Søg
Indkøbskurv Kurv

Skrevet af Brian Henneberg

Vi har vel alle hørt at chili øger forbrændingen, men passer det egentlig? Og hvis det passer, hvilke mekanismer ligger så til grund for den øgede forbrænding? Og sig mig lige engang, betyder det egentlig noget i det store billede? Er det flere kg om året man kan forbrænde eller er det bare nogle få gram? Alt dette skulle du gerne være blevet lidt klogere på når du har læst det følgende.

Chili frugter
 

Lidt chilifysiologi

Når vi taler øget forbrænding som følge af indtag af chili er det capsaicin der er det aktive stof. Når vi indtager chili, binder capsaicinen sig til en receptor kaldet TRPV1 og optages passivt i mave/tarmsystemet. Herefter føres det via et transportstof til binyrerne, hvor det stimulerer til frigivelse af adrenalin og noradrenalin (katekolaminer). Man mener at dette er med til at stimulere til fedtforbrænding, forbrænding af glykogen i leveren og forbrænding af substrater i muskulaturen. Ifølge et studie fra 2013 er en af de mekanismer der er på spil, at capsaicin er med til at aktivere kroppens brune fedt. Brunt fedt forbrænder fedt og glukose og omdanner det til varme.  

Mange er dog ikke så vilde med chili fordi det er for stærkt, men der findes også et stof som hedder capsiate som er en slags ikke-brændende variant af capsaicin. Dette stof findes f.eks. i en sød peber variant kaldet CH-19 Sweet. Forsøg har vist at capsiate virker på samme måde som capsaicin i fordøjelsessystemet når man har indtaget det, men man undgår den brændende fornemmelse.
 
Figur over chili

Virker det så?

Ser vi på studier, hvor de har undersøgt om chili øger forbrændingen, så er der lidt blandede resultater. Samlet set ser det ser det dog ud som om chili virker. En omfattende metaalanyse fra 2012 viste f.eks. at capsaicin og capsiate stimulerede til øget forbrænding i lige stort omfang. Der var en tendens til at store doser var bedre end små doser og desuden var begge stoffer med til at undertrykke appetitten.

Langt størstedelen af de studier der er lavet, og som er med i metaanalysen, er lavet på normalvægtige og her peger størstedelen i en positiv retning, dvs. i retning af øget forbrænding. Faktisk var der kun ét studie som ikke viste positive resultater. Studier lavet på overvægtige viser mere blandede resultater. Ét studie lavet på overvægtige viste f.eks. et øget energiforbrug ved indtag af capsaicin, mens et andet studie viste at capsaicin mindskede energiforbruget hos overvægtige men ikke hos normalvægtige. Et tredje studie viste at et dagligt indtag af capsaicin øgede forbrændingen hos normalvægtige, men ikke hos overvægtige.

Hvor meget øges forbrændingen?

Ser vi nærmere på nogle tal fra studierne, jamen så har et studie på cykelryttere vist en øget forbrænding på 0.24 kcal i timen ved indtag af 10 g capsaicin, 30 min før rytterne skulle ud at cykle. I andre studier har man set en øget forbrænding på 0.4-0.9 kcal/kg/dag (32-72 kcal om dagen for en person på 80 kg). Dette var ved et indtag på 3-10 mg capsaicin om dagen. De studier hvor man har set den absolut største effekt er i de studier, hvor man har givet de største doser. I et ret vildt studie så man et øget energiforbrug på hele 119 kcal om dagen ved et indtag på 135 mg capsaicin om dagen. 135 mg er en ret høj dosis. Studier lavet i Mexico har vist at indtager man 9–25 jalapeno pebre om dagen svarer det til 90–250 mg capsaicin.
Det studie jeg har kunnet finde med den absolut største effekt af chili, er et studie fra 2013, hvor deltagerne indtog 9 mg capsaicin om dagen samtidig med at de blev udsat for kulde (19oC) to timer dagligt. Her steg energiforbruget med omkring 180 kcal om dagen (figuren herunder).
 
Graf over forsøg med chili


Langt størstedelen af de studier der viser en øget forbrænding ligger dog, som det fremgår af de tidligere nævnte studier, langt under dette niveau, og da kulde i sig selv kan øge forbrændingen en del skal vi nok ikke regne med at det var capsaicinen der gjorde hele arbejdet.
 

Chilis indflydelse på kropskompositionen

Der er ikke lavet vanvittige mængder studier, hvor man har givet capsaicin over flere uger for at se om mængden af kropsfedt er faldet, men der findes dog nogle få stykker. Resultaterne her peger mestendels i negativ retning, da man i langt de fleste studier ikke har set nogen ændring i kropskompositionen. Dette gælder f.eks. Lejeune et al. 2003 og Ahuja et al. 2007. I Lejeune et al. var dosis helt oppe på 135 mg/dag, hvilket teoretisk set burde være nok til at give en målbar effekt. Et problem her var imidlertid at flere af deltagerne valgte at halvere deres indtag fordi de fik en ubehagelig brændende fornemmelse i maven når de indtog de store doser.

