• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Gratis fragt over 500 DKK
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Homo sapiens technologicus – det sportslige overmenneske

Skrevet af Brian Henneberg

I 1883 skrev den tyske filosof Nietzsche: ‘Jeg lærer jer om overmennesket. Mennesket er noget, der skal overvindes. Hvad har I gjort for at overvinde det?’. Mens det er lidt uklart hvad Nietzsche egentlig mente med sit overmenneske, så står det rimelig klart at det ikke handlede om noget fysisk.

Her næsten 135 år senere begynder vi dog at kunne skimte et fysisk overmenneske ude i horisonten, og vi er ved have have gjort en hel del for at overvinde menneskets naturlige svagheder.

Både den canadiske forsker Paul Zehr og den franske filosof Michel Puech, har kaldt dette nye overmenneske homo sapiens technologicus - det teknologiske menneske, men vi kunne også kalde det homo sapiens medicinae – det medicinske menneske, fordi vi nærmer os et tidspunkt, hvor vi gennem teknologi og medicinske fremskridt, bliver i stand til at opgradere mennesker, så de får overmenneskelige færdigheder.

I denne artikel skal vi se på teknologi og medicin som midler til at forbedre menneskers præstationsevne inden for sportens verden, og på hvilke problemstillinger der opstår, når der pludselig bliver noget teknologi og medicin tilgængeligt, som kan transformere mennesker til overmennesker, og som truer med at smadre sporten som vi kender den.

Bodybuilder

Bodybuilding

Lad os starte med bodybuilding. For 100 år siden hed verdens mest velbyggede mand Eugen Sandow. Hans kropsmål var som følger:

Højde: 172 cm
Vægt: 82 kg
Hals: 39,4 cm
Bryst: 112 cm
Overarme: 42 cm
Lår: 60 cm
Lægge: 38,6 cm

Her i 2017, 100 år senere har verdens mest velbyggede mand Phil Heath følgende kropsmål:

Højde: 175 cm
Vægt: 110 kg (på scenen) 125 kg (offseason)
Hals: 47 cm
Bryst: 137 cm
Overarme: 56 cm
Lår: 76 cm
Lægge: 51 cm

Den store forskel på Sandows, set med nutidens øjne, ret middelmådige fysik, og Heaths vanvittige fysik er primært baseret på én ting: dopingmidler. Dermed ikke sagt at Sandow kunne være blevet lige så stor som Heath, hvis han bare havde haft doping til rådighed, men at Heath er blevet så stor som han er, skyldes uden tvivl præstationsfremmende medicin.

For det er jo egentlig der det er, det Phil fylder sig med. Medicin. Medicin der bliver ‘misbrugt’ til noget det ikke var meningen det skulle bruges til. Syntetisk testosteron blev jo oprindeligt ikke udviklet så Phil Heath eller Tonser John nede fra det lokale bodybuildercenter kunne blive fucking HUGE. Det blev udviklet for at afhjælpe problemer med f.eks. hypogonadisme, hvor mænd producerer for lidt testosteron.

Læs også: Bodybuiliding som olympisk sport

Mange dopingstoffer, og mange af de teknologier, der med tiden er kommet, og kommer til, at infiltrere sporten, kommer oprindeligt fra patologiens verdens, hvor man har forsøgt at forbedre funktionen hos syge mennesker. Det gælder f.eks. diverse proteser; elektrisk hjernestimulation, som vi skal se på til sidst i denne artikel, og dopingmidler.

Inden for bodybuildingens verden har man, i hvert fald i de helt store konkurrencer, stiltiende accepteret at doping spiller en ret markant rolle. Denne holdning smitter af på de lavere rækker, hvor man nok skal være mere end almindelig naiv, hvis man tror man kan vinde den tunge klasse til en bodybuildingkonkurrence, uden bare et lille bitte skud af et eller andet. De fleste udøvere, de fleste tilskuere og en del sponsorer har accepteret at det er sådan det er inden for bodybuilding.

