• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 500,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 500,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Lige nu: Gratis fragt | 000T 00M 00S tilbage

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Basket icon0

0,00 DKK

"At krudte den, eller ikke at krudte den – Dét er spørgsmålet"


Skrevet af Anders Nedergaard, PhD i muskelbiologi

Jeg har igennem tiden skrevet meget om krudt og meget af det har handlet om at det dels ikke er så farligt, som hr. og fru Danmark går og tror og dels at kampen mod doping bliver grebet forkert an.

Den folkelige opinion har generelt været meget præget af en stærk stigmatisering og sandsynligvis politisering imod krudt, som man ikke rigtigt kan begrunde ud fra et misbrugsfagligt eller folkesundhedsfagligt perspektiv.

Men på den ”anden side”, blandt alle dem der i et eller andet omfang er tilhængere af brugen af krudt og legalisering af det, står det ofte lige så sløjt til. Der findes en udtalt grad af fornægtelse omkring forekomsten og alvorligheden af de bivirkninger det rent faktisk kan medføre og de maskerer ofte deres egne slet skjulte personlige ønsker om at bruge krudt med et hav af stråmandsargumenter, som ofte let lader sig gennemhulle ved lidt nærmere eftersyn.

Citat elementPåstanden om at man tager krudt for sin egen skyld alene, er simpelthen per definition noget bras


Mand flekser overarme

At krudte den, eller ikke at krudte den, dét er spørgsmålet

Sidst jeg skrevet noget til Bodylab om motionsdoping/krudt, handlede det om de mange nylige dødsfald der har været blandt bodybuildere og styrkesportsudøvere (læs artiklen her), en naturlig konsekvens af det eskalerende forbrug af steroider over tid, som resultaterne i både bodybuilding og flere styrkesporter indikerer finder sted. Noget der overraskede mig i dén forbindelse, var hvor mange henvendelser jeg fik om at ”jeg havde ændret holdning til krudt”, siden jeg nu skrev noget kritisk om det. Det var jeg faktisk ret rystet over, for jeg har altid gjort noget ud at pointere at selvom man principielt kan tage krudt moderat med meget lav risiko for bivirkninger, så ved vi at en væsentlig gruppe af dem der prøver det, ender med forbrug der på et eller andet tidspunkt giver en regning. Så svaret er ”Nej, jeg har ikke ændret holdning til krudt, det er bare dig/jer, der ikke har hørt efter”. Derfor har jeg her skrevet dette opinion piece, som handler om valget om at tage krudt. For lige så meget, som jeg synes at selve det at bruge krudt burde falde indenfor personlige valg (så længe vi ikke taler om testede sportsgrene), synes jeg nemlig at folk burde lade være, for de grunde der måtte være til at gøre det, er generelt virkeligt dårlige.

Hvorfor krudte den?

Jeg kan lige så godt indrømme det – jeg tror at det føles mega fedt, subjektivt, at være på krudt, i hvert fald hvis man er mand og godt kan lide at træne og presse sin krop. Jeg kender nok folk, der har gjort det og har hørt deres beskrivelser af det og jeg ved nok om fysiologi til at kunne sige at det rent objektivt gør nogle ting, som de fleste trænende vil være glade for. Man bliver stærkere, større, brænder ikke ud af at træne hårdt, er mere liderlig, får hårdere og hyppigere rejsninger. Alle sammen ting som de fleste mænd bevidst eller ubevidst ville synes var rare. Og bivirkningerne akkumuleres over længere tids brug og opleves derfor ikke særligt alvorligt (hvad de da oftest heller ikke er) eller akutte. Så hvorfor ikke bare gøre det?

Citat elementMan bliver stærkere, større, brænder ikke ud af at træne hårdt, er mere liderlig, får hårdere og hyppigere rejsninger


Mandelig bodybuilder

Hvorfor overhovedet gå op i at blive stor og stærk?

Hvorfor er det at noget så relativt banalt som at få større muskler og at kunne løfte større klumper af jern, betyder så meget for folk at de for det første vil planlægge store dele af deres liv om det og for nogles vedkommende vil bruges tusindvis eller titusindvis af kroner og muligvis risikere alvorlige bivirkninger for det? Det er fordi vi mennesker er lavet sådan at vi gerne vil definere vores persona, typisk ved at udvikle særlige karakteristika, ofte ved at engagere sig i bestemte ting, eller målrettet at dyrke særlige karakteristika eller færdigheder. Og grunden til at vi gør det, er at det giver status indenfor definerede fællesskaber, hvor bestemte færdigheder eller træk er værdisat. Selve påstanden om at man tager krudt for sin egen skyld alene, er simpelthen per definition noget bras. Mennesker er i enorm grad sociale dyr og stort set ingen elementer af vores adfærd kan man med mening adskille fuldstændigt fra den sociale sammenhæng hvori vi indgår.

