Søg
Indkøbskurv Kurv


Skrevet af Nikolaj Bach, BSc. Scient. Med.

Gluten er skadeligt for dit helbred, giver kronisk inflammation i kroppen, og får dig til at dø tidligere!

… Hvis du altså tilhører omkring den ene procentdel af befolkningen, som lider af cøliaki – altså glutenallergi. For de resterende 99% er der alligevel en hær af alternative behandlere, fitness-personager, og en kæmpe industri af glutenfrie produkter, der tilsyneladende mener at gluten er usundt.

Hvad er det så der angiveligt gør gluten så farligt? Argumentet er at gluten, som er et protein i kornsorter, skule få cellerne i tarmvæggen til at reagere med et inflammatorisk respons, da de opfatter gluten som et ”fremmed” allergen. Det betyder på længere sigt at tarmvæggen bliver beskadiget, så der lækker fødeemner fra fordøjelseskanalen ud i kroppen, og skaber en tilstand af kronisk inflammation. Denne inflammation kan medføre en lang række lidelser, og i yderste konsekvens føre til dødsfald fra fx hjertekarsygdom.

Men er gluten virkelig den cereal killer (see what I did there?) som det påstås i bøger som Wheat Belly? Og kan glutenindtag ligefrem medføre eller fremskynde hjertelidelser?

Mel

Faktisk kunne der godt være noget der tyder på at glutenindtag kan forøge risikoen for hjerteinfarkt i folk med cøliaki, på grund af den inflammatoriske effekt (1). Disse udgør dog en meget lille del af befolkningen, selv hvis vi også tæller det fåtal af mennesker med, der potentielt reagerer negativt på gluten, selvom de ikke betegnes som deciderede gluten-allergikere. Så hvad med den øvrige del af befolkningen – er gluten usundt for dem?

Det spørgsmål kan vi faktisk besvare med ganske stor sikkerhed. Der er netop blevet udgivet et nyt studie, som har undersøgt sammenhængen mellem indtag af gluten og forekomsten af hjerteinfarkt i en meget stor gruppe mennesker (2). Dette studie er publiceret i BMJ, der er et af de mest prominente sundhedsvidenskabelige tidsskrifter. Og resultaterne er ganske opsigtsvækkende. For et højt glutenindtag øgede ikke risikoen for at udvikle hjerteinfarkt.

… Men det gjorde den ubegrundede eksklusion af gluten til gengæld.

Lebwohl et al. 2017: Gluten og hjertesygdom

Over 26 år har Lebwohl et al. fulgt 64.714 kvinder og 45.303 mænd, som opgav data angående deres kost hver 4. år i denne periode. Man har derefter sammenholdt det rapporterede indtag af glutenholdige fødevarer med udviklingen af hjerteinfarkt, for at se om et højt glutenindtag var forbundet med større risiko for hjertekarsygdom.

Konklusionen:

Indtag af gluten var ikke forbundet med øget risiko for hjerteinfarkt. Der var altså ikke noget der tydede på at det at spise gluten skulle kunne give hjerteproblemer.

Tværtimod. For når man efterfølgende kun så på glutenindtaget fra fuldkornsprodukter, så fandt man faktisk at et højt glutenindtag var forbundet med en moderat lavere risiko for at udvikle hjerteinfarkt. I den femtedel af personerne, der indtog mest gluten, var der således færre der uviklede myokardieinfarkt end i femtedelen med det laveste glutenindtag.

Citat elementGluten ser ud til at være et problem – i det omfang at man af frygt for gluten undgår alle de fødevarer, som indeholder gluten, herunder fuldkorn


Brød

Det er snarere usundt at undgå gluten

Gluten ser altså ud til at være et problem – i det omfang at man af frygt for gluten undgår alle de fødevarer, som indeholder gluten, herunder fuldkorn.

Det er altså med al sandsynlighed ikke glutenindtaget specifikt, der har medført den lavere risiko for udvikling af hjertekarsygdom, men derimod den gavnlige effekt af et højt indtag af fuldkorn. Nu er der godt nok tale om et observationelt studie, som ikke nødvendigvis afspejler et direkte forhold mellem årsag og virkning. Men for det første har man udført statistisk justering for en lang række risikofaktorer for hjertekarsygdom, såsom alder, BMI, medicin, rygning og alkohol. Og for det andet viser adskillige større studier at et højt indtag af fuldkorn er forbundet med en lavere risko for hjertekarsygdom eller dødelighed i det hele taget (3-5). Faktisk var netop fuldkornsprodukter den type fødevare, der var forbundet med den største reduktion i risiko for tidlig død, i en ny meta-analyse. Den har jeg beskrevet i denne artikel: ”Hvilke fødevarer er sunde at spise?”

Så der er altså rigtig god grund til at formode at den lavere risiko skyldes at fuldkorn har en forebyggende effekt på hjertekarsygdomme – hvilket desuden er i overensstemmelse med de officielle kostråd, hvori vi opfordres til at spise mindst 75 g fuldkorn om dagen (6). Samme konklusion når Lebwohl et al. frem til, og hvis man reducerer sit fuldkornsindtag, fordi man vil undgå gluten, så kan det altså potentielt have en negativ effekt på ens sundhed.

Og det er derfor et kæmpe problem at glutenfrie produkter pr. definition opfattes som værende sundere, og at uvidenskabelige, men populære, kosttrends som paleo-diæten påstår at man skal eliminere gluten fra sin kost. Ironisk nok opnår man i sin søgen efter større sundhed præcis det modsatte – og føj dertil de negative effekter af at forbyde sig selv en lang række fødevarer, og opfatte visse madvarer som objektivt skadelige (7,8). Det være sig både i forhold til risiko for overspisning, når man fra tid til anden ”falder i”, såvel som et stresset forhold til at spise i det hele taget.

Faktisk er dæmoniseringen af gluten så overdreven, at mange mennesker bilder sig selv ind at de ikke kan tåle gluten, og at de reagerer negativt når de spiser det. Således er det kun et klart mindretal af de mennesker, der tror at de ikke kan tåle gluten, som rent faktisk oplever maveubehag, når de indtager gluten i blændede forsøg (9-12). Så selv hvis vi inkluderer de mennesker, der måske reagerer negativt på gluten (men uden at have cøliaki), sammen med diagnosticerede gluten-intolerante, så er der stadig tale om en meget lille procentdel af befolkningen, for hvem gluten er et problem.

Så forstå mig ret. Selvfølgelig er gluten skadeligt for det uheldige fåtal, der lider af cøliaki. Men nøddeallergikere kan også dø af at spise nødder, selvom nødder for den brede befolkning er en god kilde til sunde fedtsyrer og mikronæringsstoffer – kalder vi så også nødder usunde på den baggrund?

Med andre ord: Gluten er ikke usundt. Gluten-frygt er til gengæld.

Citat elementFaktisk er dæmoniseringen af gluten så overdreven, at mange mennesker bilder sig selv ind at de ikke kan tåle gluten
 

Kilder:

