Effektive slankemidler?
Der findes et utal af slankemidler derude, altså kosttilskud, der hjælper på vægt- og fedttab., f.eks. koffein, synephrine, yohimbin, efedrin, nikotin, amfetamin, phenylethylamin og mange, mange flere. Lad det først være sagt, at de fleste af dem virker (desværre) i et eller andet omfang og de virker generelt ved en kombination af appetitreduktion og en direkte effekt på fedtforbrændingen. Deres effekt svarer dog til at tisse i bukserne for at holde varmen. Som beskrevet ovenfor repræsenterer kroppens udseende en ligevægt, dikteret af vores livsstil. Føjer man disse tilskud til en livsstil, fører de til vægttab, men hvis livsstilen ikke ændrer sig sammen med vægten, vil der med usvigelig sikkerhed ske det, at kroppen vil falde tilbage igen. Derudover er disse tilskud ikke sunde, og nogle få af dem er forbundet med sjældne, men meget alvorlige (livstruende) bivirkninger.