Det har sandsynligvis nogle konsekvenser for deltagernes helbred og det har konsekvenser for bodybuilding som sportsgren, hvor den noget tilbagelænede holdning til doping, er en af grundene til at bodybuilding aldrig er kommet på det olympiske program. Men bodybuilding er også en special sportsgren, hvor doping har været en mere eller mindre accepteret del af sporten siden 1950’erne.

Citat elementMan har forsøgt at forbedre funktionen hos syge mennesker

 
Cykling

Cykling

Inden for andre sportsgrene har man en knapt så tilbagelænet holdning til doping og teknologi. Cykling er et godt eksempel på en sportsgren, der kæmper en brav kamp på både dopingfronten og på den teknologiske front. 1990’erne gav os nogle af de mest mindreværdige momenter i Tour de France, men mange af disse mindeværdige momenter var skabt af store mængder doping. Nogle accepterede dette som en historisk del af gamet, mens andre følte sig snydt og krævede et opgør med dopingen. Det var de sidstnævnte, der råbte højest. Faldende tilskuertal, konstant negativ omtale, droppede tv-aftaler og færre sponsorkroner tvang cykelsporten til at til indføre et af mest gennemgribende (om end stadig utilstrækkelige) antidopingprogrammer i sportens verden.

På den teknologiske front har man også indført diverse regler for at undgå at komme ud på en teknologisk glidebane. I Tour de France skal rytternes cykler f.eks. veje mindst 6.8 kg og have en hvis genkendelig udformning. Hvis vi ikke havde denne regel om en hvis form for standardisering inden for de cykler, der bliver benyttet, ville vi helt sikkert se et teknologisk kapløb, hvor de rigeste hold ville opfinde bizarre cykler som skulle give dem en teknologisk fordel. Vi så dette kapløb taget til sin yderste konsekvens i kampen om at slå timerekorden. Inden man skred ind og ændrede reglerne endte rytterne med at køre på helt absurde cykler med gigantiske pladehjul. 

Læs mere: Grænsen for den menneskelige fysik

Balladen omkring Team Skys ‘lufttunnel trøjer’ under Tour de France 2017 er et andet eksempel på at ny teknologi går ind og ’forstyrrer’ løbet, fordi konkurrenterne bliver bange for at ét hold har en unfair teknologisk fordel. Team Sky har et budget der er gigantisk sammenlignet med de andre hold, og hvis disse mange penge nu bliver brugt til at udvikle nogle trøjer, eller andet, der giver en urimelig fordel, så er det pludselig penge og teknologi, og ikke talent, hårdt arbejde og hvad vi nu ellers ynder at finde på af romantiserede grunde til at nogen vinder cykelløb, der afgør sagen. Og den glidebane ønsker man ikke at gå længere ned af.

Vi kan nok ret overbevisende argumentere for at vi i mange år har været et godt stykke nede af den glidebane inden for cykling, men altså, man forsøger i det mindste at regulere hvor man kan, for at gøre løbet så nogenlunde lige for alle. Uden at man behøver fylde sig (helt) til randen med dopingstoffer, og så man ikke risikerer at tabe fordi ét hold pludselig stiller op på cykler der ikke ligner cykler mere.

Som regel tillader man en hvis opfindsomhed inden for sportens verden, så længe de teknologiske tiltag man finder på er forholdsvis fair, og uden større problemer kan implementeres af alle atleter. Det har vi set inden for f.eks. atletik, hvor pigsko erstattede traditionelle sko, og hvor glasfiber- og kulfiberstænger inden for stangspring uden større problemer har erstattet de gamle stænger af bambus, træ og aluminium.

Citat elementSå er det pludselig penge og teknologi, og ikke talent og hårdt arbejde, der afgør sagen

 
Svømning

Svømning og atletik

Inden for andre sportsgrene har det været mere problematisk. Inden for svømning f.eks. blev mange verdensrekorder pludselig smadret til ukendelighed omkring 2008/2009 på grund af nye high-tech space-age svømmedragter som Speedo LZR Racer og Arena X-Glide. En grænse var blevet overskredet, hvor sekundasvømmere pludselig kunne slå de allerbedste på grund af et stykke teknologi. Her måtte man gå ind og regulere og forbyde dragterne for at redde sporten fra at blive et teknologisk kapløb.