Så selve det med at blive større eller stærkere er altid en måde at forme fortællingen om sig selv, sin identitet. Selv for elitesportsfolk er dette en del af forklaringen. Deres fortælling handler bare om at være god til noget, i stedet for at se ud på en bestemt måde, hvilket sandsynligvis er en knap så ”usund” motivation (mere om det senere).

Menneskers selvforståelse er i vid udstrækning præget af at vi har kontrol over vores egen adfærd, og dette er særdeles udtalt i motionsmiljøet, hvor den ”stærke, uafhængige mand” nok præger selvforståelsen hos mange motionister. Men virkeligheden er at mange af vores handlinger ikke stammer fra rationelle overvejelser, men fra ubevidste sociale stimuli og vaner kodet ind i vores psykologi i barndommen. Dét clasher med ego’ets trang til at kontrollere alting og så opstår der en konflikt imellem ego’et og underbevidstheden, det der kaldes kognitiv dissonans. Kognitiv dissonans føles ikke ”rart”, det skurrer i baghovedet og derfor prøver vi ubevidst at reducere den. Dét klarer egoet ved at efterrationalisere sig frem til ”det er noget jeg gør for mig selv” (selv om det ikke er sandt). Vi mennesker kan nemlig ikke særligt godt lide at have den slags konflikter i vores sind og derfor bygger vi via efterrationaliseringer forklaringer op, der udjævner dem.

Så hvis man er en del af et miljø, hvor man deler en forestilling om at det er ”godt” at være stor, stærk eller hakket, f.eks. ved at forbinde disse træk med maskulinitet, så vil det resultere i en grad af pres for at krudte den. Det er en socialisering der egentlig ikke er forskellig fra alle mulige andre måder at bygge identitet på, f.eks. ved at dygtiggøre sig akademisk, tabe sig eller arbejde utroligt meget. Man kan måske mene at det er mere irrationelt at gå op i at blive stor og stærk, men det er vel ikke mere bizart end at arbejde sit liv væk som jurist eller gå i laset tøj og få piercinger. Det er bare en strategi til at være mere subjektivt awesome indenfor en bestemt social kontekst og selvfortælling.

Citat elementDet med at blive større eller stærkere er altid en måde at forme fortællingen om sig selv, sin identitet


Anabole sterorider

Men hvorfor så bruge krudt?

Men hvis man nu vil være stor og stærk, hvorfor er det så ikke nok at gøre det på den ”gammeldags måde”, nemlig med træning og mad? Det kan undre, specielt når man ved hvor mange, der bruger krudt for at få en fysik som de sagtens havde kunnet opnå naturligt.

Det er min egen helt personlige oplevelse at det er meningsfuldt at dele doping op i sportsdoping og motionsdoping, både med hensyn til motivationerne bag, og karakteren af (mis)bruget. Således er det mon observans at motionsdopere i højere grad er drevet af et ønske om at forme deres identitetsmæssige selvfortælling (Kanayama, Hudson, & Pope, 2009), mens sportsdopere er mere drevet af en slags professionel kynisme. Det er et standpunkt som jeg mener at der findes en vis opbakning omkring i den videnskabelige litteratur (Morente-Sánchez & Zabala, 2013; Striegel et al., 2006; Wiefferink, Detmar, Coumans, Vogels, & Paulussen, 2008). Derudover er det på et aldeles subjektivt niveau også min oplevelse at de fleste folk, der har brugt eller bruger doping i forbindelse med sportsudøvelse på konkurrenceniveau har et lidt mere distanceret forhold til deres forbrug end motionistdopere, bl.a. i den forstand at de udtrykker mindre tilbøjelighed til afhængighed. Måske er det fordi de i højere grad ser deres dopingbrug som en slags ”occupational hazard”, samt at de er observante om at de bruger doping til at vinde en konkurrence, fremfor at for på en eller anden måde at være bedre personer (set indefra eller udefra). Derudover er det en del af præmissen for idræt på konkurrence niveau at ens karriere som konkurrence atlet har en begrænset varighed, hvorefter man skal præstere på et mere realistisk niveau. Hvis motivationen for at bruge krudt er at skabe identitet, så er det lidt mere flydende, hvornår man har ”nok” og selvfølgelig viser det sig ofte at det aldrig er nok.

