Fri fragt 
E-mærket webshop
4,7 på 
Kom i gang
Opskrifter
Artikler
Team Bodylab
| Artikler / Proteinpulverets historiske rødder 2:2 |
| I første del af Proteinpulverets historiske rødder (læs den her), så vi bl.a. på Ovaltine, Plasmon, proteinpulver til vegetarkaniner, navneforvirring, Bob Hoffmans tvivlsomme produkter og Joe Weiders tvivlsomme reklamer. Her i anden del, fortsætter og afslutter vi sagaen om proteinpulverets fødsel, barndom og ungdom. Protein blev det nye buzzword i 50’ernes fitnessindustri. Indtil da blev det sjældent nævnt og anbefalingerne for proteinindtag i 40’erne lød på, at protein skulle udgøre 5 % af ens energiindtag eller omkring 0,2 g/kg kropsvægt, for almindelige mennesker. I dag anbefales der 10-20 % protein eller 0,8 g/kg kropsvægt. For moderne bodybuildere når indtaget endda ofte op på 20-30 % eller 1,8-2,4 g/kg kropsvægt.  Billede fra: skinny-world.com Sojaprotein var i 50’erne, noget af det mest anvendte, og produktionen af soja i USA steg voldsomt fra 458 mio liter i 1930 til 13.000 mio liter i 1955. Dengang påstod fabrikanterne, især Hoffman, at soja var en totalt overlegen proteinkilde. Det ved vi i dag ikke er tilfældet, da soja har en aminosyreprofil der ikke kan hamle op med æg og whey. Sojaindustrien tjente læssevis af penge i de år, hvor de formåede at overbevise forbrugerne om, at de bedste proteinprodukter på markedet var sojabaserede. Da det mælkebaserede proteinpulver begyndte at slå igennem, og befolkningen blev mere oplyste ift. aminosyreprofiler, blev sojaproducenterne pressede. De fik dog en hjælpende hånd i 1993, da både US Food and Drug Administration (FDA) og Food and Agricultural Organization of the United Nations/World Health Organization (FAO/WHO) besluttede, at Protein Digestibility Corrected Amino Acid Score (PDCAAS) var den bedste metode til at vurdere proteinkvaliteten af diverse fødevarer. PDCAAS tager både højde for menneskers aminosyrekrav og menneskers evne til at fordøje aminosyrerne, og ifølge denne metode, er sojaprotein på højde med både mælkeprotein (whey og kasein) og protein fra æg. De scorer alle 1.0 på PDCAAS skalaen, hvor 1.0 er det højeste og 0 er det laveste. Baggrunden for, at soja scorer lige så højt som mælk og æg er dog, at der er blevet sat en grænse på 1.0 som man ikke kan overskride. Mælk og æg ville score højere såfremt det var muligt, men det er det ikke, når man anvender PDCAAS, så vupti, sojaprotein er pludselig lige så godt som protein fra æg og mælk. Om der er tale om rendyrket idioti, ignorance, bevidst vildledning, ligegyldighed eller effektiv lobbyisme fra sojaindustrien, melder historien ikke noget om.  Billede fra: ironmaglabs.com I 1956 kom der en ny spiller på proteinmarkedet. Bodybuilderen, vægtløfteren og bladproducenten Peary Rader lavede et produkt der for en gangs skyld ikke hed Hi-Protein, men i stedet Super Protein. Meget bedre. Rader valgte mælk som fundamentet for sit pulver, mens mange af de andre havde valgt soja. Rader promoverede pulveret i sit blad ’Iron Man’ og var en af de første til at publicere en færdig madplan, hvor hans eget pulver var en nødvendig bestanddel. Et trick mange har brugt siden da, både med madplaner og opskrifter.  