Ser vi på capsiate, den ikke-brændende variant, er der også her lavet nogle få studier. Her har man set positive resultater i et studie fra 2006, hvor deltagerne tabte 1.14 kg fedt over en 2 ugers periode når de indtog capsiate. Deltagernes diæt blev kontrolleret af forskerne i de to uger og den eneste forskel på kontrolgruppen og interventionsgruppen var, at deltagerne i interventionsgruppen spiste 0,4 g frosne CH-19 Sweet pebre pr kg. kropsvægt om dagen. For en person på 80 kg svarer det til 32 gram lækker frossen peberfrugt.
 
Graf over chili forsøg


Der er dog ingen andre studier hvor man har set så gode resultater. I et andet studie så man f.eks. et vægttab på 450 g efter 4 uger ved indtag af capsiate. Man har også set at 6 mg om dagen var med til at reducere kropsfedt 0.96 % mere end placebo.

Med i sine overvejelser skal man også have, at der findes en række studier, hvor man ingen forskel har set på kontrolgruppe og interventionsgruppe. Det kunne altså se ud som om chili måske nok øger forbrændingen, men at effekten over f.eks. 2-4 uger er så lille at det ikke er målbart når vi skal måle på fedtprocenten.

Der ser ikke ud til at være nogle bivirkninger ved at indtage capsaicin, medmindre man betragter det at chili er stærkt som en bivirkning. Og det er der altså mange der gør, da de ikke bryder sig om den brændende fornemmelse. Selv ved indtag af capsaicin kapsler kan man få en brændende fornemmelse i maven, som det fremgår af Lejeune et al.-studiet som jeg omtale tidligere. Med i sine betragtninger skal man også tage at der ved hyppigt indtag af store mængder chili sandsynligvis vil ske en desensitivering som gør at effekten på længere sigt vil formindskes.

Konklusion

Hvis vi skal konkludere på om chili kan være med til at øge forbrændingen, så ja. Det ser det ud til. Men skal vi konkludere på om chili så også kan assistere i et vægttab, så er det muligt ja, men det er nok ikke chili man skal satse hele butikken på, da effekten må siges at være ret lille. Ifølge et studie fra 2011 vil et kalorieunderskud på 10 kcal om dagen, hos en gennemsnitlig midaldrende mand, give et vægttab på ca. 500 g over en periode på 6.5 år. Og ifølge et studie fra 2010 vil et kalorieundeskud på 50 kcal om dagen give et vægttab på ca. 2.6 kg over en periode på 8.5 år. Selv med gigadoser af chili skal man være mere end almindeligt påpasselig med resten af det man indtager, hvis chili skal være det lod på vægtskålen der gør at du taber dig.

Citat elementHvis vi skal konkludere på om chili kan være med til at øge forbrændingen, så ja. Det ser det ud til
 
 

Referencer

Snitker S, Fujishima Y, Shen H, Ott S, Pi-Sunyer X, Furuhata Y, Sato H, Takahashi M. Effects of novel capsinoid treatment on fatness and energy metabolism in humans: possible pharmacogenetic implications. Am J Clin Nutr 2009; 89(1): 45–50 111.

Ludy MJ, Moore GE, Mattes RD. The effects of capsaicin and capsiate on energy balance: critical review and meta-analyses of studies in humans. Chem Senses 2012; 37(2): 103–121 112.

Saito M, Yoneshiro T. Capsinoids and related food ingredients activating brown fat thermogenesis and reducing body fat in humans. Curr Opin Lipidol 2013; 24(1): 71–77


Takeshi Yoneshiro, Sayuri Aita, Mami Matsushita, Takashi Kayahara, Toshimitsu Kameya, Yuko Kawai, Toshihiko Iwanaga og Masayuki Saito. Recruited brown adipose tissue as an antiobesity agent in humansJ Clin Invest. 2013 Aug 1; 123(8): 3404–3408.

Kawabata F, Inoue N, Yazawa S, Kawada T, Inoue K, Fushiki T. Effects of CH-19 sweet, a non-pungent cultivar of red pepper, in decreasing the body weight and suppressing body fat accumulation by sympathetic nerve activation in humans. Biosci Biotechnol Biochem. 2006;70:2824–2835.

 
  • Bodylab Creatine (300 g)
    461 anmeldelser
    • 100% rent mikroniseret kreatin
    • Øger musklernes præstationsevne
    • Et meget veldokumenteret kosttilskud
    179,00DKK
    179,00DKK
  • Bodylab Creatine (300 g) - Ice Tea Peach
    266 anmeldelser
    • Mikroniseret kreatin
    • Forfriskende smag af søde ferskener
    • Øger musklernes præstationsevne
    179,00DKK
    179,00DKK
  • Bodylab Omega 3 (120 stk)
    663 anmeldelser
    • God kilde til de essentielle omega 3 fedtsyrer
    • 3 kapsler indeholder 990 mg EPA og 660 mg DHA
    • 120 kapsler á 1000 mg ren fiskeolie
    99,00DKK
    99,00DKK
  • Bodylab Bodymin (240 stk)
    120 anmeldelser
    • Vores populære multivitamin
    • Med B6, magnesium, zink og chrom
    • Bidrager til at mindske træthed og udmattelse
    159,00DKK
    159,00DKK

Øger chili forbrændingen?

Trustpilot
personlige tilbud, proteinrige opskrifter og gratis træningsprogrammer ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.
Varen er lagt i kurven
Indkøbskurv
Indkøbskurv0
Vi anbefaler