Fri fragt 
E-mærket webshop
4,7 på 
Kom i gang
Opskrifter
Artikler
Team Bodylab
| Artikler / De Olympiske lege - idealer og virkelighed - del 2 |
Af Brian Henneberg I 1. del af denne artikelserie så vi på hvilke idealer der lå til grund for oprettelsen af de moderne olympiske lege, samt på de religiøse undertoner der gennemsyrer OL. Her i 2. del skal vi se på hvordan OL gennem årene har været skueplads for mangt en politisk mening, samt på, hvordan kommercielle interesser langsomt men sikkert har undermineret bl.a. det oprindelige amatørideal. PolitikSelvom mange mener, at man ikke skal blande sport og politik sammen, og da slet ikke det ophøjede OL og politik, så har OL gennem tiden været udstillingsplads for mangt en politisk mening. Berlin 1936 var nok det meste ekstreme, da nazismen og alle dens symboler fyldte umådeligt meget det år. Tyskerne vandt, under det nazistiske flag, med pomp og pragt og voldsom propaganda, flere medaljer end nogen anden nation, 89 mod USAs 56 medaljer. Hitlers foretrukne filminstruktør, Leni Riefenstahl, lavede desuden i 1938 filmen Olympia, en propagandistisk dokumentarfilm, om OL i 1936. Tyskerne vandt, under det nazistiske flag, med pomp og pragt og voldsom propagandaOgså mellem Sovjet og USA har der gennem årene været kontroverser, som er kommet til udtryk ved OL. Første gang Sovjet og USA overhovedet mødtes ved OL, var i 1952 i Helsinki. Russerne var ikke et særligt sportsinteresseret folk indtil da, da sport mest var overklassetidsfordriv, og kommunisterne syntes det var reaktionært. De fik dog efterhånden øjnene op for, hvad sport kunne bruges til ift. at samle folk, dyrke kollektivismen og det faktum, at sport er perfekt ift. propagandistiske formål. Hitler ville i 1936 vise, hvor overlegen den ariske race var, og russerne nu ville vise, hvor overlegen kommunismen var. Amerikanerne var lige så overbeviste om kapitalismens overlegenhed, så legene i 1952, blev en slags battle of the ’isms. USA løb af med sejren med 76 medaljer mod russernes 71. De efterfølgende år, i 1956 i Melbourne og i 1960 i Rom, blev amerikanerne slagtet, og ruserne vandt klart flest medaljer. 25-30 medaljer mere begge år. Dette kunne amerikanerne ikke slå sig til tåls med. Russerne var begyndt at yde direkte statsstøtte til atleterne, og amerikanerne begyndte nu en indirekte statsstøtte, ved at bygge universiteter om til idrætsskoler og give stipendier til de dygtigste sportsfolk. Begge dele var et forsøg på, at omgås det olympiske krav om, at kun amatører måtte være med til OL. Problemet med amatørisme vs. professionalisme, kommer vi ind på senere. Ved OL i Moskva 1980 og ved OL i Los Angeles i 1984, blev de to tøsefornærmede nationer USA og Sovjet væk fra hinandens lege, hvorved værtsnationerne kunne hive uhørt store mængder metal med hjem. De røde kommunistatleter blev efterhånden, som russerne dominerede mere og mere, betragtet som laboratorieskabte, overmenneskelige robotter, bedst eksemplificeret i filmen Rocky 4, hvor Dolph Lundgren spillede den kolde kyniske russiske maskine Ivan Drago, som til sidst dog blev slået af den ærlige og hårdtarbejdende amerikanske drøm Rocky Balboa. Første gang Sovjet og USA overhovedet mødtes ved OL, var i 1952 i HelsinkiDoping brugt politisk, og især USA, Sovjet og Tysklands kampe om OL-medaljer op gennem 50’erne, 60’erne, 70’erne og 80’erne, begyndte, som årene gik, at få karakter af en ubehagelig konkurrence ved en international kongres for mere eller mindre pålidelige farmaceuter. Først med murens fald i 1989, skete der lidt ændringer, da de store statsstøttede sportsprojekter i de tidligere kommunistiske lande, ikke længere kunne finansieres. Fra at have domineret i mange år, faldt de tidligere sovjetlande efterhånden ned på 3-4. pladsen på medaljeranglisten, overgået af USA, den nye magtfaktor Kina og senest også af Storbritannien. I 1976, blev mange, især afrikanske lande, væk fra OL i Montreal, fordi IOC havde nægtet af udelukke New Zealand fra OL. New Zealand var kommet i bad standing efter de havde rejst rundt og spillet rugby i Sydafrika på trods af, at Sydafrika var blevet udelukket fra mange internationale sportskonkurrencer, herunder OL i 1964-1988. Samme beslutsomhed var ikke til stede otte år tidligere til OL i Mexico City, hvor alle lande mødte op, på trods af, at mexicanske regeringssoldater havde skudt på demonstranter, og 250 af dem døde, 3 dage inden åbningsceremonien. Demonstranterne var utilfredse med, at det fattige land brugte så mange penge på et prestige-sportsprojekt. Verden var ligeglad med at demonstranternes munde blev lukket med kugler for panden. Nu skulle der sgu ses OL. 1968 var også året, hvor de to sorte amerikanske 200 m løbere Tommie Smith og John Carlos, mens de stod på sejrsskamlen som henholdsvis guld- og bronzevinder, løftede armen, og knyttede deres behandskede hænder som en støtte til den militante Black Power-bevægelse. Hændelsen resulterede i en hjemsendelse af de to atleter på opfordring fra IOC præsident Avery Brundage. Brundage var også IOC præsident i 1936, da tyskerne sendte hundredevis af nazihilsner ud til publikum, men dette havde Brundage ikke haft noget problem med. Brundage, som døde 7 år senere, er siden gået over i historien, som en antisemitisk racist, der nærede stor beundring for Hitler. Ikke just den præsident IOC har størst grund til at være stolte af. I 1976, blev mange, især afrikanske lande, væk fra OL i Montreal, fordi IOC havde nægtet af udelukke New Zealand fra OL Selvom Tyskland var blevet delt i et øst og et Vesttyskland efter anden verdenskrig, deltog de som samlet nation helt indtil 1964. I 1972 stillede Tyskland derfor op som to nationer, da der var OL i München. Det gik fint, lige indtil 5. sep., hvor elleve israelske sportsfolk blev taget som gidsler af terrorgruppen Sorte September. Gidseltagningen endte i et blodbad, hvor sytten personer blev dræbt, herunder de elleve gidsler.Også OL i Seoul i 1988 var kontroversielt, i og med, at landet fra 1979-1988 blev ledet af den militære stærkmand Chun Doo-Hwan, som i 1980 myrdede løs på de demonstranter, der ønskede ham og hans militærstyre væk fra magten. IOCs præsident fra 1980-2001, Juan-Antonio Samaranch, som selv havde tjent under diktatoren general Franco i Spanien, havde intet problem med, at legene blev holdt i et land styret med hård hånd af en diktatorisk militærmand. Samaranch roste endda Chun for sit ’bidrag til demokratiets styrkelse’. Den sidste episode jeg vil nævne, er fra 1996, ved OL i Atlanta, hvor en bombe sprang i en park i forbindelse med den olympiske by. Her blev to personer dræbt og 111 såret. Bombemanden, der efter en årelang efterforskning, viste sig at være den stærkt højreorienterede Eric Robert Rudolph, undslap oprindeligt politiet. Han havde dog efterfølgende, i 1997, bombet to abortklinikker og en lesbisk natklub, og det var disse bombninger der førte til hans anholdelse i 2003. Han afsoner nu 4x livstid. Coubertins ideal var, at legene skulle fremme fred og forsonlighed mellem folkene, og det har de da sikket også gjort på visse punkter gennem årene. Men det må også indrømmes, at legene efterhånden, er vokset til en af verdens største politiske platforme. Senest med Putins vinter-OL i Sochi, hvor både homorettigheder, miljøspørgsmål og Putinsk propaganda næsten fyldte lige så i medierne som selve sporten. Den irske forfatter og Nobelprismodtager George Bernard Shaw sagde på et tidspunkt, at ’sport er et fortræffeligt middel til at så splid mellem folkeslag, der ellers ikke ville have nogen anledning til nid og nag.’ Måske han har en pointe. Coubertins ideal var, at legene skulle fremme fred og forsonlighed mellem folkeneCoca-Cola GamesOL skulle kun være for amatører, fordi det ikke var udsigten til økonomisk gevinst, der skulle drive deltagerne, men derimod den olympiske ånd - glæden ved sporten.Et af de olympiske idealer fra antikkens Grækenland, som Coubertin gerne ville genoprette, var, at glade amatører skulle kæmpe om æren og en krans af olivenblade. Men menneskelig hæder visner lige så hurtigt som olivenblade, og det viste sig hurtigt, at Coubertins amatør-’det gælder bare om at være med ideal’, ikke havde nogen gang på jorden. Ikke engang i det gamle Grækenland foregik det sådan. Jo, man vandt ingen penge ved OL, men en olympisk titel, betød bl.a. en overdådig velkomst når man kom hjem, gratis mad, slaver osv. Og den hæder man opnåede gjorde, at man kunne tjene penge på andre sportskonkurrencer, præcis som i dag, hvor sponsorer står klar med store pengeposer til olympiske vindere. Coubertins ideal var smukt, men han ønskede en urealistisk renhed fra atleterne. OL skulle kun være for amatører, fordi det ikke var udsigten til økonomisk gevinst, der skulle drive deltagerne, men derimod den olympiske ånd - glæden ved sporten. De professionelle atleter, der tjente penge på deres idræt, skulle ikke have lov at deltage ved OL. Dette amatørbegreb kom dog til, at betyde en opdeling af rige og fattige. Det er dyrt at dyrke idræt på højt niveau, fordi det kræver penge til udstyr rejseomkostninger osv., og kun de rige havde råd, og tid, til at dyrke idræt så intenst at de blev gode nok til, at kunne kvalificere sig til OL. For at gøre op med denne ulighed, begyndte man i lande som f.eks. Danmark og Sovjet, at støtte idrætsudøverne økonomisk fra statslig side, hvilket betød et skred i amatørismen. Der kom pludselig nogle gråzoner, hvor det var svært at afgøre, om en atlet reelt set var amatør. Og hvor meget professionalisme ville man i virkeligheden tillade? Var al hjælp og støtte forbudt, eller måtte man f.eks. gerne få stillet en gratis træner til rådighed? Måtte man modtage udstyr og få kompensation for rejseudgifter, eller få stillet en gratis bil til rådighed? Og hvor små pengebeløb måtte man modtage, uden at IOC dømte én ude som værende for professionel? Idrætsudøverne tog naturligvis imod enhver hjælp med kyshånd, indtil nogen begyndte at brokke sig. Det var de simpelthen nødt til, hvis de nogensinde skulle blive til noget. OL skulle kun være for amatører, fordi det ikke var udsigten til økonomisk gevinst De fleste atleter slap godt afsted med, at blive mere og mere professionelle, for IOC brokkede sig ikke så meget over den voksende professionalisme, som man måske kunne forvente, hvis de skulle følge deres eget regelsæt. Et af IOC’s dilemmaer ift. amatørismen var nemlig, at selvom man måske nok kunne skelne mellem amatører og professionelle, hvis man virkelig havde villet, så ville man jo også gerne have de bedste atleter med til OL. Holdt man for strengt fast i amatørismen, ville hele OL blive et andenrangsstævne, som ingen gad interessere sig for, da præstationerne ville ligge et godt stykke under hvad de professionelle kunne præstere. Boksning og fodbold ved nutidens OL, er gode eksempler på, hvordan hele OL kunne se ud, hvis man havde insisteret på streng amatørisme. Det faktum, at det er amatørboksere og U21 landshold i fodbold der er med til OL, og ikke de professionelle boksere og A-landshold gør, at OL-boksning og OL-fodbold ikke rangerer ret højt på popularitetslisten. Atletik og tennis er derimod populære, da det er verdens bedste udøvere der er med.En af grundene til Sovjets og Østtysklands dominans op gennem 60’erne og måske især 70’erne var, at staten støttede atleterne både med penge og med doping. Amatørismens ideal om den retfærdige og hensynsfulde idrætsudøver, der alene dyrkede idræt for idrættens egen skyld, var efterhånden fuldstændigt kørt i sænk. Amerikanerne var ikke meget bedre, her var det bare kapitalisme, stipendier og doping købt på markedsvilkår, der var de drivende kræfter. Når amatørbegrebet alligevel blev fastholdt, hang det i høj grad sammen med, at man inden for IOC for alt i verden ville undgå, at legene blev et show, hvor pengene betød mere end sporten. Man var stadig interesseret i, at deltagere fra alle lande skulle have mulighed for at deltage, og at det ikke kun skulle være et show for de få store stjerner, som tilfældet var, og er, med VM, EM osv. IOC overgav sig dog til dels efter Avery Brundage gik af som præsident i 1972, hvor kravet om amatørisme efterhånden blev udfaset. Og efter OL i 1988, besluttede man sig endeligt for, at alle professionelle atleter var velkomne fremover. Man holdt fast i, at alle lande skulle have mulighed for, at sende atleter afsted, men at de atleter der så kom afsted efterhånden kun var professionelle, ja det kunne man ikke længere dæmme op for. Overgangen fra semi-professionalisme til fuld-professionalisme viste sig nok stærkest i 1992, da det amerikanske ’Dream-Team’ i basketball knuste alle deres modstandere stort set uden at anstrenge sig. De vandt i gennemsnit deres kampe med 44 point. Stjerner som Patrick Ewing, Larry Bird, Scottie Pippen, Michael Jordan, Clyde Drexler, Karl Malone, Charles Barkley og Earvin "Magic" Johnson, viste resten af verden, hvad forskellen var på semi-professionelle atleter og atleter der ikke behøvede beskæftige sig med andet end at dyrke deres sport. Siden starten af 80’erne, er OL eksploderet i kommercialisme og blevet en milliardindustri. OL i Los Angeles blev f.eks. kendt som Coca Cola Games, fordi Coca Cola som sponsor var så synlige det år. OL er blevet big business og firmaer som Coca Cola, McDonalds, Samsung og Panasonic kaster hvert år millioner af dollars efter OL. Det var især under ledelse af Juan Antonio Samaranch, at OL er blevet en kommerciel guldfugl. Samaranch forstod, at salg af tv-rettigheder og sponsorindtægter kunne booste den olympiske bevægelses økonomi op til nye vanvittige højder. En opgørelse fra 2008 viste, at sport blev sponsoreret med 50 mia dollars på verdensplan. Det er ca. 300.000 millioner kr. Man kunne i realiteten lige så godt have pisset åbenlyst på Coubertins bevingede ord om at: ’…fra den dag hvor atleten lader sig dominere af profitbetragtninger, fra den dag er hans ideal blevet plettet og indsatsens karakterdannende værdi, hvis man kan kalde det sådan, uigenkaldeligt svækket.’ Manden med det blakkede eftermæle, Avery Brundage, var faktisk en af de stærkeste fortalere for at bevare amatørismen som en del af den olympiske bevægelse, og ser man på OL i dag, må man nok give ham ret i, at økonomiske interesser er kommet til at fylde umådeligt meget efter de fuld-professionelle atleter er blevet lukket ind i manegen. Atleter kan blive så rige på at vinde en OL guldmedalje i dag, at mange ikke skyr nogen (doping)midler for at nå toppen og score kassen. Siden starten af 80’erne, er OL eksploderet i kommercialisme og blevet en milliardindustri Ideal vs. virkelighedCoubertins ideal om et upolitisk internationalt sportsstævne der skulle inspirere til fred og forståelse landene imellem, og hans ideal om den retfærdige og ædle idrætsudøver der blev opdraget gennem sporten, fik styrket sin karakter, og for hvem det var vigtigere at deltage end at vinde, er efterhånden smuldret væk til fordel for økonomiske interesser, dopingskandaler og politisk propaganda. Der er mange hellige køer der bliver slagtet når idealer møder virkeligheden.Kilder:Pierre de Coubertin – Den Olympiske idé. Det lille forlag (1996)Midas Dekkers – Kropskultur. Tiderne skifter (2008) Ol-studiet.dk Wikipedia.org |