Gå til hovedindhold Spring til søgning Gå til hovednavigation
4.7 stjerner på Trustpilot - over 41.500 anmeldelser
Dag-til-dag levering
E-mærket webshop
GRATIS FRAGT OVER 99,-

Lige nu: Fri fragt over 99,-

Halvmaraton – sådan slår du din tid fra sidste år

Halvmaraton – sådan slår du din tid fra sidste år

Hvad skal forbedres for at løbe hurtigere?

Et halvmaraton er en udholdenhedspræstation. Det betyder, at din tid især afhænger af tre ting:

  • Hvor stor løbekapacitet du har
  • Hvor hurtigt du kan løbe
  • Hvor effektivt du bruger energi ved dit løbetempo

I forskningen beskrives distanceperformance ofte ud fra faktorer som VO2 max, tærskel og løbeøkonomi (1).

Lad os oversætte det:

  • VO2 max handler om, hvor meget ilt kroppen kan optage og bruge.
  • Tærskel handler om, hvor høj fart du kan holde uden at syre helt til.
  • Løbeøkonomi handler om, hvor meget energi det koster dig at løbe en bestemt fart.

Hvis du vil løbe hurtigere end sidste år, skal mindst én af de tre ting forbedres. Helst flere af dem.

Det er let at overkomplicere på papiret, men i praksis kræver det faktisk ikke supermeget at forbedre.

Du skal have en form for progression i enten den mængde, du samlet løber, og/eller det tempo, du løber.

Det er bare lidt mere systematisk end at løbe den samme 7 km runde hver tirsdag og undre sig over, at tiden ikke forbedrer sig.

Supplerer man med noget styrketræning, overholder retningslinjer, så man undgår at blive skadet, og forbedrer sin pacing og ernæring lidt, så har man næsten med garanti forbedret sin tid.

Men hvor skal man starte?

Start med at analysere sidste års løb

Hvis du vil slå din tid fra sidste år, skal du først forstå, hvorfor du løb den tid. Det er ikke nok bare at sige “jeg vil være hurtigere”. Du skal finde ud af, hvor tiden forsvandt.

De 3 hyppigste årsager til, at man ikke får en optimal tid:

  1. Du startede for hurtigt.

At starte ud i for hurtigt tempo er en klassisk begynderfejl. Det dræber ens ydeevne og dræner ens tank, som man skal bruge senere i løbet. Generelt bør du have en klar strategi for et tempo og kun give mere gas, når du rammer 15 km, hvis der er mere overskud.

  1. Du fik maveproblemer på vejen.

Mange spiser fejlagtigt en masse nyt på selve dagen. Det er centralt at spise ting, som man er vant til, og ikke andet. Lad være med at eksperimentere med nye drikke, ekstra morgenmad osv. på dagen. Gør, som du plejer, så du slipper for at rende på toilettet hele turen.

  1. Du var småskadet op til løbet.

For hurtig progression og for meget træning gør, at mange møder op til startlinjen udkørte, ømme og småskadede. Det gør det svært at holde en god og stabil tid, hvis du skal løbe hele vejen med ondt i knæet.

Der er selvfølgelig også nogle mere oplagte årsager, såsom at du simpelthen ikke havde trænet optimalt op til eller fik alt for lidt væske undervejs.

Nu, hvor du har årsagen på plads, så skal vi lægge en plan.

image-02-mt1ga0az.jpg

Find et realistisk tidsmål

Et af de mest undervurderede problemer er, at folk sætter et mål, som passer bedre til deres drømme end til deres træningshistorik.

Hvis du løb 2:10 sidste år, kan 2:05 være et realistisk og godt mål.

2:00 kan også være muligt, hvis du træner bedre, har tid nok og dit udgangspunkt er stærkt.

Men for eksempel at skære 15-30 minutter af en tur er meget urealistisk og vil for de fleste volde store problemer i form af skader, hvis man træner efter det.

Som tommelfingerregel er en forbedring på 2-5 procent realistisk for mange motionister, hvis de har en bedre og mere struktureret opbygning end året før.

For en løber på 2 timer svarer det til cirka 2,5-6 minutter. Det lyder måske ikke voldsomt. Men på halvmaraton er 5 minutter en stor forbedring.

Det kan være fedt at slå sin egen tid med meget, men ofte skal man tænke mere langsigtet. Hvis du gerne vil løbe flere halvmaratoner i dit liv, kan det være en god idé at nøjes med at slå dig selv med bare 5 minutter hver gang i starten, så du holder til gamet på sigt.

Hvis du er ny løber eller trænede meget tilfældigt sidste år, kan du forbedre dig mere. Hvis du allerede trænede struktureret og løb tæt på dit niveau, bliver forbedringerne mindre.

Jo bedre du bliver, jo dyrere bliver hvert minut.

Sådan bygger du formen op

Hvis du vil løbe hurtigere, skal du først kunne tåle at træne nok. Det lyder banalt, men det er her, mange fejler. Du kan ikke kun tænke i fart.

Halvmaratontræning handler også om at gøre muskler, sener, led og knogler robuste nok til at tåle gentagne stød over mange uger.

Forskning i løbeskader viser, at sammenhængen mellem træningsmængde, intensitet og skader er kompleks, men at ændringer i træningsload er en relevant faktor for løberelaterede skader (2,3).

Lidt oversat: Det er ikke løb som træningsform, der er problemet. Det er, fordi folk træner for meget, for hurtigt, for hårdt, for ofte.

Derfor skal din opbygning være gradvis. Hvis du sidste år løb 2 gange om ugen, kan 3 gange om ugen være et stort skridt frem. Hvis du sidste år løb 3 gange om ugen, kan du måske holde samme frekvens, men gøre turene mere målrettede.

Hvis du allerede løber 4 gange om ugen, handler det måske mere om kvalitet, styrketræning, restitution og pacing end bare flere kilometer.

Det vigtigste er ikke at lave den mest imponerende træningsuge.

Det vigtigste er at kunne stable 10 til 14 gode træningsuger oven på hinanden uden at gå i stykker. Det er det, som i virkeligheden ender med at gøre, at du slår din tid.

image-03-mt1ga45x.jpg

Rolige ture er ikke spild af tid

Hvis du vil løbe hurtigere, virker det intuitivt, at du bare skal løbe hurtigt oftere. Men rolige ture er fundamentet i halvmaratontræning.

De bygger din aerobe base, gør kroppen bedre til at bruge ilt og fedt som brændstof, øger din tolerance for løbemængde og gør det muligt at samle nok træning uden at smadre dig selv.

Forskning i træningsintensitetsfordeling hos udholdenhedsatleter peger generelt på, at en stor del af træningen bør ligge ved lav intensitet, mens en mindre del bør være moderat eller hård (4,5).

Det betyder ikke, at du skal træne som en eliteatlet med 14 ugentlige pas og måle dine pulszoner i alle dine pas.

Men det betyder, at dine rolige ture faktisk skal være rolige. Du skal kunne føre en samtale. Du skal ikke føle, at hver tur er en eksamen i mental styrke.

Hvis dine rolige ture altid ender som “lidt hurtigere end planlagt”, så træner du sandsynligvis for hårdt til at kunne træne nok.

Og så ender du i det klassiske motionsløberland:

  • For langsom til at blive rigtig hurtig
  • For hård træning til at restituere ordentligt
  • En slags træt middelmådighed med GPS-ur

En vigtig nuance her er antallet af gange, man løber. Det er klart, at jo færre pas du har, jo hårdere skal det enkelte pas være for fremgang.

Rolige ture er et vigtigt værktøj til at styre ens samlede intensitet og km-volumen. Men løber du for eksempel kun 2 gange om ugen, giver det sjældent mening, at den ene er en helt rolig tur.

Tærskeltræning er din bedste ven

Hvis du vil slå din halvmaratontid, er tærskeltræning noget af det mest relevante.

Tærskeltempo er cirka det tempo, du kan holde i længere tid, men hvor det kræver koncentration. Det er ikke sprint. Det er heller ikke roligt.

For mange motionister ligger tærskeltempo omkring det tempo, de kan holde i cirka 45 til 60 minutter.

Halvmaratontempo ligger ofte lidt langsommere end tærskeltempo, afhængigt af niveau.

Tærskeltræning er effektivt, fordi det træner din evne til at holde et relativt højt tempo uden at ophobe træthed for hurtigt. Det er præcis det, du har brug for på 21,1 km.

Eksempler kunne være:

  • 3 x 8 minutter kontrolleret hårdt
  • 2 x 15 minutter omkring tærskel
  • 20-30 minutter progressivt tempo, hvor tempo stiger gradvist
  • 4 x 6 minutter lidt hurtigere end halvmaratontempo

Det er et fantastisk værktøj til at øge dit tempo på længere distancer. Men hvis man virkelig vil have noget hurtighed i benene, så skal der også noget højt tempo til.

Intervaller er vejen til højere tempo

Intervaltræning kan forbedre VO2 max og time trial performance, især hos personer med lavere eller moderat træningserfaring (6).

Noget hurtigere løb kan hjælpe med at løfte dit niveau.

Det kunne være:

  • 6 x 2 minutter hårdt
  • 5 x 3 minutter hårdt
  • 4 x 4 minutter hårdt
  • 8 x 1 minut hurtigt
  • Bakkeintervaller på 30 til 60 sekunder

Hvor man så holder for eksempel 1-2 minutters pause mellem intervallerne eller løber i et let tempo.

En god intervaltræning skal gøre dig bedre til at løbe hurtigere. Ikke gøre dig så ødelagt, at du ikke kan løbe ordentligt de næste 4 dage.

Hvis du har tendens til skader eller meget lav løbeerfaring, kan bakkeintervaller være en mere skånsom måde at få høj intensitet på, fordi tempoet ofte er lavere, selvom pulsen og intensiteten er høj.

Nu til sidste del af puslespillet: De lange ture.

Den lange tur skal være lang nok

Hvis du gik død sidste år, er der en god chance for, at din lange tur ikke var bygget godt nok op. Den lange tur er ikke bare en længere rolig tur.

Den er den mest specifikke træning for at kunne holde kroppen i gang længe.

For en løber, der vil forbedre sin halvmaratontid, giver det ofte mening at bygge den lange tur op til 16-20 km i opbygningen.

Du behøver ikke løbe 21,1 km hver søndag. Men du bør have flere ture, hvor kroppen mærker, at den skal arbejde i 75 til 120 minutter, afhængigt af dit niveau.

En god udvikling kan være at tilføje cirka 2 km pr. uge i opbygningen af den lange tur og så skrue lidt ned hver 4.-6. uge:

Uge 1: 10 km

Uge 2: 12 km

Uge 3: 14 km

Uge 4: 12 km

Uge 5: 15 km

Uge 6: 16 km

Uge 7: 14 km

Uge 8: 18 km

Uge 9: 12 km (ugen inden halvmaraton)

Når du bliver mere erfaren, kan du gøre den lange tur mere specifik ved at lægge tempo ind i slutningen.

Eksempel:

14 km roligt, sidste 3 km i halvmaratontempo

16 km roligt med 3 x 10 minutter i halvmaratontempo

18 km, hvor sidste 5 km løbes progressivt

Det lærer dig at løbe hurtigere på trætte ben. Og det er ret relevant, fordi dit halvmaraton først for alvor starter efter 14 til 15 km.

Alt før det er bare transport hen til den del, hvor du finder ud af, om planen virker.

Styrketræning kan gøre dig hurtigere

Styrketræning er en af de mest undervurderede ting for motionsløbere. Mange løbere undgår det, fordi de er bange for at blive tunge.

Det er en forståelig frygt, men for de fleste er den stærkt overdrevet.

Systematiske reviews og metaanalyser viser, at styrketræning kan forbedre løbeøkonomi og præstation hos mellem- og langdistanceløbere (7, 8).

Bare 1-2 korte styrkepas om ugen kan gøre dig mere robust og potentielt mere effektiv.

Fokus bør især være på: forlår, baglår, baller, lægge og mave.

Gode øvelser kan være: split squat, rumænsk dødløft, calf raises, hip thrust m.m.

Hold det simpelt:

  • 2-4 sæt pr. øvelse x 5-10 reps
  • 2 minutters pause mellem sæt
  • Fokus på progression i reps eller kg
  • Kør ikke helt til failure, men tæt på.
image-04-mt1gaq65.jpg

Hvor mange uger skal du bruge?

Hvis du allerede har løbet halvmaraton før og har en nogenlunde løbebase, er 10-14 uger ofte nok til at lave en god opbygning.

Hvis du kommer fra næsten ingen løb, skal du bruge længere tid. Men hvis målet er at slå sidste års tid, bør du helst ikke starte fra nul 8 uger før.

En god opbygning kan se sådan ud:

Uge 1 til 4:

Byg rutine, rolige kilometer og stabil frekvens

Uge 5 til 9:

Mere specifik træning med tærskel, intervaller og længere ture

Uge 10 til 12:

Racespecifik træning, halvmaratontempo og gradvis nedtrapning

Sådan bør du pace løbet

Pacing er en af de nemmeste måder at forbedre tiden på uden at blive i bedre form.

Hvis du startede for hurtigt sidste år og gik ned mod slutningen, kan du slå din tid alene ved at disponere bedre.

Studier på halvmaraton og maraton viser, at pacing varierer mellem køn, alder og niveau, men at mere kontrolleret pacing generelt er vigtigt for distanceperformance (9).

For de fleste motionsløbere er den bedste strategi:

  1. Start lidt langsommere end måltempo de første 2 til 3 km

  2. Find måltempo fra 3-15 km

  3. Hold igen med at “mærke efter” for tidligt

  4. Fra 15 km kan du begynde at presse, hvis du har overskud

  5. Fra 19 km handler det om at tømme tanken

Hvis dit måltempo er 5:40 pr. km, skal du ikke åbne i 5:15, bare fordi du føler dig flyvende.

Hvis du allerede efter 4 km tænker “det her bliver en vild kamp”, så bliver det nok ikke en smuk dag.

Ernæring før og under løbet

Et halvmaraton er ikke så langt som et maraton, men ernæring kan stadig betyde noget.

Kulhydratindtag under længerevarende udholdenhedstræning kan forbedre performance, især når varigheden kommer over 60-90 minutter (10, 11).

Hvis du forventer at løbe 1 time og 45 minutter eller mere, giver det ofte mening at indtage kulhydrat undervejs.

En praktisk model:

  • Spis et kulhydratrigt måltid 2-4 timer før start.
  • Drik normalt, men lad være med at overindtage vand. Vær opmærksom på dit indtag.
  • Tag 1 gel eller sportsdrik efter ca. 30-45 minutter. Tag 1-2 mere hvert 30.-45. minut, hvis du mærker, at det forbedrer din ydeevne. Den del er mere individuel.

Det sidste punkt er det vigtigste: Du skal teste alt inden selve racedagen.

Koffein er et af de mest veldokumenterede præstationsfremmende stoffer.

International Society of Sports Nutrition konkluderer, at koffein kan forbedre forskellige former for træningsperformance, ofte i doser omkring 3-6 mg pr. kg kropsvægt (12).

For en person på 80 kg svarer 3 mg pr. kg til 240 mg koffein.

Det er en del. Du behøver dog ikke nødvendigvis tage så meget for at mærke en effekt. For mange kan en stærk kop kaffe eller en koffeinholdig gel være nok.

Men igen: Test det før løbsdagen. Koffein kan give maveproblemer, uro og toiletbehov.

Og det er trods alt svært at slå sin PR, hvis man samtidig skal lokalisere nærmeste festivaltoilet hele tiden.

Test alle protokoller inden, inklusive hvad du skal have på af sko og tøj.

Taper: Sådan peaker du på racedagen

De sidste 7-14 dage før løbet skal du ikke prøve at bygge mere form. Nu skal du acceptere, at du ikke kan nå mere, og fokusere på at peake din form fremfor at bygge videre på den.

En metaanalyse viser, at tapering – altså en gradvis nedtrapning i træningsmængden – kan forbedre udholdenhedspræstation. Især når træningsvolumen reduceres, uden at intensiteten fjernes helt (13).

For dig betyder det: Skru ned for mængden den sidste uge. Behold farten, men skru ned for mængden af km.

Sov. Spis normalt. Stol på planen.

Mange motionister går i panik i taper-ugen. De føler sig tunge, mærkelige og i tvivl om formen. Det er helt normalt og har ingen betydning for din ydeevne på dagen.

Konklusion

Hvis du vil slå din halvmaratontid fra sidste år, handler det om at få holdt din træning og lave progression, uden at du kører dig selv over.

Du skal bygge en solid base med rolige ture, tærskeltræning og intervaller, bygge den lange tur op, styrketræne lidt og øve den pacing- og ernæringsstrategi, du vil bruge på løbsdagen.

Sæt 10-14 uger af, hvor du træner lidt mere struktureret end sidste år og undgår de klassiske fejl. Fokusér på langsom og gradvis progression.