Arla bruger samme strategi som Rader på deres hjemmeside. Præsentér en opskrift hvori egne ingredienser indgår. Smart. Opskrift fra: arla.dk. Ligesom Bodylab.dk selvfølgelig heller ikke kan sige sig fri fra at bruge strategien. Op gennem 60’erne lancerede Bob Hoffman flere og flere proteinprodukter med sjove navne som fx den mundrette ’Hoffman Special Gain Weight Hi Proteen’, den eksotiske ’Hoffman Golden Papaya’ og den lidt sære ’Hoffman’s Geriatric Hi-Proteen’ (til ældre). På et tidspunkt lancerede han også et proteinprodukt baseret på fisk og havplanter kaldet ’Protein From the Sea’. Det smagte angiveligt helt uhørt forfærdeligt. Nogle af ingredienserne var fx Bonitofisk (en tun-agtig rovfisk), alger, sesamfrø, sojasauce og selvfølgelig sojamel. Hvorfor det ikke blev den store succes forstår man jo ikke. Weider holdt sig ikke tilbage, når det gjaldt om at finde på dumme navne. Ud over at kopiere flere af Hoffmans varenavne, som han havde gjort helt fra starten af, fandt han også selv på navne som ’Crash Weight Gain Formula #7’, ’Instant-Nutria-Muscle’, ’Crash-Cut Muscle Definer’ og ’Super-Pro 101’.  Billede fra: s730.photobucket.com Både Hoffmans og Weiders produkter blev markedsført med mere og mere vanvittige postulater og historier om folk der fx havde taget 45 kg muskelmasse på. På mærkaterne på et af Hoffmans produkter, noget olie han kaldte ’Energol’, stod der blandt andet at ’Energol’ kunne kurere over 120 forskellige sygdomme. Olien kunne fx påvirke hormonbalancen, opbygge enzymer, forbedre udholdenheden, forebygge eller behandle ’seksuel svaghed’, åreforkalkning, blodpropper, galdesten, skrumpelever, nervøsitet, eksem og mange andre ting. I løbet af 60’erne fik myndighederne og fødevarestyrelsen (FDA) nok af disse wild-west tilstande på kosttilskudsmarkedet og begyndte at regulere og udstikke påbud. I løbet af 1960-1961 fik Hoffman besked på at ændre markedsføringen for 15 af hans på det tidspunkt omkring 60 produkter, fordi de var vildledende og fyldt med over-the-top udokumenterede påstande. Weider kommenterede Hoffmans problemer i en hyklerisk artikel i sit blad Muscle Builder i 1962, hvor han revsede Hoffman for at lave falsk markedsføring. I selvsamme artikel påstod Weider samtidigt at hans eget produkt ’Crash Weight Gain Formula #7’, gjorde folk i stand til at tage 450 g på om dagen. Joe var vist ikke bekendt med den med stenene og glashuset. For at yde Joe retfærdighed skal det siges, at han sikkert havde ret med lige denne påstand. Opblandet med mælk indeholdt én dåse ’Crash Weight Gain Formula #7’ nemlig 2000 kalorier, primært fra sukker. Drak man sådan en ekstra hver dag, ud over sine normale måltider, skulle det nok være muligt at tage 450 g på. Nok primært fedt men altså, Joe havde jo aldrig påstået, at det var muskler man tog på. Ikke lige i denne artikel i hvert fald. FDA og FTC (Federal Trade Commission) der varetog forbrugerbeskyttelse, kom dog også efter Joe nogle år senere, og tvang ham til at ændre sine reklamer drastisk, nøjagtigt ligesom Hoffman. På grund af de nye regler valgte Peary Rader at droppe produktionen af proteinprodukter i 1963. Han påstod, at han simpelthen ikke kunne sælge sine produkter, når han ikke måtte skrive, at de fx hjalp med at opbygge muskulatur. En forklaring kunne dog også være, at der efterhånden var kommet en hel del konkurrence på markedet, da flere havde luret, at der var penge at tjene på kosttilskudsmarkedet. Klapjagten fra myndighedernes side gik efterhånden over gevind, da enhver form for kosttilskud op gennem 60’erne blev betragtet som humbug. På et tidspunkt slog FDA sig sammen med AMA (American Medical Association) og lavede en kampagne, hvor de advarede mod kosttilskudsindustriens kvaksalverprodukter. Og det samtidig med, at AMA endnu ikke havde noget at udsætte på tobaksindustrien. Tobak var ganske acceptabelt, mens proteinpulver og vitaminpiller var kvaksalveri. Det var i denne periode, at grundlaget for nutidens opdeling af lægemidler og kosttilskud opstod. Tanken var, at man for at undgå kvaksalveri, måtte skelne mellem lægemidler, hvis virkning man mente var velundersøgte, og så kosttilskud, hvis virkning var mere tvivlsom og udokumenteret. Lægemiddelproducenterne måtte gerne komme med påstande om, at deres produkter kunne helbrede og forebygge, mens kosttilskudsproducenterne ikke længere måtte bruge sådanne ’medicinske’ påstande.  