Et lignende problem opstod omkring 2007, da den benamputerede løber Oscar Pistorius aka Bladerunner aka ‘The fastest man on no legs’, med sine Ossur Flex-Foot Cheetah proteser, begyndte at blive så god at han kunne stille op mod ikke-benamputerede og måske endda slå dem. Problemet med Pistorius’ proteser var for det første at de var lettere end menneskelige lægge, og derfor kunne bevæges fremad 15 % hurtigere end almindelige underben. Og for det andet var de lavet af kulfiber og var så fleksible at de virkede som en fjeder, der propellerede Pistorius frem. Analyser af proteserne viste at man kunne komme op på samme hastigheder som almindelige løbere med 20 % mindre kraftudvikling, og samlet set betød disse forskelle at Pistorius kun skulle generere halvdelen af den muskelkraft som ‘normale’ atleter skulle generere for at løbe ved samme hastigheder.

Pistorius’ succes var den direkte årsag til at International Association of Athletics Federations (IAAF) i 2007 indførte en ny regel (#144.2) der forbød: ‘any technical device incorporating springs…that provides the user with an advantage over another athlete not using such a device’. IAAF blev imidlertid nødsaget til at afskaffe reglen igen fordi domstolene ikke mente at IAAF havde tilstrækkelige beviser for at proteserne gav en unfair fordel. Man kan dog spørge sig selv om Oscar Pistorius også ville have været en af verdens bedste sprintere, hvis han bare havde haft normale lægge.

I 2017 høvlede maratonløberen Eliud Kipchoge ca. 2½ minut af den hidtidige verdensrekord på maratondistancen, da han som en del af Nikes Breaking2 projekt, løb de ~42 km i tiden 2.00.25 t. Om end Kipchoge ikke kom under de 2 timer som ellers var målet, og om end hans verdensrekord står som uofficiel, så viste Nike dog at de med deres højteknologiske Nike Zoom Vaporfly Elite sko, med indlæg af kurvede kulfiberplader, var i stand til at forbedre løberens løbeøkonomi med omkring 4%.

Hvis denne type sko bliver standarden fremover, går der sikkert ikke længe inden vi ser den officielle maratonrekord falde. Det bliver sandsynligvis til Berlin maraton, som er en meget hurtig rute, der har fostret mange verdensrekorder gennem årene.

Hvor går grænsen?

De dopingmæssige og teknologiske udfordringer vi har haft inden for sportens verden indtil videre, kan dog vise sig at være vand ift. det vi kommer til at se i fremtiden. Lad os forestille os et fremtidsscenarie, hvor Ossur Flex-Foot Cheetah-proteserne er blevet videreudviklede, så de nu er endnu mere effektive. Hvis en af verdens hurtigste sprintere på det tidspunkt så bliver involveret i et frygteligt trafikuheld, hvor hans underben bliver knust, og han efterfølgende får disse nye og forbedrede kulfiber proteser, og pludselig bliver i stand til at løbe 100 m på 9.34 sek., hvad stiller vi så op? Accepterer vi den verdensrekord som den nye standard eller er kombinationen af high-tech proteser og en af verdens bedste sprintere nok til at vi sætter en stopklods ind? Oscar Pistorius endte jo med at stille op til OL i 2012, hvor han konkurrerede imod ikke-handicappede atleter, så medmindre man får trumfet forbuddet mod fjedrende proteser igennem igen, så ligger verden åben for andre benamputerede løbere.

