprogbrug. Man kan lige se mødet for sig, hvor spiludviklerne har brainstormet sig frem til nogle af Duke Nukems bedste one-liners, som kan høres i klippet herunder. I 80’erne og 90’erne tog det for alvor fart med den brede offentligheds begejstring for muskuløse helte, da Arnold Schwarzenegger trådte ind på scenen og overtog verdensherredømmet I 2004 udkom der et spil, hvor man fik mulighed for, at dyrke vægttræning, så ens karakter kunne blive jacked as shit. Spillet hed Grand Theft Auto: San Andreas, og det hoppede med det samme op i top 5 over de bedste spil nogensinde og er den dag i dag solgt i omkring 27 mio eksemplarer. Som i virkeligheden tog det dog skide lang tid, at blive swole, så mange skød genvej med snydekoden ’BUFFMEUP’, som gav instant muscles. I 2. del af denne artikelserie om muskler i populærkultur, skal vi bl.a. se på tegneserier, tv-serier, reklamer og comedy. Foruden en dinosaur på steroider, og en hel del folk, der har skippet leg day hele deres liv. |