Skrevet af Brian Henneberg, Fysioterapeut

Squatdragter, bænkprestrøjer, knæbind, bælter osv. Ser man på moderne styrkeløft, er det efterhånden et udstyrstykke uden lige.

Men hvornår begyndte dette udstyrsræs egentlig? Hvornår blev den første squatdragt opfundet? Hvornår blev det ok at bruge dette ‘snydeudstyr’, og er det overhovedet snyd? Og sig mig lige engang: Hvor meget kan de store gutter egentlig løfte uden udstyr? Alt dette og meget mere skal vi have svar på i denne artikel.

Altius fortius citius

Det ligger i den menneskelige natur at vi vil forbedre os. Det olympiske motto ‘altius fortius citius’, eller på dansk ‘hurtigere højere stærkere’ beskriver meget fint denne trang vi mennesker har til at ville presse citronen. Inden for sportens verden har denne trang ført til alt lige fra bedre træningsmetoder og bedre kost, over bedre udstyr til bedre doping osv. osv.

Inden for stangspring har man f.eks. erstattet træ- og bambusstænger med glasfiber og kulfiberstænger. Inden for tennis er ketcherhovederne gennem tiden blevet 40% større, ketcherne er blevet 30% lettere, og de materialer de er lavet af, har gjort dem 300 % stivere end tidligere. Inden for svømning så vi for nogle år siden også de nu forbudte Speedo LZR Racer og Arena X-Glide dragter, som pludselig gjorde middelmådige svømmere til mestre. Vi udvikler nyt udstyr for at se hvor langt vi kan komme i forskellige sportsgrene.

Denne udvikling ser vi også inden for styrkeløft, hvor nyt og forbedret udstyr har været med til at presse rekorderne op i efterhånden vanvittige skylag. Det, der adskiller styrkeløft fra de andre sportsgrene er imidlertid, at man inden for styrkeløft ikke er blevet enige om en standard. Mens der er ensartede regler for udstyr og doping inden for de fleste andre sportsgrene, så er der mange standarder inden for styrkeløft.

Bare i USA er der f.eks. 33 forskellige styrkeløft forbund, og der er 9 forskellige forbund, der opererer internationalt. I nogle klasser og forbund er knæbind, squatdragter og bænkprestrøjer tilladte, mens det samme udstyr er forbudt i andre klasser og forbund. Vi har endda en åben klasse i American Powerlifting Federarion (APF), hvor nærmest alt udstyr og al doping er tilladt.

Men hvordan startede dette udstyrsræs?

Begyndelsen

Man mener den første rigtige styrkeløftkonkurrence, hvor man konkurrerede i squat, bænkpres og dødløft, blev holdt i 1956, men vi skal helt frem til 1964, før den første ‘officielle’ konkurrence løb af stablen, nemlig AAU Senior National Powerlifting Championships.

I starten var der ikke noget udstyr designet specifikt til styrkeløft, og der var ingen regler for hverken tøj eller udstyr. Nogle løftede i vægtløftningsdragter eller bryderdragter, mens andre bare havde shorts og t-shirt på. Ift. sko, så blev der brugt alt lige fra basketstøvler og arbejdsstøvler, til læder sutsko og støvler lavet til boksning.

På billeder fra styrkeløftkonkurrencer fra midten af 1960’erne kan man se at bælter allerede blev brugt dengang, men der var tale om bælter til olympisk vægtløftning, nemlig dem, der er smalle foran, mens ingen anvendte de brede bælter man ser i dag. Knæbind var der nogle få der brugte, men det var bare de der tynde, brune, elastiske bandager, som man forbinder ankler med i dag (ACE bandager).

Et par kuriøse udstyrstilfælde fra styrkesportens barndom, er f.eks. løfteren Jerry Jones, som i 1968 forsøgte at forbedre sine løft, ved at sætte to halve tennisbolde i knæhaserne og spænde dem fast med ACE bandager, for at give lidt ekstra bounce i bunden af squatten. Endnu mere bizar var den løsning som Tom Overholzer fandt på samme år. Han viklede simpelthen sin overkrop ind i lagener, som blev holdt fast med ACE bandager. Der var ingen regler, der forbød ham at vikle lagner om kroppen, så han fik lov til at gøre som han ville. Også selvom lagnerne gjorde at han ikke kunne gå, og derfor måtte bæres hen til squatracket og tilbage igen.

Andre holdt det mere simpelt, og begyndte at sy to ACE bandager sammen, så den elastiske effekt blev mere markant. Sidst i 1960’erne var det også populært at tage to par stramme cowboybukser på under bryderdragtern, når der skulle squattes, for at give support i bunden, ligesom det blev populært at vikle albuer og bryst ind ACE bandager.

Ser man på billeder fra 1965 og sammenligner dem med billeder fra 1968 kan man se at der allerede er sket meget ift. Udstyret på de 3 år. Nogle har nu knee sleeves af tykt gummi rundt om knæene, bælterne er tykkere og bredere, og en del løftere anvender nu også håndledsbind.

Nok er nok...og dog

Efterhånden som der kom flere og flere sager, hvor løftere på denne måde forsøgte at ‘snyde’ sig stærkere, blev man nødsaget til at indføre nogle regler for brugen af udstyr. I en af sagerne havde nogle britiske løftere brugt wraps, der var 5-6 meter lange, og det begyndte at blive ganske absurd. I 1972 forbød AAU derfor alle former for wraps og udstyr, som kunne give en fordel i løftene, bortset fra bælter, som dog fik nogle standardmål de skulle opfylde.

Disse nye regler blev voldsomt upopulære blandt løfterne, som mente at udstyret ikke kun virkede præstationsforbedrende, men også øgede sikkerheden og stabiliserede leddene. AAUs regel kom derfor kun til at gælde 1 år, og da man holdt det første officielle verdensmesterskab i styrkeløft i IPF-regi (International Powerlifting Federation) i 1973, blev det med regler om at bælter med bestemte mål var tilladte; gummi knee sleeves var forbudte og det samme var albue sleeves, mens håndledsbind og knæbind i bestemte længder og bredder var tilladte.

De nye regler førte selvfølgelig til at løfterne begyndte at optimere udstyret inden for de nye rammer. Det samme gjorde de få producenter, der var begyndt at komme. Firmaet Sta-Slim kom f.eks. med de første neopren baserede knæbind i 1972. Knæbind der ligner dem, der anvendes i dag, kom frem omkring 1977, og blev markedsført som Zangas’ wraps. Zangas’ wraps udkonkurrerede ACE bandager i løbet af bare ét år.

Squatdragter

Den første squatdragt blev efter sigende lavet af en fyr ved navn  Larry Pacifico, som havde set Tom Overholzer squatte med lagener om kroppen. Larry kunne se det virkede, og besluttede sig for at fremstille noget der mindede om det, men som kunne sælges kommercielt. Pacificos dragt kom til at hedde Super Suit, og som et andet våbenkapløb, blev alle løftere nu nødt til at investere i en sådan dragt, hvis de ville være med i toppen. Det endte med at der blev solgt omkring 3-4000 dragter om året af disse op gennem 70’erne og 80’erne.

De første dragter havde kun begrænset elasticitet, og kom kun i en meget lidt flatterende beige kulør. Senere begyndte Pacifico og hans nye partner George Zangas, at farve dem røde, blå og sorte, hvilket boostede salget gevaldigt.

En af dem, som oplevede første generation af Super suits var en fyr ved navn Pete Alaniz. Han blev meget betaget af dragterne, købte nogle stykker og tog dem med hjem til sin mor, som var syerske. Hun påpegede nogle områder hvor dragterne kunne forbedres, f.eks. så de ikke så let revnede i bunden, når man squattede tungt. Sammen lavede de et firma, hvor de ville sælge nye forbedrede versioner af dragten. Firmaet kaldte de Titan. Resten er vist historie.

Moderne squatdragter kan faktisk stå selv, hvis man stiller dem på gulvet, så stive er de i stoffet. Producenterne selv oplyser at de kan give i omegnen af 20-30 kg mere end når man løfter uden dragt. Nogle af dragterne er så stramme at man skal have tænger i brug for at få dem af og få, og nogle gange kræver det assistance af 3 mænd at få dragterne på. I tråden her deler løftere gode og ret sjove tips til, hvordan man får sin squatdragt af igen.

I tillæg til squatdragterne kan man også få nogle shorts eller underhylere, der virker som en slags halvdragt. Du kan se en der kæmper en brav kamp for at få sådan et par på her:

Bænkprestrøjer

Lige så legendarisk som Titan er det næste navn, Inzer, som er et firma der blev startet af John Inzer tilbage omkring 1973. Inzer solgte i starten kun én ting, nemlig nogle trøjer, hvor hullerne til armene sad foran på trøjen i stedet for ude på siden, således at stoffet blev strukket, når man førte stangen nedad i bænkpres. Disse bænkprestrøjer blev også umådeligt populære, omend stoffet, i de første udgaver, kun havde meget begrænset elasticitet. Inzer var så smart at han tog patent på dette front-ærme-design, og det betød at Inzer var enehersker på bænkprestrøjemarkedet helt frem til 2002, hvor patentet udløb.

John Inzer var i det hele taget en genial forretningsmand, som brugte rigtig meget tid på lobbyarbejde i de forskellige organisationer, for at få gjort bænkprestrøjerne tilladte til konkurrencer.

Bænkprestrøjerne er over årere også blevet videreudviklede, og er gået fra ét lag med 50% polyester og 50% bomuld i starten, til de 4-5 lags high-tech monstertrøjer vi ser i dag, som f.eks. Inzers SDP (Superduper Phenom), hvor hver eneste løkke i det hardcore stof kan holde til en belastning på 10 kg. Disse trøjer er nærmest ikke trøjer mere, men bare en slags slangebøsser man trækker på armene. Du kan se Tiny Meeker forsøge sig med 490 kg bænkpres i en sådan trøje her:

Dødløftdragter

Dødløftdragter er generelt set mindre stive end squatdragter, og giver som regel mest, hvis man dødløfter sumo style. Under alle omstændigheder er dødløftdragter helt klart dem, der giver mindst af de tre typer dragter man almindeligvis ser til konkurrencer. Ser vi på forskellene mellem de bedste udstyrsløft, og de bedste raw løft, i IPF-regi, så løfter de bedste udstyrsløftere 15-41 % tungere i squat (afhængig af vægtklasse), 16-46 % tungere i bænkpres, men kun -1-13 % tungere i dødløft.

RAW vinder indpas

Sidst i 1990’erne var der flere og flere, som blev trætte af det, i bund og grund, absurde udstyrræs, hvor man måske nærmere burde uddele medaljer til Inzer, Titan og Metal, fremfor de løftere der har udstyr fra disse producenter på. Nogle fandt det også tiltagende grinagtigt med de her løftere, som skulle bruge 3 hjælpere, tænger og andet udstyr for at klemme sig ned i en squatdragt.

Man skal heller ikke overse, at det faktisk kan være ret ubehageligt at have dragterne på, og at især bænkprestrøjer og squatdragter, ofte efterlader blå mærker, hudafskrabninger, blodansamlinger, blodvabler eller deciderede sår på kroppen. Squatdragterne er ofte også så stive, at løfterne må ligge fladt ned på jorden i pauserne mellem løftene, fordi det er umuligt for dem at sidde ned på en stol, og knæbindene er ofte så stramme, at løfterne knapt nok kan gå.

Alle disse ting førte til de såkaldte RAW-stævner, hvor løftere, som var mere interesserede i rå styrke end i udstyrsstyrke, kunne konkurrere med ligesindede. I dag afholder de fleste forbund både konkurrencer i udstyrsløft og raw løft.

Hvor meget kan de store gutter egentlig løfte uden udstyr?

