Svar:
Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Det er korrekt at man normalvis ser en meget markant stigning i muskelproteinsyntesen ved en dosis på 20 g kvalitetsprotein (i de fleste forsøg er der anvendt valleprotein), hvor 40 g protein i en enkelt dosis kun medfører en yderligere stigning på 10-20 % (1-3).
Så teoretisk vil 2 doser a' 20 g protein medføre et større samlet respons i muskelproteinsyntese end 40 g protein. Så man kunne godt forestille sig at muskelvæksten ville blive større, hvis man fordelte sit proteinindtag mere ligeligt udover nattetimerne, i stedet for kun at indtage én stor portion protein inden sengetid.
Problemet er bare at det kræver at man afbryder sin søvn. Og er der noget der har stor betydning for ens restitution, og dermed træningskapacit, så er det søvnen og kvaliteten af denne. Ved at afbryde din dybe søvn forringer du din søvnkvalitet markant, og udover at det har en negativ effekt på udskillelsen af anabole hormoner, så kan det måske endda også have en hæmmende effekt på muskelproteinsyntesen. Det er beskrevet nærmere i dette indlæg i videnskabshjørnet: Bør vi i virkeligheden tale om proteinindtag pr. måltid, og ikke pr. dag?
Så det er ikke til at sige om der er en effekt at hente. Personligt tror jeg at den potentielle positive effekt på muskelproteinsyntesen vil overskygges af de negative effekter ved at afbryde søvnen og kompromittere din søvnkvalitet. Så jeg ville klart foretrække at indtage en større dosis protein inden sengetid (mindst 40 g), for at holde muskelproteinsyntesen eleveret så langt tid som muligt, og samtidig få en uafbrudt nattesøvn.
(1) Moore DR, Robinson MJ, Fry JL, Tang JE, Glover EI, Wilkinson SB, Prior T, Tarnopolsky MA, Phillips SM. Ingested protein dose response of muscle and albumin protein synthesis after resistance exercise in young men. Am J Clin Nutr. 2009 Jan;89(1):161-8. doi: 10.3945/ajcn.2008.26401.
(2) Witard OC, Jackman SR, Breen L, Smith K, Selby A, Tipton KD. Myofibrillar muscle protein synthesis rates subsequent to a meal in response to increasing doses of whey protein at rest and after resistance exercise. Am J Clin Nutr. 2014 Jan;99(1):86-95. doi: 10.3945/ajcn.112.055517.
(3) Macnaughton LS, Wardle SL, Witard OC, McGlory C, Hamilton DL, Jeromson S, Lawrence CE, Wallis GA, Tipton KD. The response of muscle protein synthesis following whole-body resistance exercise is greater following 40 g than 20 g of ingested whey protein. Physiol Rep. 2016 Aug;4(15). pii: e12893. doi: 10.14814/phy2.12893.