Koffein som fedtforbrænder?
Hvorfor koffein virker, er man endnu ikke klar over, men en interessant forklaring på at koffein har en præstationsfremmende effekt, kunne ligge i koffeins fedtmobiliserende egenskaber. Mange undersøgelser viser nemlig, at koffein har en positiv effekt på lipolysen. Det betyder rent praktisk, at man forbrænder relativt mere fedt under længerevarende udholdenhedspræget muskelarbejde. Det har to positive konsekvenser. Den mest åbenlyse er, at man på sigt opnår en lavere fedtprocent. Den anden positive konsekvens er, at man sparer sine glykogen-depoter, så de ikke drænes i samme tempo som normalt. Det betyder, at man reelt kan arbejde længere, før man går ’kold’.






