• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

Det skal du vide, om mediernes giftige skræmmeretorik!

Af Morten Elsøe, Cand. Scient

Kan være kræftfremkaldende: Det skal du vide, om mediernes giftige skræmmeretorik!


Alt hvad vi spiser, er giftigt. Eller, sådan kan medierne i hvert fald få det til at virke. Selv noget så uskyldigt som champignoner blev forleden gjort til genstand for en skræmmekampagne, da mad.tv2.dk udgav artiklen: ”Kan være kræftfremkaldende: Det skal du vide om gift-stoffet i champignon”.


 
Artiklen er blot det seneste eksempel på, hvordan medierne benytter sig af madfrygt som klik-taktik. Men hvordan kan vi overhovedet stadig være i live, når så meget af det vi spiser, øjensynligt er giftigt? Og er champignoner overhovedet kræftfremkaldende? Lad os tage et nærmere kig på begge dele.
 

Sola dosis facit venenum

Nej, det er ikke volapyk. Det er latin og det betyder ”the dose makes the poison” – eller på dansk: det er dosis der afgør, om noget er giftigt. Det lyder måske trivielt, men ikke desto mindre synes de færreste journalister at være bekendt med denne vigtige sandhed.
 
Og det er måske meget smart, for når man ignorerer det, kan man få ALT til at virke farligt! Især når størstedelen af befolkningen heller ikke har denne viden på rygraden. Det giver eksempelvis anledning til, at  sødemidlet aspartam igen og igen anklages for at være giftigt, fordi det i kroppen blandt andet nedbrydes til methanol og formaldehyd – to stoffer der er kendt for deres giftighed (og som i øvrigt lyder farlige).

 

Men det er de slet ikke – i hvert fald ikke i de mængder man får fra kunstigt sødede produkter. Faktisk indtager vi både methanol og formaldehyd i langt højere mængder, når vi spiser frugt og grønt end når vi drikker light-sodavand. Hvilket i øvrigt er fuldstændig ligegyldigt, for vi producerer sågar stofferne selv!
 
Var vi konsekvente med denne tankegang – ville vi også for længst have anti-broccoli-kampagner, grundet deres indhold af potentielt thyreotoksiske isothiocyanater (avs, det lyder farligt – ikke?).
 
Selv vores ellers evigt hyldede, livgivende og udrensende vand, kan være toksisk – ligesom alt andet – når den rette dosis rammes. Det sker faktisk med jævne mellemrum, fx i denne ikoniske sag, hvor en mor til tre vandt en Wii i en vand-drikkekonkurrence, og senere blev fundet død i sin lejlighed. Ironisk nok er det netop vands evne til at udrense – i dette tilfælde livsvigtige elektrolytter – der blev kvindens død.
 

Er popcorn en superfood?

Men også det modsatte sker. Ofte, endda. Medierne bruger samme reduktionistiske overfortolkninger, når de anpriser fødevarer. På den måde kan de kalde dem superfoods, ved at fokusere på deres indhold af ét mikronæringsstof (og ignorere alt andet).
 
Men når fødevarer kommer under lup, stirrer vi os blinde på (ofte ligegyldige) detaljer. At kigge på én komponent ad gangen – i stedet for den hele fødevare – skaber forvirring i stedet for overblik.
 
Ikke mindst fordi det rent praktisk giver mulighed for, at enhver fødevare i princippet kan tilhøre begge kategorier (mere om det senere). Det afhænger blot af hvilken af fødevarens hundredevis af komponenter, man vælger at bringe i fokus.
 


Eksempelvis ved vi i dag, at vi nok skal holde lidt igen med mikroovnspopcornene, grundet flourforbindelserne i deres emballage. Men det er faktisk ikke lang tid siden, at en (elendig) amerikansk forsker, påstod af de var sundere end grøntsager, grundet de tørrede skaldeles høje indhold af antioxidanter.
 
En nyhed, der i øvrigt gik verden rundt på rekordtid, og også nåede Ekstra Bladet (hvilket de dog fik en kommentar med på vejen for). Her handler det ikke så meget om dosis, som det handler om, at vi i stedet burde fokusere på – som minimum – den hele fødevare, og hellere det hele måltid. Eller endnu bedre: basere vores anprisninger på humane studier, i stedet for kemiske analyser.
 
Det er altså uhyre nemt at få en fødevare til at virke enten farlig eller fantastisk.

Men denne tilgang er i min optik useriøs og integritetsløs journalistik – ikke mindst når det der står, er løgn. For hvor meget sandhed er der generelt i mediernes advarsler om kræftfremkaldende mad?
 

