Af Carina Brix

Efterhånden som året rinder ud, bliver vi præsenteret for ‘nytårsforsæt’ gang på gang. Et nyt år er ved at nærme sig. Overalt ser og hører vi nytårsforsæt. Opfordringen om, at med indgangen til den første dag i det nye kan vi starte på en frisk. Vi kan sætte os for, hvordan vi i det nye år vil leve vores liv.
Ved en enkelt søgning på Google på ‘nytårsfortsæt’ popper der adskillige opskrifter op på, hvordan du lykkes med dit nytårsforsæt; hvad du skal gøre for at komme i mål. Alle sammen strategier for at nå de mål, du nu opfordres til at sætte for det nye år. Under disse opfordringer og strategier for at sætte nytårsforsætter, viser statistikker soleklart, at det er de færreste, der reelt opnår deres forsætter. En ting er, at vi opfordres til at sætte nytårsforsætter og tilmed tilbydes guidelines for, hvordan vi kommer i mål. Et andet, omtrent mindst lige så vigtigt element, er spørgsmålet om, hvorfor vi ønsker at sætte nytårsforsæt? Hvad er vores formål egentligt med disse forsætter?

Nytårsforsæt betyder helt konkret, at det er noget, man sætter sig for. Reelt er det jo en ganske fin måde at betragte et årsskifte på, hvor vi med positive intentioner kan se ind i det nye år med formaninger om at gøre det (endnu) bedre og finde en (endnu) bedre version af os selv.

Sætter vi for høje krav?

Men hvilken størrelse er disse ‘forsætter’ egentligt? Fra et mere ligetil synspunkt kan det virke som, at nytårsforsætter meget ofte er ret fasttømrede - restriktive, om man vil. Et eksempel er, hvorledes fitness-vandringen til landets centre sker hver eneste år. Dagen efter nytår. Eller dagen efter derpå, hvor vi lige giver os selv lov til at indtage alt i miles omkreds og helst ikke bevæge os én meter. For det skal vi jo til i det nye år.

Som statistikkerne indikerer er der ligeledes en tendens mod, at nytårsforsætter nærmest er dømt til at gå i vasken. Har vi fået skabt en slags dyrkelse af nytårsforsætter som nogle, vi sætter, men reelt ikke sætter os for? Er det blevet en del af gamet, at vi såvel sætter som dropper vores nytårsforsætter? Vi opstiller en række udsagn om, hvordan vi ønsker vores nye år, som vi deler højt med andre. Netop i takt med, at vi alle deler disse forsætter, som reelt mange gange ligner hinanden, såvel skaber vi en fælleshed om en mulig ironisk distance til disse ønsker for vores nye år.

Med de tanker vil jeg vende tilbage til spørgsmålet om, hvorfor vi giver os selv disse nytårsforsætter. Her kan det være interessant, hvorvidt vores nytårsforsætter reelt bunder i egne behov - eller om de bunder i at deltage i en større samhørighed? Sælger vi os selv for kort i forhold til vores udsigter for det nye år? - for på sigt at kunne sige, ‘’Det er jo alligevel bare et nytårsforsæt. Der er altid næste år”.

Omend de perspektiver, der kan siges at lægge forud for vores ønsker om at foretage nytårsforsætter, finder jeg ikke desto mindre noget smukt ved at tænke i muligheder for det nye år. Muligheder for at give os selv en status og påmindelse om, hvad vi har fundet nyttigt gennem det seneste år. Muligheder for at zoome ind på vores behov og udtrykke dem. Én ting er nytårsforsætter, der kan være tiltagende, opfordrede og sociale, en anden er behov og muligheden for at udtrykke vores egne behov, der er en naturlig del af det at være i live. En tredje er tillige nytårsforsætter, som er baseret på ydre foranstaltninger og vaner, der muligvis ikke afspejler egne behov.

Sætter vi for høje krav?

Nytårsforsæt - hvorfor?