• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Fra æstetisk til freaky – the evolution of bodybuilding

Skrevet af Brian Henneberg, Fysioterapeut

Synes du de store steroidehanner fra Mr. Olympia, altså de helt, helt store og overdrevne bodybuildere er flotte og æstetiske? Vil du gerne selv se sådan ud? Synes du det er en god retning bodybuildingen har taget de sidste ~30 år, hvor vinderne af de store konkurrencer efterhånden er blevet nogle groteske, kemipumpede freaks? Der vil nok være nogle enkelte hardcore bodybuildere eller muskelfans, som vi svare ja til nogle af de her spørgsmål, men langt de fleste vil svare nej til dem alle sammen.

Fra æstetisk til freaky – the evolution of bodybuilding

Nu er det svært at sætte procenter på, men et slag på tasken, så er vi måske oppe på ~99% af verdens befolkning, som synes bodybuildere var langt flottere tilbage i 40’erne og 50’erne f.eks., og selv de mest hardcore fans, mange af dem i hvert fald, længes tilbage til 70’ernes Golden Age of Bodybuilding, hvor æstetiske guder som Frank Zane, Arnold og alle de andre fra den tid, var det ultimative inden for bodybuilding.

Men hvis der nu ikke rigtigt er nogen (udover en ekstremt lille minoritet), der synes de moderne muskelmonstre er æstetiske; hvis der nu ikke rigtigt er nogen der faktisk gerne vil se sådan ud, og hvis bodybuilderne selv gambler med deres helbred for at blive så store som muligt, hvorfor er vi så egentlig endt der hvor vi er?

From classical to freaky

I 2017 udkom der en yderst gennemarbejdet og ret interessant bog med titlen: ‘A genealogy of male bodybuilding - From classical to freaky’, hvor forfatteren, Dimitris Liokaftos, netop forsøger at danne sig et overblik over bodybuildingkulturen gennem tiden, med specielt fokus på, hvorfor vi er endt i the age of the grotesque; et ekstremt freakshow bestående af absurd muskuløse, steroidepumpede pro-bodybuildere.

Liokaftos deler i sin bog bodybuildingen ind i tre faser: Den tidlige periode (1880’erne -1930’erne), mellemfasen (1940’erne-1970’erne) og den sene fase (1980’erne-nutiden). I denne artikel skal vi se nærmere på den sidste, moderne fase, som er den, hvor de mest ekstreme bodybuildere har domineret. Lad os se på hvad Liokaftos er kommet frem til.

Hurtigere, højere, stærkere - og mere doping

En af Liokaftos’ hovedpointer er at det nærmest har været uundgåeligt at vi endt hvor vi er. Det olympiske motto er ‘Citius, altius, fortius’ ('hurtigere, højere, stærkere'), og som mennesker har vi en naturlig trang til at forsøge at forbedre alting. I mange år troede vi det var umuligt for et menneske at løbe en mile (1.609344 km) på under 4 min.

Det var lige indtil Roger Bannister løb på 3:59.4 i 1954. Siden da er der blevet høvlet yderligere 16 sekunder af rekorden, så den i dag lyder på 3:43.13 (sat af Hicham El Guerrouj fra Marokko i 1999).

Al sport handler om at gøre det bedre end dem der kom før en selv. I cykling kører de hurtigere i dag end de gjorde for 30 år siden. I atletik springer de højere og længere; de kaster spyd længere; støder kugler længere, og i svømning svømmer de langt hurtigere end for 30 år siden.

I stort set alle sportsgrene, hvor udgangspunktet er den individuelle præstation, kan man plotte de bedste præstationer gennem tiden ind i en graf, og over tid vil man se en stigende kurve, fordi atleterne forbedrer sig.

Præstationskurve

Hvornår kurven begynder at flade ud, afhænger af hvor gammel sportsgrenen er. I nye sportsgrene, som f.eks. løb på alle 4, som jeg har set på her, ser man stadig store forbedringer af tiderne, mens man inden for gamle sportsgrene, som spydkast, 100 m løb osv., har set en stagnation de senere år, fordi vi er ved at nå grænsen for den menneskelige fysik.

Nogle gange ser man at denne grænse sættes gennem regulering i form af forbud mod ny teknologi (svømmedragter, specielle cykler osv.), eller man får lavet dopingtests som bremser den fremgang, der skyldes kemi. Sidstnævnte er sandsynligvis grunden til at verdensrekorden i 800 m løb for kvinder er 35 år gammel.

Vi satte en stopklods ind i 80’erne, da vi begyndte at teste for de mest potente steroider, og derfor har vi set en stagnation i mange atletikrekorder.

Inden for pro-bodybuilding har man ikke sat nogle grænser ift. doping, og det er en af grundene til at vi har set kroppene blive mere og mere ekstreme gennem årene, i takt med at der er kommet mere og mere effektive dopingmidler, som kan kombineres på forskellige måder.

Vi har dog set en vis regulering ift. vanddrivende midler, som gør at vi har haft et lille fald i tørhed de senere år. Vi har ikke de der helt vanvittigt ripped Dorian Yates-grainyness-bodybuildere mere på de store scener, som falder om og går i krampe fordi de er dehydrerede.

Mere af det hele!

Ifølge Liokaftos er det hverken arrangørerne, IFBB, dommerne, tilskuerne, sponsorerne osv., der sætter standarden, og trækker det hele i en mere ekstrem retning, nej det er atleterne selv.

Hvis vi ser på en gymnastikkonkurrence fra 1954 og sammenligner den med en gymnastikkonkurrence i dag, jamen så ligner det jo nærmest to forskellige sportsgrene. Og hvis du stiller op til en gymnastikkonkurrence, hvor det er standarden at lave 2 saltoer, jamen så er 2 saltoer rigtig fint, lige indtil der kommer en der kan lave 3 saltoer. Næste år bliver man nødt til at kunne lave 3 saltoer, hvis man vil vinde. Året efter er det måske 3½ salto.

På den måde har det, inden for de fleste sportsgrene, hele tiden været atleterne, der har drevet det fremad. Uanset om fremskridtene så skyldes talent, doping, genetik, nye træningsmetoder eller andet.

Mere af det hele

Vi stræber hele tiden efter mere af det hele. Mere definition, mere størrelse, mere symmetri, lavere fedtprocent osv. Og denne proces bliver ikke bremset, bare fordi nogle synes slutresultat er grimt og usundt. Vi bliver nødt til at tage det helt ud i ekstremerne. Det er den naturlige evolution.

Det kan godt være at du synes Adele er bedre musik end Slayer, men Slayer har presset musikken helt ud i ekstremerne ift. brutalitet, hastighed, vilde tekster og aggression. For dem som elsker Adele lyder Slayer sikkert ad helvede til, og folk der synes Brad Pitt var stor og muskuløs og flot i Fight Club, vil sandsynligvis ikke bryde sig om den æstetik der er inden for pro BB. Men bodybuildingæstetik har intet at gøre med hverdagsæstetik.

Ifølge Liokaftos er den freaky krop altså den logiske kulmination på årtiers bodybuildingevolution. De bodybuildere der vinder de store konkurrencer, vinder dem, fordi de har bedre kroppe end de gamle bodybuildere. Dorian Yates ville vinde over Lee Haney, og Ronnie Coleman ville vinde over Dorian Yates, hvis de stillede op mod hinanden. Coleman ville dog slå alle, også dem der er i dag, så et eller andet sted er kurven for freakyness også ved at flade ud inden for moderne bodybuilding.

Fra glade amatører til seriøs elite - Arnold-effekten

Når vi leder efter svar på hvorfor bodybuilderne er blevet mere og mere muskuløse gennem årene, skal vi heller ikke undervurdere Arnold-effekten. Arnold var gennem sin larger than life personlighed og perfekt proportionerede krop, som han med stor succes overførte fra bodybuildingverdenen til mainstream verdenen, specielt igennem sine film, med til at åbne den brede offentligheds øjne for den muskuløse krop.

Mange af de topbodybuildere vi ser i dag, ville måske aldrig have fundet vej til bodybuildingen, hvis det ikke var fordi de sad og så actionfilm med muskuløse superstjerner, da de var børn.

Paradigmet om at ‘større er bedre’, er som nævnt ikke et ideal, som Arnold, IFBB, Joe Weider osv. har skabt. Det har været en naturlig udvikling for at se hvor langt vi kunne nå. Men når det så er sagt, så blev Arnold, IFBB, Joe Weider osv. alligevel de drivende kræfter i udbredelsen af idealet om den overmenneskelige fysik, gennem aktiv promovering af idealet.

Dette lod sig gøre, både gennem Arnolds persona, men også fordi IFBB i løbet af 60’erne, 70’erne og 80’erne, blev den nærmest eneherskende bodybuildingorganisation, og det blev dermed deres atleter, der fik lov til at sætte dagsordenen i det meste af verdenen.

Fra 1983 og frem blev Joe Weiders bodybuildingblad FLEX vinklet i retning af mere og mere HARDCORE bodybuilding, og idealet om den freaky krop blev den ultimative drøm for mange aspirerende bodybuildere, som, i en pre-internet æra, fik deres primære informationer om bodybuilding fra det blad.

Fra glade amatører til seriøs elite - Arnold-effekten

Det var i samme regi man begyndte at se professionelle bodybuildere, og med hastigt voksende pengepræmier i de store konkurrencer, begyndte man pludselig at kunne tiltrække de helt store muskeltalenter, som måske tidligere ville have valgt andre sportsgrene med større mulighed for at leve som professionel.

Var man meget muskuløs i 1971 valgte man måske at blive amerikansk fodboldspiller, mens man i 2008 rent faktisk havde mulighed for at leve et liv som professionel bodybuilder, hvis man havde talentet, og var villig til at leve ekstremt og gamble lidt med sit helbred ved at fylde sig med kemi.

En eskalering af en eskalering

I 40’erne havde man hverken kemien, pengene eller know how til at skabe så store freaks som vi ser i dag. Dem der står på Mr. Olympia scenen i dag er genetiske vidundere. En procent af en procent af en procent. Eliten af eliten.

Den stigende professionalisering har betydet at flere genetisk begavede atleter har valgt bodybuildingen som levevej, og en udvalgt elite af disse bodybuildere har haft 100% af deres tid til rådighed til at finde frem til de ultimative diæter, dopingprogrammer, øvelser, rep-schemes, det optimale antal sæt osv. osv.

Alt dette har betydet at top-bodybuilding i dag er en videnskab mere end noget andet.

Ud over den store unævnelige: doping, har vi også fået langt mere viden om kost, om protein, om hvad der spiker proteinsyntesen, om hvilke kosttilskud der kan være gavnlige osv. osv. I 40’erne vejede man ikke hvert eneste gram mad og åd 7 gange om dagen. Man kylede bare rødt kød og mælk ned, lavede sine squats og indtog random kosttilskud, som Big Bert eller en anden bro nede fra centret mente gav gode gains.

Man kan stadig få en rigtig god fysik gennem old school milk & squats, men du bliver ikke Mr. Olympia på den måde. Her må du optimere på alle punkter.

En eskalering af en eskalering

Nogle argumenterer for at sådan noget som træningsmaskiner også er blevet bedre, og at dette skulle spille en vigtig rolle. Før i tiden havde man squat, en benpres og måske en leg extensionsmaskine, og det var så bentræningen. I dag kan pro-bodybuildere vælge centre med et hav af forskellige maskiner, så de kan ramme alle muskelfibre i kroppen fra alle vinkler, og dermed udvikle hver eneste muskel til komplet perfektion.

Dette har selvfølgelig betydet en lille smule, men de allerstørste gamechangers har uden tvivl været kemien, kostoptimering og sidst men ikke mindst, en voksende gruppe af genetisk begavede atleter, som har fundet det rentabelt at satse på bodybuilding, og som har haft det som deres erklærede mål at overgå både Arnold alle andre bodybuildere nogensinde, i størrelse, definition og freakyness.

Respekten der forsvandt

Selvom man ikke nødvendigvis synes at Slayer lyder godt, så vil de fleste dog alligevel kunne anerkende musikernes talent. Og selvom gymnastik rager én en papand, så vil de fleste også have respekt for det hårde arbejde gymnasterne har lavet, for at blive så gode som de er. Inden for bodybuildingen er det dog en anden sag. Her er der mange, der griner af de store hanner eller væmmes ved dem, og synes det de laver er 100% latterligt.

Ifølge IFBB promoter Wayne DeMilia var september 1988 et afgørende vendepunkt for respekten omkring bodybuilderes kroppe. Når folk så en muskuløs person før 1988, tænkte de: ‘Shit det har krævet meget hårdt arbejde. Respekt!’ Men efter verdens hurtigste mand på daværende tidspunkt, den ret muskuløse Ben Johnson, blev snuppet for doping (steroider) efter OL i Seoul, var der en kæmpe diskussion i medierne om hvad steroider var og hvad de kunne gøre, og det begyndte at gå op for den almene befolkning, at der fandtes de her stoffer man ‘bare kunne tage, og så blev man stor og stærk.’

Det er selvfølgelig en håbløst simplificeret måde at anskue det på, men altså, sådan blev det opfattet. I løbet af ganske få år røg respekten for den ultra veltrænede krop, fordi mange fik en opfattelse af at alle kunne komme til at ligne freaky bodybuildere, bare de tog de her forbudte og sundhedsskadelige stoffer.

Man kan spørge sig selv om vi trods alt ikke er blevet klogere i 2018, men hertil må vi nok svare: nej. Selv blandt folk der selv træner, bliver steroidekortet smidt i løbet af 1½ sek., når man ser en person, der er en lille smule større end gennemsnittet. Disse ‘Er ham her på steroider?’-tråde på Bodybuilding.dk er gode eksempler.

Er de natty!?

Doping i danske kategorier

Overkropstræning med Daniel Risgaard

John Effer 18 år WTF!

Fremtiden

Om bodybuildere, også i fremtiden, vil blive set skævt til af den almene befolkning er nok ret sandsynligt. I hvert fald så længe man i de helt store konkurrencer, vælger at stikke fingrene i ørerne og sige la la la, hver gang doping-elefanten i rummet nævnes. Dopingspøgelset er en af de vægtigste grunde til at bodybuilding aldrig bliver en OL-disciplin, som salig Ben Weider ellers drømte om, og en af de vægtigte grunde til at bodybuilding altid vil stå uden for det gode selskab.

Om det hele peakede med Ronnie Coleman, eller om vi kommer til at se endnu vildere kroppe i fremtiden må tiden vise. Vi har de senere år set genetiske freaks som f.eks. Big Ramy, der har lår så store som Rundetårn, og hvis man fortsat kan tiltrække de store talenter, holde pengepræmierne store, og hvis kemien bliver ved med at blive bedre, så er det muligt at vi i fremtiden vil se Ronnies overmand. Våbenkapløbet mellem atleterne kommer under alle omstændigheder til at fortsætte.

Den eneste effektive bremse vi har set blive sat ind i denne eskalering, (hvis man fortsat vælger at se gennem fingre med doping), er at dommerne, organisationerne, arrangørerne osv. vælger at ændre gamet fundamentalt, som man så det for år tilbage med de store kvindelige bodybuildere. Her begyndte man at straffe de mest muskuløse kvinder, for at være for muskuløse, og i stedet tildele sejrene til mindre og mere feminine kvinder. Denne ændring betød i sidste ende at kvindelig topbodybuilding blev afmonteret, og i dag lever kvindelige bodybuildere en obskur tilværelse i en i forvejen obskur subkultur.

Vi så noget lignende ske en kort overgang sidst i 1970’erne, da man valgte at oprette vægtklasser i Mr. Olympia, og i flere år i træk, faktisk endte med at tildele den samlede sejr til vinderen af letvægtsklassen, den ca. 83 kg tunge letvægter Frank Zane, som var langt mindre end de fleste af sine konkurrenter.

Der er dog ikke meget der tyder på at man er på vej i denne retning igen. Fremfor at vende ryggen til de store hanner, og i stedet at satse på de mere æstetiske atleter, har man valgt at male med hele paletten. Man har oprettet et hav af nye kategorier som gør, at der nu er plads til både Baywatch-typer, klassiske bodybuilderkroppe og muskelmonstre.

Pengepræmierne er dog indtil videre, stadig enorme i den helt tunge klasse, sammenlignet med i de andre klasser, så der er stadig god grund til at presse muskelcitronen, hvis man har en drøm om at stå øverst på Mr. Olympia podiet.

Læs også: Den ultimative bodybuilder

 

Kilder:

Dimitris Liokaftos: A Genealogy of Male Bodybuilding -From classical to freaky 2017 – Routledge 

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

Facebook

100.000+

Kontakt