Din kogebog er skidefarlig

Hele 60% af ingredienserne i en helt almindelig kogebog, er sat i forbindelse med kræft. Det var resultatet af en systematisk litteratursøgning på tilfældigt udvalgte kogebogsingredienser, som en gruppe forskere udgav i 2013 (1).
 
De konkluderede også, at jo mere dramatiske resultaterne var, jo mere blev de eksponeret. Fælles for de fundne studier var, at de hver især var det første af deres slags. Kiggede man på efterfølgende, ofte bedre udførte studier på samme ingredienser, viste det sig, at langt de færreste i virkeligheden var kræftfremkaldende: flest havde ingen målbar effekt og en del havde sågar en beskyttende effekt.
 
Overeksponeringen af de tidlige studier, er et resultat af, at forskere meget gerne vil se et tydeligt resultat (forsker-bias) og at de videnskabelige tidsskrifter hellere vil publicere dem (publikations-bias). Og allerede i artiklernes resumé, bliver der lavet spin.
 
Det bliver forsvaret med, at når det handler om at advare befolkningen, må man gerne smøre tykt på. Og de kulørte medier læser og gengiver denne spin, fordi sådanne studier giver anledning til dramatiske overskrifter.
 
Desværre får de senere studier, der viser at effekten ikke passer, sjældent samme spalteplads.
 
Og det bringer mig tilbage til udgangspunktet: er champignoner kræftfremkaldende?
 

Er du mand eller mus?

Det korte svar er: vi ved det ikke, men det tyder det ikke på.
 
Artiklen hos TV2 hviler på toksikologi-studier fra 80’erne, der overordnet set er ret dårligt udførte, og som generelt gav varierende resultater (2). Men hvad der er endnu mere interessant er, at det slet ikke drejer sig om studier på champignoner, men derimod studier på ét stof der findes i champignoner: agaritin (et fenylhydrazin).
 
Og mens forsøg med at injicere høje doser af ren agaritin ind i både rotter og mus har givet modstridende resultater, viser langt de fleste foderstudier – hvor dyrene altså spiser hele svampe i forskellige afskygninger – at der ikke skulle være noget farligt derved.
 
Tværtimod viser adskillige af disse studier at selv meget store indtag af forskellige svampetyper beskytter (3) mod udvikling af kræft! Ekstrakter af ganske almindelig hvid champignon, er endda påvist (4) at kunne forhindre vækst af prostatakræftceller og reducere størrelsen på svulster i mus, måske pga. deres naturlige evne til at styrke immunforsvaret (5).

Det kunne der skrives meget mere om, men i virkeligheden er vi langt mere interesserede i, hvad der sker hos mennesker. Sjovt nok viser det sig, at på grund af studierne der viste positive effekter på prostatacancer i mus, har man udført lignende forsøg på mennesker.
 
I et fase 1-forsøg fra september i år, fandt man endda en positiv effekt af indtagelsen af champignonpulver, på en biomarkør for prostatacancer, kaldet PSA (6) - tilsyneladende ved at øge patienternes egne immunresponser. Denne effekt på immunsystemet mener man kommer fra champignonernes indhold af særlige polysakkarider, kaldet betaglukaner (7).
 
Men champignoner har også været testet som middel mod andre sygdomme. Fx viser dette interventionsforsøg (8), at indtag af svampeekstrakt hjælper diabetikere med at kontrollere blodsukkeret. Et andet (9) viser, at højere indtag af spisesvampe kan være en god vægttabsstrategi pga. svampenes høje indhold af fibre og lave kalorieindhold.
 
Men er der så studier på, hvorvidt indtag af spisesvampe påvirker risikoen for udvikling af kræft i mennesker?
 
Interventionsstudier i mennesker, siger sjældent noget om hvorvidt noget er kræftfremkaldende eller ej, da de er for kortvarige. Vi er derfor nødsaget til at basere vores viden på observationer, hvor vi ser på hvad folk spiser, og hvilke sygdomme de får.

Hvis champignoner var kræftfremkaldende, ville man forvente at se en øget forekomst af kræft hos dem der spiser mange svampe, i forhold til dem der spiser få.
 
Dette er bare ikke tilfældet!
 
Studier i koreanske kvinder indikerer tværtimod, at et højt indtag af spisesvampe reducerer risikoen for brystkræft med mellem 70% (10) og 86% (11) (henholdsvis før og efter overgangsalderen). Men da enkelte studier kan indeholde fejl, er det altid en god idé at samle alle studier på området, og lave en såkaldt metaanalyse.
 