(1) Ludvigsson JF, James S, Askling J, Stenestrand U, Ingelsson E. Nationwide cohort study of risk of ischemic heart disease in patients with celiac disease. Circulation2011;357:483-90. doi:10.1161/CIRCULATIONAHA.110.965624 pmid:21262996.
(2)  Lebwohl B1,2, Cao Y3,4,5, Zong G5, Hu FB5,6, Green PHR1, Neugut AI1,2, Rimm EB5,6,7, Sampson L5, Dougherty LW5, Giovannucci E5,6,7, Willett WC5,6,7, Sun Q5,6, Chan AT8,4,6. Long term gluten consumption in adults without celiac disease and risk of coronary heart disease: prospective cohort study. BMJ. 2017 May 2;357:j1892. doi: 10.1136/bmj.j1892.
(3) Aune D, Keum N, Giovannucci E, et al. Whole grain consumption and risk of cardiovascular disease, cancer, and all cause and cause specific mortality: systematic review and dose-response meta-analysis of prospective studies. BMJ2016;357:i2716. doi:10.1136/bmj.i2716 pmid:27301975.
(4) Wu H, Flint AJ, Qi Q, et al. Association between dietary whole grain intake and risk of mortality: two large prospective studies in US men and women. JAMA Intern Med2015;357:373-84. doi:10.1001/jamainternmed.2014.6283 pmid:25559238.
(5) Schwingshackl L1, Schwedhelm C2, Hoffmann G3, Lampousi AM2, Knüppel S2, Iqbal K2, Bechthold A4, Schlesinger S5,6, Boeing H2. Food groups and risk of all-cause mortality: a systematic review and meta-analysis of prospective studies. Am J Clin Nutr. 2017 Jun;105(6):1462-1473. doi: 10.3945/ajcn.117.153148.
(6) Fødevarestyrelsen. De officielle kostråd.
(7) Palascha A, van Kleef E, van Trijp HC. How does thinking in Black and White terms relate to eating behavior and weight regain? J Health Psychol. 2015 May;20(5):638-48. Doi: 10.1177/1359105315573440.
(8) Smith CF, Williamson DA, Bray GA, Ryan DH. Flexible vs. Rigid dieting strategies: relationship with adverse behavioral outcomes. Appetite. 1999 Jun;32(3):295-30
(9) Carroccio A, Mansueto P, Iacono G, Soresi M, D'Alcamo A, Cavataio F, Brusca I, Florena AM, Ambrosiano G, Seidita A, Pirrone G, Rini GB. Non-celiac wheat sensitivity diagnosed by double-blind placebo-controlled challenge: exploring a new clinical entity. Am J Gastroenterol. 2012 Dec;107(12):1898-906; quiz 1907. doi: 10.1038/ajg.2012.236.
(10) Biesiekierski JR, Peters SL, Newnham ED, Rosella O, Muir JG, Gibson PR. No effects of gluten in patients with self-reported non-celiac gluten sensitivity after dietary reduction of fermentable, poorly absorbed, short-chain carbohydrates. Gastroenterology. 2013 Aug;145(2):320-8.e1-3. doi: 10.1053/j.gastro.2013.04.051.
(11) Zanini B, Baschè R, Ferraresi A, Ricci C, Lanzarotto F, Marullo M, Villanacci V, Hidalgo A, Lanzini A. Randomised clinical study: gluten challenge induces symptom recurrence in only a minority of patients who meet clinical criteria for non-coeliac gluten sensitivity. Aliment Pharmacol Ther. 2015 Oct;42(8):968-76. doi: 10.1111/apt.13372.
(12) Elli L, Tomba C, Branchi F, Roncoroni L, Lombardo V, Bardella MT1, Ferretti F, Conte D, Valiante F, Fini L, Forti E, Cannizzaro R, Maiero S, Londoni C, Lauri A, Fornaciari G, Lenoci N, Spagnuolo R, Basilisco G, Somalvico F, Borgatta B, Leandro G, Segato S, Barisani D, Morreale G, Buscarini E. Evidence for the Presence of Non-Celiac Gluten Sensitivity in Patients with Functional Gastrointestinal Symptoms: Results from a Multicenter Randomized Double-Blind Placebo-Controlled Gluten Challenge. Nutrients. 2016 Feb 8;8(2). pii: E84. doi: 10.3390/nu8020084.

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

  • Bodylab Bodymin (240 stk)
    122 anmeldelser
    • Vores populære multivitamin
    • Med B6, magnesium, zink og chrom
    • Bidrager til at mindske træthed og udmattelse
    159,00DKK
    159,00DKK

Gluten-frygt gør folk usunde

Trustpilot
personlige tilbud, proteinrige opskrifter og gratis træningsprogrammer ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.
Varen er lagt i kurven
Indkøbskurv
Indkøbskurv0
Vi anbefaler