• Dansk proteinpulver
  • Dag-til-dag levering
  • Fri fragt over 99,-
  • Fragt: Kun 29,- | Gratis over 99,-
  • E-mærket

Brug for hjælp? 96 525 525

Bestil inden 16:0016:00

Næste afsendelse

00: 00: 00

Så sender vi i dag

Leveres mandag med GLS

Er ingefær en superfood?


Hej Bodylab,

Jeg har læst flere steder at ingefær skulle virke anti-inflammatorisk, og jeg kan se mange drikker ingefærshots, da ingefær skulle være en superfood. Virker ingefær virkelig anti-inflammatorisk, og vil det være en fordel at indtage i forbindelse med styrketræning?
 
 

Svar:

Godt spørgsmål. Der er rent faktisk studier, der tyder på at ingefær har en anti-inflammatorisk effekt. Mange af disse er dog lavet på cellekulturer i reagensglas, og kan ikke overføres direkte til at påvise en eventuel effekt i mennesker.

Man har dog også undersøgt effekten på inflammation og træningsinduceret ømhed i mennesker. Her er resultaterne blandede. Typisk har man administreret ingefær eller placebo i kombination med eccentrisk træning, der er et effektivt værktøj til at inducere ømhed efter træning (DOMS). Og selvom ingefær ikke umiddelbart ser ud til at gøre noget for akutte muskelsmerter eller inflammation, så kan der måske være en effekt på hvor hurtigt man restituerer efter træning. Således viser nogle forsøg en hurtigere bedring i præstationsevnen efter 48 timer (4 g ingefær) og en reduktion i smerte 24 timer (2 g ingefær) efter tung træning. Ligeledes har man vist at 2 g ingefær indtaget 24 timer efter eccentrisk træning, kan reducere ømheden 48 timer efter træning.

Så der er måske noget om snakken. Det bør dog nævnes at det ikke er alle studierne, der finder en effekt, og det er således kontroversielt om der er en positiv virkning, og hvor stor den i så fald er.

Jeg vil dog gerne knytte en kommentar til de populære ingefærshots. Ofte laves de med længere tids afkogning af rå ingefær, og dette kan være et problem. Således vil kogning have en ødelæggende effekt på nogle af fytokemikalierne og antioxidanterne i ingefæren, og man må formode at nogle af de sundhedsfremmende effekter går tabt, eller mindskes. Der er dog ikke noget i vejen for at indtage 2-4 g ingefær dagligt, hvis man vil have en gavnlig effekt på ens restitution og ømhed efter styrketræning. I bedste fald er der en forbedring, og i værste fald sker der ikke noget. Men at anprise ingefær som en superfood er nok lige at strække den. I det hele taget giver det langt bedre mening at se på om den samlede kost er ”super”, end enkelte fødevarers isolerede virkninger.
 

Har du nogle spørgsmål eller kommentarer? Deltag her: