Skrevet af Brian Henneberg, Fysioterapeut

For nylig sendte DR en programserie om afhængighed, hvor de tre ting som deltagerne i programmerne var afhængige af var sukker, skærme og træning. Du kan finde programmet om træningsafhængighed her.

Hvis du nu er af af de 150.000 danskere, som ifølge udsendelsen, er afhængig af træning, og godt kunne tænke dig at skære lidt ned på mængden af sport og motion du dyrker, så kan du få hjælp i denne artikel. Jeg vil præsentere en række provokerende tanker fra den hollandske biolog og forfatter Midas Dekkers, som bedre end nogen anden, formår at få sport og træning til at virke komplet åndssvagt. Der er næsten garanti for at du kommer til at tage din træning lidt mindre seriøst efter du har læst denne artikel.

Homo narcissus

Se du er måske stolt over det du udretter, når du nu på 4. år, har holdt en solid og ubrudt træningsstime på 5 træninger om ugen. Din kondition er i top, dine muskler svulmer, og din styrke er fremragende. Det er lige før du betragter dig selv som en slags homo superior, et overmenneske, som gennem hård disciplin og træning, har taget evolutionen i egen hånd, og har hævet dig over pøblen.

Midas Dekkers er dog noget af en party pooper, hvis det er et sådant selvbillede du render rundt med. Han mener nemlig ikke du er i nærheden af noget man kunne kalde homo superior, men at du nok nærmere er noget man kunne kalde homo narcissus, et selvoptaget menneske, som spilder skønne kræfter på ligegyldigheder. Han begrunder dette synspunkt med følgende argumenter:

Dit projekt handler udelukkende om dig selv og din egen krop. Du bruger utallige timer på at forbedre din egen krop, med det ene formål at forbedre din egen krop. Du betragter dig selv i spejlet, tager billeder af dig selv, og har hele tiden fokus på hvordan din krop ser ud, og hvordan den kan blive bedre.

Og at pynte dine præstationer med ord som selvdisciplin og jernvilje, er bare fjollet. Aesop fortalte for ca. 2500 år siden fablen om kragen, der pyntede sig med lånte påfuglefjer for at virke mere betydningsfuld, og det er det samme eventyr du nu fortæller dig selv. At du træner så meget som du gør, hænger blot sammen med at du er en træningsjunkie. Det har intet med selvdisciplin at gøre. Heroinjunkien kan lige så vel argumentere for at hans daglige indbrud og småtyverier, som finansierer hans heroinforbrug, er et resultat af en benhård jernvilje, fordi han er fokuseret på sit mål: at få fat på det næste fix koste hvad det vil. Yeah, en rigtig fighter! På samme måde kan du pynte dine argumenter med lånte fjer i din jagt på det næste træningsfix.

Læs også: Selvovervindelse gennem vægttræning

Et formålsløst projekt

Dekkers mener også du er ude i et ret formålsløst projekt. Se på nogle mænd som Elon Musk og Steve Jobs. Deres livsprojekter har ændret verden, skabt tusindvis af jobs, revolutioneret rumfart, givet os succesfulde elbiler og ændret vores måde at leve og interagere på, gennem nyskabende teknologi. Og se på en mand som Nelson Mandela. Han har ændret den måde millioner af mennesker tænker og handler på ift. f.eks. race, had og tilgivelse, fordi hans egne handlinger og tanker var så bemærkelsesværdige. Se på pædagogerne ude i børnehaverne, der lærer vores børn utallige ting mens vi er på arbejde. Sygeplejersker og læger, der redder liv og hjælper mennesker der er blevet syge. Forskere der metodisk undersøger verden og giver os viden, som kan få os videre som art og forbedre vores liv.

Og se så på dit eget træningsprojekt. Det ændrer absolut ingenting på verden. Det er da dejligt for dig at din overarm er blevet ½ cm større, men menneskeheden flytter sig ikke en meter på grund af denne “præstation”. Du ville bidrage med præcist lige så meget til verden, hvis du satte dig ned for at gense 4. sæson af Paradise Hotel. Forskernes resultater bliver hængende. Jobs’ og Musks opfindelser bliver hængende. Det gør sport og motion ikke, og det gør dine spændstige muskler heller ikke.

Tror du selv at du ligger i toppen af evolutionspyramiden fordi du er så fit, og Darwins succesdevise er ‘survival of the fittest?’ Survival of the fittest har intet at gøre med at være i god form, og bruge tid i fitnesscentret. Det handler om forplantning. Du ville rykke længere op i hierakiet, hvis du bare gik hjem og dyrkede sex og fik en masse børn. Naturen er fuldstændig ligeglad med hvor længe du lever, hvor sund du er og hvor store muskler du har. Der er folk, der aldrig har trænet en dag i deres liv, som har flere børn end dig, og guess what? Det er dem der har vundet.

Om selvom du får børn, så forbedrer din træning jo ikke dine børns vilkår. Uanset hvor fit du selv er, så kan du ikke overføre denne ‘fit-hed’ til dine børn. Måske forværrer du endda dine børns liv med din træning, fordi du hele tiden tager væk fra dem for at passe din åh så vigtige træning. Ingen udover dig selv får noget ud af det du laver. Det tjener intet højere formål. Det er et dybt formålsløst og narcissistisk projekt, der er lige så flygtigt og uvigtigt som et random afsnit af Go’ Morgen Danmark. Kan du huske hvad de snakkede om i Go’ Morgen Danmark i mandags? Nej vel. Det er ligegyldigt, og det samme er dit ‘projekt træning’.

Læs også Betragtninger over styrke

Den mest ineffektive af alle beskæftigelser

Du synes måske også selv du er et ret så effektivt menneske. Os der træner meget ser i hvert fald ofte os selv som EFFEKTIVE. Vi er tidligt oppe, får noget for hånden, er gode til at planlægge, og kan snildt flette to træninger ind om dagen, hvis vi er effektive og får tingene gjort.

Men se lige på hvor lidt en omgang træning egentlig rykker. De sidste 100 år er menneskehedens bedste tid på 100 m distancen blevet forbedret med 1 sek., fra 10.6 sek i 1912 til 9.58 sek i 2018. 1 sek på 100 år. Prøv at tænke på alle de tusinder og atter tusinder af atleter de sidste 100 år, som har sprintet og sprintet, og dyrket styrketræning, og har spist rigtigt og sovet rigtigt osv. osv. osv., og alligevel er vi ikke nået længere på 100 år end 1 sek. Det er eddermukme da ineffektivt. Tænk så på hvad vi ellers har set af fremskridt i verden de sidste 100 år. Wow. Det er jo en hel anden verden end det var for 100 år siden, med internet og vacciner og fjernsyn og rumfart osv. osv. Tænk hvis alle sprinterne havde brugt deres tid på noget mere fornuftigt. Det kunne være vi var nået endnu længere som art.

Hvis du træner hver morgen og hver aften, seks dage om ugen i 10 år, jamen så har du måske taget 15 kg muskelmasse på, eller du har forbedret dit kondital med 20%. Whoopie. Det er pænt meget arbejde at lægge i et meget begrænset resultat. Der er jo ingen der accepterer så lidt return of investment på andre områder i deres liv. Det svarer lidt til at du knokler og knokler for at tjene penge til en lækker bil, og når du så efter 10 år er klar til at købe den, så kan du få en Citroen C1. Uden ekstraudstyr. Det er håbløst spild af tid.

Kan du løbe hurtigere end en skildpadde? Værsgo, her er en medalje

Endnu mere fjollet bliver det, hvis du træner rigtigt meget fordi du har planer om at ‘stille op til noget’. At konkurrere mod andre for at vise at du er den bedste, er et af de mest absurde og meningsløse projekter mennesker kan give sig i kast med, ifølge Dekkers.

For hvem er det der ender øverst på podiet? Det er de mest fanatiske. Dem der ofrer alt i livet for at blive den bedste til noget ligegyldigt. Sindssygt spild af liv.

Det er også de mest talentfulde, der ender øverst på podiet, og det er der jo ikke så meget at gøre ved. Er du et gigatalent inden for løb? Har du nogle vanvittige lunger og et kondital på 80? Har du de perfekte proportioner til bodybuilding, og har du let ved at opbygge muskelmasse? Jamen så er der jo en god sandsynlighed for at du ender øverst på et podie på et tidspunkt. Især hvis du, ud over at være talentfuld, også er fanatisk.

Men hvad er det præcist du jubler over når du står øverst på podiet? Er det at du var den med de bedste løbegener, som stillede op til netop dette løb? Skal vi også lige smide dig øverst på et podie, fordi du har det mest lyse hår, er den højeste, eller fordi du har de pæneste tænder øst for Storebælt? Hvis vi skal begynde at fejre overlegen genetik ved at uddele medaljer og ordener, jamen så kan vi jo begynde at ønske os tilbage til Tyskland i midten af 1940’erne, hvor de var store fans af den slags.

Eller jubler du fordi du er den der er mest villig til at tilsidesætte venner og familie og andre vigtige ting, til fordel for 418 træningspas om året? Er det ikke vanvid at afholde konkurrencer, hvor vi hylder dem, der formår at leve mest ensporet og bruge deres liv på den mest idiotiske måde?

Og alle sportskonurrencer er jo en sammenligning af æbler og pærer. Hvis du har talent og er fanatisk, jamen så vinder du selvfølgelig over andre, som er mindre talentfulde og er mindre fanatiske. Det er jo bare et regnestykke. Hell, du kan jo bare stille op mod en skildpadde og se om du kan løbe fra den, og så juble når du står som en VINDER. Det lyder måske absurd, men der er i virkeligheden ikke megen forskel på det, og så til at du stiller op mod Usain Bolt. Selvfølgelig vinder Bolt, fordi han har bedre gener ift. løb, og har brugt mere tid på at blive god. Bolt eller en skildpadde er jo hip som hap. Det er lige meningsløst.    

Hvis du stiller op til et triatlonløb eller til en fitnesskonkurrence, synes du måske det giver mening, fordi feltet ikke består af Usain Bolts eller skildpadder, men mennesker der til forveksling ligner dig selv. Det er dog en illusion. Det er stadig individer som er mere eller mindre talentfulde og/eller fanatiske end dig. Det er bare Bolts der løber langsommere, og skildpadder der løber hurtigere. Det er stadig æbler og pærer, og at kåre en vinder svarer til at kåre den smukkeste frugt i Kvicklys grøntsagsafdeling. Det giver ingen mening. Om du kan slå John eller Tove eller en skildpadde eller en kiwifrugt, det er lige absurd. I sidste ende er den eneste du virkelig kan sammenligne dine resultater med, dig selv.

Læs også Den tvivlsomme sejr – en afmontering af sporten

Men jeg kan jo godt lide det

Det kan være du finder et argument frem om at du hverken er interesseret i at ændre verden, vinde konkurrencer, være effektiv eller forbedre vilkårerne for dine børn. Du kan bare godt lide at træne, og er det nu ikke ok at have en harmløs hobby som træning, som man nyder at bruge tid på? Og jo det er det da. Der er ingen af os der orker at læse Weekendavisen og Zetland hele dagen lang. Nogle gange har vi bare brug for at sidde og stene med et Facebook-feed, et Se & Hør eller et afsnit af en idiotisk serie. Og træning kan være en fin afstressende hobby.

Men nu var det jo træningsafhængighed det handlede om, og en del af grunden til at du tror du nyder din træning, er jo fordi du er afhængig. Junkien nyder jo også sin rus når han har sprøjtet heroin i årerne. Hvis du føler din overdrevne træning er et problem, så er spørgsmålet jo også, hvor meget du i virkeligheden nyder det. Og hvis du godt ved din træning i bund og grund er ligegyldig, og du bare træner for din tvivlsomme fornøjelses skyld, så siger Dekkers at det formålsløse netop er det bedste ved din træning. Det indebærer nemlig også, at man kan lade være.

Afrunding

Nå, av hva? Fik han ram på dig ham Dekkers? Nu har jeg med vilje stillet det lidt skarpt op, for at gøre provokationen så effektiv som mulig, men der er selvfølgelig også modargumenter. Dekkers har ikke nødvendigvis ret, men de tanker han har gjort sig omkring sport og træning, er ikke nogle vi bliver præsenteret for ret ofte, så derfor synes jeg de er interessante at hive frem.

Hvis du er træningsafhængig, og har fået lidt stof til eftertanke, så er missionen fuldført. Hvis du ikke er træningsafhængig, men har læst med alligevel, og nu føler dig totalt demotiveret, så kan du sandsynligvis genfinde din motivation i denne artikel:

Læs også Fordi det er der - livet, bjerget og træning

Kilder:

Dekkers, Midas. Kropskultur. Tiderne skifter (2008) 

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.