Men for motionistdopere, som bruger dopingstoffer til at nå noget som de egentlig godt kunne have nået naturligt, ser det jo mærkeligt ud. Og at bruge steroider for at nå mere, på kortere tid, eller med mindre/dårligere indsats virker jo umiddelbart ikke som andet end udslag af utålmodighed, grådighed eller uvidenhed. Og det er lige præcis associationen med disse træk, som fører til den stigmatisering almindelige folk har overfor krudt. Det er også den stigmatisering der er kilden til den tabuisering der er omkring krudt. Der findes mange folk der krudter den, men meget få der taler åbent om det, ja faktisk benægter de fleste alt, overfor alle andre end den lokale ”inderkreds”. Og denne benægtelse bliver ironisk nok til det ulitmative bevis for at det ikke kun er noget folk gør for sig selv. For hvis motionistkrudteren virkelig mente at hans forbrug af krudt kun var for ham selv, kunne han vel være ligeglad med hvad folk tænkte om at han brugte steroider?

I erkendelsen af at der således ikke rigtigt findes gode argumenter for at bruge krudt, ser man ofte at folk der overvejer at bruge krudt konstruerer hele luftkasteller af argumenter, som kan bruges til at retfærdiggøre deres valg om at blive krudt: ”jeg har nået mit naturlige max i muskelmasse”, ”jeg har styr på dosering”, ”jeg har styr på bivirkningerne og PCT”, ”Bare en enkelt kur – det skader jo ikke”, ”det er for lige at komme i gang efter min skade” og sådan kunne jeg blive ved. Alle disse argumenter også en konsekvens af egoets forsøg på at reducere kognitiv dissonans. Sandsynligvis ved du nemlig godt at det sandsynligvis ikke er sundt og ikke vil gøre dig lykkelig at få store muskler, men du har LYST og så begynder egoet at lave argumenterne for dig, så du kan retfærdiggøre at handle på din impuls. Sådan virker vi mennesker desværre bare.

Citat elementDer er INGEN nogensinde der er blevet lykkelige ved at krudte sig, men der er mange, der er blevet ulykkelige ved at forsøge


Mand tager sterorider

Hvad er de virkelige problemer ved at tage krudt?

Det er ingen hemmelighed at anabole steroider kan påvirke kredsløbet og flere organer, særligt hjerte og nyrer negativt. Det er heller ikke nogen hemmelighed at det kan påvirke brugeren psykisk på en række måder. Men det er der sgu så mange ting der kan. Helt essentielt mener jeg egentlig at de væsentligste problemer er noget helt andet. For det første, når man tager steroider bliver kun en mindre del af musklerne siddende, præcis ligesom hvis man har trænet sig til muskler og derefter stopper med at træne. Hvis man vil være væsentligt større eller væsentligt stærkere end man kan klare naturligt, kræver det en kontinuert tilførsel af anabolika – som i mere eller mindre hele tiden og typisk i stigende doser. Krudt HELE tiden i flere år i træk – du kan selv tænke tanken til ende. For det andet, er der aldrig nogen der er blevet lykkelige af at få store muskler.
Det har måske givet en tilfredsstillelse mens kroppen og styrken steg, men den tilfredsstillelse, siger de fleste brugere, er langt mindre end ubehaget der kommer bagefter, når man skrumper igen. Og når man først har prøvet at været krudtet op til op over begge ører, har man fået justeret sit normalitets begreb ind efter da man var størst og stærkest, hvilket gør det sværere at føle sig normal bagefter. Der er INGEN nogensinde der er blevet ægte lykkelige ved at krudte sig til store muskler, men der er mange, der er blevet ulykkelige ved at forsøge alligevel.

Outro

Så lige så meget som det offentlige burde blande sig udenfor brug af smøger, hash og steroider, ligeså lidt findes der reelle gode argumenter for at bruge krudt. Der er ingen nogensinde der er blevet lykkelige af at få større muskler og dem der har forsøgt kommer oftest tilbage og siger at den lykke de fandt, enten var tom eller meget flygtig.

 

Referencer

Kanayama, G., Hudson, J. I., & Pope, H. G. (2009). Features of men with anabolic-androgenic steroid dependence: A comparison with nondependent AAS users and with AAS nonusers. Drug and Alcohol Dependence, 102(1-3), 130–137. doi:10.1016/j.drugalcdep.2009.02.008

Morente-Sánchez, J., & Zabala, M. (2013). Doping in Sport: A Review of Elite Athletes’ Attitudes, Beliefs, and Knowledge. Sports Med., 43(6), 395–411. doi:10.1007/s40279-013-0037-x

Striegel, H., Simon, P., Frisch, S., Roecker, K., Dietz, K., Dickhuth, H., & Ulrich, R. (2006). Anabolic ergogenic substance users in fitness-sports: A distinct group supported by the health care system. Drug and Alcohol Dependence, 81(1), 11–19. doi:10.1016/j.drugalcdep.2005.05.013

Wiefferink, C. H., Detmar, S. B., Coumans, B., Vogels, T., & Paulussen, T. G. W. (2008). Social psychological determinants of the use of performance-enhancing drugs by gym users. Health Education Research, 23(1), 70–80. doi:10.1093/her/cym00

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her:

Facebook

100.000+

Kontakt