Hvis du synes det kunne være interessant at få svar på, hvor tunge vægte de allerbedste udstyrsløftere egentlig kan løfte uden udstyr, så er du ikke den eneste. Og i 2006 satte man sig faktisk for at finde svar på dette spørgsmål. En række af verdens bedste udstyrsløftere satte hinanden stævne til det de kaldte New England Record Breakers raw powerlifting meet.

Førstepladsen endte med at gå til Brian Siders med en total på 997 kg i de tre løft uden udstyr. Siders havde bare 2 uger tidligere løftet 1168 kg til et andet stævne, med udstyr. Altså en forskel på 171 kg. En fyr ved navn Mike Wolfe havde bænkpresset 362 kg med udstyr kort tid inden stævnet, men var kun i stand til at løfte 272 kg uden udstyr. Aller dårligst gik det for Mike Miller, som tidligere havde squattet 544 kg med udstyr. Han skulle på dagen virkelig kæmpe for at få 272 kg op fra bunden uden udstyr. Ikke et dårligt løft, men bare virkelig langt fra 544 kg.

Nu er disse løftere jo super specialiserede udstyrsløftere, og derfor er det måske ikke helt fair at sætte dem til at køre maxforsøg uden udstyr. Det svarer lidt til at sætte Chris Froome til at løbe op ad Alpe d’Huez, eller sætte Roger Federer til at spille tennis med hånden fremfor en ketcher. Det er bare ikke det de har specialiseret sig i, selvom det minder lidt om det. Hvis løfterne fik lov at øve sig noget mere på raw løft, ville de sikkert kunne præstere bedre efter nogle måneder, men stævnet gav alligevel nogle indikationer på, hvor meget udstyret kan give, især, hvis man bliver rigtig dygtig til at bruge det. 

Afrunding

Om man bedst kan lide raw løft eller udstyrsløft må man selv afgøre. De fleste kan nok godt se at udstyrsløft i bund og grund er lidt småidiotisk, men på den anden side er det også fascinerende at se hvor langt vi kan presse kombinationen af menneske+teknologi+kemi, uden nogen som helst grænser. Inden for cykling har man sat visse kemiske og udstyrsmæssige begrænsninger op, og vi får aldrig lov at opleve verdens bedste cykelrytter, tanket op på sovs, kørende 45 km/t op af Alpe d’Huez på en vanvittig high-tech cykel. Noget lignende har vi imidletid mulighed for at se inden for styrkeløft, hvor man i APF-regi har den klasse, hvor alt nærmest er tilladt. Det vildeste udstyr + ingen dopingkontrol. Det giver nogle vanvittige løft, og det er fedt at se på.

På den anden side er det også interessant at se hvor meget løftere kan løfte raw, da det giver et lidt mere retvisende billede af, hvad der er fysisk muligt uden at tage et exoskelet på. Problemet med de raw, gennemtestede styrkeløftkonkurrencer er dog, at man ikke kan vide om løfterne er på sovs. Dermed får vi ikke det rene billede af grænsen for den menneskelige fysik, som vi efterspørger. Som Louis Simmons sagde på et tidspunkt: ‘Until the end of time people will seek out a way to win. That's human nature. Most use computers today, not an ink quill.’

Vi kan se at løfterne ikke har vanvittige dragter på i raw konkurrencer, men vi kan ikke være 100% sikre på at de ikke er på sovs. Derfor er det måske i virkeligheden de absurde, utestede udstyrskonkurrencer, der giver det mest retvisende billede af, hvor langt vi er kommet som styrkeløftende art. På den anden side kunne vi også bare tage et avanceret militært exoskelet på, som tillod os at squatte 4 tons, og så kalde det en sportsgren, men det ville de fleste nok alligevel afvise som værede for fjollet.

Kilder:

https://www.starkcenter.org/igh/igh-v13/igh-v13-n2-n3/igh130203p37.pdf

SHIFTING GEAR: A HISTORICAL ANALYSIS OF THE USE OF SUPPORTIVE APPAREL IN POWERLIFTING. Jan Todd, Dominic Gray Morais, Ben Pollack & Terry Todd. The University of Texas at Austin & Trinity University, San Antonio, Texas. Iron game history nov/dec 2015. 

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.