Billede fra: 4.bp.blogspot.com I slutningen af 60’erne var der én producent af proteinpulver, som alle de store bodybuildere begyndte at foretrække. Producenten var en fyr ved navn Rheo Blair. Bag navnet gemte der sig en gammel kending, nemlig Irvin Johnson, som vi hørte om i første del af denne artikel. Irvin var blevet taget ved næsen af Hoffman og han forsøgte sig derfor med et nyt navn og en række nye produkter. Med stor succes. Blair gik ikke længere så meget op i at komme med vanvittige påstande om, hvad hans pulver kunne gøre. Hans strategi var i stedet at fokusere på kvaliteten. Blair brugte mælk (primært kasein) og æg, og fremstillede sit pulver med en ny skånsom metode, hvor proteinet blev udvundet ved meget lave temperaturer. Fokus var på at producere det bedste proteinpulver i verden med den mest optimale aminosyreprofil. Blairs protein ændrede navn mange gang. I starten hed det ’Opti-Pro’, derefter ’Protein 60’, ’Johnson’s Protein’ og til sidst ’Blair’s Protein’. Blair anbefalede, at man blandede pulveret op med fløde og gerne lidt rå æg, så man fik en slags budding, man kunne spise med ske. I løbet af 60’erne blev den ellers så hypede sojaprotein upopulær, mens mælk, æg og produkter baseret på dyreindvolde vandt indpas. Eksempler på det sidste var ’Nuprochol’, ’Malabar’ og ’Anipro’. ’Anipro’ var fx lavet på tørret lever, hjerne, nyre, milt og kasein.  Dave Draper. Billede fra: davedraper.com Bodybuilderen Dave Draper forsøgte sig i 1965 med noget indvoldsbaseret pulver kaldet ’Dave Draper’s Mr. America Protein’. Ifølge Dave Draper selv smagte det af beskidt jord, solgte lige så godt som endnu mere beskidt jord, og efter 3 mdr. stoppede de produktionen af det igen. Dave Drapers fejl bestod i, at han kom for mange indvolde i, fordi han troede det var det, der ville sælge. Det han ikke havde indset var, at indvolde kun var populære i teorien fordi det smagte af helvede til. I praksis var kasein hovedbestanddelen af de fleste mere ’velsmagende’ proteinpulverprodukter, mens mængden af indvolde blev holdt på et minimum, fordi det var svært at få tørret milt og hjerne til at smage godt.  I slutningen af 80’erne tog det for alvor fart med produktionen af proteinpulver. Whey blev efterhånden det mest brugte, mens kasein også stadig var populært. Sojaprotein bliver i dag mest solgt til vegetarer, veganere og folk med laktoseintolerans, mens æggeprotein næsten er forsvundet fra markedet. Det sælges stadig og betragtes som protein af høj kvalitet, men prisen er ofte ret høj sammenlignet med whey. Risprotein er klassens nye frække dreng. Grundet smagen, og det faktum, at det er lidt svært at opløse i vand, er det dog aldrig blevet særligt populært, på trods af en ellers udemærket aminosyreprofil og en lav pris. Andre varianter, der sælges den dag i dag, er ærteprotein og protein fra hampplanten. Proteinpulver baseret på oksekød og indvolde fra dyr kan man også stadig finde rundt omkring, men det er absolut for kendere. Kilde:Randy Roach - Muscle, smoke and mirrors Volume 1. AuthorHouse 2008 |