Tænk hvis flere af verdens topsprintere pludselig annoncerede at de havde valgt at få bortamputeret deres underben for at erstatte dem med superhuman proteser. Er det en udvikling vi ville være villige til at acceptere? De fleste ville nok få en følelse af at vi er kommet lige lovlig langt ned af en meget stejl glidebane, men præcis hvor grænsen går er ikke helt klart. Har man fået proteser på grund af et handicap er det ok, men vælger man at få dem for at forbedre sin præstationsevne, er det pludselig ikke ok, eller hvad?
Grænsen mellem at få nogen op på ‘normalt’ niveau, og forbedre nogen ud over det normale eller ikke klar. Hvis vi finder den hellige muskelgral, i form af effektive myostatinhæmmere, som kan bremse muskelsvind, hvad gør vi så, hvis disse tidligere muskelsvindsramte personer, grundet deres nye revolutionerende medicin, pludselig begynder at gøre sig gældende i sportens verden. Er deres medicin så med ét slag blevet til doping?

Læs også: Dopingens historie

Et felt der endnu er ret uudforsket inden for idrættens verden er elstimulation af hjernen. Der findes flere former for elektrisk stimulation af hjernen, som muligvis kan give præstationsforbedringer, som f.eks. transcranial direct-current stimulation også kaldet tDCS. Her har man set at atleter f.eks. bliver i stand til at hoppe 4 cm højere efter de har modtaget tDCS. Er det ok? Eller skal vi til at operere med begrebet ‘elektrisk doping’? Vi har jo i forvejen et begreb der hedder mekanisk doping som den hollandske cykelrytter Femke Van den Driessche blev idømt 6 års karantæne for i 2015, fordi hun havde fået installeret en lille motor på sin cykel.

Hvad nu hvis det i fremtiden bliver muligt at indoperere chips i hjernen, som kan slukke, tænde eller optimere forskellige hjernefunktioner? Så man f.eks. kan undertrykke trangen til at stoppe når man er udmattet, eller så man kan forbedre sin præcision i skydning. Hvis disse indgreb ellers er sundhedsmæssigt forsvarlige, skal vi så tillade dem?

Forfatteren Daniel H. Wilson skriver i sin bog Amped fra 2012: ‘The changes crept in around the edges, too slow to be noticed, like mold on bread. Fixing serious medical problems first, but always moving closer to the simple trials of daily life’. I bogen beskriver Wilson et samfund, hvor neurologisk optimering af hjernen først bliver tilgængelig for de syge, men da denne metode til optimering hurtigt bliver billigere og tilgængelig for den almene befolkning, bliver det pludselig mere normen end undtagelsen af være superhuman. Hvad stiller vi op i denne situation? Vi accepterer sandsynligvis den nye norm på et tidspunkt, men op til det tidspunkt, vil der være en lang årrække med store dilemmaer, hvor der skal tages stilling for eller imod. Og præcis hvornår skal skiftet ske? Er det forbudt med teknologi X søndag d. 29. Juli 2057, men tilladt dagen efter mandag d. 30. Juli 2057?

Der vil i fremtiden, sandsynligvis komme flere og flere af sådanne sager, hvor teknologi truer ‘status quo’, og hvor vi bliver nødt til at tage stilling til, hvor avanceret teknologi vi vil acceptere inden for sport. Jeg har ikke nogle svar, og det bliver nok ikke en nem diskussion, men om ikke andet bliver det uhyre interessant at se hvilke dilemmaer og der vil opstå i de kommende år, og ikke mindst hvilke typer teknologi og dopingmidler vi kommer til at se.

Kilder

E. Paul Zehr. The Potential Transformation of Our Species by Neural Enhancement. J Mot Behav. 2015 Jan 2; 47(1): 73–78.
Burkett B. Technology in Paralympic sport: performance enhancement or essential for performance? Br J Sports Med. 2010 Feb;44(3):215-20. doi: 10.1136/bjsm.2009.067249.
Camporesi S. Oscar Pistorius, enhancement and post-humans. J Med Ethics. 2008 Sep;34(9):639. doi: 10.1136/jme.2008.026674.

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

Facebook

100.000+

Kontakt