• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Gratis fragt over 500 DKK
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Black Friday - Gratis Black Box på alle ordre |000T 00M 00S

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Dopingens historie del 1 – fra helte til skurke


Skrevet af Brian Henneberg

Manden bag de moderne olympiske lege, Pierre de Coubertin, introducerede i 1894, det valgsprog, som i 1924 skulle blive OL’s officielle motto, nemlig: Citius, altius, fortius.

Hurtigere, højere, stærkere. Og atleter både før og siden, har været drevet af netop den trang, til hele tiden at forbedre deres resultater. Dette er bl.a. sket gennem forbedrede træningsmetoder, ny teknik og bedre kost, men også gennem indtagelse af dopingpræparater. I denne 2-delte artikelserie, skal vi se på dopingens historie. Vi skal se på, hvornår folk første gang begyndte at dope sig, hvordan doping er blevet betragtet gennem tiden, og vi skal dykke ned i nogle af de mest bemærkelsesværdige dopingskandaler, som har forvandlet helte til skurke.

olympiske medaljer

Simpsontragedien

Ordet doping optrådte første gang i en engelsk ordbog fra 1889. Ordet kommer af et afrikansk ord ’dop’, som nogle afrikanske stammer brugte om forskellige stimulerende drikkevarer de indtog. Hollandske kolonister tog ordet til sig, med tiden blev det til doping, og ordet spredte sig rundt om i verden. Som vi skal se om lidt, har doping, i en eller anden form, altid eksisteret, og synet på doping har gennem tiden været forholdsvist liberalt. I 1967 skete der dog noget, som fik stemningen til at vende. Den højt profilerede cykelrytter Tom Simpson, som havde vundet både Flandern Rundt, Milano-Sanremo, VM i landevejscykling, Lombardiet Rundt og Paris-Nice, døde under en Tour de France etape. Der blev efterfølgende fundet rør med amfetamin i hans lommer, og amfetamin og alkohol i hans blod.

7 år tidligere, ved OL i Rom i 1960, var samme skæbne overgået den kun 23-årige danske cykelrytter Knud Enemark. Amfetamin var blevet brugt af mange ryttere før Simpson og Enemark, og det var egentlig almindeligt accepteret. Kunne det hjælpe, hvorfor så ikke bruge det? Simpsons og Enemarks brug af amfetamin blev derfor ikke betragtet som snyderi, selvom der efter Enemarks død, var en spirende debat omkring brugen af sådanne stimulerende stoffer. I årene umiddelbart før Simpsons død, var der optræk til, at dopingtests skulle indføres i Tour de France, men bl.a. den tidligere 5-dobbelte Tour-vinder Jacques Anquetil var meget imod. Han udtalte: ’Ja, jeg doper mig selv. Du er et fjols, hvis du tror, at cykelryttere der cykler 235 dage om året, kan holde til det, uden stimulanser.’

Enemark og Simpsons død var med til, at skabe grobund for nutidens dominerende syn på doping, hvor der både er moralske og sundhedsmæssige aspekter med i billedet. Ræsonnementet blev efterhånden, at i kampen om medaljerne, kan doping spille en meget afgørende rolle. Og indtager nogle atleter doping, er de andre tvunget til også at gøre det for at følge med. Da doping kan påvirke atleternes helbred i negativ retning, bliver man nødt til, at indføre dopingkontrol, for at sikre sig, at ingen føler sig tvunget til at indtage stofferne og dermed gamble med helbredet. Denne opfattelse af doping er forholdsvis ny, og fik for alvor vind i sejlene efter Simpsons død.

Citat elementHurtigere, højere, stærkere - atleter har altid været drevet af netop den trang, til hele tiden at forbedre deres resultater


OL løb

Fra tyreklunker og svampe til væksthormon og steroider

Før i tiden var holdningen til doping meget frisindet. Både i det gamle Egypten, i Indien, i antikkens Grækenland og mange andre steder, blev der eksperimenteret med stoffer, der angiveligt var præstationsfremmende. En af de mest populære kure, var indtag af testikler fra diverse dyr, f.eks. tyre. Man vidste, at der var en sammenhæng mellem kraft, aggression og testikler, da man havde set, hvordan kastrerede dyr opførte sig anderledes end dyr der fik lov at beholde dingleværket. Der findes skrifter fra omkring 668 f.kr., der viser, at OL-atleter brugte alt lige fra sesamfrø til udtræk af svampe, for at forbedre præstationen. Det samme gjorde romerske gladiatorer og middelalderlige riddere. Også vikingerne dopede sig med stoffet bufotenin, som de fik fra giftige frøer eller svampe, og i Peru har befolkningen tygget coca blade for ekstra gains. I krigsøjemed, er der også blevet brugt doping til at forbedre soldaternes præstationer. Både heroin, kokain, efedrin og amfetamin blev brugt i 2. Verdenskrig. Selv blodtransfusioner blev brugt for, at forbedre piloternes evne til at flyve højt. ´

Ser vi nærmere på efterkrigstidens mest populære stimulans, amfetamin, så blev dets stimulerende effekt opdaget i 1927, og det blev første gang anvendt inden for sport i 1940’erne. Brugen af amfetamin peakede i 50’erne, 60’erne og 70’erne, hvorefter det efterhånden blev forbudt inden for flere sportsgrene. Samtidig begyndte der, at komme alternative stoffer, der var sværere at spore. Egentlige tests for amfetamin, blev først indført sidst i 60’erne, hvorfor de forbud, der var indtil da, reelt set var uden virkning.

Egentlige steroider så man første gang i 30’erne, og atleter tog dem til sig op gennem 50’erne og fremefter. Et af de første store mærker, Dianabol, så dagens lys i 1958.

Allerede i 1938, havde Bob Hoffman, som både var redaktør for fitnessbladet Health and Strength, ejer af York Barbell og tilsynsførende for det amerikanske vægtløftingshold, fået nys om det nye wonderdrug der var på vej. Good news travel fast. Bodybuildere på den amerikanske vestkyst og sovjetiske vægtløftere, var angiveligt de første der begyndte at bruge steroider systematisk i starten af 50’erne.

Da der kom en reliabel test for steroider i 1974-75, begyndte der i årene efter, også at dukke såkaldte ’designer steroider’ op. Disse steroider levede deres stille liv i sportskredse, hvor de blev benyttet i perioder inden de blev ’opdaget’ og der blev udviklet tests der kunne spore dem. Et sådant stof var f.eks. THG, som bl.a. blev benyttet af sprinterne Dwain Chambers og Marion Jones. Dopingmyndighederne kendte ikke til stoffet, indtil løbetræneren Trevor Graham, en junidag i 2003, pludselig troppede op hos USADA, med en sprøjte indeholdende THG. Dette førte til, at USADA udviklede en test, som de testede gamle urinprøver med, og så rullede skandalen, som bl.a. sendte Marion Jones i fængsel.

Et andet designer steroid, prostanozol, var oprindeligt en del af ingredienserne i kosttilskuddet Orastan-E fra Gaspari Nutritions. Den tidlige topbodybuilder og Mr. Olympia runner-up Rich Gasparis, kosttilskudsfirma. Orastan-E er dog siden blevet pillet af markedet, da prostanozol kom på WADAs forbudtliste i 2006. Hvor mange designer steroider der er i omløb, som dopingmyndighederne endnu ikke kender til, er der ingen der ved.

Væksthormon (HGH) skal vi helt frem til starten af 1980’erne for at finde, og de få atleter der eksperimenterede med det på dette tidspunkt, fik sig en ordentlig lærestreg, da flere tilfælde af den hjernenedbrydende, kogalskabs-agtige Creutzfeldt-Jacob sygdom begyndte at florere blandt brugerne. Det HGH man brugte medicinsk, stammede nemlig fra kadavere, altså døde mennesker, og et sygdomsbærende protein blev videreført til dem, der fik stoffet. Kadaverudvundet væksthormon blev derfor taget af markedet igen. I 1985 kom der i stedet en syntetisk udgave på markedet, som især bodybuildere tog til sig.

Citat elementFør i tiden var holdningen til doping meget frisindet


Doping

Fra acceptabelt til skandaløst

Det første dopingrelaterede dødsfald man kender til inden for sport, er fra 1886, hvor en cykelrytter døde, efter at have indtaget en såkaldt speedball, en blanding af heroin og kokain. Og endnu en cykelrytter, Arthur Lindon, røg i svinget i 1896. I 1904, ved OL i St. Louis, kollapsede vinderen Thomas Hicks efter løbet. Hicks’ hjælpere, som havde fulgt ham under løbet, indrømmede, at de havde givet ham en dejlig blanding af stryknin og brandy for at holde ham gående. Pisse god idé hjælpere. På daværende tidspunkt, var der dog, som tidligere nævnt, ingen videre moralske skrupler forbundet med sådanne forsøg på at fremme præstationen. Efter løbet stod der f.eks. i den officielle løbsrapport, at: ’Løbet havde vist, hvordan doping kan være meget nyttigt for atleter i langdistanceløb’.

60-70 år efter Hicks’ stryknin og brandyidioti, var holdningen til doping dog så småt ved, at blive en anden. Både Simpson og Enemarkaffærerne, men også det stigende brug af meget potente præstationsfremmende stoffer som steroider, havde gjort, at holdningen måtte revideres. 1976 var derfor det første år nogensinde, hvor der blev testet for steroider til OL, efter steroider var kommet på IOC’s ’forbudtliste’ i 1975. Det var ikke sket før, da en reliabel test for steroider først blev udviklet i 1974-75. Paradoksalt nok, blev 1976 et år, der dopingmæssigt er gået over i historien som et af de særligt beskidte år. OL foregik i 1976 i Montreal, og den kun 17-årige tyske svømmer Kornelia Ender, vandt 4 guldmedaljer, alle i verdensrekordtider, og det østtyske svømmehold, som hun var en del af, vandt 11 ud af 13 guldmedaljer. Det var en voldsom og pludselig dominans, som gav rystelser gennem sportsverdenen. Hvad fanden fodrede de deres atleter med bag jerntæppet?

Efter Berlinmurens fald i 1989, afslørede Kornelia, og mange andre østtyske atleter det, som mange allerede havde gættet på, nemlig at hele bundet var dopet, til op over begge ører. Over 10.000 østtyske sportsfolk var gennem årene blevet headhuntet og udsat for systematisk doping fra de var helt ned til 10 år gamle. De var en del, af det der hed Stats Program 14.25, hvor målet var, at demonstrere kommunismens overlegenhed, gennem succes i sportsverdenen. Østtyske atleter vandt 40 guldmedaljer i Montreal, og det med et befolkningsgrundlag på kun 17 mio mennesker. Modsat vandt USA kun 34 guldmedaljer med et befolkningsgrundlag på 217 mio. Mange af disse rekorder holdt langt frem i tiden, f.eks. Marita Koch’s vanvittige 400 m tid på 47,60 sek fra 1985, som stadig står den dag i dag. Også både mændenes og kvindernes diskus rekorder står her næsten 30 år senere.

På trods af den nye test for steroider, blev ingen af de østtyske atleter testet positive. Dette skyldtes, at tyskerne allerede havde udviklet deres egen test, og samtlige østtyske atleter blev testet inden de tog afsted til OL. Dem der testede positiv kom aldrig afsted. Først et årti senere indførte IOC tests uden for konkurrence. Indtil 1986 kunne atleter altså dope sig i ro og fred i tiden op til konkurrencen, så længe de var clean til selve stævnet.

Citat element Indtil 1986 kunne atleter dope sig i ro og fred i tiden op til konkurrencen, så længe de var clean til selve stævnet


OL svømning

De første dopingtests i IOC-regi, for amfetamin og andre stimulanser, var blevet introduceret til vinter OL i 1968, men steroidetesten kom altså først 8 år senere. En amerikansk ti-kæmper kom flere år senere med oplysningen om, at 1/3 af de amerikanske atletikudøvere benyttede steroider i 1968. Det var bl.a. året, hvor Bob Beamon forbedrede verdensrekorden i længdespring med over en halv meter fra 8.35 m til 8.90 m. En rekord der i de forgangne 33 år, kun var blevet forbedret med omkring 20 cm, og en rekord der kom til at holde yderligere 23 år, indtil Mike Powell slog den i 1991 med 5 cm. Godt nok blev OL i 1968 afholdt i Mexico city i over 2 km’s højde, og det var det første år nogensinde, hvor man benyttede det røde gummiagtige underlag vi kender fra moderne atletikbaner, og disse to ting, var begge medvirkende årsager til nogle bemærkelsesværdige præstationer. Men der er ingen tvivl om, at steroider også var begyndt at sætte deres præg på præstationerne. Da steroider endnu ikke var på forbudslisten, og forbudslister i det hele taget var noget forholdsvis nyt, som sjældent var blevet håndhævet, var der ikke så meget snak om det umoralske ved at tage steroiderne. Snakken koncentrerede sig primært om, hvilke der var mest effektive.

I 1987, det første år med tests uden for konkurrence, var der 521 positive tests for steroider i IOC regi. Selvom de var forbudt og selvom der blev testet, var det som om sportsverdenen flød over med steroider i 80’erne. Steroideskandalerne peakede i 1988, da den canadiske sprinter Ben Johnson blev testet positiv for Stanozolol, efter at have vundet guld på 100 m i ny verdensrekordtid 9,79, ved OL i Seoul. Jeg sad selv og så løbet i fjernsynet i 1988, og da Ben Johnson satte sig ned i startblokkene og gjorde sig klar til start, kan jeg huske, at jeg tænkte: ’Shit nogle muskler’. Han var meget mere muskuløs end nogle af de andre atleter.

Johnson blev efterfølgende diskvalificeret, og guldmedaljen blev i stedet givet til Carl Lewis som var blevet nr. 2 i løbet. I 2003, blev det afsløret, at selvsamme Carl Lewis var blevet testet positiv for tre stimulanser, herunder efedrin, i månederne op til OL i 1988. Han slap dog afsted med det, med en Marc Skovsbøg’ish/Alberto Contador’ish undskyldning. Man skulle jo nødig sende USA’s største medaljehåb hjem på baggrund af uskyldig omgang med urtemedicin med uheldigt indhold. Hvem de egentlig burde have givet guldmedaljen til, ved jeg ikke. 3. pladsen i løbet, Linford Christie, testede positiv i 2000. 5. pladsen Dennis Mitchell testede positiv i 1999 og 6. pladsen Desai Williams var også rodet ind i noget dopingsnavs. Kun 4. pladsen Calvin Smith er aldrig blevet testet positiv.

I 2013 udtalte en official fra IOC, at endokrine profiler lavet under OL i 1988 indikerede, at 80 % af atletikudøverne havde haft et langvarigt steroideforbrug, uden at det dog var noget de kunne dømmes for. I forbindelse med Dubin-sagen, som var en slags Operation Puerto, bare for OL i Seoul i 1988, afslørede den tids svar på Eufemiano Fuentes, Dr Robert Kerr, at han havde udskrevet anabolske steroider til 20 af medaljevinderne til OL i 1984. Ben Johnson indrømmede, at have brugt steroider siden 1981. Det dopingforbrug, der engang havde været fuldt ud accepteret, var nu for alvor sat i skammekrogen.

Citat elementOrdet doping kommer af et afrikansk ord ’dop’, som afrikanske stammer brugte om forskellige stimulerende drikkevarer de indtog
 
 

Et nyt syn på doping

Efter Johnsonsagen, strammede man gevaldigt op på dopingreglerne. Forbudslisten blev udvidet med en hel række nye stoffer, hvoraf mange kunne købes fuldt lovligt på apoteker. Det var også efter Johnson skandalen, at folk begyndte at føle sig i deres gode ret til, at kassere deres helte uden nåde, hvis de på nogen som helst måde var involveret i doping(mis)brug.

I 1994, blev Diego Maradona, datidens svar på Lionel Messi, testet positiv for efedrin, ved VM i USA. Han var i sin karrieres efterår, blevet en smule chubby, og havde sandsynligvis taget efedrin, for at tabe sig og blive klar til VM. Han fik en sørgelig slutning på en ellers smuk karriere. For selvom fodbold i høj grad er en teknisk disciplin, så begyndte tidligere fans, at tilskrive hele hans karriere dopingmisbrug. Han kunne kun drible fra de andre, fordi han tog doping. Der var ikke meget sportsmand over ham. Folk var skuffede. Følte sig snydt. Samme holdning finder vi i ekstrem grad den dag i dag ift. cykelsport. Her er vi nået så langt ud, at en god præstation i sig selv, betragtes som en rimelig reliabel indikator for dopingmisbrug. Man behøver ikke engang teste positiv i dag for at blive en skurk. Det sker i samme øjeblik man klarer sig godt. Helte og skurke er i moderne cykling smeltet sammen til én uadskillelig ambivalent karakter.

I 2. del skal vi bl.a. se på de store skandaler inden for cykling. Vi skal også se på EPO, vanddrivende midler, Mr. Olympia, atletik og på fremtidens doping.

Kilde:

Making sense of sports 5th ed. – Ellis Cashmore. Routledge 2010

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

Facebook

98.500+

Kontakt