På selve dagen: Start lidt roligere, end du har lyst til. Hold fast i planen. Spis og drik, som du har øvet. Og gem energien til de sidste 5 km.

Held og lykke med at slå din tid, og husk: Der er altid et halvmaraton mere, så lad være med at ofre alt for at slå din tid.

Litteraturliste
  1. (1) 1. Joyner, M. J., & Coyle, E. F. (2008). Endurance exercise performance: The physiology of champions. The Journal of Physiology, 586(1), 35 to 44.
  2. (2) 2. Damsted, C., Glad, S., Nielsen, R. O., Sørensen, H., & Malisoux, L. (2018). Is there evidence for an association between changes in training load and running related injuries? A systematic review. International Journal of Sports Physical Therapy, 13(6), 931 to 942.
  3. (3) 3. Kakouris, N., Yener, N., & Fong, D. T. P. (2021). The association between running injuries and training parameters: A systematic review. Journal of Athletic Training, 56(12), 1334 to 1347.
  4. (4) 4. Rosenblat, M. A., Watt, J. A., Arnold, J. I., Treff, G., Sandbakk, Ø. B., Esteve Lanao, J., Festa, L., Filipas, L., Galloway, S. D., Muñoz, I., Ramos Campo, D. J., Schneeweiss, P., Sellés Pérez, S., Stöggl, T., Talsnes, R. K., Zinner, C., & Seiler, S. (2025). Which training intensity distribution intervention will produce the greatest improvements in maximal oxygen uptake and time trial performance in endurance athletes? A systematic review and network meta analysis of individual participant data. Sports Medicine, 55(3), 655 to 673.
  5. (5) 5. Rosenblat, M. A., Perrotta, A. S., Vicenzino, B., & Thomas, S. G. (2024). The effect of polarized training intensity distribution on maximal oxygen uptake and work economy among endurance athletes: A systematic review. Sports Medicine Open, 10, 112.
  6. (6) 6. Rosenblat, M. A., Lin, E., da Costa, B. R., & Thomas, S. G. (2021). Programming interval training to optimize time trial performance: A systematic review and meta analysis. Sports Medicine, 51(8), 1687 to 1714.
  7. (7) 7. Llanos Lagos, C., Ramirez Campillo, R., Moran, J., & Sáez de Villarreal, E. (2024). Effect of strength training programs in middle and long distance runners’ economy at different running speeds: A systematic review with meta analysis. Sports Medicine, 54(4), 895 to 932.
  8. (8) 8. Llanos Lagos, C., Ramirez Campillo, R., Moran, J., & Sáez de Villarreal, E. (2024). The effect of strength training methods on middle distance and long distance runners’ athletic performance: A systematic review with meta analysis. Sports Medicine, 54(7), 1801 to 1833.
  9. (9) 9. Nikolaidis, P. T., Ćuk, I., & Knechtle, B. (2019). Pacing of women and men in half marathon and marathon races. Medicina, 55(1), 14.
  10. (10) 10. Thomas, D. T., Erdman, K. A., & Burke, L. M. (2016). Position of the Academy of Nutrition and Dietetics, Dietitians of Canada, and the American College of Sports Medicine: Nutrition and athletic performance. Journal of the Academy of Nutrition and Dietetics, 116(3), 501 to 528.
  11. (11) 11. Stellingwerff, T., & Cox, G. R. (2014). Systematic review: Carbohydrate supplementation on exercise performance or capacity of varying durations. Applied Physiology, Nutrition, and Metabolism, 39(9), 998 to 1011.
  12. (12) 12. Guest, N. S., VanDusseldorp, T. A., Nelson, M. T., Grgic, J., Schoenfeld, B. J., Jenkins, N. D. M., Arent, S. M., Antonio, J., Stout, J. R., Trexler, E. T., Smith Ryan, A. E., Goldstein, E. R., Kalman, D. S., & Campbell, B. I. (2021). International society of sports nutrition position stand: Caffeine and exercise performance. Journal of the International Society of Sports Nutrition, 18(1), 1.
  13. (13) 13. Wang, Z., Wang, Y., Gao, W., & Zhong, Y. (2023). Effects of tapering on performance in endurance athletes: A systematic review and meta analysis. PLOS One, 18(4), e0282838.