En sådan udkom faktisk i april sidste år og den viser, samlet set, at for hvert gram champignon kvinderne spiste dagligt, faldt risikoen for brystkræft med 2-3% (12). Dem der spiste mest (20g/dag) havde en reduceret risiko på over 40%!  Lignende tendenser er observeret ved æggestokkræft (13) og kræft i maven (14).
 

Har Fødevarestyrelsen mistet overblikket?

I forhold til det faktuelle, er det måske urimeligt et bebrejde TV2, eller den diætist de i den nævnte artikel bruger som kilde. Indtil for et par år siden, stod der faktisk følgende på fødevarestyrelsens hjemmeside:
 
“Man skal ikke spise champignons i meget store mængder, og det gælder både vilde og dyrkede champignons, herunder portobello. Der er nogle naturlige giftstoffer i champignon, de såkaldte phenylhydraziner, som er mistænkt for at være kræftfremkaldende.” – Fødevarestyrelsen
 
I dag står der i stedet dette:
 
Råd og sundhedsmæssig vurdering:
 
Man bør ikke spise rå champignon i store mængder, men stegte/kogte champignon indeholder mindre mængder phenylhydraziner end rå.
Danskernes gennemsnitsindtag af champignon var i 2004 ca. 2 kg/år, et væsentlig større indtag end dette kan anses som "et stort forbrug".
 
Der er altså – trods rå champignoners indhold af agaritin – ingen grund til at danskerne skal spise færre svampe. Sammenholdt med, at denne information fra Fødevarestyrelsen på ingen måde tager højde for champignoners indhold af andre, potentielt modsatvirkende stoffer, findes der dermed hverken grundlag til at advare imod dem – og advarslen er da også nærmest ikke-eksisterende.
 
Er du stadig en anelse bekymret for at indtage for meget? Så undgå at spise dem rå. Faktisk er det allerbedste du kan gøre for at reducere indholdet af agaritin, at stege dem i smør! (15). Det er altså ikke optimalt at koge dem og smide kogevandet ud, som ellers anbefales igen og igen – og gudskelov for det, for det lyder fandeme kedeligt.
 

Konsekvenserne

Samlet set, er der altså intet i litteraturen der tyder på, at champignoner skulle være kræftfremkaldende. Snarere omvendt.
 
Men har det overhovedet nogen konsekvenser, at medierne på den måder skræmmer os? Tja, udover unødigt at øge folks stressniveauer (som vist i forvejen er rigeligt høje), viser et studie (16) også, at modstridende sundhedsoplysninger i medierne, gør os forvirrede.
 
Og denne forvirring får folk til at tvivle og lade være med at handle på selv de simpleste og mest underbyggede sundhedsråd, såsom: spis grøntsager og bevæg dig – to slags adfærd der ellers er forbundet med en lavere risiko for cancer (17).

Samtidig bidrager det til den i forvejen udbredte misforståede opdeling af mad i enten sundt eller usundt, giftigt eller gavnligt. Og det er ret uheldigt, da dette dikotomiske syn på maden, øger risikoen for overspisning (18) - og overspisning er faktisk den største kostrelaterede risikofaktor for udvikling og progression af cancer (19).
 
Mediernes skræmmeretorik har altså potentiale til at medføre mere stress, færre grøntsager, mindre bevægelse og større kalorieindtag – en kombination der er langt mere kræftfremkaldende end champignoner
 

Referencer:

  1. http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23193004
  2. http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1756464610000241
  3. http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1756464610000241
  4. http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19005974
  5. http://pubs.rsc.org/en/content/articlelanding/2012/fo/c2fo10279j#!divAbstract
  6. http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/cncr.29421/full
  7. http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19906249
  8. http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/17309383
  9. http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0195666313003905
  10. http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20432168
  11. http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/ijc.23134/full
  12. http://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371%2Fjournal.pone.0093437#pone-0093437-g005
  13. http://www.researchgate.net/publication/258823360_Mushroom_Intake_and_Risk_of_Epithelial_Ovarian_Cancer_in_Southern_Chinese_Women
  14. http://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1207/S15327914NC4602_06
  15. http://www.researchgate.net/publication/11067593_Influence_of_storage_and_household_processing_on_the_agaritine_content_of_the_cultivated_Agaricus_mushroom
  16. http://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/10810730.2013.798384
  17. https://www.cancer.dk/forebyg/
  18. http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25903250
  19. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21904992

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her: