• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Effekten af 1 uges inaktivitet hos unge mænd


Skrevet af Brian Henneberg Nielsen, fysioterapeut

Hvad mon der egentlig sker med kroppen, hvis man lægger sig ned i en seng i en hel uge? Hvis man spiser som man plejer, og ser fjernsyn som man plejer, og går på toilet som man plejer, men det hele foregår i sengen?

Hvor meget muskelmasse vil man miste? Hvor slap vil man blive og hvor dårlig vil ens kondi blive? Det satte man sig for at undersøge i et nyt studie (1).

Kort om studiet:

Deltagerne i studiet var 10 raske utrænede mænd, der alle var omkring de 23 år. De vejede ca. 75 kg og var 1.81 m høje. Deltagerne blev bedt om at lægge sig i en seng og blive der den næste uge. De forlod aldrig sengen, men havde mulighed for at bruge sengens elevationsmekanisme til at ændre deres ligge/siddestilling. Al spisning og personlig hygiejne foregik i sengen.

Det lyder måske som et lidt fjollet forsøg, men meningen med det var at simulere en hospitalsindlæggelse, hvor man er immobil i en hel uge.

Før og efter forsøget gik i gang målte man følgende hos de unge mænd: mængden af fedtfri masse (målt med DXA); tværsnitsarealet af lårmusklen; VO2max/maksimalt iltoptag (et udtryk for kondition); 1RM i leg extensions og benpres, samt insulinsensitiviteten og hvilestofskiftet.

Mand

Hvad fandt man ud af?

Når man sammenlignede dataene fra dag 1 og dag 7, fandt man at deltagerne i gennemsnit havde mistet 1.4 ± 0.2 kg muskelmasse, og at tværsnitsarealet af lårmuskulaturen var blevet 3.2 ± 0.9 % mindre. VO2max faldt med hele 6.4 ± 2.3 % (fra 3.3 ml/min til 3.1 ml/min). Styrken i benpres faldt fra 211 ± 16 kg til 196 ± 45 kg, et fald på 7 ± 1 %, og styrken i leg extensions faldt fra 128 ± 7 kg til 117 ± 7 kg (−8 ± 2 %). Sidst men ikke mindst fandt man en reduktion i insulinsensitivitet på 29 ± 5 %, og et fald i hvilestofskiftet på 3.8 ± 2.0 % (fra 1694 ± 47 kcal/dag til 1624 ± 34 kcal/dag).

Hvad er interessant ved studiet?

Studiet viser altså at komplet inaktivitet har en riiiimelig dårlig indflydelse på din krop. 1.4 kg muskelmasse på 1 uge. Det svarer altså til en god 200 g steak af ren muskelmasse, der forsvinder fra din krop hver eneste dag. I andre studier har man set at det tog en flok unge mænd 84 dage at opbygge 1.7 kg muskelmasse. Disse 1.7 kg kan man altså tabe fuldstændigt igen med kun 8-9 dage på langs. Og dertil kommer så en markant ringere kondition, en markant nedsat styrke, et lavere hvilestofskifte og en spirende sukkersyge.

Heldigvis er det muligt at mindske følgerne af inaktivitet betydeligt, hvis det er muligt at holde sig bare en lille smule aktiv. Det er bl.a. derfor der ofte tropper en fysioterapeut op ved din seng på sygehuset ganske få timer efter du er blevet indlagt. Er du ramt af sygdom; har du været ude for et uheld eller er du blevet opereret, så du har behov for at være indlagt på sygehuset eller ligge stille i sengen derhjemme i en periode, kan det godt være du ikke er i stand til at træne som du plejer, men bare det at du kommer op og får brugt musklerne det du kan, og får lidt vægtbæring på dine knogler, betyder afsindigt meget.

Efterhånden som du bliver ældre, vil du også opleve et fald i muskelstyrke, muskelmasse og kondition. Tidligere troede man at dette fald primært opstod fordi man blev ældre, men i et studie fra 2011 undersøgte man en række masters atleter (40-81 år), som trænede 4-5 dage om ugen. I dette studie fandt man at deltagerne var overraskende muskuløse og velfungerende, og man konkluderede derfor at det svind i muskelmasse, styrke og funktion man ofte ser hos ældre, ikke nødvendigvis er naturgivent og uundgåeligt, men at det i langt i højere grad er forbundet med inaktivitet end det er med alder. At mange ældre ender med at have et lavt funktionsniveau, hænger derfor sandsynligvis mere sammen med at de har været inaktive i mange år, end det hænger sammen med at de tilfældigvis er gamle.

Alle disse studier viser altså at inaktivitet er fjenden, mens det at holde sig fysisk aktiv er den bedste måde at sikre sig at man også fremover kan holde sig fysisk aktiv.

Hvor meget du skal træne for at vedligeholde din styrke og muskelmasse i en periode med nedsat træningsmængde kan du læse meget mere om i artiklen Den frygtede pause.

Citat elementStudiet viser altså at komplet inaktivitet har en riiiimelig dårlig indflydelse på din krop. En god 200 g steak af ren muskelmasse, forsvinder fra din krop hver eneste dag.
 

Kilde:

(1) Dirks ML1, Wall BT1, van de Valk B1, Holloway TM2, Holloway GP2, Chabowski A3, Goossens GH1, van Loon LJ4. One Week of Bed Rest Leads to Substantial Muscle Atrophy and Induces Whole-Body Insulin Resistance in the Absence of Skeletal Muscle Lipid Accumulation.Diabetes. 2016 Oct;65(10):2862-75.

Artikler og indlæg udformes af skribenter, som fungerer uafhængigt fra Bodylab.dk. Dette betyder, at de holdninger der udtrykkes ikke skal ses som et udtryk for virksomhedens eller medarbejdernes holdninger. Alle artikler og indlæg på Bodylab.dk er derfor udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her: